Læsetid: 3 min.

Utzon var et pænt og ordentligt geni

Den danskproducerede dokumentarfilm ’Jørn Utzon: Manden & arkitekten’ hylder manden bag Sydneys operahus som visionær arkitekt, familiefar, kollega, naturens muntre søn og en nysgerrig humanist. Filmen er troværdig og oplysende, men også ganske ordinært skruet sammen
Den danskproducerede dokumentarfilm ’Jørn Utzon: Manden & arkitekten’ hylder manden bag Sydneys operahus som visionær arkitekt, familiefar, kollega, naturens muntre søn og en nysgerrig humanist. Filmen er troværdig og oplysende, men også ganske ordinært skruet sammen

Arne Magnussen

14. februar 2019

Portrætfilm om genier er tit bygget op om en kamp med nogle dæmoner, som hele livet rumsterede og plagede dem, men som helt eller delvist blev sat på plads. Hvis ikke der er dæmoner at fortælle om, kan portrættet være bygget op om en stor skelsættende sorg, der var definerende for hovedpersonens liv.

I Lene Borch Hansen og Anna von Lowsows dokumentarfilm om Jørn Utzon, Jørn Utzon: Manden & arkitekten, er der ikke skyggen af dæmoner. Her er omdrejningspunktet den store skelsættende sorg, som det var for Utzon at forlade byggeriet af operahuset i Sydney – og Australien i det hele taget – før det var færdigt.

En konflikt med bygherren betød, at han ikke kunne gennemføre sine planer for bygningens inderside. Bruddet gik tilmed ud over Utzons ry som værende i stand til at holde en aftale og et budget.

Ifølge filmen gik Arkitektforeningen i Danmark så vidt som til at erklære, at den ville modarbejde Utzon og gøre, hvad den kunne, for at forhindre ham i at få større offentlige opgaver. Den danske arkitektstand havde ikke brug for arkitekter, der ikke ville føje deres bygherre.

På den måde er filmen ikke bare en dokumentation af, hvad manden og arkitekten faktisk fik lavet, den antyder også, hvad dansk bygningskultur gik glip af, da man pressede Utzon til at arbejde og dermed også bo i udlandet.    

Humanistisk opbyggelighed

Hovedpersonen fremstår som en gennemfin fyr. Gennem arkivmateriale og interviews med to af hans børn og en del af hans gamle kolleger skildres den danske stjernearkitekt, der levede fra 1918 til 2008, som indbegrebet af humanistisk opbyggelighed.

Han repræsenterer en modernitet, der både er fintfølende over for menneskers måde at bebo og bruge en bygning på og over for den omgivende natur. De værdier, der kendetegner ham som familiefar og kollega, er progressive og solidariske. 

Barndommen går ifølge filmen med at følge arbejdet på det skibsværft i Aalborg, hvor hans far tegner skibe, og med at træne sit blik for vind, vejr og vand, når han sejler rundt på Limfjorden. 

Med fra værftet og faren får han en dyb respekt og evne for det basale håndværk. Fra sejladsen får han en evne til at observere naturens mere omskiftelige, bevægelige elementer og orientere sig i et landskab, der også kommer ham til gode som arkitekt. 

Filmen fortæller om, hvordan han mødte sin kone Lis, som støtter ham hele livet igennem og sørger for, at der hver dag ligger et kærligt brev til ham, når han er på rejse for at lære, hvordan man bygger og byggede i alverdens lande.

Man hører om deres fælles rejse til USA og Mexico i de første efterkrigsår, hvor de med samme glødende nysgerrighed opsøger den modernistiske arkitekt Frank Lloyd Wright og de mexicanske Mayatempler. Både Utzons børn og hans tidligere kolleger fremhæver, hvor observant og begejstret han var. 

En kollega roser ham for at kunne lære og lade sig inspirere af naturen uden at prøve at imitere den og for at kunne se flere nuancer og facetter i lysets, vejrets og vandets bevægelser, end han selv, der har sejlet kapsejlads i mange år, er i stand til. Når man i slutningen af filmen ser, hvordan lyset bevæger sig rundt i det meget enkle hus på Mallorcas kyst, Utzon tegnede til familien, forstår man, hvad han mener. 

Datteren, Lin Utzon, fortæller, at det ikke var til at få hendes far til at sige noget grimt om noget, for det kunne han ikke se meningen med. 

»Kritik har aldrig lagt én eneste mursten oven på en anden,« plejede han  at sige.

Familiens liv foregik i et Frank Lloyd Wright-inspireret, på det tidspunkt vildt moderne og i manges øjne aparte etplanshus, som Utzon havde tegnet og opført i Hellebæk ved Helsingør. Her måtte børnene gerne tegne på væggene, og da forældrene sagde nej til at give deres søn en knallert, fordi de var bange for, at han skulle komme noget til, forærede de ham i stedet et kasseret militærfly, han kunne rode med.   

Historien om Jørn Utzons mest kendte, Operahuset i Sydney, fylder meget i filmen, men egentlig er det alle de mindre byggerier og deres forbindelser til alverdens byggetraditioner, som er det mest interessante.

Som film betragtet er Jørn Utzon: Manden & arkitekten ret ordinær, men det lykkes fint med at formidle et arkitektonisk virke, som i den grad var ekstraordinært.  

’Jørn Utzon: Manden & arkitekten’. Manuskript og instruktion: Lene Borch Hansen og Anna von Lowsow. Dansk med engelske undertekster. Vises i landets større byer

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels-Simon Larsen
  • Oluf Husted
Niels-Simon Larsen og Oluf Husted anbefalede denne artikel

Kommentarer

Peter Beck-Lauritzen

Glædeligt at Utzon endelig fik den indre indretning etableret, da Operahuset blev moderniseret. Det tog bare sin tid for australske sagkyndige at forstå det geniale i Utzons "lyd-lokale", just hvad et operahus netop er til for. Og dansk arkitektstand dengang; tjah, billige typehuse havde de dog forstand på, men ellers!