Læsetid: 4 min.

Anne Holt kan sit krimikram

Hvem gavner forbrydelsen? Eller hvem rammer den hårdest? Her er et grundkursus i efterforskning
29. marts 2019

Jeg har 99 problemer med krimier, men norske Anne Holts En grav til to er ikke et af dem.

Krimien er den første med Selma Falck som hovedperson og efterforsker, og det er i høj grad på grund af hendes karakter, at jeg er faldet for sagen. Ikke så meget fordi hun er tidligere håndboldspiller, kendis og advokat, men fordi hun er en lyssky pokerspiller – ja, faktisk er hun gældsat ludoman – og så kan hun ikke græde. Virkelig ikke græde. Selmas tårekanaler er blevet ødelagt i en VM-kamp i håndbold i 1986. Hun er lidt kold, lidt alene og meget parat til selv at bryde loven, hvis det kan fremme efterforskningen.

Oveni er hendes sidekick en tidligere strisser og morddømt og nu hjemløs tosse. Einar Falsen hedder han, og han er et skandinavisk velfærdsportræt: Han bor mellem gaderomaer i IKEA-papkasser i Oslos gader. En af kasserne er stor »og havde indeholdt en sofa ved navn Stockholm«.

Det norskeste af det norske

Den gale og ludomanen er hinandens eneste venner, og Selmas besøg på gadeplan slutter altid med denne afsked:

»Du gjorde det eneste rigtige, Einar. Svinet fortjente at dø.«

Hvem svinet er, og hvad han har gjort, er en mindre sidehistorie i den store historie om doping i Norges nationalsport, som jeg jo ikke kan afsløre. Men replikken er sigende i forhold til den måde Anne Holt, der er tidligere justitsminister(!), helt tydeligt interesserer sig for alle de årsager, der kan være, til at nogle mennesker havner i kriminalitet. Selma kan godt sige til sin ven, at han gjorde det eneste rigtige og både mene det og ikke mene det.

Og det er så en anden grund til, at jeg er faldet for Anne Holt.

Hun bruger ikke forbrydelsen som en ydre ramasjang til at skabe spænding, væmmelse og forargelse. Afstanden mellem de lovlydige og de kriminelle er minimal, præcis som i serier som Breaking Bad, Bedrag III og True Detective.

En grav til to handler så bare ikke om hverken methfremstilling, hashsalg eller mystiske lokalsamfund, men om det norskeste af det norske, nemlig skisport – eller som bogen siger det: død og doping.

Et studie i kriminalitet

Helt kort er den sag, Selma skal opklare, sådan her: Hege Chin Morell, der er Norges bedste kvindelige langrendsløber, bliver testet positiv for doping lige inden Vinter-OL 2018 i Pyeongchang. Hendes rige ski- og dattertossede far hyrer Selma Falck til at bevise, at Hege er uskyldig, og at nogle har ønsket, at hun ikke kunne komme med til OL. Umiddelbart efter dopingtesten bliver en anden langrendsløber (og Selmas gudsøn) fundet død, påkørt af en bil under træningen.

’En grav til to’: Anne Holt.

Det første spørgsmål er selvfølgelig, om de to hændelser overhovedet har noget med hinanden at gøre. Selma drøfter det med Einar, det er i det hele taget ham, hun søger gode råd hos.

Einars efterforskningsregel lyder ’qui bono?’ – hvem gavner det? Eller follow the money, som man siger nowadays. Men han har også en tilføjelse:

»… hvem taber mest på resultatet af forbrydelsen?«

Det motiv, Einar peger på her, er hævnmotivet. Og »hvis man søger hævn, skal man grave en grav til to«. Det har Einar fra James Bond, og der har bogen sin titel.

Einars udvidede ’qui bono?’ er hele motoren i romanen: Hvem vinder på en forbrydelse? Og hvem taber allermest? Einar har engang skrevet Efterforskerens ABC, og Anne Holts roman kan også læses sådan. Som et studie i kriminalitet og i de mennesker, der begår den. Hendes ABC kobler statitisk viden med menneskekendskab.

Anne Holt kan sit krimikram. Der er en utrolig tilfredsstillelse ved at gætte med på hendes gåde. Karakterer og miljøer er skarpt trukket op. F.eks. er der Hege Chin Morells totalt disciplinerede sportsstjerneliv med regelmæssige måltider og skemalagt hverdag.

En ordentlighed, jeg (og millioner af andre mennesker) aldrig kommer i nærheden af, men som det er enormt fascinerende at læse om. På samme måde som når man er på ferie og forestiller sig at bo i de huse, man ser.

En vigtig diskussion af skandinavisk racisme

Tidligt i romanen overvejer Selma, om motivet til at udelukke Hege Chin Morell fra OL kan være racisme. Hege er adopteret og jo derfor »ikke helt norsk«. Eller er hun tværtimod »så dejlig norsk!«, fordi hun er jordnær og ligefrem?

På den vis bidrager En grav til to til en vigtig diskussion af skandinavisk racisme – ikke som et figenblad på en underholdende genre, men som en forpligtende samtale. Sport er politik og omvendt, Skiløberforbundet skildres som en lukket klub for vennetjenester. Den norske nationale identitet er til debat i en norsk kulisse af natursne plus elgkalv og los.

’En grav til to’: Anne Holt. Oversat fra norsk af Sara Koch. Modtryk. 364 sider. 299 kroner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu