Jesper Jespersen har i de seneste 30 år udgjort en vigtig stemme i den samfundsøkonomiske debat, og han har som én blandt få ud fra en alternativ kritisk synsvinkel konsekvent søgt at udfordre analyserne fra den etablerede økonomiske ekspertise i bl.a. Finansministeriet, universiteternes økonommiljøer, diverse ekspertkommissioner med videre.
Jesper Jespersen: ’Vækstøkonomi på vildspor’.
For ham gælder det, at »al tale om samfundsøkonomi … igennem de seneste 30 år [har] været domineret af neoklassiske økonomer, men løfter man blikket fra teorierne og de matematiske modeller, er afvigelserne til virkeligheden så iøjnefaldende, at det giver mindelser om Titanics forlis, hvor orkestret blev bedt om at spille, mens skibet sank«. Dette synspunkt – der i stærkt komprimeret form sammenfatter hans hovedsynspunkt – er gennem årene blevet udfoldet i en lind strøm af videnskabelige publikationer (herunder en doktorafhandling) og debatbidrag af mere populær karakter.
Jespersens værk er krydret med referencer til og citater fra den britiske økonom John Maynard Keynes’ værker. Denne store liberale tænker, der i modsætning til mange i sin samtid forstod begrænsningerne i den dominerende økonomiforståelse, og som søgte at bryde med denne. Keynes indså således – med mit og ikke Jespersens udtryk – at det var nødvendigt i et ikke ubetydeligt omfang at regulere og/eller styre kapitalisterne for at sikre en fungerende kapitalisme.
Det foreliggende værk består af 13 tidligere offentliggjorte essays genoptrykt i ikkerevideret form samt et firesiders kapitel kaldet »baggrund og inspiration«, i hvilket forfatteren opridser sin egen faglige og personlige baggrund. Bogen er opdelt i fire afdelinger om henholdsvis makroøkonomisk tænkning, dansk økonomisk vækst uden velfærd, euroens forspildte muligheder og endelig bæredygtighed og vækst.
Har man fulgt Jespersen i den offentlige debat gennem årene, er der naturligvis ikke de store nyheder at hente i den foreliggende bog. Kan genudgivelsen af en serie af lidt eller meget ældre essays i uændret form fortsat påkalde sig offentlighedens interesse? Svaret er efter undertegnedes mening positivt – men dog ikke helt uden forbehold.
Spredehagl mod neoklassikerne
Jespersens bidrag til den økonomiske debat er uomgængelig. Han har med utrættelig energi påpeget begrænsninger og problemer i den dominerende økonomiske forståelse, og en række af disse problematiseringer kan ikke gentages for ofte, selv om – eller måske snarere fordi – Finansministeriet m.fl. normalt afviser eller ignorerer kritikken. Vi finder således vigtige diskussioner af betydningen af arbejdsmarkeds-, dagpenge-, social- og skattereformer for en skævvridning af den danske økonomi i form af vækst i ulighed og fattigdom.
I en artikel fra 2017 påpeges det, at »de hidtidige ’velfærdsreformer’ har været frugtesløse. [De har] ikke skabt fornyet velstand endsige velfærd. Tværtimod har de bidraget til, at dansk økonomi igennem 10 år har hængt fast i et europæisk slæbespor forårsaget af øget ulighed og velfærdsforringende offentlige besparelser.« Umiddelbart forinden er læseren blevet præsenteret for en gennemgang af diskussionen af velfærdsstatens finansieringsbehov skrevet i 2006. Også en artikel, der tåler en genlæsning.
I en tekst fra 2018 påpeges det, hvorledes en overgang til en fossilfri energiforsyning på nationalt plan kan gennemføres på samfundsøkonomisk set ganske fornuftig vis – ikke mindst hvis den kobles til en støtte til udviklingslandenes omstilling til vedvarende energi f.eks. i form af noget, der kunne minde om Marshall-hjælpen. Til og med en (formoder jeg) neoklassisk institution som DØR (også kaldet vismændene) får her anerkendende ord med på vejen.
Det bliver endog påpeget, hvorledes Den europæiske Investeringsbank og Juncker-fonden i EU i denne sammenhæng kunne bruges konstruktivt. Bemærkninger, der i øvrigt kan knyttes til de seneste dages diskussion af en EU klima-finanspagt, som Information har dækket.
Jespersen ynder at udtrykke sig polemisk. Mængderne af spredehagl mod neoklassikerne, universitetsøkonomerne, Bruxelles-eliten, EU-eliten osv. kan af og til være lidt anstrengende at stå model til – selv for en anmelder med forståelse for kritikken. Ikke mindst når polemikken nogle gange er en kende for nær ved at erstatte argumentationen – som f.eks. i de tre afsnit om EU.
De to første afsnit rummer ikke megen analytisk tyngde. Det tredje og længste afsnit er mere tungtvejende og diskuterer faktisk analytisk vigtige pointer. Men også her er der en tendens til, at de polemiske udfald fortrænger de analytiske diskussioner. Det fastslås eksempelvis uden videre, at der kun er én vej for EU: en tilbagerulning af EU-samarbejdet på væsentlige områder. Men hvorfor ikke forholde sig til andre forsøg på at tænke kreativt – som f.eks. forslag lanceret af Piketty, Varoufakis, folkene bag EU’s klima-finanspagt m.fl. – og som trækker i andre retninger? Ved at afholde sig fra at deltage i denne debat synes jeg egentlig ikke, Jespersen får forløst sit analytiske potentiale fuldt ud.
Jesper Jespersen: ’Vækstøkonomi på vildspor’. Jensen & Dalgaard 2019, 212 sider, 250 kroner
Henrik Plaschke, er cand.polit. & seniorrådgiver, Aalborg Universitet
Men den mest radikale kapitalismekritik finder man dog stadig i H C Andersens forfatterskab.
Jeg har lige så stor tillid til finanministeriets regnemodeller, som jeg har til ham, der på et vil sælge dig en 3-pattet ko.