Læsetid: 5 min.

Strauss kunne komponere en ske. For Wagner var det ikke lige så enkelt

Trods en flot koncert kan det være svært at tage Wagners ’Parsifal’ i koncertant opførelse alvorligt, ikke mindst sat over for Strauss’ virkeligere omgang med uvirkeligheden
12. februar 2019

Sidste uges kapelkoncert havde titlen Det Kongelige Kapel på ridderfærd og satte Richard Strauss' tonedigt Don Quixote over for 2. akt af Richard Wagners Parsifal.

Strauss komponerede Don Quixote samtidig med og som humoristisk sidestykke til sit andet symfoniske værk og selvportræt Ein Heldenleben, men sat over for Wagners Parsifal og hans reelt patologiske ridderdyrkelse bliver man alvorligt smidt fra den ene yderlighed til den anden.

Det kan egentlig være svært at bestemme sig for, hvad der er mest komisk. Det stakkels gamle fjols, der kæmper med vindmøller, fordi han fantaserer sig til, at det er giganter, eller den unge ridder, der leder efter et spyd i en blomsterhave.

Natteluft, vredesudbrud, søde ord

Strauss er virtuos til at beskrive i musik og kan give ethvert objekt musisk gengivelse. Han kunne gengive en ske i musik, sagde han selv, og hans tonedigte er en sport i denne begavelse.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en gratis måned og få:
  • Alle artikler på information.dk
  • Annoncefrit information.dk
  • E-avis mandag til lørdag
  • Medlemsfordele
0,-
Første måned/herefter 200 kr/md. Abonnementet er fortløbende.
Prøv nu

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steffen Gliese
Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu