Læsetid: 4 min.

Avantgardeduo gør plastik til storpolitik

Fra politiskjold og affaldsøer i verdenshavene til billardkugler og brystimplantater. Den amerikanske eksperimentalduo Matmos har produceret et album udelukkende med lyde fra plastik. Et værk, der spænder fra Stomp-agtig kitsch til intime materialeundersøgelser
Matmos har en uovertruffen evne til at gøre velkendte objekter fremmede. På deres første album var det en vaskemaskine – på dette er det plastik.

Matmos har en uovertruffen evne til at gøre velkendte objekter fremmede. På deres første album var det en vaskemaskine – på dette er det plastik.

Theo Anthony

16. marts 2019

For tre år siden udgav den amerikanske duo Matmos et album kun bestående af lyde fra den vaskemaskine, der stod i kælderen hos Martin Schmidt og Drew Daniel, som ikke kun musikalsk, men også privat danner par. Ultimate Care II var en mesterligt udført plade, der ikke kunne undgå at gøre vedvarende indtryk på lytteren: Vaskemaskinen blev forvandlet fra et irritationsbehæftet hverdagsobjekt til et æstetisk besjælet robotvæsen, der fortjente nærvær og opmærksomhed.

Brugerfladens digitale biplyde, låsemekanismens klik, vandets skvulp og hele den klodsede maskines krigeriske rysten blev formgivet i én lang komposition, som både overskred samtidsavantgarden og den almindelige forståelse af tøjvaskens potentiale. Med Ultimate Care II blev det at vaske tøj ophævet til et næsten pseudoreligiøst ritual.

Matmos har karrieren igennem arbejdet på at beherske det dogmebegrænsede konceptalbum: I 2008 udkom et andet diskografihøjdepunkt, Supreme Balloon, der blev produceret uden brug af mikrofoner for at stille skarpt på klassiske synthesizere fra 1970’erne og 1980’erne: I 2004 assisterede duoen den islandske sangerinde Björk på albummet Medúlla – et a cappella-projekt, hvor stort set al musikken bestod af manipulerede vokaler. Og på deres nye album, Plastic Anniversary, har Schmidt og Daniel igen arbejdet med udgangspunkt i en enkelt lydkilde, denne gang – som titlen antyder – plastik.

Det er er et interessant valg af to årsager. Dels er plastikagtige lyde i de senere år blevet en stadig vægtigere del af den populærmusikalske værktøjskasse, flittigt benyttet i hiphoppens trap-afdeling og blandt sæbeboblepopkunstnere som Charli XCX, Kim Petras og SOPHIE: Dels rummer benspændet et potentiale, der strækker sig fra det storpolitiske – med katastrofale affaldsøer i Stillehavet – til noget så nært og kropsligt som brystimplantater.

Plastic Anniversary lykkes Matmos da også med inspirere en klimapolitisk bevidsthed med albummets to sammenhængende afslutningsnumre »Collapse Of The Fourth Kingdom« og »Plastisphere«. Førstnævntes titel refererer til, at opfindelsen af de første industrielt brugbare typer plastik i begyndelse af 1900-tallet blev kaldt The Fourth Kingdom; et materiale, der hverken var animalsk, vegetabilsk eller mineralt, men fuldstændig syntetisk og menneskeskabt.

Nummeret sporer udviklingen fra rus og ekstase – fløjtelyde, buldrende caribiske rytmer, plastikblæsere, der lyder som fjerntråbende menneskemængder og hvinende elefanter, karneval og gadegøgl – til kollaps, hvor en knitrende, vandagtig støjflade gør klart, at abefesten er slut.

Et lydbillede, der forstærkes på efterfølgeren Plastisphere, hvor lytteren mentalt transporteres ud på et skraldebjerg af plastikaffald, der retningsløst driver rundt på havet blandt bølgeskvulp og vindsus, både meditativt og foruroligende, effektfuldt og vellykket. Og en imponerende bedrift, når man tager kildematerialet i betragtning (bobleplast, velcro og plastikposer).

Et parallelt univers

Klimakatastrofen er imidlertid ikke det eneste politiske spørgsmål, som Schmidt og Daniel bruger plastikken til at tackle. På »Thermoplastic Riot Shield«, et af de få numre, der udspringer fra studiet af et enkelt objekt – et politiskjold, der kæles, gnubbes og hamres på – fornemmes politivold og uretmæssig magtudøvelse åbenlyst som udgangspunktet. Man hører fingre, der hektisk trommer på skjoldet, og dét, der lyder som hæse skrig, prustende åndedræt og pibende sirenelyde.

Støjende og barskt, iklædt dybe basanslag. Og som på første del af » Collapse Of The Fourth Kingdom« er rytmehåndværket igen i højsædet med komplekse lagdelinger og dunkende fremdrift. Endnu et nummer, der både symbolsk og musikalsk står knivskarpt.

Kompositionen »Interior With Billiard Balls & Synthetic Fat« er endnu et sted på Plastic Anniversary, hvor lydkilden er umiddelbar genkendelig. Billardkugler klasker ind i hinanden med rytmiske intervaller, undertonerne bliver blæst op til dybe basmarkeringer, og som nummeret skrider frem bliver sammenstødende langsomt manipuleret til at antage karakter som mundhuleagtige gurglelyde.

Her er ingen direkte politisk overbygning, men oplevelsen af at blive inviteret inden for på et tilrøget alienværtshus i et parallelt univers står stærkt i sig selv. En mentalvridende sensation, der går igen på »Silicone Gel Implant«, hvor lytteren med titlens hjælp, ophugget rytmik og sugekopslyde inviteres til at forestille sig et silikoneimplantat, der lever sig eget liv.

Matmos har en uovertruffen evne til at gøre velkendte objekter fremmede og mystiske, men på de numre, hvor intet klart objekt er i fokus, kommer Baltimore-duoen desværre til kort. Der er ikke nok variation at hente i kompositioner som »Breaking Bread«, » The Singing Tube« og »Fanfare For Polyethylene Waste Containers«, hvor bestanddelene simpelthen lyder for generiske, og hvor hverken det harmoniske eller rytmiske indhold vækker interesse – sidstnævnte nærmere tværtimod i dets referencer til det afskyelige halvfemsermusikteater Stomp. Med andre ord fungerer Plastic Anniversary bedst, når konceptet står skarpt og afkodeligt, og hvor melodihåndværket (duoens svageste side) bliver til at bære over med.

Undtagelsen er titelnummeret, hvor en blæsersektion af plastikinstrumenter fremfører en vaklende, skraldet og fantastisk smuk akkordrundgang med et triumferende melodistykke på toppen. Hertil kommer bombastisk og marchagtigt slagtøj, der lyder, som om det kommer fra en trup, der sidder på strøget og hamrer på rengøringsspande, hvilket på en måde kun gør det smukkere – i hvert fald mere intimt. Og en værdig hyldest til, at Martin Schmidt og Drew Daniel kunne fejre 25-års jubilæum som par under indspilningen af albummet.

Matmos: ’Plastic Anniversary’ (Thrill Jockey). Matmos spiller på Copenhagen Contemporary d. 4. juni 2019

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu