Læsetid: 6 min.

Ny festival kuraterede sig til både freaks og prydgenstande

Musikfestivalen Journey Fest vaklede i sit første år mellem det stilsikkert freaky og det alt for pænt indsmigrende. Med fabelagtige øjeblikke undervejs
Når en festival vover at udvise temperament og idé, så bør man spidse ører, og dét gjorde den netop overståede Journey Fest. Her danske Coco O., der spillede i Store Vega i København fredag.

Når en festival vover at udvise temperament og idé, så bør man spidse ører, og dét gjorde den netop overståede Journey Fest. Her danske Coco O., der spillede i Store Vega i København fredag.

Per Lange

25. februar 2019

Jeg ved ikke med jer, men personligt mangler jeg ikke mere underholdning i mit liv. Bøger. Kunst. Musik. Film. Der er rigeligt. Så en ny musikfestival?! Well, pakker de sig ikke skulder ved skulder alle årets måneder, således at det føles, som om at det er festivalsæson året rundt? »Festival varje dag« som de svenske psych-rockere i Dungen sang så profetisk engang i 00’erne. »Festival varenda dag gör mig glad.« Mjah. Eller måske lidt overmæt i længden?

Hugo Helmig x 21

Man må vælge. Og nogle festivaler er bedre – eller i hvert fald mere interessante – end andre. En godt kurateret festival skal man for eksempel aldrig kimse ad, for det er en sjælden kvalitet. Mange festivaler klæder sig blindt i årstidens farver og lokker med tidens stærkeste valuta. Sidste år kunne man for eksempel se Hugo Helmig 21 gange i den danske sommer. Diversitet? Kig i vejviseren efter den.

Nogle festivaler er mere markedskalkuler og hyggebærere end kulturbyggere og dannelsesprojekter. Ja, de kan i værste fald føles som en tur i supermarkedet på Black Friday. Folk stormer rundt i psykoser og leder – eller råber – efter den rigtige vare, uinteresseret i anderledes eller ukendte varer. Mens de utålmodigt leder efter eller venter på slagtilbuddene.

Så. Når en festival vover at udvise temperament og idé, bør man spidse ører, og dét gjorde den netop overståede Journey Fest. I hvert fald til en vis grad. Over tre dage og på tre spillesteder kunne man besøge fire events med hvert deres tema, tone, tilgang – uden at det var udtalt fra arrangørs side.

Mine bud på temaer er: Alternativ rock og singersongwriter i Pumpehuset onsdag. Moderne soul i Store Vega fredag. Den mere outrerede rock i Pumpehuset fredag. Og endelig lørdag finalen, der var lidt mere uigennemskuelig i sin profil, men vistnok sigtede mod en folkefest af den mere moderne, elektronisk beat- og basfikserede variant.

I færd med at blive til

Denne anmelder hopper på Journey Fest fredag, på soultoget i Store Vega. Ikke ubetinget nydelsesfuldt med nigerianske Obongjayar og hans band, der kun pletvist holder sig tilbage og finder nogle blåt melankolske harmonier. Ellers morer de sig mest med at hamre på trommerne, vride i guitarstrengene og bare følge efter deres leder, som hellere ville minde om – en klodset – Screamin’ Jay Hawkins eller Rage Against The Machine frem for subtile, nyere navne som Sampha eller Frank Ocean. En skam, for Obongjayar har stemmen til noget mere udfordrende end denne ret så undervældende overmagtsretorik.

Danske Coco O. har også stemmen til noget stort, det ved vi fra hendes samarbejde med Robin Hannibal i Quadron. Men det kniber for danskeren at finde sine ben at stå på solo.

Måske fordi hun dér i et lydhørt Store Vega leder efter noget perfekt i stedet for noget fejlbarligt. Nogle af sangene afprøver hun for første gang live, og hvilket privilegium at overvære. Ja, nogle af dem vil endda noget anderledes med deres harmoniske spændinger. Der opstår for eksempel noget interessant med de lækre glasskarpe keyboardtoner, der forstyrrer lydbilledet, mens Coco O. synger »I’m in the making«. Og det virker, for det er vi jo alle sammen, i færd med at blive til. Men der er andre sange, der hævder det modsatte. At udviklingen er forbi. Det er sange, der bare vil holde kæft og være smukke, ikke fortælle noget. Bare være prydsgenstande. Og det er en skam.

Nu når jeg ikke aftenens sidste navn, danske Liss, som jeg antager må have pyntet gevaldigt på løjerne i Store Vega med deres fornemt stramme soul. Men det, jeg når at se denne fredag aften er ikke ubetinget vellykket.

Supernovaer af flødeskum og glasskår

Jeg og min kære ledsager må i stedet forlade etablissementet for at småspurte til Bo Ningen i Pumpehuset. En cykeltur, ingen af os fortryder.

For denne japanske kvartet pisker supernovaer op med en lethed, der får en til at tro, at universet er lavet af sølvglinsende flødeskum og de smukkeste glasskår.

Det sker i et tyndt befolket, men stærkt entusiastisk forum. Foran scenen er der til sidst moshpit, på scenen fire langhårede japanere, der betvinger deres instrumenter og især deres klangmuligheder mesterligt. Mest af alt lyder de som en neuron-apokalypse i hele kroppen. Ja, det er umuligt at melde kroppen ude af dette magiske inferno. Den retter sig ud og venter i spænding, mens de to guitarister, bassisten og trommeslageren forsinker ankomsten til klimaks. Og den kramper sig sammen, når de virtuose freaks slipper hestekræfterne løs og især guitaristerne kvalificerer orgasmen med polymelodier, skælvende tremolo-effekter, call-and-response, forvrængninger fra et stenbrud i helvede og en harmonik fra et konfliktfyldt paradis.

Det er kosmisk og lokalt, androgynt og pikket på samme tid. Så da den magiske forsanger og bassist tager sit instrument op i erigeret position øverst på sin sorte nederdel, så giver det hele mening. Tonerne og forvrængningerne lyser i hver en celle. Bassen og trommerne pulserer i hver en afkrog af legemet. Fabelagtigt.

Lavere frekvensers fordelagtige effekt

Lørdag aften er formet som en kulmination i Den Grå Hal. De mere spektakulære navne med en forkærlighed for de lavere frekvensers fordelagtige effekt på vores bagdele og dansesko er på tapetet. Det går både godt og skidt med det forehavende.

Godt, nej, vent, fantastisk med amerikanske Yves Tumor, der optræder i genert mørke til at begynde med, men snart kaster sig frådende over sit lyksalige publikum. Klædt i gul lakjakke og med en manke delt i sort og pinkrødt hår.

Ledsaget af et forrygende backtrack, som han går helt sublimt i ét med. Hans stemme lyder som Prince cirka Purple Rain. Et selvlysende rivejern af et organ, der hæver sig som en queer søjle gennem de frækt slæbende rytmer, dommedagsbeatsene, den kærlige støj, de hvinende zigzaglyde. Men også de rige lagkageharmonier – ofte bygget af netop hans stemme – der giver hans musik en umiskendelig fornemmelse af en akut vederkvægende, futuristisk soulmusik. Og der bluesen, når han synger gennem Den Grå Hals træbårne arkitektur:

»Sister, mother, brother, father
Have you, have you looked outside?
I'm scared for my life
They don’t trust us
 I’m not part of the killing spree
A symptom, born loser, statistic.«

Han er en performer, der kerer sig om sit publikum. »Hvordan er lyden? Er det højt nok derude?« Og se, nu løber han i løbegraven foran og siden blandt publikum som en anden Bono – men med Bowies seksuelle kompleksitet og en Fame-dansers flashy gangart.

Multidimensionel og tydeligvis bevidst om undergrundselektronisk musiks dunkle manøvrer – med pejlingspunkter omkring Dean Blunt og John Maus. Men samtidig i stand til at skabe en sammenbrudssoul, der er overvældende berusende.

Den svære herlighed kan også nydes på hans seneste album, det fremragende Safe In The Hands of Love, men her denne lørdag aften er lyden langt mere massiv, brutal, tunet ind på en instinktiv frekvens. Det er klart, at Tumor synger live, men også, at han er så dybt indlejret i sit værk, at det er meningsløst at forsøge at vriste ham fri af det og pege på en person uden for det. Det er et overvældende, frygtløst og brillant show.

Og det er ironisk og mærkværdigt, at arrangørerne af aftenen efterfølgende har programsat den canadiske elektro/house-rock-duo Bob Moses, Tom Howie og Jimmy Vallance på keyboard og guitar. Flankeret af to mænd på pikbas og nossetrommer danner de tilsammen en kvartet, der ikke er irriterende formularisk og ufærdig, men til gengæld enerverende karismaforladt.

Måske med ambitioner om at være en dance-venlig udgave af U2 eller Coldplay, men uden en ærlig sang eller et dirty beat på samvittigheden. Forsigtigheden, forudsigeligheden og pænhedens kordrenge, der – i det mindste – minder os om, hvor kedeligt et liv uden chancetagen er.

Inden for to timer lørdag aften i Den Grå Hal markerer Journey Fest således spændvidden i deres musikalske katalog, både stilistisk og kvalitativt. Og den er betragtelig.

Tosseekvilibrister og queer-Prince

Fremmødet på de tre steder, jeg besøgte, vidnede ikke om en ubetinget publikumssucces for Journey Fest. Der var overalt langt fra at være udsolgt. Og det er en skam. For det er de færreste festivaler, der vover at smide fire tossede ekvilibrister fra Japan eller en queer-Prince fra staterne på plakaten. Men det er måske også disse idiosynkratiske valg, der får folk til at blive væk. Det er deres tab.

Journey Fest – Store Vega og Pumpehuset, Kbh., fredag. Den Grå Hal, Christiania, lørdag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu