Da jeg for snart 20 år siden interviewede Peter Land til Information i anledning af hans nye video The Lake, fortalte han om sine intentioner om at problematisere traditionelle manderoller. Han talte om sine tidlige videoværker, hvor han selv agerede den kiksede hovedperson, hvis uheld bliver udpenslet på ydmygende vis. Blandt andet videoen Den 5. maj 1994, hvor Peter Land uden nogen videre ynde stripper for kameraet, mens han opfører en beruset dans.
»Jeg ville lave et billede på isolation, en skildring af den dybt kiksede fyr, der måske gerne vil leve op til idealforestillingerne om, hvordan mandekroppen skal se ud, men er fuldstændig ude af stand til det,« forklarede Peter Land dengang.
Selv om kønsproblematikker langtfra er den eneste kunstneriske interesse hos Peter Land, virker det alligevel oplagt, at han nu får en udstilling på Kvindemuseet i Danmark.
I de sidste 25 år har han interesseret sig for stereotype maskulinitetsfigurer og især de momenter, hvor mænd styrter fra autoritetens tinder og må berede sig på en hård landing, en deroute. Patriarkatet tildeler mænd mange privilegier, men som meget kønsforskning har dokumenteret, er herlighederne ikke omkostningsfrie. Manden er det ekstreme køn, som indtager hovedparten af pladserne på samfundets top, men også i samfundets bund.
Eller med et citat fra mandeforsker Kenneth Reinicke, som har bidraget med en perspektiverende tekst til kataloget, der ledsager Peter Lands aktuelle udstilling:
»Selvom mænd i stor udstrækning er privilegerede på arbejdsmarkedet i form af hurtigere mulighed for forfremmelse, højere løn og generelt bedre trivsel, risikerer mænd også at betale en høj pris for deres maskulinitet på grund af manglende harmoni mellem arbejds- og familieliv, kortere levetid, ringere kontakt til følelseslivet osv.«
Det er maskulinitetens omkostninger under patriarkatet, Peter Land i mange af sine værker sætter fokus på. Han gør det ved at skildre mænd i kriser: styrtende, suicidale, mareridtsplagede, bedøvede, fordrukne og hysterisk grinende mandsfigurer.
Maskulinitetsideal
Udstillingen på Kvindemuseet er hovedsageligt retrospektiv, men viser også helt nye arbejder, der er lavet til anledningen og derfor også meget direkte tager fat i temaet omkring køn.
Titlen Dagens helt klinger med den tragikomiske ironi, som også er karakteristisk for Peter Lands værker. Nogen heltefigurer er der nemlig langtfra tale om.
Som katalogteksten minder os om stammer begrebet helt fra det græske ord heros, der refererer til en halvgud eller et overmenneske. Det er ikke overmennesker med superkræfter, Peter Land skildrer. Tværtimod er det (ufrivilligt) komiske mænd, der mister kontrollen, eller tragiske mænd, der mister livsmodet.
Men måske forlanger den komiske mand og den tragiske mand sin modsætning, den perfekte mand, som et ideal, der kan udmåle fiaskoens omfang.
Kravet om at mande sig op, ikke være en tøsedreng, men tage det som en mand, som dagligdags tale igen og igen byder drenge og mænd, opstiller i hvert fald indirekte et maskulinitetsideal, der er ufølsomt, hårdt og stærkt – ja, heroisk og umuligt og usundt at leve op til. Måske er idealet om denne heltemand en af hovedårsagerne til den giftige maskulinitet, toxic masculinity, som der bliver talt meget om i kølvandet af #MeToo-bølgen.
Peter Lands værker forholder sig i flere tilfælde til sådan et maskulinitetsideal, selv om det sker via negationen, via antihelten. Allerede inden man når op i selve udstillingsrummet, der er stukket ind under loftet i Kvindemuseet, møder man Peter Land i videoværket The Staircase fra 1998, hvor man ser kunstneren styrte ned ad en trappe i et uendeligt loop.
Passende nok projiceres videoen på væggen i trappegangen. Videoen skildrer faldet som en slags dans, en lidt kluntet koreografi, men ufarligt – mere komisk end tragisk. Det forbereder én på de næste værker, man skal møde, som også rummer denne blanding af det alvorsfulde og det afvæbnende morsomme.
Forbuden frugt
Videoværkerne Den 6. februar 1994 og Den 5. maj 1994 vises på små monitorer, der yderligere er indsat i nicher i væggene, så man skal helt tæt på for at se og høre dem. Det første værk har ikke tidligere været udstillet. Det viser to kvinder, der stripper under Peter Lands anvisninger. Man både ser og hører kunstneren give instrukser til kvinderne.
Situationen er akavet og pinlig, forladt for den erotiske stemning, som ellers er stripteasens hensigt.
Angiveligt lavede Peter Land Den 5. maj 1994 som en bodshandling, hvor han ydmygede sig selv foran kameraet på samme måde, som han tidligere havde ydmyget kvinderne.
Men resultaterne demonstrerer tydeligt, at der ikke er nogen simpel symmetri mellem kønnene. Kvindernes striptease er muligvis ikke erotisk ladet i Den 6. februar 1994, men den bliver aldrig komisk på samme måde som Peter Lands kejtede og berusede dans.
Det har andre konsekvenser for en kvinde at smide tøjet for et kamera, end det har for en mand. Alene den pointe giver grundlag for mange refleksioner og potentielle diskussioner, som er relevante for Kvindemuseet, hvis vision netop er at skabe dialog om kønnets betydning i samfundet.
Udstillingen rummer ud over videoværker og fotografier, hvor Peter Land oftest selv er hovedfiguren, også flere af de skulpturelle, hyperrealistiske arbejder, som han i de senere år har lavet.
Et gennemgående element er æblet, der med sine associationer til syndefaldsmytens forbudne frugt også rummer sine egne kønsproblematikker. Peter Land præsenterer tre kandiserede æbler på pind, en montre med ét æble, som der er taget en enkelt bid af samt en rullende frugtbod med en overflod af grønne æbler oplyst af et blåt neonskilt, der skriver Ladies Night.
Frugten er i Peter Lands udlægning ikke omfattet af forbud, men forbundet med fest – Eva bliver ikke udskammet, men fejret.
Kønsstereotyper
Dagens helt er med andre ord en udstilling, der på mange forskellige måder sætter fokus på køn. Mindre fokus er der på kunsten, som kun ganske flygtigt bliver udfoldet i katalogets tekster og i formidlingsteksterne i udstillingen.
Den entydige fokusering på værkernes tematikker stemmer imidlertid godt overens med Peter Lands egne intentioner, der bliver citeret i kataloget. Her siger han, at han søger »at lede betragteren bort fra en modernistisk skulpturel læsning af arbejdet som stof og volumen i rum, og frem til overvejelser af rent indholdsmæssig karakter«.
Det lykkes meget godt, fordi Peter Lands værker er så hurtigt aflæste.
Men tilbage står spørgsmålet om, hvorfor netop kunsten så overhovedet er velegnet til at rejse spørgsmål om køn? Sammenligner man Peter Lands værker med de mange kulturhistoriske genstande, der udstilles på Kvindemuseet, kan det hurtigt konstateres, at det faktisk er de formelle, kunstneriske kvaliteter ved Peter Lands værker, der gør dem interessante og gør dem til andet og mere end historisk eller kulturelt vidnesbyrd.
Deres lette aflæselighed til trods er værkerne nemlig knapt så entydige som mange andre udstillingsgenstande, og man forlader heldigvis ikke udstillingen med et klart billede af, hvad en mand er. Tværtimod åbner Peter Lands kunstværker for følelses- og tankerum, der giver anledning til refleksioner. For eksempel refleksioner over, hvordan kønsstereotyperne bliver opretholdt gennem massemediernes repræsentationer af mænd, som kunstværkerne på Dagens helt tegner en markant kontrast til.
Peter Land: ’Dagens helt’. Kvindemuseet i Danmark. Aarhus. Indtil den 28. april
