Læsetid: 5 min.

Nye udstillinger: ’Jordborgeren’ Knud Viktor går i ét med naturen. Anna Bak dyrker indianeræstetikken

Myten om den originale kunstner i pagt med naturen dyrkes i samtidskunsten i disse år og bliver både be- og afkræftet i to aktuelle udstillinger
Udstillingen på Museet for Samtidskunst i Roskilde er ikke bare en mulighed for at opleve Knud Viktors vildt smukke lydværker (udelukkende skabt af lyde fra naturen), det er også en slags hyldest til ham og hans måde at anskue tilværelsen og naturen på.

Udstillingen på Museet for Samtidskunst i Roskilde er ikke bare en mulighed for at opleve Knud Viktors vildt smukke lydværker (udelukkende skabt af lyde fra naturen), det er også en slags hyldest til ham og hans måde at anskue tilværelsen og naturen på.

Pressefoto

6. februar 2019

Åh, drømmen om at bo i fred og ro i naturen, være i balance med årstidernes skiften, leve enkelt af naturens afgrøder og være ét med verdensaltet. Det er en drøm, mange ikke længere nøjes med at længes efter, men rent faktisk udlever – flytter ud af byen, væk fra præstationskrav, ud af hamsterhjulet og langt ind i naturen. Og sig selv. At der er en tilbagevenden og en længsel efter et mere enkelt liv i pagt med naturen, ses ikke bare på tv’s sendeflader med programmer som Bonderøven eller Alene i Vildmarken, det er også en tendens i kunsten, hvor naturen er det helt store emne i disse år.

I to aktuelle udstillinger både udleves og punkteres denne naturbesyngelse. Den ene kunstner, Knud Viktor, levede ikke bare i pagt med naturen, men gik i ét med den, mens den anden kunstner, Anna Bak, vil have os til at forstå, at det at bo i ensomhed i naturen, ikke er nogen dans på roser.

»Træet er min bror, floden, min søster«

Da jeg modtog invitationen til udstillingen Bjerget synger af Knud Viktor (1924-2013), havde jeg aldrig hørt om denne original før. Men det har jeg heldigvis nu. Udstillingen på Museet for Samtidskunst i Roskilde er ikke bare en mulighed for at opleve Knud Viktors vildt smukke lydværker (udelukkende skabt af lyde fra naturen), det er også en slags hyldest til ham og hans måde at anskue tilværelsen og naturen på.

Knud Viktor afviste helt betegnelsen »natur«, ligesom han kaldte sig selv for »jordborger«. Han mente, at vi alle er natur, derfor giver det ikke mening at betegne det som noget andet end os selv, i stedet skal man som en indianer betragte »træet, som min bror, og floden som min søster«. Det klinger jo helt aktuelt og posthumanistisk, og det er også grunden til, at projektet opleves så relevant. Som en lille åbenbaring faktisk.

På museets førstesal har de bygget et podium (de kalder det selv lidt flot for et »bjerg«), hvor man kan sidde (eventuelt med et glas naturvin i hånden) og lytte til de to hovedværker Image IV (1976) og Les Éphémères (1977), der begge er skabt udelukkende af lyde fra naturen i det Frankrig, hvor kunstneren boede. Lyden kommer simultant fra fire højttalere.

Cikaderne, der synger, lyder nærmest som en stærkt trafikeret motorvej. Det er ikke en meditativ ro, Knud Viktor går efter, men det rene udtryk af den lyd, der er. Med forskelligt hjemmebygget Ole Opfinder-udstyr begynder han at optage cikadernes sang, vand, der drypper i vand, naturvin, der bobler, orme, der gnaver i æbler, kaniner, der drømmer, og fåreflokke på toppen af bjerget. »Lydbilleder«, kalder han dem, for de bliver som små lydportrætter af Luberon-bjerget, hvor han bor.

Et opkald fra gamle dage

I et tilstødende rum er nogle af Viktors tekniske opfindelser samlet. Her kan man gå ind i en smuk gammel telefonboks og ringe til en række lydværker, der bl.a. inkluderer Ormen, der gnaver i et æble, Sneglen, der slæber sig afsted eller den virkelig underfundige optagelse af en kanin, der taler i søvne: Kaninen, der drømmer i hulen. Der er noget utroligt trygt og gammelt og rart ved at ringe op fra sådan en telefon og få naturen direkte ind ad ørekanalen – som et opkald fra gamle dage.

