Trio con Brio åbnede for de ekstremt følelsesmæssige resonanser hos Sjostakovitj

Det gik, som forventningerne havde stillet i udsigt: Det blev en gloriøs koncert i Mogens Dahl Koncertsal med en af vore førende kammermusikgrupper. Trio con Brio viste, hvor dybt og rent musikken kan ramme os. Det skyldes den overbevisende beherskelse af det instrumentale, men måske i endnu højere grad den totale tilstedeværelse i musikkens omskiftelige flow.

De uropførte en suite af småstykker, skrevet til dem af svenskeren Sven-David Sandström, med en rig palet af klangfarver. De præsenterede Beethovens Ærkehertug-trio som led i deres eventyrlige indspilningsrejse med alle komponistens klavertrioer. Men dybest, renest og mest oprørende var nu alligevel Sjostakovitjs bekendelsesværk, Klavertrio nr. 2 – et stykke med døre vidt åbne ind til menneskelig lidelse, fortvivlelse og sorg.

Et stærkt brand

Trio con Brio er en klavertrio bestående af en dansk pianist, Jens Elvekjær, og to herboende koreanske søstre, violinisten Soo-Jin Hong og cellisten Soo-Kyung Hong. Pianisten og cellisten danner par, så der er tale om et på flere måder velintegreret teamwork. De fandt og faldt for hinanden i Wien under deres uddannelse og dannede trioen i 1999. Koncerten i søndags var med andre ord en jubilæumskoncert og en særlig sådan, fordi det foregik hos Mogens Dahl, som de har haft tæt forbindelse med gennem årene.

De 20 år har unægtelig tegnet en opadgående linje. Trio con Brio vandt P2’s Kammermusikkonkurrence i 2002, i samme tidsrum vandt de fire andre europæiske konkurrencer, og i 2005 en fornem amerikansk pris. Ligesom det er tilfældet med Den Danske Strygekvartet, har de skabt sig et stærkt brand i udlandet, især i USA, England og Tyskland, men der er vel næppe en musikforening eller en klassisk festival i Danmark, som ikke har haft besøg af Trio con Brio.

Læg nu dertil, at de to søstre bestrider deltids ledelsesposter i DR SymfoniOrkestret. Soo-Jin som en af de tre koncertmestre, Soo-Kyung som en af de to solocellister. Og begge optræder undertiden som solister foran symfoniorkestre, ligesom Jens Elvekjær hyppigt koncerterer på egen hånd og er lektor ved Musikkonservatoriet i København.

Trio con Brio har søsat sin egen musikfestival i København, hvortil de har inviteret fremstående musikere fra udlandet, de arrangerer koncerter for børn, og der har været en ganske stabil aktivitet i pladestudierne. Dette er, som man kan forstå, et full time foretagende, som rækker ud mod sit publikum og bestandig holder sig selv til ilden.

Billedmagerier

Sven-David Sandström (f. 1942) hører til nutidens store svenske komponister. Engang en benhård modernist, i dag mere moderat og publikumsindragende. Det var de 12 småstykker et godt eksempel på, man blev umiddelbart indfanget af den flimrende billedstrøm, kastet fra nænsomhed til aggressivitet og fra kærtegn til lussinger.

Sandström udfordrer særligt de to strygere, som vekslede ubændigt mellem et utal af strygerarter. De talte rent ud sagt med mange tunger, alene og sammen lagde de os ned med en forførende fandenivoldskhed, og alt dette i en musik, der bygger på ikke så lidt erindringsstof fra den klassiske musikbank. Klaveret spillede ofte en afventende rolle, som en bejler, der kaster roser til begge sine tilbedte, for så at tage magten og rive dem med ned i et helvedesgab. Det er et fremragende værk, som denne trio con »bravour« holdt over dåben.

Herefter arbejdede de sig bagud i musikhistorien med første station i 1944, og dette stop havde en helt særlig betydning for dem. Sjostakovitjs Klavertrio nr. 2 har fulgt dem lige fra begyndelsen, det er et værk, som har så ekstremt følelsesmæssige resonanser, at de ikke kan lægge det fra sig ret længe ad gangen.

Under kompositionsarbejdet blev den ellers hårdt prøvede Sjostakovitj gennemgribende rystet over to hændelser. Der var kommet underretninger om Den Røde Hærs befrielse af kz-lejrene Majdanek og Treblinka, og der blev naturligvis ikke sparet på informationer om det tyske barbari.

Jens Elvekjær fortalte, at de netop havde spillet værket i Dachau ved München, hjemstedet for det, der kaldes lejren over alle tyske kz-lejre, og han nævnte den lange stilhed, der fulgte den sidste hendøende tone. I 1943 mistede Sjostakovitj tillige sin mest nære ven, musikforskeren Ivan Sollertinskij, som havde »lært ham alt« og introduceret ham til Mahlers musik. Holocaust og vennens død kan derfor læses som uddybende undertekster i klavertrioens skånselsløse, mørke musik.

Soo-Kyung Hong lukkede øjnene i et stykke tid, før hun begyndte på førstesatsens trøstesløse langsomme fuga i det høje register med de fløjteagtige flageoletter, snart fulgt af violinens dybere indsats, og så kom klaveret gravitetiske klang. De tre musikere greb således nænsomt om den dybe sorg fra dette første minut. Færden gennem trioen blev efterfølgende en altomsluttende oplevelse for enhver i den lille koncertsal.

Det var barsk, hårdt, grimt, spottende, grædende, bidende ironisk. Largoen kan høres som en klagesang over Sollertinskij med et lån fra Mahlers Symfoni nr. 9, en retorisk figur, der rummer »den store følelse« i afskeden, og den gik fra musiker til musiker i en smertefuld besværgelse. Og endelig finalens grusomme billedmageri: Kz-fangernes dødedans, indtil de styrter udmattede ned i massegraven, de to strygere synger nærmest befriede, tæt omslyngede, mens døden danser videre i klaverbassen. Man bliver stille efter en sådan musik, og det var musikerne, tydeligt dybt berørte af de kræfter, de havde manet frem.

Troubled water

Koncerten kunne egentlig godt have sluttet her. Der skulle en pause til, før man fik mod på mere, og med Beethovens Klavertrio nr. 7 kaldt, »Ærkehertugen«, fra 1811 var der nu andre ting, man skulle tage stilling til som anmelder. Den er et af genrens absolutte mesterværker, præget af de tilkæmpede erfaringer, Beethoven havde gjort med eksempelvis symfoni nr. 5 og 6.

Det er en moden og suverænt tiljublet komponist, vi møder. Og i højere grad end med Sandström og Sjostakovitj spiller klaveret en mere fremskudt rolle med tricky løb og passager. Trio con Brio har dyrket og indspillet Beethovens trioer i flere år, de to første plader er meget vellykkede, også fordi der er en forbilledlig balance mellem instrumenterne, sådan at klaveret ikke dominerer i det samlede billede.

Problemet ved koncerten var, at klaveret ikke lød så tilpas tilbagetrukket, så distinkt og fint artikuleret som på pladerne. Et Steinway-flygel kan virke for voldsomt i wienerklassisk kammermusik, og sådan lød det i mine ører i søndags, uanset om det nu skyldes akustikken eller instrumentet. Men under alle omstændigheder blev det en ærkehertug med bid og vingefang. Den overraskende udvikling i førstesatsen, i den del, man kalder reprisen, hvor Beethoven vender op og ned på konventionerne, kom som endnu et eksempel på, hvordan de tre musikere kommunikerer hen over troubled water med en blændende, nogen ville sige blæret selvfølgelighed.

Et ekstranummer måtte de naturligvis kvittere med for den vedholdende applaus, det blev den nostalgisk-fyrige andante fra Dvoraks Dumky-trio. Også det værk har været en tro følgesvend.

Sandström, Sjostakovitj og Beethoven med Trio con Brio (Soo-Jin Hong violin, Soo-Kyung Hong cello, Jens Elvekjær klaver). Mogens Dahl Koncertsal, 3. februar.

Beethoven: Piano Trios vol. 1 og 2. Trio con brio. Orchid Classics. Findes på Spotify.

Vol. 3 med Ærkehertugen udgives senere på året.