Læsetid: 4 min.

Schopenhauer var Svend Brinkmann 150 år før Svend Brinkmann – bare bedre

Lyseslukkerfilosoffen Schopenhauers saliggørende sortsynede livsvisdom fungerer fornemt som feel-good-feel-bad-teater på Betty Nansen Teatrets Edison-scene
Anders Mossling, Ena Spottag og Nicolai Dahl Hamilton komplementerer med deres forskellighed hinanden som en helt hellig lille treenighed i ’Kunsten at være lykkelig’.

Anders Mossling, Ena Spottag og Nicolai Dahl Hamilton komplementerer med deres forskellighed hinanden som en helt hellig lille treenighed i ’Kunsten at være lykkelig’.

Catrine Zorn/Betty Nansen Teatret

19. februar 2019

»Schopenhauers lille bog om lykke er ikke en feel good-bog i gængs forstand,« skriver oversætteren Hans Christian Fink så dejligt underdrevet i sit forord til den pessimistiske tyske 1800-tals-filosofs usandsynlige selvhjælpsbog, Kunsten at være lykkelig. 50 gode råd til en tålelig tilværelse.

Ifølge Arthur Schopenhauer er livet nemlig ikke til for at blive nydt, men for at blive tålt. Lykke og nydelse, mente lyseslukkeren Schopenhauer, som selv tålte livet fra 1788 til 1860 og var Svend Brinkmann 150 år før Svend Brinkmann, er fantasifostre, der i modsætning til smerte, bekymring og »tusind andre ting« slet ikke kan erfares i sig selv, men egentlig kun opleves som fravær af lidelse.

Lykken er, som Schopenhauer kort og smukt siger det med sin franske filosoffælle Voltaires ord, »ikke andet end en drøm, og smerten er reel«.

Vores evindelige jagt på den gør os kun ulykkeligere. Ergo må vi opgive den og slå os til tåls med, at »det ’at leve lykkeligt’« kun kan »betyde at leve mindst muligt ulykkeligt, eller kort sagt leve tåleligt«.

Rune David Grues underholdende iscenesættelse af Schopenhauers bog på Betty Nansen Teatrets Edison-scene er heller ikke feel good-teater i nogen gængs forstand. Snarere er forestillingen feel bad-teater, når den i terapeutisk stil lader de tre medvirkende skuespilleres egne erfaringer med at lede efter lykken støde kosteligt sammen med de 50 leveregler, Schopenhauer opstiller i bogen. Og det føles virkelig godt.

Tilværelsens utålelige tetris

Opskriften, som forestillingen følger, har da også vist sig at virke tidligere. Da Rune David Grue sammen med Betty Nansen Teatrets nuværende kreative leder Elisa Kragerup styrede Det Kongelige Teaters hedengangne eksperimenterende ensemble Det røde rum, iscenesatte han selv en af Schopenhauers andre aforistiske afhandlinger, nemlig Kunsten altid at få ret.

Men især minder Grues gensyn med Schopenhauer om Kamilla Wargo Breklings sketchshow af en iscenesættelse af Brinkmanns antiselvhjælpsbog Stå fast på Det Kongelige sidste år og ikke mindst Cheer Extremes successtykke Opvisning i lavt selvværd fra 2016, der ligesom Kunsten at være lykkelig havde Anders Mossling på rollelisten som en af de skuespillere, hvis bogstaveligt talt skinbarlige selvudlevering blev delt og dramatiseret i en tåkrummende velgørende »offentlig terapisession«.

Det gør ingenting, at konceptet i Kunsten at være lykkelig er velkendt.

Både Mossling og de to andre skuespillere, Ena Spottag og Nicolai Dahl Hamilton, gør det nemlig så generøst og glimrende. Udstyret med hvert deres sæt af sorte rande under øjnene og hvert deres eksemplar af Schopenhauers bog roder de rundt i Marie Rosendahl Chemnitz’ scenografi af tetrisagtigt stablede FDB-møbler og forsøger at få brikkerne til at passe sammen.

På skift læser de op af filosoffens samling af sandheder om, at summen af bekymringer i tilværelsen f.eks. er konstant, at alt ikke er muligt, og at tomheden venter for enden af enhver nydelse samt ikke mindst af de kontraintuitive råd til, hvordan man så lever det gode liv ved f.eks. at kende sine begrænsninger, give afkald på nydelser og opsøge udfordringer.

De gentager dem velvilligt for sig selv, diskuterer dem og gennemspiller dem, sjovest af alt i scener, der både demonstrerer deres sandhed, og hvor svære de er at erkende og efterleve.

Munter mindfulness for den skeptiske klasse

Som eksempel på, at det er svært at kende sine egne begrænsninger, selv om det tydeligvis kun fører til lidelse at lade være, stripper Spottag for at iføre sig en ydmygende lille skjorte, mens Hamilton synger en miserabel version af en dybfølt Radiohead-sang.

Hamilton er også manden, der i de terapisamtaler, som de tre gennemfører med hinanden, er fysisk ude af stand til at udtale, at han »aldrig vil blive rockstjerne,« men kun kan sige, at han aldrig vil blive »rotte«, »rottweiler«, »runesten« og »Robert Redford.« Mens Spottag i stykkets klimaks lægger plantebaseret actionlyd til Mosslings mand, der bogstaveligt talt slår sig på og tvinges i knæ af sit drømmekøkken. Ja, det skal opleves, ikke genfortælles.

Det er så klart det lavkomiske register, stykket med sine opfindsomt pædagogiske udpenslinger af tilværelsens utåleligt basale sandheder udspiller sig i, men det er højst effektivt. For det rammer oprigtigt lige ned i, hvor både komisk og tragisk manglende selverkendelse, de fleste af os nok går rundt og gør tilværelsen svær for os selv med.

Når teatret beskriver de forskellige scenarier og situationer som eksempler, det er nemt at spejle sig i, er det ikke løgn. Der er ingen i Danmark, der som svenske Mossling ikke bare kan kigge på, men se hver enkelt tilskuer i øjnene og måske af den grund virke som et helt ægte menneske på en scene.

Men også Spottag – som det er en gave, at Grue har lånt fra Aalborg Teaters ensemble – og Hamilton magter en ægte spillestil, der også får Kunsten at være lykkelig til at virke næsten terapeutisk at overvære. Det er godt set, at lige de tre i deres forskellighed komplementerer hinanden som en helt hellig lille treenighed.

Kunsten at være lykkelig er i bedste forstand munter mindfulness for den dannede, skeptiske klasse, for det er ikke mindst os selv, stykket – ved at gøre det tunge så let – får os til at grine af.

En indbygget pointe i Schopenhauers bog er, at den største selvindsigt findes i den selvforglemmelse, der kan opstå i oplevelsen af medlidenhed med andre, af natur og, selvfølgelig, kunst.

Det leder stykket os på fineste vis frem til erkendelsen af. Det er faktisk og stadig saliggørende sortsynet livsvisdom. Ikke mindst i dag og ikke mindst her i verdens lykkeligste land, hvor det, som det så sandt er blevet sagt, nærmest er påbudt og langtfra for sjov at nyde livet og være lykkelig.

’Kunsten at være lykkelig. 50 gode råd til en tålelig tilværelse’. Edison, Betty Nansen Teatret. Instruktion og tekst: Rune David Grue frit efter Arthur Schopenhauer. Til den 16. marts.

Klaus Bondam indleder valgkampen på Odense Teater i en lidt for overtydelig politisk forestilling om slemme mennesker.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ejvind Larsen
  • Niels Duus Nielsen
  • Steffen Gliese
  • Niels-Simon Larsen
Ejvind Larsen, Niels Duus Nielsen, Steffen Gliese og Niels-Simon Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Thomas Østergaard

Jeg har nu altid godt kunne lide den danske, folkelige oversættelse af Schopenhauers sentens

Die Welt ist ein „Jammertal“, voller Leiden.
Alles Glück ist Illusion, alle Lust nur negativ.

..som man finder den hos Gustav Wied.

Livet er en jammerdal, fuld af sorg og kvide
knapt har man spist sig rigtig mæt, før man skal ud og ....

Det er nu en gang mere pædagogisk at bruge rim og konkrete eksempler når man skal ud med et budskab.

Ejvind Larsen, Niels Duus Nielsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Niels Alstrup.
"Blandt tænkere og kunstnere, som er inspireret af Schopenhauers filosofi kan nævnes Richard Wagner, Friedrich Nietzsche, Lev Tolstoj, Sigmund Freud, Carl Gustav Jung, Thomas Mann og Ludwig Wittgenstein."

Du har ret, lidt Burt Bacharach ville lette lidt på tankerne efter disse personers muligvis lidt tunge indput. Burt Bacharach havde sådan et pænt hår. Schopenhauer var til gengæld helt skaldet.