Pressefoto.

Anders Sune Berg

Men der er samtidig noget dybt aktuelt ved Viktors projekt, der resonerer lige ind i samtiden. Den måde, Viktor går til naturen på – i fuldstændig ydmyg øjenhøjde – sidder helt i skabet i forhold til den aktuelle økokritiske og posthumane bevægelse, hvor menneskets »naturlige« plads i toppen af naturen udfordres. Det er godt set af Museet for Samtidskunst, der i stedet for at vise endnu en ung kunstner, går i gemmerne og finder en livsbekræftende kunstner som Knud Viktor frem og giver ham en vigtig udstilling.

I en hytte i skoven

Myten om kunstneren i pagt med naturen – kunstneren, der besynger naturen og får sin inspiration direkte fra naturens kilder – er så kraftfuld, at kunstneren Anna Bak satte sig for at efterprøve den. I en måned flyttede hun alene op i de svenske skove for at se, hvordan det påvirkede hende.

Det hele starter med en lang, grøn, kroget korridor på Overgadens øverste etage. På den ene side hænger der 30 selvportrætter, på den anden hænger der 30 træer. Bak har tegnet ét hver dag. I korridoren er der også en masse stemmer, der taler i munden på hinanden. Det er en kakofoni af Baks egen stemme der tumler med sit projekt: myten om naturen, ritualerne, hun udfører hver dag i skoven, for ikke at blive skør, stemmerne, hun hører, edderkopperne, der kravler overalt … det er ikke noget rosenrødt glansbillede.

Inde i udstillingen vises en film på et stort udspændt rensdyrskind. En indianeragtigt stil, der også begynder at vise sig i filmen, hvor kunstneren først efterlades i en hytte og siden trasker rundt i naturen og begynder at udføre forskellige ritualer. Hun samler svampe og kigger på elgen, der også bor i skoven. Efterhånden skaber hun tre masker, tre figurer med langt hår, der mødes i en tipi i skoven. Men nogen ud-af-kroppen oplevelse er der ikke tale om, faktisk sker der ikke rigtig det store … Der er langt til Knud Viktors direkte transmission og fascination af naturen. Her er det hele langt mere spekulativt og iscenesat, og filmen fungerer mest som en punktering af forestillingen om naturens saliggørende effekt.

Selv om det er både ironisk og pudsigt, at vi på den ene side længes efter naturen, og på anden side er dybt fremmedgjorte over for den, så er det ikke ligefrem nogen ny erkendelse – heller ikke i kunsten. Bare se Lars von Triers Anti Christ, hvor det unge sørgende par også flytter ud i en hytte i skoven – og oplever naturen té sig tosset. Eller læs et eventyr. Naturen er selvfølgelig ikke kun en kilde til saliggørelse, den er lige så rå, som den er smuk.

Derfor er jeg egentlig mest fascineret af de æstetiske dimensioner af Baks udstilling, som ikke forsøger at få mig til at forstå hverken det ene eller det andet. I et tilstødende rum har hun bygget en tipi af store grene, hvor de masker, der bruges i filmen, hænger i toppen og ser skræmmende ud. Op ad væggen står tre kæmpestylter i træ og holder på nogle forunderlige vægskulpturer med enden af stylten.

Én af vægskulpturerne ligner et kæmpemæssigt kålhoved, eller måske er det undersiderne af salatblade, der nu er støbt grå og ensformige. Den ritualistiske indianske æstetik, som også inkluderer et par træsko formet som elghove, er alligevel det mest rockede ved denne udstilling.

Så selv om Baks projekt forbliver meget mentalt, og hun aldrig får sin indre naturåbenbaring, så har hun heldigvis skabt noget med hænderne oppe i skoven, som gør udstillingen både syret og sjov.

Knud Viktor: ’Bjerget synger’. Museet for Samtidskunst, Roskilde. Indtil 28. april 2019.

Anna Bak. ’Hermit’. Overgaden. Indtil 17. marts 2019.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Trond Meiring
Trond Meiring anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu