Læsetid: 2 min.

Nyt lo-fi-album giver hverdagen et skær af film noir

Den amerikanske musiker Craneuhm. vil skabe lyden af hyggelig indendørsstemning. Med ’Mystery of Autumn’ har han produceret et album til at sætte på, mens man laver andre ting. De halvt bedøvede rytmer er en perfekt baggrund til hverdagens gøremål. Men tager man en pause fra det, man er i gang med, og lytter efter, viser der sig et væld af lyddetaljer
Den amerikanske musiker Craneuhm. vil skabe lyden af hyggelig indendørsstemning. Med ’Mystery of Autumn’ har han produceret et album til at sætte på, mens man laver andre ting. De halvt bedøvede rytmer er en perfekt baggrund til hverdagens gøremål. Men tager man en pause fra det, man er i gang med, og lytter efter, viser der sig et væld af lyddetaljer

Craneuhm.

1. marts 2019

Det for længst overståede efterår virker på nuværende tidspunkt mest som en drøm, der fortoner sig. En tid, der er blevet lagt tilbage i hjernens pulterkammer, bag ved jul, nytår og januarudsalg.

Men den Los Angeles-baserede elektroniske producer Justin Rodriguez har gjort sig umage for at fastholde genklangen af brændte farver og bløde, knitrende ørevarmere.

På sin seneste udgivelse under aliasset Craneuhm., genopliver han efterårets mystik. Mystery of Autumn virker umiddelbart som et konceptuelt og lidt indskrænket album. Men det viser sig at indeholde nok musikalsk kvalitet til at bevæge sig ud over sin egen sæsonbestemte aktualitet.

Justin Rodriquez’ halvt bedøvede, elektroakustiske rytmer passer perfekt ind i rammen for efterårets sædvanlige bunke gøremål af studier, arbejde og rengøring.

Men undervejs bliver det også klart, at efteråret her skal forstås i sin bredeste forstand. Det er ikke kun naturens tilbagevendende, ydre efterår, som Craneuhm. forherliger. Det er også det indre efterår, som vi mennesker en gang imellem kan føle, at vi befinder os i.

Dybest set er det beroligende, elektronisk musik til enhver form for overgangsperiode.

Tilbagelænet

Som Craneuhm. gør Justin Rodriquez et stort nummer ud af at skabe en fornemmelse af fysiske omgivelser. Han sætter lyd på et miljø og dets indbyggede stemninger.

Mystery of Autumn er det indendørsstemningen, der hersker. Den skabes gennem legende, loungeagtige klaverstykker, lavmælte, fragmenterede vokaler med vintageinspireret radiolyd, nynnende kor og en slumrende synth, der knækker charmerende i stemmen.

Numrenes bløde, jazzede struktur gør, at man læner sig tilbage helt automatisk – akkurat som man ville gøre i en lænestol. Dunkelheden er fremherskende, men på en hyggelig måde, og forstærkes af de modererede beats, der sænker sig som en følelse af velvære gennem kompositionerne.

Et af de mere nysgerrighedsvækkende numre, »Midnite Rides«, indhyller rummet i filmiske guitarpedaleffekter. Og i perioder træder den monotone lo-fi-perkussion i forgrunden, som på nummeret »Charlie«.

Det er værd at påpege, at Mystery of Autumn nærmest kræver en dæmpet belysning. Og ligesom efteråret kan føles, som om det slæber sig af sted, er albummet – trods sin varighed på bare lidt over en halv time – også langtrukket at lytte til.

Det er et album, man sætter på, mens man laver andre ting – spiser, studerer, rydder op, kommer fra det ene sted til det andet. Men dermed ikke sagt, at albummet er anonymt eller påklistret. Det er bare en diskret baggrund, der giver ens hverdag et skær af film noir.

På overfladen giver numrene indtryk af at være bygget ret ens op. De er med på Mystery of Autumn for at bidrage til en helhed, ikke for at skille sig ud. Men tager man en pause fra det, man nu er i gang med, og lytter bedre efter, viser der sig et væld af lyddetaljer. Der er disharmoniske sammenfald mellem tangenter og pirrende breaks i de ellers beherskede trommespor. Som efteråret selv, er det et studie i nuancer.

Craneuhm.: ’Mystery of Autumn’ (Dead Gorgeous Records)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu