Når man mister noget – sine nøgler eller en ørering eller en kæreste til fordel for en anden – så ved man, at det mistede stadig findes et eller andet sted i verden; bare ikke her. Bortset fra når nogen dør.
Det er det, Amalie Langballes debutroman forsvindingsnumre handler om. Agnes’ mor døde for et år siden, og efter begravelsen rejste datteren til Tel Aviv. Nu er hun tilbage i København, og ved romanens begyndelse bliver hun rimeligt koldt afvist af en mand, som hun har datet hen over sommeren. Det er efterår, det regner, og hun cykler alene hjem igennem byen.
Amalie Langballe er journalist og har skrevet klummer i blandt andet Information og BT. Om sex og kønssygdomme, om overgreb, om at være steriliseret og om at leve med kræft tæt inde på livet.
Debutromanen er skrevet i et sprog, som kan minde om klummerne: mundtligt og ligefremt, men med en alvor under kækheden. Nogle gange opstår der vilde sammenstillinger i teksten, som når Agnes har sex en sidste gang med den mand, der forlader hende: Han er »hårdhændet, som jeg forestiller mig en slagter eller en dyrlæge ved en kofødsel nogle gange er nødt til at være det.« Eller da hun senere i romanen oplever nordlys for første gang:
»Det ligner skyer, der er grønne og selvlysende af syreskader.«
Agnes har forskellige måder at tackle sin sorg på. Sex er en af dem, og det går ikke stille for sig: Her er det sprøjteorgasmer og smertefuld analsex. På den måde slipper hun for at være til stede i savnet et øjeblik. En anden er at se på fugle, en hobby hun fører ud i livet med morens gamle kikkert og fugleatlas:
»Man er nødt til i et vist omfang at forsvinde fra sig selv for at kunne se på fugle.«
Selvfølgelig hedder hendes bedste veninde Vibe. Særligt er Agnes optaget af gejrfuglen, en uddød fugleart som ikke kunne flyve, og som hun læste om som barn i en bog, hun fik af sin mor. Også dette bliver knyttet sammen med morens sygdom:
»Mors kræft startede med knoglemarven, og da den blev syg, blev hendes knogler mere og mere luftige og skrøbelige som en fugls. De luftige knogler er grunden til, at fugle kan flyve.«
Der er også andre måder, Agnes flygter fra sin sorg på. Der er rejsen til Israel, som dukker op i tilbageblik i løbet af romanen, hvor hun levede i tæt symbiose med Ofir og den rige Josef. Det var en tilværelse lykkeligt løsrevet fra virkeligheden:
»Der var støj i Tel Aviv, og der var stille i Ramallah. Det er det, jeg svarer, når folk spørger, hvad jeg ved om den konflikt.«
Ikke mindst er der den afvæbnende humor, som vel også er en måde at holde sorgen ud i strakt arm på. Som når Agnes ser på et fotografi af sin syge mor og tænker, at hun ser træt ud, som om hun er blevet tvunget til at lytte til det samme stykke fusionsjazz i flere år uden pause.
Hvis der er en far eller nogle søskende i Agnes’ liv, er de ikke til stede i romanen. Ikke i barndomserindringerne, opvæksten i en lille by på Fyn og ikke i beskrivelsen af morens sygdomshistorie.
Det lykkes at sætte ord på sorgen
Tilbage i København går Agnes til fester med sine journalistvenner, men det er den slags omgangskreds, hvor det er vigtigere at danne sig et netværk end at være oprigtig, og hvor man hurtigt kan blive ignoreret, hvis en mere interessant person dukker op. Det bedste, Agnes kan opnå, er at være »glad nok«.
Romanen skildrer også en smuttur til Berlin, en destruktiv affære og en længere og lidt syret tur til Nordnorge på jagt efter en gejrfugl; det er, da sorgen har taget overhånd, og Agnes’ virkelighedsfornemmelse virkelig begynder at skride.
Der sker mange ting i forsvindingsnumre, men samtidig er det ikke helt klart for mig, hvordan romanens forskellige spor danner en helhed. Rejsen til Israel er uden berøringspunkter med de lidt indforståede beskrivelser af det overfladiske miljø i København. Hjertesorgen over den mand, som ved romanens begyndelse forlader Agnes, er svær at placere oven i alt det andet; fuglekiggeriet føles mest som en metafor.
Det bedste ved romanen er det, der så at sige står uden for fortællingen: de rene og stærke beskrivelser af sorg. Magtesløsheden, den dårlig samvittighed, det tærende savn og vreden. Det er her, der er noget på spil, og det er her, Langballes sprog slår hårdest. Som når Agnes med et sæt forstår, at døden er irreversibel, og at hendes mor ikke kommer tilbage:
»Det var ikke så meget en følelse af at vågne, som det var en følelse af at indse, jeg ikke sov.«
Måske er de mange sidehistorier en nødvendig omvej til at indkredse forsvindingsnumres egentlige ærinde: Beskrivelsen af morens sygdomsforløb, medicinen og ventetiden, og det gabende tomrum efter begravelsen. I hvert fald lykkes det Langballe at sætte ord på sorgen, som forekommer næsten umulig at indfange. For eksempel her:
»Det billede, jeg har af mig selv, er af en kvinde, der i sin favn bærer hundreder og atter hundreder af små lapper tøj, som hun konstant taber nogle af. Igen og igen bøjer hun sig ned efter en tabt lap, men ikke så snart har hun styr på den ene lap, før hun taber en ny. Fordi hun ikke er på vej noget særligt sted hen, og fordi hun hele tiden taber nye lapper, fortsætter den her scene i mit hoved, i princippet for evigt.«
forsvindingsnumre. Amalie Langballe. Lindhardt og Ringhof. 200 sider, 250 kroner
