Læsetid: 3 min.

Valgårets politiske teater lægger ud med vrængende karikaturer med Odense Teaters ’Død over eliten‘

At 2019 er valgår, mærkes også i teatersalene. På Odense Teater har dramatiker Thomas Markmann erklæret død over eliten med sin nye forestilling om det danske, politiske landskab. Men den fiktive, livetransmitterede valgdebat mellem to statsministerkandidater mangler fokus
Klaus Bondam indleder valgkampen på Odense Teater i en lidt for overtydelig politisk forestilling om slemme mennesker.

Klaus Bondam indleder valgkampen på Odense Teater i en lidt for overtydelig politisk forestilling om slemme mennesker.

Emilia Therese/Odense Teater

12. februar 2019

Det er den ekstreme version af den professionelle politiker, der står for skud. Den elitære, højtuddannede politiker, som taler om filosofiske teorier og det med et lixtal, der kobler størstedelen af befolkningen af. Det er dem, der skal dø i Død over eliten på Odense Teater. Blandt andet. Men hvorfor?

Det står uklart i Moqi Simon Trolins iscenesættelse af Thomas Markmanns tekst. Vi efterlades med en tom følelse af ikke at være blevet klogere i løbet af de godt to og en halv time, forestillingen varer.

2019 er valgår, og det mærkes også i teatersalene, hvor der rundt om i landet spilles flere forestillinger, der handler om politik eller danskhed.

BaggårdTeatret i Svendborg har snart premiere på monologen Dannebrog, der (ifølge teatret selv) lægger op til debat om demokratiets duelighed og dystopiske fremtidsudsigter. Og når Teater Katapult i samarbejde med teatret Wounded Beast til marts lader skuespiller Christian Gade Bjerrum fremføre Julie Maj Jacobsens nyskrevne monolog, Folketingskandidaten, opløser de grænserne mellem virkelighed og fiktion, fordi Gade Bjerrum rent faktisk er opstillet til Folketinget for Alternativet ved det kommende valg.

På Odense Teater tager de fat i tematikkerne i Død over eliten, hvor en fiktiv, livetransmitteret valgdebat mellem to statsministerkandidater finder sted på teatrets Store Scene.

Virkelighed og fiktion overlapper, når skuespiller Kristoffer Helmuths slikkede udgave af en tv-vært, Pelle Lindquist, gejler publikum op og forsøger at få os til at leve os ind i debatten, som var den ægte. Som skulle vi rent faktisk snart sætte vores kryds. At Steffen Kramnietzche (den ene af de to kandidater) spilles af den tidligere politiker Klaus Bondam føjer blot endnu et lag til.

Uforløst potentiale

Allerede i foyeren slås tonen an. Der er balloner, programmer udformet som stemmesedler og store roll-ups med kandidaternes valgplakater. Moqi Simon Trolins iscenesættelse tegner således til at blive spændende.

Scenerne skifter hurtigt. Fra tv-debatten til små menneskelige fortællinger, der langsomt flettes sammen til én virkelighed. Men der er mange personer at holde styr på. Vi når ikke ind under huden på dem, og de forbliver endimensionelle.

Vi møder den magtbegærlige, beregnende Willumsen (Klaus T. Søndergaard), der med spindoktorens dukkeføreregenskaber manipulerer og kontrollerer Steffen Kramnietzche. Den fremmedfjendske og selvtægtsfokuserede husmor Marianne (Meike Bahnsen), der tager sagen i egen hånd og bogstaveligt talt går til kamp mod det, hun ikke kan lide i samfundet. Og i flere korte scener hæver et lysende glasbur sig op fra scenegulvet.

Her kigger vi ind i en lille frisørsalon. Haesam Jakir er den iranske frisør, der taler med de ærkedanske kunder og forsøger at forklare, at han ikke er flygtning, men at han blot ville give sin søn bedre uddannelsesmuligheder. Til sidst giver han op over for den danske snævertsynethed og erklærer, at han tager tilbage til Iran.

Ender som revy

Vi forstår ham godt. For Thomas Markmanns Død over eliten viser en dyster og unuanceret version af Danmark. En hurtig deroute mod demokratiets sammenbrud. Kultureliten vil se på udstillede pressefotos af grædende børn ved deres døde mor, mens den jævne befolkning vil drikke dåseøl og lytte til Jodle Birges »Rigtige venner«. Det er sort-hvidt. Og det er virkelig en skam.

Død over eliten ender som en sær revy, der trods flere små fortløbende historier mestendels fremstår som fragmenter.

De skildrede personer mangler menneskelig dybde. Virkelige mennesker rummer mere end blot ekstremer som racisme eller pacifisme. Der ligger følelser og skæbner bag, som ikke kommer op til overfladen i Død over eliten

I stedet for at stille spørgsmål ved samfundets nuværende form, åbne op for reel debat eller give udtryk for egne politiske holdninger, tegnes grænserne mellem ekstremerne blot endnu mere op.

Vi møder de imagefokuserede politikere, der alle over én kam kun tænker på magt. Vi ser rengøringskonen Lene miste sit job til billig polsk arbejdskraft, hvorefter hun går fra glad mormor til voldsforbryder. Vi ser familierne i det parcelhuskvarter, der ligger lige op ad blokkenes utryghed, starte en anarkistisk selvtægtsgruppe. Vi ser Morten blive pisset på. Vi ser Dian, der ingen fremtid har. Vi ser kulturinstitutionen, der (måske/måske ikke) bukker under for den politiske censur. Og som rosinen i pølseenden kommer der en afslutning helt ude af kontekst til resten af forestillingens temaer. Potentialet ligger uforløst hen.

’Død over eliten’. Tekst: Thomas Markmann. Instruktør: Moqi Simon Trolin. Scenograf: Eilev Skinnarmo. Lyd: Marcus Aurelius Hjelmborg. Lys: Simon Holmgren. Med: Benjamin Ritter, Klaus Bondam, Meike Bahnsen m.fl. Spiller på Odense Teater til 2. marts.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu