Læsetid: 4 min.

Opmærksom, drømmende og længselsfuld kunstudstilling om kapitalismens havbårne processer 

Den glimrende lille tænksomme udstilling ’Bubble Metropolis’ viser os havet som både fysisk rislen og kapitalistisk abstraktion – fra en undersøisk civilisation af ufødte slavebabyers efterkommere til et fragtskib sejlende på et barns broderede tis
Et blåligt, havkoldt lys strømmer fra tre hængende pærer i Vermillion Sands gallerirum.

Et blåligt, havkoldt lys strømmer fra tre hængende pærer i Vermillion Sands gallerirum.

Kevin Malcolm/Foto fra udstillingen

20. februar 2019

Oceanet. Hvad ville jeg sige, hvis jeg skulle forklare en bevidsthed fra en fjern og gold planet, hvad et hav er?

Måske at havet er uendeligt og glitrende; de romantiske maleres yndlingsmotiv; en naturkraft, der sletter alle spor efter død og forlis? Måske at havet samtidig er altopslugende, en dyb grav for millioner af historisk handlede slaver – og i dag for middelhavets migranter? Og så tilmed den globale kapitalismes handelsrute, en plastiklosseplads, et hjem for søfarere?

Havets dobbelttydighed får ofte kunstnerne på banen. Non profit-galleriet Vermilion Sands i København tager nu i samarbejde med Kunsthal Charlottenborg fat i det våde med den glimrende todelte udstilling Bubble Metropolis.

Kunsthal Charlottenborg viser to ældre essayfilm, og i gallerirummet får filmenes oceaniske spekulationer skulpturelt og sanseligt modspil. Det er enkelt og skarpt, dejligt tungt og let på samme tid.

Urinen, der bliver til et hav

Et blåligt, havkoldt lys strømmer fra tre hængende pærer i Vermilion Sands gallerirum. På gulvet grønne og blå oppustelige ’stole’ – en slags futuristiske joller? – og langs væggene rustfarvede rør. Det er scenografien i Calder Harbens lydinstallation »Bodies of Water«.

Harbens undersøiske vandoptagelser stammer fra både Øresund og Lake Ontario, altså autentiske aftryk af det store hav, men i udstillingsrummet virker de stødvise skylle-bruse-lyde hverdagslige med et fremtidstvist. Teksturen minder om vandrørslyde, der forbinder én med de ukendte naboer i en andelsforening.

Vandets lette, lurende fremmedhed er den perfekte baggrund for danske Amitai Romms inciterende værk »An Obstinate Craving For Sleep«. Langs den ene væg, på tynde metalstænger, genfortælles en ungarsk tegneseriestribe fra 1911 i otte billeder. Hvert motiv er maskinbroderet på hvid vlieseline.

Det kraftige sorte broderi, der leder tankerne hen på håndværk og ’kvindearbejde’, rummer dog ikke håndskabtes ynde, men en rå fysik. De tykke sorte tråde og det tusmørkeagtige lys gør motivet svært at skelne: En kvinde går af sted med sit barn, som skal tisse.

Urinen strømmer vildt og bliver til et hav, som stadigt større skibe sejler ad, indtil barnet vågner af sin drøm. Kombinationen af det broderede og det maskinproducerede er ret pirrende og går godt i spænd med den underlige fortælling om, hvordan drømmens barnetis – og derved måske det ubevidste, begæret? – mareridtsagtigt tager del i at skabe kapitalismens maskiner: skibene.

Livet og døden på havet

På Kunsthal Charlottenborg kobler to essayfilm fra 2010 begge produktion og arbejde til livet og døden på havet.

Den smukke »Hydra Decapita« af det britiske kunstkollektiv The Otolith Group er en meditation over slavehistorie og kapitalisme.

Det spekulative afsæt er ikke lige til at forstå, hvis man ikke kender til det: Technogruppen Dreyxia udgav i 1990’erne en serie fantastiske album (titlen Bubble Metropolis er hentet herfra), hvor de forestillede sig en fiktiv verden »Dreyxia«: En undersøisk civilisation, befolket af efterkommerne af de ufødte børn af gravide, afrikanske kvinder, der blev kastet overbord fra slaveskibe af slavehandlere, der ville tjene forsikringspenge.

Dreyxias blanding af virkelighed og fiktion er en variant af afrofuturismen, hvor sortes historie blandes med teknologi og science fiction. Hvor fantasy-agtigt det hele end lyder, er »Hydra Decapita« en tænksom, tør og knitrende film med visuel computerskrift på de mørke flader.

Den statiske billedside rummer glimtende bølger, der opløses til digitale hvide kruseduller. Hvor Calder Harben gør det undersøiske intimt med sin porøse rislen, er målet her helt sikkert ikke at please det hvide middelklassepublikum. Tværtimod bliver filmen i det abstrakte, måske for at sætte ord på traumet, lyden af de ufødte slaver, og selve kapitalismens usynlige bevægelser, som jo i sig selv er ufatteligt svære at begribe.

Mere argumenterende er dokumentarfilmen The Forgotten Spaces af britiske Allan Sekula og Noël Burch, der indsigtsfuldt fokuserer på konsekvenserne af global maritim handel. 

Visuelt følger vi containeren, som fragter alt, hvad hjertet begærer, over havet. Sekulas småirriterende, men skarpe voice-over guider os verden rundt til en række ’glemte rum’, alt det, der overses i den globale søfartsvæksts navn (slavehandlen nævnes dog ikke, hvilket filmen har fået kritik for). Nye havneområder anlægges, i Rotterdam automatiseres togdriften, i Kina udnyttes stimer af migrantarbejdere for at presse produktionen i vejret.

The Forgotten Spaces er bedst, når den med humor og indignation giver stemme til alskens mennesker, der lider under samtidens produktionsvilkår – som den indonesiske søfarer ensom om bord på sit skib.

Filmens dvælen ved rustne megaskibe og usle arbejdsvilkår spejles tilbage i Amitai Romms miks af håndlavet og produceret, og sådan bliver Bubble Metropolis længe ved med at rumstere i mig, fuld af forbindelser mellem de vidt forskellige værker. Kapitalismens havbårne processer accelereret frem af opmærksomhed, drøm, længsel. 

’Bubble Metropolis’. Vermilion Sands i samarbejde med Kunsthal Charlottenborg. 2. februar 2019 til 16. marts 2019

Julie Sass, ’En kort historie om abstraktion’, Rønnebæksholm.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer