Læsetid: 5 min.

Strauss kunne komponere en ske. For Wagner var det ikke lige så enkelt

Trods en flot koncert kan det være svært at tage Wagners ’Parsifal’ i koncertant opførelse alvorligt, ikke mindst sat over for Strauss’ virkeligere omgang med uvirkeligheden
12. februar 2019

Sidste uges kapelkoncert havde titlen Det Kongelige Kapel på ridderfærd og satte Richard Strauss' tonedigt Don Quixote over for 2. akt af Richard Wagners Parsifal.

Strauss komponerede Don Quixote samtidig med og som humoristisk sidestykke til sit andet symfoniske værk og selvportræt Ein Heldenleben, men sat over for Wagners Parsifal og hans reelt patologiske ridderdyrkelse bliver man alvorligt smidt fra den ene yderlighed til den anden.

Det kan egentlig være svært at bestemme sig for, hvad der er mest komisk. Det stakkels gamle fjols, der kæmper med vindmøller, fordi han fantaserer sig til, at det er giganter, eller den unge ridder, der leder efter et spyd i en blomsterhave.

Natteluft, vredesudbrud, søde ord

Strauss er virtuos til at beskrive i musik og kan give ethvert objekt musisk gengivelse. Han kunne gengive en ske i musik, sagde han selv, og hans tonedigte er en sport i denne begavelse.

I Don Quixote får Strauss nøje afbildet brægende får, dryppende våde klæder, natteluft, vredesudbrud, søde ord. Men ikke bare sanselige objekter falder det Strauss let at gengive. Han er også en virtuos til at portrættere følelser og tanker og sindsstemninger.

Don Quixote gengives ikke bare ved ét instrument men ved flere. Solocelloen er en slags hovedkarakter, men også soloviolin og klarinet eller flere celloer bruges til genialt at facettere heltens forskellige stemninger. På samme måde som hans tro væbner Sancho Panza spilles af flere instrumenter.

Efter en kort introduktion, hvor Don Quixote fortaber sig i sin læsning af bøger om store riddere, indtil han selv tror han er en sådan, og på trods af, eller på grund af, en underskøn obosolo, muligvis om den altoverhængende, kærlighedens skønhed personificeret i den skønne Dulcinea, fødes ridderkarakteren Don Quixote på et trut i de dybe messingblæsere, og solocellisten entrerer scenen.

Andreas Brantelid spillede cellostemmen, der egentlig er tænkt som en orkesterstemme, men som oftest på grund af dens sværhed kræver en solist, så orkesterstykket får karakter af cellokoncert. Brantelid balancerede dette smukt ved virkelig at opsøge sine kolleger og spille med dem som en del af dem.

Brantelid er heldigvis ikke bare solist eller stjernecellist, men først og fremmest og ganske enkelt en dejlig musiker. Han lytter, før han spiller, hvis man kan sige det sådan. Og det smitter. Dirigenten lytter. Orkesteret lytter. Salen lytter. Kapellet og dets dygtige solister arbejdede sammen om en bevægende rejse fra heroisk besættelse tilbage til stille besindelse og død. Gennem tragikomiske eventyr på stribe, men også ledsaget af denne strauss’ke skønhed fuld af erotisk glød og forventning uden forskel på, hvad der er virkeligt og uvirkeligt.

Gode solister i afklædt drama

Herfra gik ridderfærden til Parsifal. Wagner læste skam også bøger af og om ædle riddere og lod sig skam også inspirere til uvirkelige dramaer i stor stil. Uden krikke og barberfad på hovedet, kun udstyret med blyant og pen.

At forklare Wagners religiøse festspilscollage med buddhistisk inspiration og med udgangspunkt i historien om kong Arthur og den hellige gral er tæt på omsonst, men hvis vi nu holder os til andet akt, som var det, der var til ’koncertant’ opførelse på programmet – det vil sige en ikkescenisk fremførelse – så handler det om, at ridder Parsifal er nået til den forstødte gralsridder Klingsors blomsterhave for at finde gralskongen Amfortas’ spyd. Klingsor, denne aften Johann Reuter, ser Parsifal nærme sig haven og kalder på sin troldkvinde med diverse navne: Urdjævelinde, Helvedesrose, Herodias, Gundryggia, Kundry.

Reuters energi er lige så stærk som en Egon Olsens, der ser politiet nærme sig og skælder sine venner ud: amatører, skidesprællere, bollefjæs, lusepustere, socialdemokrater. Reuter har altid været en stærk mand på scenen og sang Klingsor-partiet med viril styrke forstærket af den lyriskhed, Reuter også har i stemmen.

Kundry har bare at vågne op til dåd med sine kvindelige, forføriske evner. Kundry er ikke Saurons, men ’Klingsors øje’. Den helt store urfisse, der opsluger stakkels mænd. Ann Petersen var hjemme i partiet som Kundry, og det var en fornøjelse at høre noget, hun kan synge. Flot og sikkert.

Da Parsifal efter at have ordnet alle Klingsors riddere dukker op i haven, prøver først et glimrende og meget velklingende kor af blomsterpiger at forføre ham, men han modstår med lethed de syngende fisser. Så møder Kundry ham og fortæller ham om hans mor, som døde i sorg over, at Parsifal forlod hende, og trækker dermed urkvinden ned over ham, så han lader sig kysse, men i kysset kommer han i tanker om Amfortas og redder sig og redder dermed spyddet, fordi Klingsor er nødt til at kaste det mod ham, og han griber det.

Niels Jørgen Riis debuterede som Parsifal og gjorde det eminent. Intet sted manglede han overskud i partiet, men stod virkelig uskyldsren med nodestativ som den eneste og klamrede sig lidt til det, når Kundry gik tæt på, men var ellers skøn og fysisk og med ja, faktisk, ridderlig karakter.

Mens Strauss bevæger sig fra nøje gengivelse af den virkelige verden og herfra havner i lag, der nærmest kun er erkendelige i musik, arbejder Wagner sig fra en mytologisk, rablende strøm til noget ret konkret om mænds spyd og angst for at miste dem. Parsifal forekommer mig en sådan aften en del mere komisk end Don Quixote og Strauss’ musik en del mere transcenderende end Wagners. Men ridderfærd er et interessant tema.

Det var det Kongelige Kapels nye chefdirigent Alexander Verdernikovs første kapelkoncert. At få mulighed for at se ham på scenen og se hvordan han får musikken til at lykkes på den måde, han gør, var en fornøjelse. Vedernikov kan på én gang levere en stor præcision og sikker styring og sætte orkesteret fri. Der er ikke noget bedre, end når hans venstre hånd, den der ikke holder staven, bare siger: og så videre! fyld selv ud! Det er stort format og giver musik, der trækker vejret og skærper ørerne.

’Det Kongelige Kapel på ridderfærd’. Dirigent: Alexander Vedernikov. Det Kongelige Kapel. Operaen. Fredag den 8. februar kl. 19.00. Koncertmester: Emma Steele. Solocello: Andreas Brantelid. Solobratsch: Iben Teilmann. Soloviolin: Emma Steele. Det Kongelige Operakors Damer. Solister: Niels Jørgen Riis, Ann Petersen, Johan Reuter, mfl.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steffen Gliese
Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu