Læsetid: 4 min.

’Terroristen fra Nørrebro’ fortæller historien om barnet, teenageren og terroristen Omar el-Hussein

I ’Terroristen fra Nørrebro’ er der vitterligt tale om journalistisk gravearbejde, og forfatterne satser tydeligvis på at fortælle historien om Omar. Men bogen vil også noget andet
I 2013 stak den dengang 19-årige Omar Abdel Hamid el-Hussein en medpassager på S-toget med en kniv. 

I 2013 stak den dengang 19-årige Omar Abdel Hamid el-Hussein en medpassager på S-toget med en kniv. 

udleveret af politiet

1. marts 2019

For et år siden viste jeg den franske islamekspert Olivier Roy rundt på Nørrebro. Roy har som international ekspert også beskæftiget sig med radikalisering af muslimer, så det var oplagt at begynde turen ved Svanevej nummer 1: Det var her, at Omar Abdel Hamid el-Hussein – manden, som dræbte to og sårede fem i terrorangrebet ved Krudttønden og den jødiske synagoge den 15. februar 2015 – endte sit liv på et fortov, gennemhullet af 29 skud. Tre år var gået, men Omar var ikke glemt. På denne grå og gennemkolde dag hang et plastikindpakket stykke papir på den grå mur, hvor Omar var blevet skudt. På sedlen stod der skrevet med store blå bogstaver:

»Blod er tykkere end vand! Aldrig glemt!«

Omar havde tydeligt sine støtter, og når man læser bogen Terroristen fra Nørrebro: Jagten på Omar el-Hussein får man igennem beskrivelsen af Omars liv som barn og ung en idé om hvorfor. Omar var måske aldrig fuldgyldigt bandemedlem, men i hans netværk, blandt de venner, som han begik kriminalitet med, røg hash og hang ud med, var der et kodeks om absolut loyalitet. Inden for miljøet angav man ikke hinanden, under nogen omstændigheder. Havde man begået noget kriminelt sammen med en ven, og blev man anholdt, tog man selv skylden. Blod var tykkere end vand, hermed de bånd, som bandt og binder vrede unge mænd sammen.

Politikens Forlag
Bogen bygger tydeligvis på grundig research, både af skriftlige kilder, men også samtaler af varierende længde med 130 personer. Her er vitterligt tale om journalistisk gravearbejde. Forfatterne satser tydeligvis på at fortælle historien om Omar, drengen, som ikke var dårligt begavet og god til kickboxing, men som blev indfanget af en kriminel løbebane, der mundede ud i voldsdomme, fængselsophold og til sidst terror. Men bogen vil også andet, og man kan spørge sig, om den både vil for meget, men faktisk også for lidt.

Terroristen fra Nørrebro lægger sig genremæssigt mellem krimi og journalistisk dokumentarisme. Bogens første kapitel indeholder en detaljeret beskrivelse af, hvordan Omars sønderskudte lig gøres klar til begravelsen: »Til obduktionen havde retsmedicinerne skåret hans overkrop op og pillet adskillige kugler ud og lappet ham sammen igen,« skriver forfatterne blandt andet. I det hele taget er bogen fuld af detaljer, der enten understreger det vældige kildemateriale, som bogen bygger på, eller bidrager til den dramatiske fortælling.

Selv om bogens fokus er på Omar el-Hussein, er dens stærkeste dokumentaristiske bidrag faktisk beskrivelserne af de brister, som var i politiets og PETs arbejde og ikke mindst (mangelfulde) samarbejde, f.eks. når det gjaldt opmærksomheden på Omars radikalisering, blandt andet i fængslet.

Alarmklokkerne havde i den grad ringet, men de blev ikke hørt alle de steder, hvor det var relevant. Omar figurerede f.eks. på en liste over 50 potentielle syrienkrigere, som PET havde samlet – denne liste blev tilsyneladende ikke delt med politiets Nationale Efterforskningscenter, hvis fokus er rocker- og bandemiljøer i Danmark. Nogle af bogens beskrivelser af mangler i politiets og PETs samarbejde er ikke tidligere beskrevet. At vi som offentlighed får indblik i disse mangler – og hvordan myndighederne senere har valgt at håndtere dem – skal forfatterne have ros for.

Bogen vil som sagt meget. Der er beskrivelsen af Omar, både beskrivelsen af hans liv som barn og ung, men også de detaljerede beskrivelser af, hvad der skete før, under og efter terrorforbrydelsen. Der er beskrivelsen af bandemiljøet, af Mjølnerparken, af »ghettoen«. Der er beskrivelserne af politiets arbejde. Og så er der beskrivelsen af Omars radikalisering og voksende interesse for islam. Der er henvisningerne til dansk national politik, som når det politiske efterspil om terrorangrebene gennemgås.

Der er således rigtig mange temaer og ansatser i bogen. Hvad man som læser mangler, er en klarere tilkendegivelse af, hvordan forfatterne konkluderer på de mange detaljer, som de lægger frem. Hvordan er det f.eks., at religion pludselig kommer til at spille en rolle i bandemiljøet? Hvordan var det, at drømmen om at blive syrienkriger og identificere sig med Islamisk Stat blev så stærk en faktor i en ung, desillusioneret ung mands liv, at han valgte at slukke sit liv for denne drøm på et fortov i NV?

Måske er det for meget at forlange af nogen, at de skal forklare, hvordan Omar tænkte. Men som læser sidder man alligevel tilbage med en hel del ’hvorfor’-spørgsmål. Her kommer det stilistiske fokus på også at være en krimi nok i vejen. Læseren skal ikke fortælles for meget, men i dette tilfælde bliver det for lidt. Hvor ikke mindst Aydin Soeis bog om Omar og de andre vrede unge mænd (udkommet 2018) tilbyder et sociologisk (herunder teoretisk) funderet og analytisk blik på modkultur, globalisering, kulturel kapital og selvofringen på radikaliseringens rasende alter som et muligt udtryk for selvmordstendenser, så mangler disse elementer i Terroristen fra Nørrebro.

Desværre, for rigtig mange af elementerne til en vægtig analyse er til stede. De foldes bare ikke ud. Ud over de oplagte og tilbagevendende temaer om ghettoisering og religion kunne det have været fantastisk, hvis bogen havde gjort mere ud af at reflektere i dybden over f.eks. betydningen af sociale medier for radikalisering for ikke at forglemme den tydeligt sårede maskulinitet og raseriet over Vestens involvering i Mellemøsten, ikke mindst Palæstina. Antydningerne er der, men de forbliver antydninger.

Når dette er sagt, er der ingen tvivl om, at Terroristen fra Nørrebro er både informativ og »underholdende«. For den, som ønsker en lettilgængelig spændingsmættet bog om Omar el-Hussein, med et journalistisk gravearbejde i centrum, er bogen oplagt. For den, som ønsker at skabe sig et analytisk og forklarende blik på tragedien, vil det give mening at søge denne viden andetsteds.

Louise Dalsgaard, Mette Albæk og Natascha Rée Mikkelsen: ’Terroristen fra Nørrebro’. Politikens Forlag, 272 sider, 300 kroner

Andet afsnit af Moderne Ideer Podcast er i luften. Lyt til det her, i iTunes eller i din foretrukne podcast-afspiller.
Hør mere i podcasten
Det er beskedent med nyt indhold i Aydin Soeis seneste bog ’Omar – og de andre’. To tredjedele af bogen kender man fra ’Vrede unge mænd’.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Carsten Mortensen
  • Oluf Husted
  • Jakob Silberbrandt
  • Steffen Gliese
Carsten Mortensen, Oluf Husted, Jakob Silberbrandt og Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

I forbindelse med Omars "selvmord" har det vel muligvis også hjulpet at der i Koranen kun findes et enkelt sted, hvor man med sikkerhed bliver garanteret en plads i paradis, nemlig Sura 9:111 , hvor adgangen bliver lovet den som slagter og bliver slagtet i Allah's sag.

Steen Schapiro

"Men bogen vil også noget andet" lokker brødteksten. jeg ser på artiklen.
Der står:
"Men bogen vil også andet, og man kan spørge sig, om den både vil for meget, men faktisk også for lidt."
Jeg spekulerer på, hvad dette opreklamerede "andet" egentlig er. Det står nemlig ikke i artiklen.
Til gengæld er det muligvis rigtigt, at "man kan spørge sig, om den både vil for meget, men faktisk også for lidt." jeg ved det dog ikke.

Mogens Holme, Oluf Husted og christian christensen anbefalede denne kommentar
Henrik Brøndum

Kun voldsnydere har glæde af denne bog og anmeldese. Og så forfatter og forlag der får lidt mønt. Gad vide om I betænker ofrenes familier?

Christian Larsen og christian christensen anbefalede denne kommentar

@Erik Hansen
”I forbindelse med Omars "selvmord" har det vel muligvis også hjulpet at der i Koranen kun findes et enkelt sted, hvor man med sikkerhed bliver garanteret en plads i paradis, nemlig Sura 9:111 , hvor
adgangen bliver lovet den som slagter og bliver slagtet i Allah’s sag.”

Jeg tror nu ikke at det her handler så meget om religion og tekster for sådan en som Omar. Det er set mange gange før blandt den nye generation af såkaldte ”jihadister”. Ideologi, teologi og tekster er absolut ikke deres stærke side eller interesse. Hvad de til gengæld har tilfælles er vreden, marginaliseringen og en lang kriminel løbebane. De er desuden voldsparate, så der er ikke langt fra tanke til handling og her har de fundet muligheden for at ”give igen”.
Mht. din reference så vil jeg sige pas nu på med at tage noget ud af kontekst! Den tekst du har plukket verset ud af, har 129 vers og omhandler en bestemt tidsperiode, konkrete begivenheder og mennesker, og er altså ikke at forstå som noget man skal generalisere ud fra. Der er selv sagt en kontekst at tage hensyn til, for at forstå versene. Desuden bruges ordet ”slagte” slet ikke i teksten.

Elisabeth Andersen, Dagmar Christiandottir, Niels Duus Nielsen, Mikael Nielsen og Carsten Mortensen anbefalede denne kommentar

@Henrik Brøndum
Man kan godt skrive en bog om selv den den værste forbrydelse eller person der har begået det, uden at elske vold eller glemme dem der er blevet dens ofre. Der er tusinder af eksempler, hvor Hannah Arendt er en af de mere seriøse. Dermed ikke et ord om den aktuelle bog, som vi begge ikke har læst.

For at tage det sidste først, ordene anvendt i koranen oversættes til engelsk til slay som kan betyde slagte, dræbe, massakrere, udrydde etc. handlingens karakter og resultat er formentligt den samme.

Hvis du mener at have en mere korrekt forståelse af den omtalt Sura og kan argumenter for det, vil jeg gerne se det.

Men først vil jeg dog bemærke at enhver tekst kan man iflg. post modernisterne naturligvis få til at betyde hvad som helst , problemet er at det er noget ævl.
Det der blandt andet overses er at teksten skal give mening i det menneskelige sind som i vid udstrækning er defineret af et biologisk fundament og derfor er tekst ikke alt som Derrida påstod.

Du har ret i at hvad disse typer ofte men ikke altid, har tilfælles, er vreden, marginaliseringen og en lang kriminel løbebane.
Her er Sura 9,111 på det psykologiske plan særdeles relevant og potent i forhold til folk i den nævnte position.
Der er tale om et ulykkeligt individ som lever I smerte, socialt stigmatiseret, i moralsk elendighed og synd, ganske enkelt fortabt.
Men alt kan tilgives og den yderste lykke vindes, man skal bare følge Sura 9.111, her bliver der talt om at man indgår en kontrakt med Allah med garanti for frelse, man skal blot slagte og blive slagtet for hans sag, , ikke en dårlig deal hvis man står i lort til halsen vil jeg mene.

Koranen kan læses på alle mulige måder, men der er strømninger i den som man er nødt til være særdeles forsigtig med og være bevidst om, for ikke bliver sluge ned som i en havhvirvel.
Her er din øjensynlige holdning med at det hele er okidoki i Hollywood stil farlig.

Henrik Brøndum

@David Joelsen

Helt enig, der er både mord, terrorisme og frihedskamp det er værd at bearbejde journalistisk eller filosofisk historisk som Hannah Arendts værker. Men det kræver efter min mening at der med rimelig sikkerhed kan identificeres en gruppering eller bevægelse der bakker op om volden. Typer som AB i Norge, MH i Utah, USA eller OeH i Danmark der alene planlægger og udfører en terrorhandling er ikke relevante for offentligheden. Offentligheden kan ikke bidrage til at forhindre nye tilsvarende forbrydelser, måske (jeg aner intet om dette) kan den megen mediedækning ligefrem inspirere andre til at begå tilsvarende handlinger.

Derfor bør disse terrorister altid håndteres efter samme opskrift: Hvis ikke allerede dræbt under arrestationen, retssag, henrettelse og liget brændes og asken spredes over havet. Samtidig rettes en appel til pressen om at undlade billeddækning og kun referere fakta.

Når Rote Arme Fraktion i Tyskland likviderede formanden for den tyske arbejdsgiverforening Hanss Martin Schleyer, er det en helt anden sag. Selvom bevægelsens kerne er lille, har den nogen støtte i befolkningen, den er velorganiseret og den laver gentagne aktioner. Der har pressen selvfølgelig en rolle.