Læsetid: 4 min.

To indiepionerer søger nye veje – én ud mod havet, én ind i galskaben

Panda Bear besøger et meditativt bølgende ekkolandskab på sit nye udspil, mens Xiu Xiu raser af sted med et sitrende vanvid på deres ditto. To stramt gennemførte koncepter – og to radikalt modsatrettede anvisninger for indierocken
Xiu Xiu består af Jamie Stewart og Angela Seo.

Xiu Xiu består af Jamie Stewart og Angela Seo.

Martin Fælt Gonzales

8. februar 2019

Måske har indierocken fået midtvejskrise.

Ikke genren som sådan, der med unge kvindelige arvtagere som Mitski og Snail Mail synes at have det glimrende, men snarere de drenge, som i nullerne var med til at sprede lyden af raspende guitarknas, elektroniske lydeffekter og iørefaldende vokalmelodier.

I hvert fald er to af de helt store – Xiu Xiu’s Jamie Stewart og Animal Collective-stifter Noah Lennox (eller Panda Bear) – fyldt 40 år. Og så er de begge aktuelle med udgivelser, der radikalt afviger fra, hvor vi mødte dem sidst.

Xiu Xiu’s 2017-udgivelse Forget og Animal Collective’s Painting With fra 2016 (gruppens seneste med Lennox i truppen) står entydigt som orkestrenes hidtil mest poppede udspil – lettest tilgængelige og hurtigst fordøjede. Men også mindst interessante. Og det lader Stewart og Lennox til at have taget bestik af.

Både Xiu Xiu’s nye album Girl with Basket of Fruit og Panda Bear’s Buoys står i tydelig opposition til det fladpoppede, og så har udgivelserne det yderligere fællestræk, at de er ekstrem stramt skåret rent konceptuelt; kursen er simpelthen klar.

Til gengæld kunne Stewart og Lennox ikke have valgt to mere forskellige retninger for deres lettilgængelighedsflugt. For mens Panda Bear præsenterer et udvasket og meditativt – ja, næsten overlagt kedsommeligt – lydbillede, leverer Xiu Xiu en højoktan punkplade. Så: Pick your poison.

Vuggende søsyge

Buoys er en velvalgt albumtitel. Musikken på Panda Bear’s nye plade lyder nemlig nøjagtigt som en bøje, der danser rundt på havets krusninger – både figurativt og bogstaveligt.

I lyddesignet fremgår det tydeligst med indarbejdelsen af deciderede vandlyde; dråber, plask, bobler og skvulp, der fungerer som perkussion på numrene »Dolphin«, »Cranked«, »Crescendo« og »Home Free«. Hertil kommer dyb, undervandsagtig bas og heftig brug af en dryppende ekkoeffekt både på vokal og på den akustiske guitar, som indtager hovedrollen albummet igennem. Foruden de andre vådpsykedeliske effekter, som sangene på Buoys er badet i.

Musikalsk giver det bøjeagtige sig til udtryk i albummets mangel på dynamik og harmonisk udvikling.

I stedet for fremdrift befinder musikken sig i en vuggende, meditativ lune – særligt tydelig på numrene »Token« og »Master«, hvor kompositionerne er bygget op om en vedholdende bølgen frem og tilbage mellem grundtone og kvint. En søsyge, nærmest.

Og desuden adskiller omkvædene sig kun tydeligt fra versene på få af numrene, hvilket yderligere bidrager til fornemmelsen af at været fanget på et kystløst hav.

Konceptet er med andre ord veludført. Alligevel er der noget utilfredsstillende ved Buoys. Netop fordi Lennox’ vokal og den akustiske guitar er albummets grundelementer, bliver det simpelthen frustrerende, at begge dele druknes i ekkoeffekt pladen igennem – der skabes en distance, som umuliggør den nærhed og nøgne sentimentalitet, der kan opstå med blot en mand og hans guitar.

Og det er ganske enkelt ærgerligt. Der kunne sagtens være skruet ned for det visse steder næsten gimmickagtige effekthav, uden at det i sig selv havde været et svigt af konceptet.

Samtidig ønsker man sig, at Lennox havde skruet bare en my op for sangskrivningen. Fordi de få steder på albummet, hvor melodierne endelige stjæler opmærksomheden med deres uskyldsdrengede formfuldendthed – som på »I Know I Don’t Know« og de vidunderlige flerstemmige passager på »Token« – gør, at den resterende melodiske tilbageholdenhed blegner.

En stormløb af galskab

At kalde Xiu Xiu’s Girl with Basket of Fruit for melodisk tilbageholden ville være en massiv underdrivelse – men på en helt anden måde, end det gør sig gældende på Buoys. Jamie Stewart har tydeligvis ikke haft et ønske om at skabe et harmonisk meditativt landskab – egentlig har han nok ikke ønsket at skrive melodier overhovedet.

Girl with Basket of Fruit er grundelementerne knasende, hektisk perkussion i rivende tempo, punkagtig velcrobas, improvisatoriske støjudbrud i elektronisk vanvid og en vokal i manisk skiften mellem anstrengte, megafonforvrængede anråb og forpustede hviskepassager. Et stormløb af galskab.

Xiu Xiu gør sig prægtigt i den aggressivt febrilske og feberagtige æstetik, men egentlig er de mest intense øjeblikke på Girl with Basket of Fruit dér, hvor albummet pauserer fra det eksplosive lydkaos. Højdepunktet »Amargi ve Moo« består næsten udelukkende af en hvinende bratsch med metalliske overtoner og Stewarts skælvende, teatralske Björk-agtige vokal.

Efterhånden som kompositionen anspændes, begynder Stewart vaklende at gentage ordene: »I am not ready, and I cannot accept«, inden han pludselig bryder ud i et anfald af tungetale. Og da han finder ordene igen, lyder det:

»Chunks of your forearm, chunks of your scalp, chunks of your heart – now in a dumpster or in a sandwich

Det er gåsehudsstærkt. En følelse, der styrkes af, at præstationen virker næsten impulsiv og ukoordineret takket være kompositionens fritsvævende og vævende struktur – en free-jazzet fornemmelse, der også opstår med den maniske kontrabassolo på »Ice Cream Truck« og det larmende udbrud af klokker, som findes på den ellers nedtonede »The Wrong Thing«.

Albummet er så hårdt spændt, excentrisk og dissonant, at det er noget af et sats, at afslutte med den følsomme ballade – og næsten poppede komposition med elpianoakkorder og lyse klokkemelodier – »Normal Love«.

Men det fungerer. Den musikalske lette og respirerende afslutning føles nemlig næsten grådkvalt opgivende, hvilket kun gør helheden endnu mere sorgfuld. Fortrinligt, simpelthen.

Det er så meget desto mere ubærligt, at det hele ender i harmoni. Det er jo derfor, folk får midtvejskriser.

Panda Bear: ’Buoys’ (Domino) + Xiu Xiu: ’Girl with Basket of Fruit’ (Altin Village & Mine)

Sharon Van Ettens vokal skifter fra grynet til inderlig og højspændt. Selv om hun til tider lyder meget som kollegerne Lana Del Rey og Courtney Barnett, er Sharon Van Etten på samme tid mindre storladen og mere alvorlig.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu