Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Alt, hvad jeg skal bruge for at more mig over ’Better Things’, er synet af Pamela Adlon, der møder modstand

Tredje sæson af Pamela Adlons selvbiografisk inspirerede komedieserie ’Better Things’ fortsætter den fine skildring af en enlig mors daglige kamp for ikke at være et egoistisk røvhul
Som i så mange andre komedieserier er det i småtingsafdelingen, at Better Things henter sit konfliktmateriale. Ud over snyd i toiletkøer behandler de første to afsnit, som jeg har set, lavdramatiske problematikker som overgangsalder, irriterende forældrearrangementer på den yngste datters skole samt det ikke at kunne passe sine bukser længere, skriver Lone Nikolajsen. 

Som i så mange andre komedieserier er det i småtingsafdelingen, at Better Things henter sit konfliktmateriale. Ud over snyd i toiletkøer behandler de første to afsnit, som jeg har set, lavdramatiske problematikker som overgangsalder, irriterende forældrearrangementer på den yngste datters skole samt det ikke at kunne passe sine bukser længere, skriver Lone Nikolajsen. 

Suzanne Tenner/ HBO

Kultur
8. marts 2019

Det er ikke de store kriser, der er omdrejningspunktet i Pamela Adlons komedieserie Better Things, hvis tredje sæson netop er begyndt. Der mangler hverken kærlighed eller penge i det hjem i L.A., serien skildrer. Her bor Sam, Pamela Adlons alter ego, spillet af hende selv. Sam er skuespiller med nok succes til en gang imellem at blive genkendt og rost for noget, hun lavede for længe siden, men hun er ikke som sådan en stjerne.

Ligesom i de foregående sæsoner er hendes – ellers privilegerede – arbejdsliv fuldt af trivielle problemer med folk, der snyder sig foran i alt for lange toiletkøer, og instruktører, der har for travlt med at bage på deres assistenter til at fatte, at skuespillerne er ved at få hedeslag. Som i så mange andre komedieserier er det i småtingsafdelingen, at Better Things henter sit konfliktmateriale. Ud over snyd i toiletkøer behandler de første to afsnit, som jeg har set, lavdramatiske problematikker som overgangsalder, irriterende forældrearrangementer på den yngste datters skole samt det ikke at kunne passe sine bukser længere. 

Sam er alene med tre døtre (der ligesom hende har unisexnavne og et fleksibelt forhold til kønsroller): Max (Mikey Madison), som i den nye sæson starter på college helt ovre i Chicago; Frankie (Hannah Alligood), som har arvet Max’ rolle som tvær teenager; og Duke (Olivia Edward), der siden sidste sæson er begyndt at pusle med okkulte ritualer på en stille og rolig måde. Det er ikke mindst relationen til dem, Better Things handler om. Det er en af seriens kvaliteter, at den fremstiller døtrenes forkælethed og utaknemmelighed, uden at moderskabet af den grund fremstår som et martyrium. De har det sjovt sammen, de fire.

Ømhed og irritation

Åbningsscenen i første afsnit er egentlig super banal: Sam mosler rundt i sit rummelige klædeskab og leder efter noget tøj, hun kan passe. Hun niver sig i sin nye delle og spørger sig selv, hvordan det gik til, at den dukkede op. Det kunne nemt have været en kedelig, alt for velkendt omgang fis med kvinder og deres vægt, men alt, hvad jeg skal bruge for at more mig, er synet af Pamela Adlon, der møder modstand. Så finder jeg mig i, at det ikke ligefrem er en underbeskrevet form for modstand, hun møder lige her.

Det er ikke fordi, det skal være let og lystigt alt sammen, at en serie som Better Things beskæftiger sig med banaliteter, men fordi serien (som andre gode komedieserier) ved, at det for de fleste er i den daglige trummerum, kampen for at være et okay menneske bliver udkæmpet. Better Things er hverken specielt punchlinebaseret eller båret af skør og skæv dialog; det, man griner ad, er måden hvorpå ømhed og irritation hele tiden hiver og flår i Sam. Nogle gange på skift, andre gange samtidigt.

Pamela Adlon er en stjerne til at udstille den splittelse. Det så man også i Louis C.K.’s beslægtede komedieserie Louie (2006-2010), hvori hun spillede en kvinde ved navn Pamela, der havde et hjerte af guld og noget spydigt at sige om det meste i verden. Pamela Adlon har (ligesom Sam i serien) brugt en stor del af sit arbejdsliv på at lægge stemmer til tegnefilm, og hun kan virkelig udtrykke meget med sin hæse stemme. Men hun har også en sej evne til at lade sin krop emme af meget simple følelser, som f.eks. føromtalte ømhed og irritation.

Hendes følelser fremstår ikke spor abstrakte, de ligner snarere kropslige funktioner, som det er hendes forbandede opgave som voksent menneske at holde under nogenlunde kontrol. Det er sin sag, når hun er ude at spise afskedsmiddag med sin datter Max, der nu skal flytte hjemmefra i den anden ende af landet, og Max ikke kan vente med at gå i byen med sine nye venner. Eller når der er gruppearbejde til en forældreaften på Dukes skole, og en usædvanligt nævenyttig far skælder Sam ud for at tage nogle papirclips uden at spørge først. 

Better Things var en god serie fra starten, men løftede sig alligevel i anden sæson. Pamela Adlon var blevet bedre til at beherske serieformatet og lade nogle længere historier udfolde sig i løbet af sæsonen. Især skildringen af Sams brydsomme forhold til sin mere og mere demente mor, Phyllis (Celia Imrie), som bor i huset ved siden af, var fin. Og så sluttede sæsonen med en koreograferet dansescene (dvs. perfekt).

Det er for tidligt at sige, om tredje sæson bliver endnu bedre. At dømme ud fra de første to afsnit virker det, som om der er mere plads til digressioner, som ikke nødvendigvis er morsomme. Sam møder f.eks. en enkemand, der fortæller om sit lange, lykkelige ægteskab. Det lyder sentimentalt, og det er det også. Men så længe Pamela Adlon er til stede i scenen, klarer man det lige.

'Better Things'. Skabt af Pamela Adlon. Kan ses på HBO Nordic

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her