Læsetid: 3 min.

Podcast om pyramidespil genfortæller den amerikanske drøm som et mareridt

Noget så usexet som ’multi-level marketing’ – de såkaldte pyramidespil – bliver i hænderne på den tidligere This American Life-producer Jane Marie til en hårrejsende podcast om virksomheder, der udnytter fattige amerikanere
Reklamefotografi fra et såkaldt Tupperware-party i 1950’ernes USA. I dag er den såkaldte multi-level marketing big business med mange hundrede selskaber, der sælger kosmetik, sæbe, cremer, husholdningsartikler, tasker og en lang række andre produkter, og som specifikt går efter fattige amerikanere.

Reklamefotografi fra et såkaldt Tupperware-party i 1950’ernes USA. I dag er den såkaldte multi-level marketing big business med mange hundrede selskaber, der sælger kosmetik, sæbe, cremer, husholdningsartikler, tasker og en lang række andre produkter, og som specifikt går efter fattige amerikanere.

The Granger Collection

21. februar 2019

»Jeg er bange for, at du vil lyve for mig!«

Sådan indleder journalisten et næsten surrealistisk interview med formanden for den amerikanske brancheforening The Direct Selling Association i sidste afsnit af den graverjournalistiske podcast, The Dream. Tonen er både konfrontatorisk og konspiratorisk, når holdet bag podcasten går i kødet på en branche, der vender psykologiske mekanismer og matematisk uredelighed mod desperate mennesker med ondt i økonomien.

Herhjemme er multi-level marketing eller network marketing vel mest kendt fra Tupperware, forskellige kosttilskud eller fra nogle slibrige typer, der for nogle år siden blev hængt til tørre i DR Kontant under etiketten »pyramidespil«.

Men i USA er multi-level marketing big business med mange hundrede selskaber, der sælger kosmetik, sæbe, cremer, husholdningsartikler, tasker og en lang række andre produkter, som ikke er tilgængelige i almindelig handel. Men det er ikke mindre slibrigt end Kontants danske eksempler.

Man skal lægge mærke til, at det hedder multi-level marketing og ikke salg. Firmaernes produkter er ikke det væsentlige. Det er derimod drømmen om, at du kan komme med i et givtigt salgseventyr ved hele tiden at rekruttere nye sælgere. Men forretningstilbuddet er fiktion: Hvis du for eksempel hver måned skal rekruttere fem nye sælgere i din omgangskreds, og de selv efterfølgende skal finde fem nye sælgere og så videre, vil salgsnetværket inden året er omme omfatte hele USA’s befolkning. Firmaerne lever i stedet af at sælge vareprøver, kataloger, promotion-materiale og salgstræning til de håbefulde amatørsælgere, som typisk er desperate singlemødre og trailerpark-familier, der sætter sig i bundløs gæld i forventningen om at blive trukket ud af et økonomisk morads.

»Det er kvinder, der lige har fået deres løncheck. Når de har penge, er de bange for, hvor pengene skal blive af – så de bruger dem,« får deltagerne at vide på et salgsseminar og opfordres til at gå målrettet efter trailerpark-beboere.

MLM-selskaberne spiller på den amerikanske drøm om at med hårdt arbejde og den rette indstilling, kan du ende på toppen af samfundet. Hvis du fejler, er det din egen skyld. Hvis du ikke sælger, skal du bare købe mere træning, mere promotion-materiale og få dig en mere positiv indstilling.

Desperate ofre og kyniske bagmænd

Man skulle ikke tro, at man kunne trække den historie over 11 episoder på mellem 20 og 40 minutter hver, men Jane Marie, der tidligere har produceret podcasten This American Life, går dybt.

Det er en rejse ind i mørkets hjerte med lige dele historietime, undersøgende journalistik og konspirationsteori. Jane Marie tager udgangspunkt i sin egen opvækst i en lille by i Michigan, hvor adskillige familiemedlemmer og venner er fanget i marketingfirmaernes klør. Herfra tager hun os tilbage til forretningsmodellens rødder i halvtredserne via en bizar B-film fra firserne, The Circle of Power, og hun afslører, hvordan branchen i årevis har lobbyet sig til immunitet hos de amerikanske myndigheder, undgået retsforfølgelse og influeret Det Hvide Hus fra Nixon til Trump. Den siddende præsident har været talsmand og frontfigur for adskillige tvivlsomme MLM-selskaber.

Undervejs overtaler Jane Marie sin medproducent til at gå undercover som MLM-deltager. Skønt medproducenten er en erfaren sælger og skønhedsekspert, er hun ude af stand til at nå de forventede salgsmål. Hun opfordres til at deltage i et af selskabets salgsseminarer – selvfølgelig mod betaling. Mødet med de desperate deltagere og de kyniske bagmænd på salgsseminaret er en både hjerteskærende og oprørende beretning.

Det er både indigneret journalistik og inciterende historiefortælling. Måske lidt uretfærdigt hører jeg nu The Dreams ildevarslende underlægningsmusik, hver gang jeg ser en Tupperware-beholder.

’The Dream’. Podcast. Produceret af Little Everywhere & Stitcher, 2018. Kan høres på alle podcaststreamingtjenester

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Olaf Tehrani
  • Peter Andersen
  • Grethe Preisler
Olaf Tehrani, Peter Andersen og Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu