Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Sonja Ferlov Mancobas spirituelle værker på SMK er dansk kunsthistorie, når den er allerbedst

Det er ikke skænket synderlig meget opmærksomhed i den klassiske kunsthistorie, men der ligger en dyb optagethed af det åndelige i det meste af den abstrakte kunst i det tyvende århundrede. Således også, og med rytme, liv og bevægelse, i Sonja Ferlov Mancobas værker, der for første gang bliver foldet helt ud i ny smuk udstilling på Statens Museum for Kunst
Udstillingen Sonja Ferlov Mancobas værker på Statens Museum på Kunst giver hende den plads i kunsthistorien, som hun fortjener. På billeder ses Levende Grene, 1935, Museum Jorn, Silkeborg.

Udstillingen Sonja Ferlov Mancobas værker på Statens Museum på Kunst giver hende den plads i kunsthistorien, som hun fortjener. På billeder ses Levende Grene, 1935, Museum Jorn, Silkeborg.

Statens Museum for Kunst

Kultur
9. februar 2019

De har været i gemmerne, ja, faktisk helt nede i et skimmelramt gammelt arkiv, for at støve værker af til den nye store udstilling med Sonja Ferlov Mancoba (1911-1984) på Statens Museum for Kunst (SMK). En udstilling, mange i kunstverdenen har set frem til – inklusive mig selv.

For nok har jeg set og hørt og læst om det legendariske par Sonja Ferlov og Ernest Mancoba mange gange før – de var en del af den unge kunstbevægelse Linien, som var et stort nybrud med et fokus på abstraktion og surrealisme og en overgang også del af CoBrA med Asger Jorn i spidsen – men det er første gang, at Sonja Ferlov bliver vist i så rig og udfoldet en udstilling, der ud over de mange karakteristiske skulpturer også inkluderer tegninger, malerier og collager, hvoraf flere aldrig er blevet udstillet før. Et arkivfund, med andre ord.

Og forhåbentlig bliver den også et stort tilløbsstykke, for udstillingen er dansk kunsthistorie, når den er allerbedst.

Dunkel, fri og nonchalant

Udstillingen går helt tæt på kunstneren Sonja Ferlov Mancoba. Tæt på i den forstand, at kunstneren selv lyser op i en film centralt placeret i rummet – omgivet af lange transparente gardiner, der giver det hele et lidt eksotisk, luftigt præg.

I filmen taler den ældre Sonja – langsomt og klogt – om sine værker, alt imens hun skaber dem i sit lille butikslokale i Paris.

På den måde er hun i centrum af udstillingen, mens alle hendes værker og skulpturer er placeret omkring hende – som stod hun stadig lyslevende og skabende midt i sit atelier. Det fungerer virkelig godt og sparer os samtidig for den typiske alenlange biografilinje, som de fleste monografiske udstillinger starter showet med.

Udstillingen er dunkelt oplyst, og mange af skulpturerne står på ubehandlede mdf-plader og podier i forskellige højder. Nogle er helt nede ved gulvet, andre podier kan man træde op på og se skulpturerne under glas. Der er noget på én gang højstemt og nonchalant casual over denne iscenesættelse, som passer utrolig godt til Sonja Ferlovs egen stil.

Det hele fylder ét rum, hvor enkelte rumopdelere i mdf mere markerer en baggrund eller væg, end de blokerer. Det skaber en luftighed, hvor man kan overskue hele rummet på én gang og samtidig snige sig rundt og finde egne passager i udstillingen i stedet for at blive skubbet fremad af en logik, museet har skabt for én.

Det passer mig godt at være i fri bevægelighed – og det lader også til at passe skulpturerne godt.

En familie af grene

Noget af det første, man støder på, er en lille ansamling af grene i en glasmontre. De udgør nærmest en lille familie, som de ligger dér og læner sig op ad hinanden. Grenene er med, fordi de indikerer et skifte hos Ferlov, der oprindeligt var uddannet maler fra Akademiet, men fik sat gang i den skulpturelle tænkning under en tur til Bornholm med kunstnervennerne Ejler Bille og Richard Mortensen. 

Herefter begyndte hun primært at arbejde som billedhugger og skabte nogle af sine første skulpturer, der forestiller fugle – et yndet motiv hos de samtidige surrealister, hvor fuglen og ægget er symbolet på erotik, liv og skabelse.

Det kan man tydeligt se i værket Fugl med unge (1935), hvor en mor kigger spidst og frontalt ned på sin unge – eller er det i virkeligheden en erotisk fallosfigur, hvor manden kigger ned på kvinden midt i sammensmeltningen?

De fleste skulpturer, også denne, vises både i gips og bronze, og det er utroligt så forskelligt, skulpturen opleves. Den lidt rå og hvide gips er langt mere åben og ufærdig i udtrykket – men derfor også mere levende – over for den tunge mørke bronze, som er støbt færdig, og hvor processen er afsluttet.

Paris og kunsten

I 1936 flytter Ferlov til Paris, hvor hun møder en række af de legendariske kunstnere fra perioden og får atelier ved siden af Giacometti. Det er også i Paris, at hun i 1939 møder den sorte, moderne maler Ernest Mancoba fra Sydafrika, som hun tilbringer resten af sit liv med. Og det er i Paris, hun på det nye etnologiske museum opdager kunst fra andre kulturer, den mexicanske for eksempel, der kommer til at influere hendes egen stil voldsomt.

Det ser man i hendes brug af masken, men også i det indhold, som hun udtrykker i sin kunst, som i bund og grund handler om at udviske forskellene mellem mennesker og i stedet satse på samhørigheden.

Hun fortæller selv i filmen, hvordan kunsten »skal udtrykke stoffets og åndens forening og afspejle solidaritet og fællesskab«. Det er jo en dyb spirituel tilgang til kunsten, som også afspejler sig i hendes skulpturer, når man først får åbnet blikket for det.

At skulpturen skal tilstræbe og udtrykke et åndeligt fællesskab adskiller sig ikke fra den tankegang, der lå bag den meste moderne kunst. Selv om det ikke er en dimension, der er skænket synderlig meget opmærksomhed fra den klassiske kunsthistories side, så ligger der en dyb optagethed af det åndelige i det meste af den abstrakte kunst i det tyvende århundrede. Man søgte dybere ned og ind i den menneskelige sjæl og perception og forsøgte at skabe et nyt visuelt sprog, der kunne åbne for det åndeliges kraft.

I 1936 flytter Sonja Ferlov til Paris, hvor hun møder en række af de legendariske kunstnere fra perioden og får atelier ved siden af Giacometti.

I 1936 flytter Sonja Ferlov til Paris, hvor hun møder en række af de legendariske kunstnere fra perioden og får atelier ved siden af Giacometti.

Som små væsner

På udstillingen fornemmer man tydeligt disse tanker, der understreges af den nonchalante iscenesættelse, hvor værkerne er arrangeret i små familier. Man får lyst til at slå sig ned, længe, og bare hænge ud med disse skulpturer, som alle føles så rige, at man må kigge på dem længe fra forskellige vinkler, for helt at få visuelt styr på dem.

De er på samme tid skåret helt ind til benet – helt enkle, nærmest skematiske, og så er de noget mere, som er det, der gør dem fængende. For selv om de stilistisk er enkle, moderne, så er de indholdsmæssigt dybe.

De fleste af Sonja Ferlovs skulpturer er en slags væsner med ben. De har alle en udpræget kropslighed, selv om kroppen er ommøbleret og gjort abstrakt.

Hun ligger hele tiden og balancerer mellem abstraktion og figuration, hvor der pludselig – fra én vinkel – træder en figur frem, der fra en anden vinkel igen udviskes. Den balancegang gør arbejderne levende, bevægelige, selv om de er arbejdet op i ler eller støbt i bronze.

Nogle karakteristiske skulpturer former en slags rundkreds af figurer. De holder hinanden i hånden og udgør en cirkeldans af form og figur, men hvor indholdet er helt centralt: Sammen er vi stærke, sammen bærer vi hinanden.

Dans og bevægelse

Den form for fællesskab og samhørighed går igen i de fleste værker, eksempelvis i skulpturen Fælles bestræbelse (1963), hvor to figurer holder hinanden oppe i en slags bevægende dans og harmoni.

Selv om figurerne i sagens natur står stille, fornemmer man alligevel et liv, en bevægelse og rytme, i mange af Ferlovs skulptur, og det er i bund og grund dét liv, der forlener dem med noget mere adstadigt og dynamisk og gør dem vedkommende, endda fængslende. De inviterer til intimitet og til at blive studeret nært. Det er, som om de, hvis de kunne, ville åbne kredsen op og invitere os med til én stor fællesdans.

Selv citerer Sonja Ferlov flittigt Gustaf Munch Petersen-digtet Det underste land (1933) i den film, der vises i midten af rummet. Digtet er samtidigt med Ferlovs egen kunst – og blev også trykt i det første nummer af Liniens magasin. Den sidste strofe lyder:

overalt kan I se dem
vandrende
elskende
grædende –
deres ansigter er lukkede,
og paa indersiden af deres sjæle sidder jord
fra det underste land –

Det er et smukt digt, der handler om fremskridt og forening, der selvfølgelig passer flot til Ferlovs skulpturer. Men personligt kom jeg til at tænke på sidste strofe af Emil Aarestrup-digtet Til en veninde (1838), da jeg gik rundt blandt disse skulpturer:

Der er en Verden i dit Indre
En Svæmerisk, chaotisk Vaar –
Som jeg umulig kan forglemme,
Som jeg tilbeder og forstaar.

Udstillingen på SMK viser Sonja Ferlov Mancoba i egen ret – vristet så meget fri som muligt af manden Mancoba – og giver hende den plads i kunsthistorien, som hun fortjener. Og de skulpturer glemmer man ikke igen – de printer sig ind på nethinden og bliver nye ledsagere i ens egen bestræbelse på at finde sammenhængskraften mellem stof og ånd, mellem menneske og menneske.

’Sonja Ferlov Mancoba’. SMK. Indtil 5. maj 2019. Udstillingen er ledsaget af et smukt og fyldestgørende katalog med tekster af bl.a. Mikkel Bogh, Hanne-Vibeke Holst og Karen Kurczynski.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det er sjovt at bemærke, at den såkaldte ny-spitituelle bølge, som kan ses i megen kunst - senest Jeppe Hegn i Politikens forhal - reelt slet ikke er ny. Måske er der endda en anden dybde i de ældre værker, mindre moralske, mere originale.
Tak for denne anmeldelse