Læsetid: 3 min.

Se, vi glor ned i vores guitarpedaler – igen

Den indadvendte, frygtløst eventyrlige shoegazerock, der for en stund i de sene 90’ere gjorde elguitaren til et neomagisk instrument, er tilbage fra sit hi. Og de danske repræsentanter er langt de mest interessante og frygtløse
Bandet Collider.

Bandet Collider.

Amir David Nouri

19. februar 2019

At lade sig nostalgificere eller ej.

Det er – med alderen – det stadig mere presserende spørgsmål. For nostalgi er jo ikke kun af det onde, men også en godartet omfavnelse af dét, man er rundet af. En accept. Samtidig er det også en stadig tykkere klæbrig sovs, der lægger sig over ens hjernehinde.

Nostalgificering – mumificeringen af alt, hvad der har nostalgisk værdi.

De store kulturelle oplevelser frysetørret ind i erindringen, hvor de nu vandrer rundt i blinde og hjemsøger én i tide og utide med støvede prutter fra fortiden. Forkalker hjernens irgange med knogleskør sentimentalitet, således at der ikke længere er passage for nye oplevelser og friske erkendelser.

Men når nu 90’erne af egen fri vilje kommer og banker på døren ind til de mest nostalgiske aflukker i denne anmelder, skal han så ignorere det? Når personlige idoler genopstår fra deres vinterhi, og når frygtløse purke genfortolker selv samme idoler, så er det vel værd at lytte?

Selvlysende knogler

Den britiske shoegazing, der for en stund gjorde elguitaren til et neomagisk instrument, er i hvert fald tilbage fra sit hi i 90’erne. Dengang bands som The Boo Radleys, Swervedriver, Ride, Slowdive og Pale Saints stod og gloede ned i deres sko, som betjente et arsenal af elguitarpedaler. Deraf shoegazing.

Bands, der havde travlt med at genopfinde rocken som et klangligt, ja, nærmest abstrakt eksperiment via selv samme guitarpedaler.

Som unge lyttere dengang føltes det, som om vi – gerne med joints som tryllestav – trådte ind i en ny verden, der var vores, ingen andres. Og vi anede ikke, hvad de sang om, mens vi lå på de mugne skumgummimadrasser og knoglerne blev selvlysende. For den traditionelle rocksangerstemme led tusind druknedøde i ståluldne støjtyfoner og millionfarvede tremoloorgasmer.

Elguitaristisk vortex

Min egen darling fra dengang i begyndelsen af 90’erne, engelske Swervedriver, synes med deres kun sjette album at være vendt tilbage til gerningsstedet, til det mesterlige debutalbum Raise fra 1991.

Future Ruins er her 28 år senere endnu et vildt elguitarforsiret udtryk med forsanger og mesterguitarist Adam Franklins røgstemme, der genert gemmer sig i lommeuld inde bag sangenes rytmiske kernemuskulatur. Hvorfra han ikke lover andet end vildledning og sørgmodige erkendelser.

Det går langsommere og kedeligere end i bandets ungdom, og der bliver hugget mindre energisk på Future Ruins. Ja, på titelnummeret mindes vi om, at al arkitektur er fremtidige ruiner. Men de allersmukkeste, melankolskmelodiske sange sætter sig alligevel som en behagelig træthed i skelettet. Selv om det ikke længere lyser så stærkt i mørket.

Og elguitaren er stadig et forunderligt foranderligt instrument i Franklins hænder. Han lægger lag på lag af melodi, klang, flydetoner; sender sit fingerspil i dialog med sine droner; lader forsiringer konversere hinanden. Vi lytter ind i hans komplicerede elguitaristiske vortex. Og dermed holder han Swervedriver i fortsat dialog med en svunden tid. Ikke kun mumificeret repetition, men også revurdering.

Mellem nostalgi og fødsel

Så er det anderledes forfriskende, men også skuffende, at lytte til amerikanske Girlpools nye, tredje album What Chaos Is Imaginary. Det veksler mellem det fremragende og det ligegyldige. De kan lyde som en unødvendig udgave af præ-shoegazerne The Jesus & Mary Chain, men også som en fornemt narkoleptisk arvtager til Swervedriver eller en tyggegummiforenklet version af støjrockmestrene i My Bloody Valentine.

Siden Girlpools forrige album er Cleo Tucker sprunget ud som transkønnet og er kommet i hormonbehandling. Stemmen er således i forandring, ja, faktisk ligger Tucker nu som tenorsanger en oktav under Harmony Tividad.

Om det er dét, der får flere af Los Angeles-duoens vokalharmonier til at kradse herligt, er sandsynligt. Men uanset hvad, så leger de af og til med interessante harmoniske udfordringer, ikke mindst dissonans – altså toner, der er så ’forkert’ tætte på hinanden, at det for øret kan lyde som om, den ene sanger synger falsk.

Leonard Cohen synger om denne form for rift i altet dér, hvor lyset kommer ind, og i den japanske æstetik wabi-sabi hylder man, at intet er perfekt. Hos Girlpool river det lytteren ud af døsen og får lyttesansen til at stritte nysgerrigt.

Desværre søger duoen også mod hyggen og harmonien for eksempel med singalongindie a la Oasis/Nirvana eller oversukret Lana Del Rey-dødspopismer. Og dermed sikrer duoen, at What Chaos Is Imaginary bliver en blandet fornøjelse. Et sted mellem nostalgi og fødsel.

Girlpool.

Gina Canavan

Inferno-oase-inferno

Så er det noget vildere at lytte til den overrumplende danske kvartet Collider. De ramler ind i ruinerne af shoegazerockens milepæle og genopbygger, som det passer dem. På deres debutalbum med den læseuvenlige titel -><- er det en nydelse at høre, hvor profant man kan gå til værks, selv om ens inspirationskilder stadig er aktive musikere.

Kaskader af rytmer, flyvske fløjter, kastevinde af menneskestemmer, udfræsede elguitarer, hidsige breaks. En legesyg smadring af My Bloody Valentine eller Swervedrivers vildt udskridende tremolo-guitarer. En hyperenergisk organisme punkteret af breaks med tværfløjte, englevokal, krystalklare guitarstrenge. Inferno-oase-inferno.

-><- byder også på brutal powerbas-solo, trommeamok, hidsige taktarter og serafiske vokalharmonier. Det er virkelig enten alt for meget eller stærkt ophidsende, alt efter om man orker at følge med eller ej.

»Se, vi glor ned i vores guitarpedaler – igen,« synes de danske hedsporer at råbe højt ud i den musikalske åbenbaring. Men de gør det ikke med tidligere shoegazeres stenede fordybelse, men med en næsten fusionsjazzet – og tidstypisk – rastløshed. Der skal ske noget nyt, og fremmedelementer må og skal introduceres. Hele tiden.

I selskab med Collider lyder verden igen, som om den tilhører elguitaren og guitarpedalerne – og den mest respektløse del af ungdommen.

Swervedriver: ’Future Ruins’ (Rock Action Records)

Girlpool: ’What Chaos Is Imaginary’ (Anti/Playground)

Collider: ’-><-’ (Escho) escho.net

Rockmusikken er ikke længere massekulturens innovative frontstormer. Men med kunstnere som Girlpool, Jay Som og (Sandy) Alex G lever den et følsomt liv på ungdomsværelser, der er forbundet af internettet
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Morten Sørensen

Nemlig, Sofie Damgaard. Svulstige ord og vendinger som "støvede prutter fra fortiden", "ståluldne støjtyfoner og millionfarvede tremoloorgasmer", "sangenes rytmiske kernemuskulatur" og "Inferno-oaseinferno" LÆGGER sig som en klæbrig sovs over hele artiklen.

Bjarne Jørgensen

Jamen så nævn da lige en form for nyere rock, der IKKE i en eller anden grad er en gentagelse af en tidligere skabelon. Rock er simpelthen lig med nostalgi!

Rock er en stilart og vil derfor altid ligne noget af det foregående i en eller anden grad. Det gør den ikke mindre nyskabende syntes jeg. Men det gælder at udfordre sin smag hele tiden, ellers ender man med at kun kigge på akvareller.

Ralf Christensen

Nej, det er ligger, der er det rigtige ord. Tucker ligger med sin stemme en oktav under. Det er sådan jeg skriver. Jeg skriver ikke at Tucker lægger sin stemme en oktav under.

Ralf Christensen

Øh, det kan man så sige om al musik.
Uanset hvad, er jeg uenig. Nostalgi er en hjemve, altså en længsel efter noget gammelkendt. Såsom Swervedriver. Men der findes da stadig rock, der tværtimod har en udlængsel. Som Collider.

Ralf Christensen

Nej, det er ligger, der er det rigtige ord. Tucker ligger med sin stemme en oktav under. Det er sådan jeg skriver. Jeg skriver ikke at Tucker lægger sin stemme en oktav under.

Ralf Christensen

Al musik er på en eller anden måde en gentagelse af tidligere skabeloner. Lige fra man begyndte at slå to sten sammen, hvor man vel mimede naturens lyde. Men derfor kan man da godt skelne mellem nostalgi – et andet ord for hjemve – og udlængsel, driften mod at fornye.

Ralf Christensen

Bjarne Jørgensen: Ups fik slettet dit indlæg. BEKLAGER!
Mit svar:
Jamen, det står jo i min anmeldelse, hvorfor jeg sætter nostalgien i spil i forbindelse med shoegaze. Fordi genren rammer ned i min egen nostalgi. Og den vil jeg da gerne diskutere, fordi jeg mener nostalgi er både godt og dårligt. Og det gør jeg så.
Og så er nostalgi jo også et tema, man kan tage op i en anmeldelse eller lade være. Det er ikke hver gang, det virker betimeligt. Men når gamle idoler som Swervedriver dukker op igen og er gode uden at vise nogen afgørende udvikling og et ungt band som Collider omvendt finder udviklingspotentiale i shoegaze, så synes jeg bestemt det er på sin plads at tematisere.