Læsetid: 5 min.

Raceforsoningsfilmen ’Green Book’ er alt for sort-hvid

Mahershala Ali og Viggo Mortensen lyser i hovedrollerne som deres indbyrdes modsætninger. Det sker i den oscar-nominerede raceforsoningsfilm ’Green Book’ om en sort virtuos pianist, der turnerer i Sydstaterne i 1962 og render durk ind i sin races dæmoner. Filmen spiller unuanceret, men effektfuldt på følelserne
Viggo Mortensen og Mahershala Ali lyser i hovedrollerne som hinandens indbyrdes modsætninger.

Viggo Mortensen og Mahershala Ali lyser i hovedrollerne som hinandens indbyrdes modsætninger.

Foto fra filmen

21. februar 2019

Det er en følelse, der griber denne anmelder næsten omgående. At nu skal man til det igen. Nu skal der igen spilles på de mest oplagte tangenter i ens følelsesregister. Endnu en feelgoodfilm vil spille på alle de rigtige følelser og meninger. Og til sidst klemme tårer ud af en.

Viggo Mortensen spiller Tony ’Lip’ Vallelonga. I korpulent udgave og med et Goodfellas-groove i sin gangart, der afslører, at han ikke er bange for at svinge sin propre næve.

Trods sin klokkeklare racisme siger han ja til at være chauffør med mere for den distingverede og sorte klavervirtuos dr. Donald Shirley, spillet af Mahershala Ali. Han har besluttet sig for at turnere i Sydstaterne på trods af, at året er 1962, og der stadig er masser af raceopdeling i den del af USA, hvor borgerrettigheder er et bandeord.

Dr. Shirley og Tony Lip kunne ikke være mere forskellige. Shirley er vildt belæst, har tre universitetsgrader, er klassisk uddannet pianist i Moskva. Så god, at virkelighedens Igor Stravinskij sagde, at hans virtuositet var guderne værdige.

Tony Lip har gået i livets skole, har italienske rødder, er født og opvokset i Bronx, New York. Han bander og svovler, ryger som en skorsten og æder som en mejetærsker. Shirley har venner i skyhøje positioner, Lip har venner alt for dybt i asfaltjunglen.

En symfoni af løgne

Filmen er inspireret af virkelige hændelser og af de nu afdøde dr. Don Shirley og Tony ’Lip’ Vallelonga. Ja, den ene af manuskriptforfatterne er Vallelongas søn, Nick, der insisterer på, at alt i filmen er sandt. Også selvom dr. Shirleys homoseksualitet aldrig er blevet bekræftet af manden selv, og at Shirley-familien har kaldt filmen »en symfoni af løgne«.

Sandt er det i hvert fald, at Green Book tager sin titel fra The Negro Motorist Green Book, der fra 1936 til 1966 var en rejseguide for sorte, forfattet af Victor Hugo Green og Alma Green.

I filmen er den i hænderne på en hvid mand, der giver den en dårligt ry, fordi han mener, at den oversælger sine moteller og restauranter. Noget som filmen også er blevet kritiseret for. I sin samtid var den en livsnødvendig guide for sorte, der rejste gennem USA og ønskede at spise og sove trygt – og overleve.

Hvid frelserfilm

Driving Miss Daisy, Bossen og bumsen og Robinson Crusoe springer frem i erindringen undervejs i Green Book. Film om møder mellem to forskellige kulturer, der lærer af hinanden, er utallige – her med det nye greb, at det er den hvide, der er barbaren fra de socialt trange kår.

Nutiden lever i dialogen, hvor Lip påpeger over for Shirley, at det trods alt er ham, den hvide, der er den fattige. Og der er vi så på vej ud i en intersektionel diskussion, hvor hvide og sorte mennesker deler problemer – men de hvide stadig forskånes for racisme.

Green Book er også blevet kritiseret for at være en white savior film, og sandt er det, at det er Lip, der beriger Shirleys liv, langt mere end omvendt. Og at det er hans fortælling, der fylder mest, ja, den starter og slutter med Lip.

Shirley er ellers langt den mest interessante og mindst stereotypiske karakter, men han forbliver hemmelighedsfuld. Vi er stort set aldrig på hans hotelværelse, når der overnattes, og i stedet beskrives han via Lips blik som en ensom og frustreret mand.

Med hans egne ord – altså dem i filmmanuskriptet – føler han sig fanget i et ingenmandsland mellem en hvid og en sort verden. Selvom han måske rent faktisk i virkeligheden forstod at forbinde dem, for eksempel med sine venskaber ikke kun med hvide som Robert Kennedy, men også med – i filmen udeladte – venskaber med jazzmestre som Duke Ellington og Sarah Vaughn.

Ja, hans musikalske bedrifter lades i det hele taget ufortalt. I stedet problematiseres Don Shirleys progressive miks af europæiske og amerikanske indflydelser som et knæfald for de helt hvide tilskuere i Syden.

Heldigvis kan en hvid mand med hjertet på rette sted komme og redde ham og gøre ham opmærksom på hans rødder, ikke sandt?

Nærhumanismen narrer tårer frem

Peter Farrelly er ikke de tusind nuancer eller den revolutionære filmkunsts instruktør, men sammen med Ali og Mortensen skaber han god dramatisk og humoristisk energi. De er lidt karikerede i deres skuespil, men kun i tilstrækkelig dosis til, at vi både kan le ad og føle med dem.

Ali er fornem som den hyperkultiverede dr. Shirley, og Mortensen leverer veritabelt lystspil med stor vom og hærdebred Bronx-dialekt – ikke »come on«, men »com-aaarn«. Han nyder tydeligvis at bevæge sig lige så yndefuldt og selvsikkert som en gorilla i junglen.

Green Book ved, hvad den vil gøre ved sit publikum. Ligeglad med det hvide perspektiv på en bemærkelsesværdig sort kunstner. Ligeglad, fordi den har en kontrakt med sine tilskuere: I sætter jer i stolene, vi giver jer en opbyggelig fortælling om de godes kamp mod det onde. I griner, når der serveres punchlines. I græder, når den sentimentale klavermusik fortæller jer, at I skal græde. Og I forlader opmuntrede salen endnu en gang forvisset om, at vi nok skal finde ud af at sameksistere – under eksisterende, skævvredne forhold.

Og det er en lønsom kontrakt for filmselskabet. Green Book har solgt billetter for over 127 millioner dollars på verdensplan og er nomineret til fem Oscars, herunder for bedste film. Måske går den fineste statuette til Driving Dr. Shirley?

Spillet som et klaver

I hvert fald er det med et irriterende optræk til en tåre i øjenkrogen, at man ser filmen til ende. Fordi det er ens nærhumanisme, der tilfredsstilles i hovedpersonernes forsoning – ikke makrohumanismens blik for strukturelle ændringer. Slet ikke.

Og det er også et irriterende optræk til en tåre, fordi man føler sig spillet som et klaver. Akkurat som dr. Shirley spiller klaveret og får det til at kaste følelser af sig, så spilles vi også og føler dét som instruktøren ønsker, vi skal føle. Peter Farrelly er bare langt mindre virtuos.

Hvor dr. Shirley bruger fingrene, lægger Farrelly bare hele underarmen på tangenterne – og rammer alligevel en følelsesfuld akkord.

’Green Book’ – Instruktion: Peter Farrelly. Manuskript: Nick Vallelonga, Brian Hayes Currie og Peter Farrelly . Amerikansk. Biografer landet over.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Troels Ken Pedersen
  • Olaf Tehrani
Troels Ken Pedersen og Olaf Tehrani anbefalede denne artikel

Kommentarer