Læsetid: 5 min.

Ikke alle bøger har en sjæl, men Thomas Bobergs Afrikabog har

Thomas Bobergs suveræne ’Africana’ er en rejse til både det indre og det ydre Afrika, så læseren kan sanse det og forfatteren dø af det
Thomas Boberg er aktuel med Africana.

Thomas Boberg er aktuel med Africana.

Anders Rye Skjoldjensen

8. marts 2019

Thomas Boberg var tæt på at dø af en leverforgiftning efter en rejse til Etiopien i 2013, det, der senere blev til bogens første af fire Afrikarejser. Han havde inden rejsen taget malariamidlet Lariam, uforvarende, der stod noget andet på pakken.

Ved en ren tilfældighed bliver hans medrejsende og senere kæreste, Rebecca, opmærksom på fejltagelsen og forklarer ham situationen (i en telefonsamtale, også den et rent – og lykkeligt – tilfælde): Lariam kan være værre end sygdommen, som midlet skal forebygge. Særligt hvis der er sindssygdom i familien, er der risiko for svære bivirkninger som vrangforestillinger og paranoia.

Boberg når at tage to piller. Efter nogle rædselsdøgn på Rigshospitalet hjemme i København er han fri af leverforgiftningen, som altså tilsyneladende også kan være en konsekvens af malariapillerne. Til gengæld står hallucinationerne og venter på ham for enden af en mørk gang.

Eller som han skriver: Han bliver »fanget i en sindssygdoms cylinder af tjære, der fedtede og sortnede alle hjerneceller og til sidst sprængte cylinderen, mens leveren satte ud.« Dvs. næsten satte ud.

Jeg bruger plads på historien, der allerede er løbet foran bogen (som en blanding af makabert rejseminde og selling point), fordi den rummer så meget af bogens sjæl (ikke alle bøger har en sjæl, men den her har) og dermed af Thomas Boberg selv.

Jeg kommer tilbage til den.

Et antropologisk blik på verden

Africana fortsætter det spor, som Boberg med de tre foregående rejsebøger har trukket gennem især og dybest Sydamerika, men også bl.a. USA, Europa, Indien. Og nu altså Afrika.

Tre gange – eller i tre faser – besøger han Etiopien i det nordøstlige Afrika, landet med kontinentets hurtigstvoksende økonomi, men også et af verdens fattigste, stadig mærket af den langvarige borgerkrig, der sluttede i 1991 og krigen mod Eritrea små ti år senere. Og én gang er han på et længere ophold i den lille vestafrikanske stat Gambia, tidligere britisk koloni, modsat Etiopien, der til gengæld var okkuperet af Mussolinis Italien fra midten af 1930’erne, da landet hed Abessinien.

Kolonihistorien er et bagtæppe for mange af skildringerne i Bobergs bog. Og en konstant anfægtelse for den rejsende.

Bogens ærinde er ellers ikke de politiske analyser. Tal og fakta er der ikke mange af. Rebeccas stemme, der begynder som en tredjepersonsfortæller, men efterhånden som bogen og kærlighedsforholdet mellem de to skrider frem, bliver et jeg (fint lavet, smukt også), lægger imidlertid et velkomment antropologisk blik på verden.

Det gælder både den nære, f.eks. i form af traumatiske flygtningehistorier, og den større, f.eks. i form af den kinesiske nykolonialisme i Etiopien og udviklingsarbejdets verdensfjerne træghed i det FN, som Rebecca en tid arbejder for.

Men det er især rejsens fysiske side, der fylder i bogen og forplanter sig til læseren som næsten konkrete sansninger. Gadebilleder, kvarterer, huse, landskaber, ture i bus og til fods, ophobninger af ting. Og først og sidst mødet med andre mennesker.

Bobergs sprog veksler mellem det knapt refererende, spredte dialoger, scener og poetiske passager. Selv de sidste er der en direkthed over, noget uarrangeret, som om verden i en fart er omsat til sprog i den notesbog, han altid har med sig, eller forvandlet til billede som med det kamera, han konstant knipser løs med.

Det er sjælen i sproget, en evigt registrerende sjæl, hastig, flakkende, nærværende og højst genkendelig og i fint – formidabelt – sync med den ophakkede tekst (de fleste tekststykker i den over 400 sider lange bog er ganske korte), med synsvinkelskiftene og i det hele taget med rejseskildringen.

Det er den sjæl eller sjæleagtige ting, der gør historien om den skadede lever, indvoldsforgiftningen og tjæremareridtet, til et vigtigt og mangetydigt billede på hele bogens idé.

Et møde med det konkrete og sanselige

Africana er en rejsebog eller rejseroman, som der står. At det – rejsen – imidlertid er et vidt begreb, fremgår af en morsom skildring af nogle rejsedage med den danske forfatter, der for tiden kalder sig Madame.

Han, altså hun, insisterer på at medbringe kjole, sminke og øvrige kunstnerpersona, dvs. at forvandle den omliggende verden (i det her tilfælde et udsnit af Etiopien) til scene for sin performancekunst. Hvortil Boberg på vej til tinderne af sin irritation bemærker:

Jeg »vil gerne opleve stedet, jeg er ikke en skid interesseret i, hvordan stedet oplever dig«.

Det er Bobergs forståelse af rejsen og målet med den, et møde med det konkrete og sanselige, steder og mennesker. Men det særlige ved det konkrete og sanselige i Bobergs tilfælde er, at han godt på én gang kan være i det og overskride og transcendere det.

Det sidste er svært at indkredse nærmere, men det har med en sans for det visionære og romantiske at gøre (at tage hele Afrika ind og forvandle det til billede og snart til oprindelses-, snart til forfaldsmyte) og med en evne til at se ydre landskaber gentaget i de personlige (det er ikke Madames selvoptagethed, der tænder Bobergs vrede, det er det ensidige ved selvoptagetheden, Madames paradenumre).

I hvert fald kan man konstatere, at Africana på suveræn vis konstant veksler mellem et ydre og et indre perspektiv, og at bogen og rejsen på én gang er en distraktion (Bobergs enorme uro og rastløshed) og en koncentration (om rejsens ting og begivenheder, men også om nogle af de smertepunkter fra barndommens rodløshed og svigt, som udfoldes i begyndelsen af bogen og dukker op undervejs) og altså på samme tid og i samme punkt et forsøg på at sprede bevidstheden og at samle den.

Man kan også konstatere, at det intense forhold til eksistensen kan være selvforbrændende, og at Afrika, rejsen, malariapillerne (virkelighedens og drømmens) kan fortære både bevidsthed og krop – og altså lever.

Arthur Rimbauds, den franske barnestjernedigter og ruselskers, opdukken i bogen understreger, at hallucination, mareridt og rus er en af dens vigtigste sammenbindende tråde. Et punkt på samme tråd er den ayahuasca-rite, en shamanledet seance, hvor deltagerne bringes i trance og oplever voldsomme tilstande af bevidsthedsudvidelse, som Boberg introducerer Rebecca til, kort tid før han spørger hende, om de skal være kærester.

En smuk kærlighedsroman

Der er i det hele taget meget af bogens inderste konfliktstof, der spejles – og forløses – i forholdet til Rebecca, hvis komplicerede dansk-ghanesiske familiehistorie fortælles parallelt med Thomas Bobergs og til sidst flettes med den. Det begynder med, at hun siger til ham: »Du har dit, jeg har mit«. Det slutter med, at de flytter sammen i en lejlighed i Københavns Nordvestkvarter og får et barn.

Er bogen for det første en bog om snart en indre, snart en ydre rejse, om snart at udvide bevidstheden, snart at udslette den, så er den for det andet en usædvanlig og smuk kærlighedsroman.

Skal leverhistorien vrides for en sidste betydning, skulle det være den, at det er profylaksen, altså forebyggelsen, ikke sygdommen, der er livsfarlig. Overfør den på Afrika (og kontinentets tidligere og nuværende kolonimagter), og tilføj så for håbets skyld, at leveren ifølge den leverpassionerede overlæge på Riget er selvhelende.

Det handler Thomas Bobergs forbløffende rejseroman jo i høj grad også om: Afrika og prognoserne for overlevelse.

Thomas Boberg: ’Africana’. Gyldendal, 438 sider, 300 kroner.

To danske digtere på rejse til Tarapoto i Peru for at deltage i en shamanistisk ayahuasca session. Begge er interesseret i de shamanistiske ritualer og planternes bevidsthedsudvidende og helbredende indvirkning på krop og psyke. Koppen med den bitre sortgrønne væske er i en vis forstand rejsens inderste dråbe
Læs også
’Jeg ser en flok unge cementstøvdækkede kvinder bakse med en cementblandertromle. Sådan bliver bygningerne til, en hær af arbejdere med hammer og mejsel opfører spekulanternes fremtid. Det er over hele byen. Byggefeberen. Dubai via Las Vegas kitsch. Det er brutalt.’ Thomas Boberg er taget til Etiopien og skriver her i første rejsebrev om hovedstaden Addis Abeba
Læs også
Tre dage, burde turen fra Pucallpa til Iquitos tage. Men forfatter Thomas Boberg og hans 19-årige søn Mateo bliver klogere på flodbåden, hvor hængekøjerne dingler side om side, så tæt, at man kan kan ånde.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Trond Meiring
  • Jørn Andersen
Trond Meiring og Jørn Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu