Den colombianske instruktør og manuskriptforfatter Ciro Guerra, der stod bag Slangens favntag (2016) om en indiansk shaman fra det øvre Amazonas og hans møder med vestlige mennesker, fortæller i sin nye film – som er instrueret sammen med Cristina Gallego – endnu en historie om et møde mellem indianske og vestlige samfund.
Også denne gang er der tale om en smuk og rolig film, som udfolder smertelige erfaringer gennem subtilt nedtonet skuespil og flotte billeder.
Trækfugle begynder i 1969 et vindblæst sted i den colombianske ørken, hvor den unge kvinde Zaida (Natalia Reyes) netop skal til at gennemgå et overgangsritual til voksenlivet. Hun er en del af det indianske wayuu-folk, som stadig lever i overensstemmelse med gamle traditioner.
Inde i en træhytte hjælper Zaidas mor, matriarken Úrsula (Carmiña Martínez), med at klæde hende på og male hendes ansigt. Úrsula roser Zaida for hendes vævekunst, udstyrer hende med perlekæder og sender hende ud for at danse den traditionelle yonna-dans omringet af det lille stammesamfund, hun er en del af.
Rapayet (José Acosta) er en lidt ældre mand, der også er af wayuu-afstamning, men fra en familie, der tager lettere på traditionerne. Han kan godt finde ud af at bryde ind i cirklen og danse yonna med Zaida, men det bliver påtalt, at han som gave har medbragt kostbare perlekæder frem for geder (der ville være mere passende, deres relativt upersonlige relation taget i betragtning), og at han lever af at handle med amerikanere.
Destruktiv kraft
Rapayet er en fredelig mand, der bare gerne vil giftes med Zaida, og derfor har han brug for penge til en medgift. Den småhandel, som han og hans impulsive og forlystelsessyge makker Moisés (Jhon Narváez) laver, slår ikke til, men da nogle lalleglade typer fra det amerikanske Fredskorps efterspørger marihuana (samtidig med at de går rundt og deler ’sig nej til kommunisme’-flyers ud), lægger de en plan.
Rapayet har fætre, der dyrker marihuana til lokalt brug, amerikanerne kender en importør ved navn Bill, og sådan begynder et skred væk fra traditionel levevis og ud i en profitabel, men også konfliktfyldt tilværelse som hashhandlere.
Gennem fem kapitler strækker handlingen i Trækfugle sig over tolv år af Colombias historie, hvor narkohandel forvandler landet radikalt. For en gangs skyld er det ikke kartellernes dramatiske historie, der bliver fortalt, men den landlige indianske befolkning, der sørger for at tilvejebringe varerne til at begynde med.
Trækfugle er ikke en historie om, hvordan den hvide mand kom og ødelagde livet for uskyldige indianske mennesker. Den handler derimod om, hvordan den almenmenneskelige impuls grådighed gradvist tager over og bliver til en destruktiv og ustyrlig kraft, som truer med at smadre den velstand, som de i løbet af de tolv år får opbygget.
Rapayet er et pragmatisk og handlekraftigt menneske, der udnytter de muligheder, som byder sig, og siger fra, når Moisés bliver for vild, voldelig og skødesløs.
Udover Zaida og Úrsula tæller Rapayets familie den unge aggressive og drikfældige svoger, Leonidas, og med tiden to børn.
Antiwestern
Filmen er fuld af fatale sammenstød mellem de forskellige parter, hvis interesser langt fra altid er sammenfaldende. Det er én måde, Trækfugle slægter westerngenren på.
Et andet westerntræk er, at den er filmet i et bredt format, der giver god plads til det vidtrakte ørkenlandskab med horisontlinjen lidt højt oppe i billedet. Og så er den rig på scener, hvor grupper af fremmede, som enten er på charmeoffensiv eller hævntogt, viser sig ude i horisonten, indhyllet i en støvsky, og nærmer sig i et støt tempo.
Men i modsætning til traditionelle westerns er Trækfugle ret uinteresseret i selve drabene. Eller i hvert fald i at vise det øjeblik, hvor en person bliver ramt og blodet sprøjter og vedkommende tager sig til brystet, knækker sammen og falder om.
Filmen fokuserer mere på alt det, der foregår rundt om drabet. Ofte ser man ikke personen dø, men bare drabsmandens ansigt og det indtryk, det gør, eller – endnu mere grumt – ikke gør – på vedkommende. På den måde er Trækfugle en antiwestern, der vender fokus den anden vej og dyrker de aspekter af historien, der handler om karakterernes tvivl og tøven.
Gammel sang
Al den nedarvede kultur, der er forbundet med konflikt, drab og død fylder også ganske meget i filmen (som generelt tager det antropologiske formidlingsaspekt alvorligt). Det gælder både den måde, de omgås og opbevarer deres døde, og de regler, der regulerer konflikter mellem familier.
Man dræber f.eks. ikke et sendebud, og man slutter ikke med at nære omsorg for en krop, efter at den er blevet begravet, men tager ved særlige lejligheder kisten ud og tørrer kraniet af for støv. En wayuu-mand rører ikke ved en dræbt krop, og efter et mord må man vaske sig, inden man rører andre, for ikke at belemre dem med de onde ånder, man har slæbt med sig.
Historien om Rapayet og hans forsøg på at skabe et godt liv for sig selv og sin familie bliver indrammet af en fortæller: en gammel wayuu-hyrde, der synger sorgfuldt om sin egen begyndende demens og om denne families ulykke og bagved den overgangen fra traditionelt (og nogenlunde harmonisk) samfund til moderne, kaotiske og lovløse tilstande.
Det er ikke en begrædelse af moderniteten som sådan, men af den uregulerede grådighed og vold, der kendetegner historien om Colombias narkohandel.
’Trækfugle’. Instruktion: Cristina Gallego og Ciro Guerra. Manuskript: Maria Camilla Arias og Jacques Toulemonde. Dansk-colombiansk (udvalgte biografter over det meste af landet).
