Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

At se ’Dogman’ føles, som om nogen har sat sig på dig og ikke vil rykke

At sidde intimt tæt på nogen, der bliver mast helt flad af en hensynsløs overmagt – lidt sådan føles det at se den fremragende, neglebidende ’Dogman’ om en alfahan og en betahan og alt det moralske rod mellem dem
I Dogman følger vi den lille hundefrisør og enspænder Marcello, der har en rørende evne til at pusle og nusse om hunde i alle størrelser – samt sælge coke. Filmen er italienske Matteo Garrones tilbagevenden til den italienske gangsterfilm, som i 2008 gav ham et internationalt gennembrud med den hypervoldelige Gomorrah.

I Dogman følger vi den lille hundefrisør og enspænder Marcello, der har en rørende evne til at pusle og nusse om hunde i alle størrelser – samt sælge coke. Filmen er italienske Matteo Garrones tilbagevenden til den italienske gangsterfilm, som i 2008 gav ham et internationalt gennembrud med den hypervoldelige Gomorrah.

Camera Film

Kultur
28. februar 2019

Du har sat dig godt til rette i dit biografsæde. Ved siden af dig sidder en skrøbeligt lille, smilende mand, en slags menneskeversion af en chihuahua. Et tyrenakket muskelbundt møver sig nu gennem stolerækkerne, standser lige foran chihuahuamanden, hiver hans popcorn op af holderen – og sætter sig så på ham. Så sidder han der.

Filmen starter. Manden bliver ved med at sidde der filmen igennem. Grynter lidt. Lader hele sin tyngde synke ned over den sagesløses lille krop.

Der er ikke noget, du eller den lille mand kan gøre. Du gør i hvert fald ikke noget. Den lille mand klapper forsigtigt manden på ryggen for at gøre ham rolig, så han ikke trykker sig for meget rundt på de ømme, flade lår. Han prøver at få et glimt af lærredet over den ene skulder uden at gøre ham sur.

Den følelse – at sidde intimt tæt på nogen, der bliver mast helt flad af en hensynsløs overmagt – lidt sådan føles det at se den neglebidende Dogman.

Finurlig gangster

Dogman er italienske Matteo Garrones tilbagevenden til den italienske gangsterfilm, som i 2008 gav ham et internationalt gennembrud med den hypervoldelige Gomorrah om et napolitansk gangstermiljø. Garrone tager i Dogman noget af sin sans for det visuelt finurlige og for skæve væsner med sig fra sin spøjse eventyrfabel Tale of Tales.

Vi følger med ømhed og sympati – og med mærkelige anelser – den lille hundefrisør og enspænder Marcello (Marcello Fonte), der har en rørende evne til at pusle og nusse om hunde i alle størrelser, gøre dem rolige af hans kærtegn og milde væsen. Hver scene med ham og de hunde er som et spøjst og fint maleri.

Som en lille sidegesjæft sælger Marcello coke, der skal finansiere magiske dykkerture med hans datter, der bor hos moren. Datteren er det eneste vigtige. Og så naboernes respekt i det lille strandsamfund uden for Napoli. Og alle hundene, han ordner og passer.

En af Marcellos cokekunder er den gigantiske, bøllede eksbokser og cokehoved Simone (Edoardo Pesce). Det er ham, der gennem ren og skær fysisk overmagt og et ekstremt temperament er blevet det lille strandsamfunds bully, og som fylder hele filmen med en tung følelse af at blive sagesløst domineret.

Når Simone er helt væk på coke og smadrer hovedet ind i en enarmet tyveknægt og ødelægger den i raseri, danser Marcello og barens ejer rundt om ham for at forhindre yderligere skade – og betaler ham de penge, han siger, han har mistet ved at spille.

Når Marcello er (tvangs)chauffør under et indbrud, som Simone og en ven begår i en stor villa, og de to på tilbagevejen grinende fortæller om, hvordan de smed villaejerens hund ind i fryseren, så kører Marcello dem pænt hjem. Og haster så tilbage til villaen, kravler over hegnet og op ad husvæggen for at hive det frosne dyr ud af fryseboksen og langsomt masere den tilbage til bevidsthed med kys og varm ånde.

Overtolerant mellemmenneskelighed

Simone brækker folks næser og slipper afsted med det. Han sniffer Marcellos coke og nægter at betale for det. Ingen prøver at stoppe ham – allerhøjest vil de udbedre skaden i stilhed. Han er den gale hund, alle ønsker aflivet, men som ingen tør at røre.

Dét er filmens grundlæggende stemning. Men relationen mellem skånselsløs alfahan og forskrækkede betahanner er heller ikke så simpel.

Marcello – helt vidunderligt karismatisk spillet, i øvrigt – er på den ene side den arme håndlanger, der bare vil holde på de gode ting i sit liv og ikke komme i problemer. Men han er dog også den, der har valgt at sælge stoffer – ikke for at overleve, men for at imponere sin datter. Og han bliver, som filmen udvikler sig, den, der ikke både kan være en god far, en god nabo og lokalsamfundsborger og så bevare dette konfrontationssky forhold til den mand, der sidder så så tungt på ham.

Og tænker han lidt Simone som en vild hund, han kan lære at tæmme og ikke nænner at afvise? Har han et ømt punkt for Simone, fordi de har kendt hinanden længe? Føler han skyld, fordi han leverer det stof, som gør Simone så tosset? Er denne destruktive form for overtolerant mellemmenneskelighed overhovedet sympatisk? Når nu den ødelægger så meget? Eller kalkulerer han med, at Simone er bedst at holde på sin side – koste hvad det vil?

Den slags spørgsmål lægger til filmens trykkede stemning og bliver hos én, når dramaet eskalerer, og vi kommer langt væk fra finurlig hundefrisørfilm og længere ind i den dystre indre verden, Garrone også skabte med Gomorrah.

Marcellos hallucinerende vanvid bliver hos en, magtforholdet er både overtydeligt og kompliceret. Og det er altsammen fortvivlende og gribende og mystisk. Hvad skal man gøre, når nogen sætter sig på en? Hvad sker der med verden og en selv, hvis man ingenting gør?

’Dogman’. Instruktion: Matteo Garrone. Manuskript: Matteo Garrone, Ugo Choto og Massimo Gaudioso. Italiensk. (Udvalgte biografer over hele landet)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her