Læsetid: 4 min.

Sorgfuld måneskinsdans og livsglade vildskabsritualer hos Dansk Danseteater

’Krash & Chopin danser’ stråler af rituel danseglæde og fællesskab
Stilheden og sorgen er dybt medrivende i Tim Rushtons nye værk ’Chopin danser’ for Dansk Danseteater.

Stilheden og sorgen er dybt medrivende i Tim Rushtons nye værk ’Chopin danser’ for Dansk Danseteater.

Søren Meisner

4. februar 2019

Det er sjældent, at en danseforestilling virker for kort. Men sådan er det næsten med Chopin danser for Dansk Danseteater. For dette nye værk af kompagniets tidligere leder Tim Rushton har sådan en rigdom af kropsudtryk og så intens en atmosfære af livsslutning og sorg over sig, at man slet ikke er færdig med følelsesoplevelsen, når applausen vælter ind over de imponerende dansere.

Chopin danser er første værk i Dansk Danseteaters nye, overbevisende turnéforestilling Krash & Chopin danser. Egentlig er forestillingen ret atypisk for Tim Rushton, fordi den i modsætning til hans øvrige danseforestillinger fortæller en decideret historie. Værket er opstået ud fra en fascination af den polske komponist Frédéric Chopin, der var skrantende som barn, og som døde en voldsom kvælningsdød i Paris i 1849, bare 39 år gammel.

Skuespilleren Charlotte Munck har samlet en collage af tekster om Chopin, og hendes stemme fortæller om den syge kunstner, mens de otte dansere fungerer som et slags akkompagnement med kroppene. I baggrunden høres Chopins legende og brusende klavermusik – og andre parallelle værker – mens danserne kommenterer på musikken med deres kroppe. Smukt og uforudsigeligt.

Forvredne kroppe

I Chopin danser er der et nyt stilhedsudtryk over Dansk Danseteaters veltrænede og smidige kroppe. Det er i hvert fald markant, at den allerførste scene indledes med en liggende danser – urørlig, som om døden kan indtræde hvert øjeblik, det skal være. Danseren ligger skævt og forvredet, og hans skævhed gentages i resten af forestillingens dansebevægelser for de øvrige og ekstremt livlige dansere, der vrider i lynhurtige ryk og spark.

Kostumerne af Maria Folkmann Ipsen er lyseblå bukser og unisex, ærmeløse skjorter, blafrende lette som sommernatstøj mod en måneskinshimmel. Og Raphael Frisenvænge Solholms lysdesign mod scenografiens filosofiske, hængende stofruller i baggrunden oplyser både tiden, der går, og tiden, der holder op.

Danserne fra Dansk Dansteater har et nærvær, der matcher deres høje tekniske niveau. I front er to kvinder. Den mørkhårede, amerikanske Emily Nicolaou, der bringer en urkvindelig råstyrke ind på scenen, når hun hamrer sine lange ben i gulvet med indædthed og overblik – og den lyshårede, hollandske Milou Nuyens, der har en skarphed i sine flade håndbevægelser og en musikalsk præcision i sin slanke krop.

Milou Nuyens lader hele tiden til til at ramme det helt rigtige splitsekund i musikken, også når hun danser synkront med alle de andre. Man tør knap blinke, når hun danser – af frygt for at gå glip af synet af en lækker hæl et sted.

Den voldsomme, rituelle energi fra værket’Krash’ med Dansk Danseteater forplanter sig til publikum.

Søren Meisner

Knold og fletning

Dansk Danseteater har godt nok fået ny leder, nemlig den svenske Pontus Lidberg. Men idealerne for kompagniets energiniveau er det samme. Interessant nok viser netop denne forestilling også et andet og mere androgynt udtryk. To af de mandlige dansere optræder i hvert fald med deres lange hår i både knold og fletning over deres muskuløse overkroppe – som et konkret indspark til tidens debat om køn og om køn som æstetisk valg. Den danske danser Lukas Hartvig-Møller har desuden fået større vingefang i sine flagrende bevægelser, og den nye, amerikanske danser Taner Van Kuren har en god iver i sine store omfavnelser.

Den skaldede Alessandro Sousa Pereira er dog forestillingens maskuline midtpunkt. Han løfter to af de andre dansere op ved nakkehårene med sine bare næver, som var han en kæmpe – eller sådan ser det ud. Derudover er Alessandro Sousa Pereira også koreografen bag slutforestillingen Krash, der fik premiere hos Den Kongelige Ballet i 2015, men som nu altså er opsat for Dansk Danseteaters moderne dansere.

Energien er helt rigtig her. Ensemblet mosler og knokler og styrter afsted til musikkens sydafrikanskinspirerede rytmer af DJ Turkman Souljah. Danserne er iført sorte bukser og sorte, løse jakker, hvorpå designeren Karl-Oskar Olsen har ’tatoveret’ stammeagtige hvide linjer og mønstre som synlige tegn på et urfællesskab, man umiddelbart sanser. Koreografisk er denne dans på maksimal speed. Mange af scenerne fungerer nærmest som et battle, hvor danserne danser i en rundkreds, hvorefter de en ad gangen styrter ind i midten og viser deres heftigste tricks. 

Her slipper danserne al deres overskud og vildskab løs. Dansens rituelle kræfter bruser frem. Fællesskabet vokser. Og selv i denne turnéversion kan man mærke, hvordan dansen forvandler rummet og publikum, så alle tilskuerne danser med indeni. Det er Dansk Danseteater på toppen.

Chopin danser: Koreografi: Tim Rushton. Musik: Martin Standtfeld, Frédéric Chopin og Peteris Vasks. Lys: Raphael Frisenvænge Solholm. Lyddesign: Mikkel Larsen. Scenografi: Maria Folkmann Iopsen og Raphael Frisenvænge Solholm. Tekstuddrag og voiceover: Charlotte Munck. Originaltekster: Benita Eisler, Peer Hultberg og Herman Bang.

Krash: Koreografi: Alessandro Sousa Pereira. Musik: DJ Turkman Souljah. Lys: Raphael Frisenvænge Solholm. Kostumer: Karl-Oskar Olsen (Wood Wood).

Turné. Oplevet hos Hjørring Teater på Vendelbohus. Danser bl.a. 5. februar på Kolding Teater og 6. februar på Holbæk Teater. Sidste gang 26. marts 2019 på Aalborg Teater.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu