Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Bogen om Marcus Knuth skulle have været en bog om Inger Støjberg

Ny bog om Marcus Knuth forveksler medieeksponering med magt
I forordet til Marcus Knuth – Ny mand på Borgen forklarer Thorsen, at han vil fortælle om, hvordan »Danmarks liberale parti« i sin regeringstid har strammet grebet om friheden med sin udlændingepolitik, ved at fortælle historien om Knuth.

I forordet til Marcus Knuth – Ny mand på Borgen forklarer Thorsen, at han vil fortælle om, hvordan »Danmarks liberale parti« i sin regeringstid har strammet grebet om friheden med sin udlændingepolitik, ved at fortælle historien om Knuth.

Jens Dresling

Kultur
8. marts 2019

Som Afghanistan-veteran, tidligere diplomat i Mellemøsten, ansat i investeringsbanken Lehman Brothers og med en slægtshistorie, der forbinder ham til både nazismen, frihedskæmperne og Knuthenborg Safaripark skiller den tidligere udlændinge- og integrationsordfører Marcus Knuth (V) sig ud fra mængden.

Da han, som et næsten ubeskrevet blad, stormede ind i Folketinget i 2015, fik Zetland-journalist Andreas Thorsen øje på den oplagte historie.

I forordet til Marcus Knuth – Ny mand på Borgen forklarer Thorsen, at han vil fortælle om, hvordan »Danmarks liberale parti« i sin regeringstid har strammet grebet om friheden med sin udlændingepolitik, ved at fortælle historien om Knuth.

Det meste af Knuths kulørte slægtshistorie afvikles i de første kapitler, hvorefter bogen gennemgår de store udlændingepolitiske debatter fra regeringsskiftet og frem til Knuth fik frataget sit ordførerskab i september 2018.

Thorsen fortjener ros for at ikke bare som mange af tidens politikerbiografier at basere sig på én kilde: hovedpersonen. Man lærer Knuth at kende gennem bl.a. hans lokale partiformand, rivalen Jan E. Jørgensen og den »politiske storebror« Jakob Ellemann-Jensen, der adspurgt om Knuths svagheder svarer:

»skråsikkerhed« – »nogle gange har den nok været lige stærk nok hos ham«.

Thorsens metode udmærker sig også, når han træder ind i teksten med joviale regibemærkninger såsom »Han griner igen. Det gør jeg også. Igen«.

Jeg opgav at tælle, hvor mange gange vi skal vide, at Knuth serverer kildevand med brus, og Thorsen føler trang til at markere, når Knuth holder en »lille pause« i talestrømmen. Alt for ofte henleder Thorsen opmærksomheden på sig selv.

Misset potentiale

Bogen leverer det udlændingepolitiske tilbageblik, den lover, men tilføjer ikke nye lag af refleksion til den velkendte debat. Der, hvor der viser sig sprækker af potentiale, misser Thorsen chancen for at grave dybere ned.

Det gælder bl.a. den passage, som Berlingske ryddede forsiden for, hvor Knuth siger, at han »helst så«, at vi tog kristne flygtninge, fordi de er nemmere at integrere. Thorsen følger ikke op, men fortsætter i et forudsigeligt, ledende spørgsmålsspor:

»Men bider det slet ikke på dig, når I bliver kritiseret for at sætte selve retsstaten på spil?«

I stedet burde han have dvælet ved den nye udmelding og udfordret Knuth på hans egne præmisser: Er det virkelig religionen, der afgør, om folk er lette at integrere? Og hvis det handler om integrationspotentialet, hvorfor er de eksisterende parametre for det, uddannelse og arbejdserfaring, så ikke tilstrækkelige?

Men nej, Thorsen er hurtigt videre til klicheer om, hvordan Knuth tog det som en »kampsituation« og tog »soldaterhatten på«, når han måtte stå op kl. fem for at tale med TV 2 News.

Det samme sker, når Knuth om smykkeloven siger:

»Her indså jeg med tiden, at vi bevægede os på en grænse, som er meget farlig«, »Det er det her med at tage noget mod folks vilje.«

Heller ikke dette glimt af eftertænksomhed følger Thorsen op på.

I stedet hører vi Knuth gentage, at man må »indskrænke frihed for at beskytte frihed«, og at han ser de udlændingepolitiske stramninger som »absolut nødvendige« – uden at hæve refleksionsniveauet til mere end;

»Jeg ved godt, det lyder mærkeligt, men jeg mener, det er en nødvendighed.«

Det lave refleksionsniveau skyldes måske, at bogen er baseret på artikler, Zetland har udgivet sideløbende med begivenhedernes gang. Vi møder altså ikke en Knuth, der ser tilbage i bagklogskabens klare lys, men en Knuth, der står midt i slaget.

Budbringer, ikke chefideolog

Thorsens ønske om at gøre læseren klogere på sammenstødet mellem de liberale værdier og de indgreb i den personlige frihed, som regeringen har stået for, er ærværdigt. Men enten er Knuth ingen ideologisk højdespringer eller også formår Thorsen ikke at gejle ham op i de højere luftlag.

Måske skulle Thorsen hellere have spurgt Inger Støjberg. Måske har han gjort netop det, men fået afslag. Den fornemmelse får man, fordi han har så travlt med at tale Knuths betydning op.

Thorsen påstår, at historien om Knuth er historien om »en af en regerings og en tids mest toneangivende og kontroversielle politikere«, at »alle mener, at han har støttet og lagt linjen,« og at »han stod bag« maskeringsforbuddet.

Og vist har ordførere da indflydelse, men Thorsen forveksler medieeksponering med magt.

Der skarpvinkles f.eks. rigeligt, når Knuth gives ’æren’ for, at Venstre skiftede mening i forhold til maskeringsforbuddet. Knuth har givetvis været for hele vejen igennem, men det betyder ikke, at han har »lagt linjen«.

Partitoppen placerede Knuth som udlændingeordfører, fordi hans holdninger flugtede med den strategiske linje, toppen havde besluttet. Han agerede bundprop i forsøget på at forhindre venstrevælgere i at sive til DF, hvis ikke Venstre var ’hårde’ nok.

Knuth er budbringer, ikke chefideolog eller hovedarkitekt. Og derfor bliver det en tam omgang med en hel bog, hvis præmis er, at han er en ideologisk tænker.

Man kan sige, at der kunne have været to gode grunde til at lave en bog om Marcus Knuth. Han kunne have været en særligt magtfuld politiker eller en særligt interessant politiker i kraft af selvstændige analyser og ideologisk brod. Ingen af delene er tilfældet med Marcus Knuth.

Marcus Knuth – Ny mand på Borgen. Andreas Thorsen. Gyldendal. 256 sider. 300 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her