Læsetid: 4 min.

Åndsnostalgi

Famøs debut mangler nuancer og substans
15. marts 2019

Da Simon Strauss’ debutroman Syv nætter udkom i 2017, skabte den stor debat i Tyskland. Nogle mente, at den var et tiltrængt manifest for kommende generationer, mens andre opfattede den som brænde på den højredrejede nationalkonservativismes bål. Fælles for de forskellige reaktioner var, at de anså romanen for at være et væsentligt indspark i debatten om tysk åndsliv og kultur.

Fortælleren i Syv nætter er sidst i tyverne. På tærsklen til et nyt årti, hvor omverdenen forventer, at han etablerer sig, er han ramt af angsten for at give sig hen til voksenlivets forpligtelser uden at have følt noget ægte og sandt.

»Mit indre er truet af den farveløse billedramme, der venter mig,« lyder det, og truslen kommer også fra en beskyttet opvækst:

»Jeg kom til verden som svækling, og mine privilegier har kun gjort mig svagere. Jeg har aldrig mærket faren på min egen krop. Aldrig været bevidst om, at nogle veje også kan føre nedad mod afgrunden. Er fanget i en lykkeboble. Har ikke skullet kæmpe for meget. I skolegården har der altid været bordtennisborde nok. Og da jeg fyldte atten, blev værnepligten afskaffet.«

Den unge mands store sorg er, at han aldrig har risikeret noget, at han ikke har haft noget at kæmpe for.

»I fornuftens støvede arkiver har vi ofte og forgæves søgt svar på spørgsmål, som kun kan læses på åbent dæk, under åben himmel,« og nu skal det være slut med al den fornuft.

I stedet skal det dreje sig om følelser og om at handle uden at kunne overskue alle konsekvenserne. Løsningen bliver en pagt, fortælleren (der blot betegnes S) indgår med den lidt ældre T, som er en af hans bekendte. Hen over syv nætter skal han stifte bekendtskab med de syv dødssynder hovmod, fråseri, dovenskab, griskhed, misundelse, begær og vrede. Inden klokken syv om morgenen skal han aflevere en syv sider lang rapport om nattens hændelser til T.

Dødssynder

Foruden prologen, hvor S forklarer projektet og udlægger sit verdenssyn samt et afsluttende brev fra T, består bogen af ét kapitel for hver dødssynd. Hurtigt står det klart, at den stort anlagte djævlepagt dog ikke fører til hverken frihed eller undergang. S udlever nemlig projektet på den mest idéforladte vis: Hans fråseri består i at bestille store mængder velhængt kød på en restaurant, hans griskhed i hasardspil på travbanen, og hans begær tilfredsstilles med et engangsknald til et maskebal.

Fælles for kapitlerne er, at der ikke er noget særligt på spil.

Simon Strauss: ’Syv nætter’.

»Da jeg ellers aldrig møder fare i mit liv, må jeg selv opsøge den,« lyder det indledningsvist, men S interagerer kun flygtigt med folk i nærheden, og derfor risikerer han heller ikke at blive udfordret.

Sigende nok ændrer hans kritik af det moderne menneske sig heller ikke undervejs. Projektets forskellige dele fører ikke til nye erfaringer, hvilket får kritikken til at fremstå gratis og tankerne til at virke tomme. I kapitlet om misundelse retter S for eksempel slet og ret sin følelse mod fortiden: 

»Hver gang, jeg tænker på gamle dage, forestiller jeg mig, hvordan dagene begyndte dengang (måske ikke straks med et skudsår, men i det mindste med en blodig barbering).«

Men eftersom det bare er hans egen selektive og overfladiske forestilling om fortiden, får S’ misundelse – og deraf følgende samtidsvæmmelse – karakter af klichéfyldt åndsnostalgi.

Hans had retter sig mod rullekufferter, energisparepærer og morgengymnastik. Da en forbipasserende siger, at han snart vil »bygge rede«, tænker S:

»Ville Gramsci have sagt det? Eller Hemingway? Eller en anden kødspiser? Nej, en, som kan lide kød, ville aldrig bruge det udtryk. Det er noget for folk med foldecykler, fuldskæg og små racehunde.«

Hans eksempler på den moderne verdens forfald er så karikerede, at jeg undervejs har været i tvivl om, hvordan jeg skulle forholde mig til romanen: Skulle jeg følge min naturlige tilbøjelighed til at tro, at han mente det hele alvorligt? Skulle jeg give efter for mistanken (eller håbet?) om, at bogen blev fortalt med et skævt, ironisk smil? Eller skulle jeg måske opfatte det som en slags konceptkunst, der ville smitte mig med hovedpersonens livslede? Uanset hvad tænker jeg, at bogens pointe er, at det efterhånden står så galt til med verden, at selv dem, der drømmer om normens sammenbrud, kun er i stand til at holde den i hævd. At Syv nætter viser sig at være en forfaldshistorie, der allerede har fundet sted. Men den idé er for spinkel til at kunne bære selv en kort roman, og derfor føles bogen mere som en kronik med storhedsvanvid.

Rygtet om Syv nætter var løbet i forvejen, og jeg havde faktisk set frem til at blive udfordret af dens ideer og kritik. Men handlingen er stillestående og mærkeligt halvhjertet, og på tankeplanet er den højtideligt ensporet og uden substans. Tilsammen giver det ikke just nye perspektiver, og det er længe siden, jeg har læst en bog, der i så ringe grad levede op til sit ry. At den har skabt furore i hjemlandet er mig faktisk lidt af en gåde. Måske siger det mere om den tyske offentlighed end om bogen.

Simon Strauss: ’Syv nætter’. Oversat af Maj Westerfeld, Turbine, 157 sider, 230 kroner

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu