Læsetid: 9 min.

»Jeg har svært ved at relatere til et persongalleri, der bare siger noget rummeligt og inkluderende, når der splatter menstruationsblod ud på gulvet«

Er TV 2 Plays nye hypede webserie ’Ondt i røven’ om en landpiges introduktion til et urbant queermiljø en pædagogisk vejledning i takt og tone for diversitetsparate? Eller er den normkritiske tv-dramatik som frisk luft lukket ind i et tilpruttet lokale? Lone Nikolajsen og Katrine Hornstrup Yde er ... uenige
I ’Ondt i røven’ kvajer den landligt opvoksede Tessa (Tessa Hoder) sig på skift over for sine nye bofæller i queerkollektivet. Blandt andet da transfyren Nevan (Nevan Solagna) skal hjælpe hende med at trække en menstruationskop ud.

I ’Ondt i røven’ kvajer den landligt opvoksede Tessa (Tessa Hoder) sig på skift over for sine nye bofæller i queerkollektivet. Blandt andet da transfyren Nevan (Nevan Solagna) skal hjælpe hende med at trække en menstruationskop ud.

Tambo Film/ TV 2

22. februar 2019

LONE: Kære Katrine, du er begejstret for TV 2 Plays nye webserie Ondt i røven, siger du. Jeg ville ønske, jeg kunne sige det samme. Jeg er med på, at det er godt og gavnligt, at der findes ungdomsserier, der handler om seksuelle minoriteter, og som viser et bredere spektrum af kønsidentiteter, end man ellers ser i dansk og udenlandsk tv. På den måde er serien om den naive Tessa, der flytter fra sine forældres minkfarm ude i provinsen ind til et queerfeministisk Nørrebro-kollektiv, hvor man er enige om ikke at lade sig begrænse af konventionelle normer for køn, begær og kærlighed, et sympatisk projekt.

Men jeg kedede mig gennem de otte korte afsnit. Alting virkede skørt forudsigeligt, som om handlingen var struktureret efter en tjekliste af pointer og subkulturelle livsstilsmarkører. Det ligner mere en pædagogisk vejledning i takt og tone for diversitetsparate end et bud på ny normkritisk tv-dramatik. Også fordi det miljø, Ondt i røven skildrer, er præget af en gumpetung form for queerkonformitet, hvor det hele tiden er totalt forudsigeligt, hvad folk siger, føler, gør og synes. Modsat virkeligheden, hvor folk i højere grad opfører sig som virkelige mennesker, der ikke følger en superprimitiv dramaturgisk skabelon i alt, hvad de gør.

Man ser det lille guds ord Tessa (Tessa Hoder) fra landet kvaje sig i mødet med henholdsvis en afrikansk-dansk bofælle, en transkønnet bofælle og en bofælle med et meget akademisk (omend begrænset) ordforråd. Når Tessa spørger, hvor hendes nye bofælle Moira (Ezra Omar) ’rigtigt’ kommer fra, bliver det skåret ud i pap, at man godt kan komme fra Danmark, selv om man er brun. Når hun roser transkvinden Jackie (Jackie Kristensen) for at være smuk og svær at identificere som transkvinde, fatter man inden for de første sekunder, at moralen er, at det nok havde været bedre at tie stille. Men det havde jeg altså fattet i forvejen.

KATRINE: Kære Lone. Jeg har optur, ja. Ikke fordi serien gennemstrømmede mig med vild energi – sådan som mirakuløst velskårne Skam gjorde det. Den er – indrømmet – en smule dilettantisk, men den er charmerende dilettantisk: et lavbudgetteret hjerteblodsprojekt udgivet på bred platform. Og den er godt og tiltrængt selskab, sjov og klogt irriterende, og for mig et smukt bud på, hvorfor lavbudgetproduktioner og webserier er så vigtige.

For, ja, det er mildest talt meget velgørende at se en vifte af seksualitets- og kønsidentiteter repræsenteret i et dansk tv-drama. Og det er både revolutionerende og meget effektfuldt for min indlevelse, at rollerne bliver spillet af mennesker med selv samme seksualitets- og kønsidentiteter. Det giver friske øjne at se nogle andre kropstyper, end man er vant til. Den form for repræsentation tilfører en energi, som for mig at se har æstetisk værdi i sig selv.

Da jeg i 2015 stak næsen dybt ned i LGBTQ+-repræsentation i dansk tv-dramatik fandt jeg kun en lille håndfuld positivt skildrede homoseksuelle biroller (i bl.a. Rita og Dicte). Derudover var der en minimalt større håndfuld arme bøsser og lesbiske, der af alle mulige grunde led tragiske skæbner. Og på det tidspunkt havde der aldrig nogensinde optrådt en transperson i selv den mindste birolle i en dansk dramaserie.

Der er sket ting siden – særligt transpersoner får mere skærmtid i dokumentarserier. Men mig bekendt er det aldrig før sket i dansk tv-fiktion, at transpersoner og nonbinære fremstilles åbent og naturligt som sympatiske – og meget attraktive – karakterer. Det føles for mig som frisk luft, der lukkes ind i et tilpruttet lokale. Jeg kan mærke det helt ned i lungerne – befrielsen, udvidelsen af vores fælles verdenssyn. Som sådan er serien en milepæl i dansk tv-historie.

LONE: Kære Katrine, jeg har en fodnote eller en opdatering til din undersøgelse. Eller måske er det snarere en anbefaling: I første sæson af DR 3-serien Yes No Maybe (2016-)som handler om en ung mand ved navn Mads’ datingliv, mødes Mads (Wayne Youssef) med fotomodellen Sofia (May Lifschitz), som han hurtigt bliver rimelig skudt i. De ender på et hotelværelse, hvor hun fortæller, at hun er transkønnet, og så udspiller der sig en virkelig fin, velskrevet dialog mellem dem.

Det fine er, at Mads ikke siger alt det rigtige, men heller ikke er en skråsikker skiderik. Det er ømtåleligt til at begynde med, men hverken umuligt eller spor komisk. De famler sig frem til en fin måde at være sammen på og ender med bare at ligge i ske, fordi han døjer med kærestesorgsrelateret impotens. Den scene er skøn, fordi den bliver hængende et stykke tid i gråzonen mellem det helt rigtige og det helt forkerte og er solidarisk med begge karaktererne. Det savner jeg i Ondt i røven. Skuespilleren May Lifschitz er i øvrigt selv transkønnet.    

KATRINE: Kære Lone, det er rigtigt, den scene husker jeg, den er rigtig fin, men også blot et kort besøg i transland, før Mads er videre med sin datingmaraton. At se et lille guds ord fra landet og hendes tilpasningsbøvl i et queermiljø er for mig – og måske af samme grund – ikke en kliché. Når et LGBTQ+-miljø pludseligt repræsenterer en norm, som nogen kæmper indædt for at blive en del af, skabes der et omvendt magthierarki, som vi ellers aldrig ser. Det er fedt. Og heldigvis ser serien også, at magthierarkier altid indeholder en god mængde latterlighed.

Hvor du ser et klichéfyldt queerkollektiv, ser jeg et miljø, der velvilligt tager pis på sig selv og tager sig selv seriøst på samme tid. De ved godt, at de er latterligt indspiste og hårde ved andre. »Hva’ så, Tessa, hva’ syn’s du om alt det her? Såd’n cisheteronormative snakke og såd’n noget?« spørger f.eks. Moira selvironisk (som siger alt på en utroligt sjov måde), efter at den meget politisk vakte Ronja (Ronja Mannov Olesen) til en fest i en rant over asylpolitik oplistede alle fobier på kloden og trumfer med det ultimative skældsord ’cishetereonormativt!’ Så sidder Tessa der og tøver usikkert. Hun er ikke kikset, fordi hun ikke passer ind, men fordi hun prøver at passe ind i en klaustrofobisk selvbekræftende gruppe.

Tambo Film/ TV 2

Senere ser vi også Tessa og barndomsveninden Andrea (Andrea Coloma), som har introduceret hende til kollektivet, blive opsøgt af arrangøren af et queer digtoplæsningsevent i Ørstedsparken, fordi vedkommende antager, at de må være cisheteroer. »Det her er et queerevent lavet for queers og af queers, så måske skulle I lige overveje, om det er det her event, I skal være til,« siger han høfligt-aggressivt. Jeg har det selv stramt med den slags venlig uvenlighed i safe space-miljøer, og serien nikker her – venligt – til mig.

LONE: Kære Katrine, du har ret i irriterende meget. Klicheerne bliver ikke bare videreført bevidstløst, de bliver vist frem i strakt arm som de klicheer, de er. Det bliver bare så overtydeligt, når Tessas outsiderstatus bliver demonstreret gennem begyndervanskeligheder med menstruationskoppen. Iscenesættelsen af den pinlige stemning, der opstår, da hun får brug for hjælp til at få den ud, virker klodset og utroværdig. Jeg har meget let ved at sætte mig i pinligt berørtes sted, og jeg ville selv have reageret helt anderledes. Det er svært for mig at relatere til et persongalleri, der slet ikke griner, men bare siger noget rummeligt og inkluderende om, at ingen har styr på deres shit, når der splatter menstruationsblod ud på gulvet.   

Men det vil nok være på sin plads at åbne mit sind for den mulighed, at Ondt i røven ikke handler om mig og mine behov for at få ting og sager forklaret. Så slipper jeg også for at føle mig lidt talt ned til. Måske er intentionen med Ondt i røven ikke at lave folkeoplysning til majoriteter om minoriteter, men derimod at give folk, der ikke lige passer ind i de allermest gængse kategorier, nogle karakterer at spejle sig i.

Det er en god intention, men det kræver vel, at karaktererne rummer lidt flere facetter og lidt færre klicheer. Jeg har f.eks. sjældent set så retlinet en romance som den mellem Tessa og den flotte nonbinære ven af kollektivet Loui (Loui Buhl). Der er en masse sød stemning mellem de to karakterer, men ingen modstand, ingen forviklinger, bare en tretrinsraket af øjenkontakt på trappe, fingerfletning på dansegulv og så til sidst sex (efterfulgt af en god snak om, hvordan de har det med deres seksualitet). Siden hvornår har et best case scenario været en god historie?

Selve sexscenen er fin og øm, men indledningsvis får de lige afklaret, at Loui er i et åbent forhold. Der havde jeg igen fornemmelsen af, at der blev sat et stort, fedt flueben ud for endnu et punkt på den lange liste af afstigmatiserende normbrud, som nogen har siddet til et møde og aftalt, at serien skulle nå at behandle.

KATRINE: Kære Lone. Jeg kan egentligt godt forstå, at du savner facetter. Men hvor du ser klicheer, ser jeg – i hvert fald flere steder – brud på klicheer. Bare det, at Tessa ikke er selvindbildt heteroseksuel med et sitrende fortrængt homoseksuelt begær, der bliver forført af en skråsikker lesbisk, dét er i sig selv et normbrud. For sådan startede eksempelvis både den amerikanske, kanoniske serie om lesbiske, L Word (2004-2009), og den franske kanoniske film Adèles liv fra 2013. 

Det er velgørende, at Tessas usikkerhed handler om alt muligt andet, end hvem hendes begær retter sig mod. Man kunne også sige, at det er banebrydende med et best case scenario i en fiktion om lesbiske, fordi de filmhistorisk set og indtil for nylig næsten altid ender med at blive slået ihjel. Og at Louis’ erklæret åbne forhold ikke bare nævnes for at understrege, at åbne forhold er cool, men at det også indikerer potentielt følelsesbøvl i en eventuel sæson 2. I slutscenen ser vi Tessa jogge afsted rundt i byen, ligesom hun gjorde – frustreret – på landet i seriens åbningsscene.

Du har helt ret i, at der er noget ekstremt pædagogisk over den måde, den privatsfæreinvaderende Tessa bliver sat på plads på af den smukke transkvinde og den brune fynbo. Men jeg tror virkelig ikke, at de fleste seere kan regne ud, hvad de karakterer svarer hende. Jeg tror, at du kan gætte det, fordi du bor i et kollektiv lige under det kollektiv, serien er optaget i, og fordi du har set alt det, som DR3 og nu også TV 2 Play og TV 2 Echo har gjort for at nedbryde fordomme om LBGTQ-personer. 

For mig er det også et generationsmøde: Når Tessa og Andrea genser deres gamle veninder hjemmefra, som deler deres uvidenhed om, hvordan lesbisk sex fungerer, og tror, at lesbisk kærlighed nødvendigvis er nem, fordi kvinder er »nemme at snakke med«, så minder det mig om stort set alle mine heterovenner og bekendte, da jeg selv fik en kvindekæreste.

Jeg blev ikke stødt over nærgående spørgsmål dengang, men ’tegnede og fortalte’. Måske derfor er det interessant for mig, at konsensus nu er en anden – at det opleves decideret stødende at blive udspurgt af de stakkels uvidende. Og jeg er både enig med den pragmatiske ungdomsKatrine og med den utilpasse Tessa, der anno 2019 mimer sine kollektivvenners defensive svar og nu kalder de gamle veninders tankegang for »cisheteronormativ«. Min kæreste og jeg snakkede langt og længe om de scener. Så mig gjorde den klogere.

Jeg tror også, at mange af de folk, som forhåbentlig ser Ondt i røven, bl.a. ser den for at få afmystificeret en masse ting om sex og køn. Dermed slipper verdens Tessaer og Jackier (og Katriner) for at skulle forklare sig. Så er verden klar til sæson 2.

Tambo Film/ TV 2

’Ondt i røven‘. Tv-serie. Hovedforfatter og instruktør: Rikke Kolding. Kan streames på TV 2 Play. 8 afsnit af gennemsnitligt 8 minutter.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu