Læsetid: 9 min.

Det andet køn er stadig iblandt os

I en tid, hvor feminisme er blevet et modeord, tilbyder ny og revideret udgave af ’Det andet køn’ os en kærkommen mulighed for at blive mindet om, hvad det er, vi kæmper for
Kvindelighed er intet i sig selv. Formålet med hendes feminisme er at huske os på, at vi alle besidder en stræben efter frihed, og at ingen, hverken os selv eller andre, har ret til at knægte den, skriver Tone Frank Dandanell om en genudgivelse af en revideret udgave af Simone de Beauvoirs hovedværk ’Det andet køn’.

Kvindelighed er intet i sig selv. Formålet med hendes feminisme er at huske os på, at vi alle besidder en stræben efter frihed, og at ingen, hverken os selv eller andre, har ret til at knægte den, skriver Tone Frank Dandanell om en genudgivelse af en revideret udgave af Simone de Beauvoirs hovedværk ’Det andet køn’.

Jack Nisberg

8. marts 2019

Det er sikkert overflødigt at nævne, men nu gør jeg det alligevel: Vi står ikke på sikker grund lige nu. Vi befinder os endnu en gang – nærmere bestemt for fjerde gang – i feminismens storm og bølgefavn.

Feminismens fjerde bølge er over os lige nu, og selv om metaforer aldrig er uskyldige og altid bør vække mistanke, er det indiskutabelt, at der igen er kommet et øget fokus på kønspolitiske spørgsmål og kønsbaseret ulighed og diskrimination, senest tydeliggjort ved #Metoo.

Desuden er det i dag blevet cool at identificere sig som feminist, særligt som ung og på de sociale medier. At kalde sig feminist på Instagram signalerer politisk bevidsthed og sympatisk personlighed – og det skaffer følgere.

Det er i dette passende tidsbillede, at forlaget Gyldendal i dag, på Kvindernes kampdag, udgiver en ny og revideret udgave i to bind af den feministiske klassiker over dem alle: Det andet køn af Simone de Beauvoir. Anledningen er desuden, at det i år er præcis 70 år siden, at denne omfattende bog om kvinden og hendes situation så dagens lys for første gang i Frankrig.

Det er et jubilæum, der er værd at markere i tiden, for Det andet køn er et værk, der har forandret historien.

Hvis vi nu skal forblive i bølgemetaforen, så er det ikke for meget at sige, at Beauvoir med sit hovedværk egenhændigt skabte det filosofiske grundlag for det, vi i dag kender som feminismens anden bølge. Feministerne i det 19. århundrede kæmpede især for politisk indflydelse, ikke mindst kvinders valgret og lige rettigheder og pligter i ægteskabet.

Anden bølge, der betegner rødstrømpebevægelsen i 1960’erne og 70’erne, er karakteriseret ved et ønske om at gå endnu mere radikalfeministisk til værks, at gå til roden af problemet: Hvorfor tilhører verden overhovedet manden? Hvorfor finder kvinderne sig fortsat i det?

Andenbølgefeminismen fandt mange af sine spørgsmål og svar i Det andet køn og i den radikale frihedslængsel, den formulerer. Her fandt de det mest overbevisende argument for, at kvindelighed ikke er noget naturbestemt, men et kulturskabt begreb; at »man ikke fødes som kvinde – man bliver det«.

Med Det andet køn i hænderne begyndte kvinder for alvor at gøre oprør mod den historisk nedarvede sexisme og biologiske determinisme, der fratog dem muligheden for et liv i frihed.

Det er svært at komme i tanke om nogen anden filosof, der har haft så stor en indflydelse, ikke bare på eftertiden, men også på sin egen samtid, som Beauvoir. Hun levede længe nok til at se sine egne tanker manifestere sig i kulturen og forandre den. Enhver filosofs hede drøm.

Alligevel er det, som om hun bliver ved med at være glemt.

Filosofferne interesserer sig fortsat ikke rigtig for hende, medmindre de vil bruge det akademiske kvarter på at tale om hendes intellektuelle og amourøse forbindelse til geniet Jean Paul Sartre (man kan som undertegnede have en kandidat i filosofi uden nogensinde at have modtaget undervisning i hendes tænkning), og Det andet køn står ofte ikke under filosofi, men under »kønsstudier« eller »Women-Studies« på biblioteket.

Men Det andet køn er først og fremmest et filosofisk værk. Selv om man både kan og bør læse værket som et kønsstudie, får man ikke det fulde udbytte af det, hvis man ikke også er forberedt på, at det indskriver sig i en filosofisk tradition og gør brug af en filosofisk fagterminologi.

Allerede indledningen til værket, der egentlig fungerer som en slags manifest for Beauvoirs filosofiske feminisme som helhed, afslører dette forhold:

»Hver gang transcendens henfalder til immanens, degraderes eksistensen til en tingsagtig væren til, frihed til tvang og tilfældighed.«

Hvad betyder det? En sådan sætning giver simpelthen ikke umiddelbar mening. Når denne nye danske udgave kun har anbefalinger fra Vogue og The Guardian på bagsiden, må man gå ud fra, at den tænkte målgruppe ikke er en snæver akademisk kreds, der med selvfølge kan jonglere begrebspar som »transcendens« og »immanens«, men nok snarere er abonnenter på den feminisme, der i dag er blevet comme il faut og fejrer sin kampdag.

Det er derfor en mangel, at denne udgave af det over 600 (!) sider tunge værk ikke er ledsaget af en forklarende introduktion eller i det mindste en ordliste over den anvendte filosofiske fagterminologi. Dette vil være en hæmsko for mange potentielle læsere, og det er en skam, for værket kan med fordel læses af den målgruppe, den er tiltænkt.

Feminist er i dag blevet et modeord, og det har som sin negative konsekvens, at det betegner stort set alting og dermed ingenting. Feminisme har ganske vist altid været et essentielt omstridt begreb, men når Ivanka Trump, Beyoncé, Eva Kjer Hansen og Barack Obama alle kalder sig selv for feminister, så er begrebsforvirringen total.

Måske kan en genlæsning af Beauvoirs hovedværk hjælpe til at lufte lidt ud i begrebet eller i det mindste til at gøre os klogere på, hvad det engang har betydet. Som den anerkendte Beauvoir-forsker Toril Moi formulerer det:

»Lacan vendte tilbage til Freud. Det er på tide, at vi feministiske teoretikere vender tilbage til Beauvoir.«

Hvad finder vi så, hvis vi for en stund forlader den digitale fjerde bølge og genoptager anden bølgefeminismens Bibel? Vi finder et værk, der også i sin form mimer bøgernes bog. Den består ligesom Bibelen af to dele, der i den nye danske udgave også udgør hvert ét bind.

Første bind, Kendsgerninger og Myter, beskæftiger sig overordnet set med spørgsmålet: Hvorfor tilhører verden manden? Ligesom Det Gamle Testamente skildrer et slavegjort folks historie og myter, beskriver Beauvoir den historie og de myter, der knytter sig til kvinden og hendes historie.

Den nye danske udgave af første bind indeholder et ikke tidligere oversat kapitel, hvori Beauvoir undersøger, hvordan det kvindelige optræder som myte hos en lang række litterære forfattere.

Anden del beskæftiger sig med spørgsmålet om, hvorfor og hvordan kvinden finder sig i sin undertrykkelse. Ligesom Det Nye Testamente handler det mere om hin enkeltes situation; hvordan den enkelte kvinde indlæres i kvinderollen og tager den på sig som sin egen.

Det er dog ikke religiøse følelser, der ligger til grund for disse ligheder mellem Det andet køn og Bibelen. Beauvoir var glødende ateist og anså kristendommen for at være et kongeeksempel på de myter, der foragter kvinder:

»Kristendommen går så vidt i sin foragt for kvindens legeme, at den lader sin Gud lide en vanærende død, men skåner ham for fødslens besmittelse.«

Beauvoir var desuden eksistentialist. At være eksistentialist vil ikke sige, at man anser mennesket for at være i besiddelse af en radikal frihed til at gøre hvad som helst.

Hos Beauvoir vil det derimod sige, at hun anser en evig stræben efter frihed for at være det, der kendetegner mennesket. Det er dette, hun mener med transcendens; at mennesket er kendetegnet ved et ønske om hele tiden at nå ud over sig selv, at »sprænge grænserne og nå ud til andre friheder.«

Hvis vi skal forstå dette, kan vi tænke på det at løbe. Når vi løbetræner, sprænger vi også hele tiden grænserne for, hvad der før var muligt for os – det er netop det fede ved det. På samme tid støder vi også på nye grænser for vores formåen, der skal sprænges.

Den eksistentialistiske etik, som den udtrykkes hos Beauvoir, handler om at hævde menneskets ret og pligt til hele tiden at sætte sig selv mål og at indfri dem. Det andet køn handler om, hvordan kvinden op igennem historien er blevet frataget retten til at være en aktiv målsætter i sit eget liv. Eller rettere; hvordan hun er blevet gjort til det andet køn.

Hvad ligger der præcis i denne titelbærende bestemmelse af kvinden som det andet køn? Det betyder i første omgang egentlig bare, at hun afviger fra det menneske, vores begreb om menneske er modelleret efter:

»Forholdet mellem de to køn kan ikke sammenlignes med elektriske poler. Manden repræsenterer på én gang det positive og det neutrale og det i den grad, at »les hommes« på fransk både betyder mænd og mennesker (…). Kvinden derimod står for det negative, eftersom alle definitioner af hende involverer en begrænsning, uden noget tilsvarende gør sig gældende for manden.«

Kvindelighed er intet i sig selv

Manden er både udgangspunktet og idealet for det menneskelige, kvinden er en afvigelse fra ham. Derfor er en kvinde som Beauvoir heller aldrig bare filosof, hun er en kvindelig filosof. At betone en mandlig filosofs køn ville være overflødigt, det står ikke i vejen for hans adgang til ideernes rige.

At en kvinde heller aldrig bare er deltager i X Factor, men en kvindelig deltager, beviste Thomas Blachman for et par uger siden i bedste sendetid, da han kritiserede (pige)gruppen Echo for at være for utydelige i deres æstetiske og kropslige udtryk:

»Mænd har ikke nogen krop på samme måde, som kvinder har.«

Hvor sexistisk det end lød, så har han egentlig ret. Manden har ikke nogen krop, fordi den ikke involverer en begrænsning for ham. Kvinden er kroppen, kønnet, fordi hun bestemmes og får sit særpræg i forhold til ham. Som Beauvoir skriver:

»Han er subjektet, det Absolutte – hun er det Andet.«

Når der er andre, der på forhånd har bestemt, hvem du er, så forhindres du i selv at finde ud af det. Du forhindres i at leve op til den eksistentialistiske fordring om at bruge din frihed til at sprænge grænserne for det, der i øjeblikket er tilfældet.

Det andet køns måske stærkeste passager er at finde i andet bind, hvor Beauvoir med fænomenologisk præcision beskriver, hvordan det at blive kvinde også vil sige, at man bliver det andet køn for sig selv. Man ser på sig selv med et fremmed blik:

»For den unge pige bliver den erotiske transcendens også ensbetydende med, at hun skal indstille sig på at gøre sig selv til bytte. Hun bliver objekt og opfatter sig selv som objekt. Forbavset opdager hun denne nye side af sig selv: Det er, som om hun deles i to.«

Ifølge Beauvoir er det kun forståeligt, at kvinden gør sig selv til et bytte, et objekt, for det har hun altid fået at vide, at hun er. Hun mener desuden, at kvinden kan hente stor nydelse i at se sig selv som det bytte, manden skal fange. Hvem vil ikke gerne begæres? Men hun mener også, at den enkelte kvinde er i stand til og har et ansvar for at tage blikket tilbage og at gøre sig selv til subjekt i eget liv.

Hvorvidt kvinder overhovedet kan objektivere sig selv er et af de spørgsmål, feminister fortsat strides om. Mange vil mene, at ideen om selvobjektificering beskylder kvinder for at leve i falsk bevidsthed, og at feminisme kun bør handle om, at den enkelte kvinde skal have lov til at gøre det, hun har lyst til. Som Beyoncé synger:

»I’m a grown woman, I can do whatever I want.«

Men Beauvoirs begreb om kvinden som det andet køn giver simpelthen ikke mening, hvis man ikke medtager denne dimension. For så vidt Beauvoir har bare en lige smule ret, så må man spørge: Hvad betyder det for den moderne feminisme, at den næsten udelukkende udfolder sig på de billedbårne sociale medier, hvor det hele handler om at blive set som individ og om at skabe overskud inden for en like-økonomi?

Når vi lægger et billede op på Instagram, deler vi os netop i to – vi er på én gang os selv og selve billedet. Vi sætter os i beskuerens sted og betragter os selv med hans øjne:

»Kan han lide det, han ser?«

Sluttelig skal det understreges, at formålet med Beauvoirs feministiske filosofi ikke er at skabe en verden, der tilhører kvinderne. Beauvoir ville ikke være tilhænger af det moderne slogan »the future is female«, ligesom hun ville stille sig kritisk over for de spirende tendenser til at dyrke det kvindelige som noget særligt positivt og omsorgsfuldt.

Kvindelighed er intet i sig selv. Formålet med hendes feminisme er derimod at huske os på, at vi alle besidder en stræben efter frihed, og at ingen, hverken os selv eller andre, har ret til at knægte den.

Simone de Beauvoir: ’Det andet køn 1-2’. Gyldendal, 1.000 sider, 350 kroner

Vi har spurgt danske kvindelige kulturpersoner, hvilken bog der gjorde dem til feminister. I dag svarer forfatter Sara Omar
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Gert Romme
  • Runa Lystlund
  • ingemaje lange
  • Anne Eriksen
  • Katrine Damm
Gert Romme, Runa Lystlund, ingemaje lange, Anne Eriksen og Katrine Damm anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ikke for at være "cool" eller med på bølgerne, læs hendes bog og dan din egen mening i forhold til samfundet i dag! - Nej, der mangler meget...

Der er mange måder at fejre kvindernes internationale dag på, der handler om retten til ligestilling.

I Berlin var det således en officiel fridag og tænke-dag for kvinder - og i øvrigt også for mange mænd.

I Tyrkiet forsøgte myndighederne at afbryde kvindedagen demonstrationerne i går, hvor politiet fejrede den glade internationale kvindedag ved både at skyde med tåregasgranater og gummibelagt skarpt ammunition direkte på demonstranterne. Bl.a, forsøgte politiet at sprede de mange demonstranter ved indgangen til byens største gågade, Istiklal Avenue, hvor de kunne skade handelen i de mondæne butikker. Men trods forbud mod demonstrationer samledes kvinderne og råbte deres slogan: "Vi er ikke tavse". "Vi er ikke bange". "Vi advarer ikke".

I Spanien marcherede og strejkede kvinderne for retten til at markere den internationale kvindedag. Medens partierne Vox og arvtagerne af Franco´s, Partido Popular, ledet af den multi-korruptionsmistænkte Mariano Rajoy var imod.

I Frankrig tog tusindvis af kvinder - og mænd - på gaden for at markere dagen. Kvindelige demonstranter i Paris bar bannere med slogans: "Lige løn, lige arbejde" og "vi vil aldrig være tavse igen".

Kilde: AFP.

Niels Duus Nielsen, Peter Andersen, Katrine Damm, Anne Eriksen og Runa Lystlund anbefalede denne kommentar
Runa Lystlund

Ja Gert Romme.
Vestens kvinder kunne godt gøre mere ud af at gøre verden opmærksom på, den enorme ulighed der er i verden, ikke blot for kvinder, men også for mænd.

Runa Lystlund

I bøgerne/bogen "En velopdragen ung piges erindringer.
(1958) på dansk 1967 ( jeg mener, at den er to dele)," kan man læse om hendes opvækst og det er ganske interessant set i lyset af hendes senere forhold til J. P. Sartre. Denne bog/bøger og Det Andet Køn købte jeg og læste som helt ung. De var dog allerede gamle dengang og stadigvæk aktuelle. Virginia Woolfs "Eget værelse". fik jeg forærende af en af mine kvindelige lærere fra min videregående uddannelse, ved afsluttende eksamen. Et fantastisk sympatisk kvindelig lektor.

Beauvoir og Woolfs bøger er stadigvæk interessante for unge kvinder. Selvfølgelig er det kommet mange yngre læseværdige repræsentanter til senere.

Grethe Preisler

Det naturlige er det, man er vandt til
(Elsa Gress - født 1919 - død 1988)

Hvis vi til en forandring holder os til feministiske ikoner og koryfæer fra Danmark, kan man med fordel begynde med Elsa Gress, der ligesom Beauvoir og Wolff voksede op i højst uortodokse hjemlige omgivelser i forhold til sine lokale konkurrenter til titlen som 'superfeminst'.

F.eks. med at anskaffe og læse eller genlæse hendes med rette berømmede erindringsværker "Mine mange hjem" fra 1965 og opfølgeren "Fuglefri og fremmed".

Runa Lystlund

Man kan også læse Inger Christensens Sommerfugledalen, som er noget af det fineste, der er skrevet på dansk. Det er ikke kvindefrigørelse i den forstand, men det er kunst på et højt niveau.

Runa Lystlund

Grethe Preisler.
Min svigermor var og er nok imponeret af Else Gress. Jeg er for ung til at kende hende og som indvandrer er man ikke så belæst for nogles vedkommende. Jeg kunne også nævne en af de tidligt emancipetede forfattere, som var Karen Blixen. Hendes kærlighedsliv var nærmest som en samtidig mands.