Læsetid: 5 min.

CPH:DOX viser flere fremragende dokumentarfilm med musikalske nybrud

I musikprogrammet Sound & Vision på CPH:DOX kan man i år få lov at mærke afrikansk og jamaicansk diaspora og etniske stridigheders betydning for vores musikhistorie. Det sker i fremragende dokumentarfilm, der stort set alle lader os mærke musikalske nybruds ekstase på vores sjæl og krop
I musikprogrammet Sound & Vision på CPH:DOX kan man i år få lov at mærke afrikansk og jamaicansk diaspora og etniske stridigheders betydning for vores musikhistorie. Det sker i fremragende dokumentarfilm, der stort set alle lader os mærke musikalske nybruds ekstase på vores sjæl og krop

Emilie Noer Bobek

29. marts 2019

Har du nogensinde spillet Multikultipoly – et globaliseringsspil?

Nej?

O.k., det udspiller sig nogenlunde sådan her.

Antal deltagere: Så mange som muligt, helst politisk woke musikelskere. Empati også et plus.

Spilleregler: Hver spiller gætter på skift, hvordan musikhistorien ville have set ud, hvis ikke der havde været kolonialisme, slaveri, immigration.

Spillets slutning: Når alle spillere har givet et bud hver.

Vinder: Den der er kommet med det mest gruopvækkende bud på, hvor fattig vores musikkultur ville have været.

En musikkulturel lavine

Jeg kan anbefale at gå på CPH:DOX, inden du spiller spillet, så står du virkelig godt rustet.

Dyrk i så fald Sound & Vision-programmet – musikprogrammet – hvor der er mange eksempler, billeder og ord på, hvor afgørende kolonialisme, slaveri, immigration og grænsedragninger har været.

Det mest oplagte er at pege på tvangsforflytningen af afrikanere fra moderlandet til Nordamerika. Hvordan denne tvungne og forkastelige tvangsindvandring har være helt afgørende for vestlig musik. Fra blues, ragtime og jazz over soul, funk og disco, til house, techno og hiphop. Én lang årsagsguirlande, der beskriver sorte tvangsimmigranters musikkulturelle lavine gennem USA, ja, verden. Den kan ikke overdrives.

Ekstatisk vidnesbyrd om overlevelse

For at forstå kan man for eksempel se den helt igennem forrygende triple-servering af tre kortfilm, henholdsvis om Detroits techno-revolution, New Yorks vogue-scene og (uden for denne artikels emne) Italiens italo disco-bølge.

De betjener sig alle tre af beruselsens håndtag og greb. Lader os mærke techno, house, italo disco på krop, sjæl, tromme- og nethinder. Så vi helt intuitivt forstår genrernes forførelseskraft.

De to første forholder sig til den afrikanske diaspora i USA og dens altafgørende indflydelse på musik- og dansekulturen.

Som der står på et skilt i Black to Techno: »The black ecstatic cannot be contained«. Så sandt, så sandt. Og anskueliggjort med ekstatiske virkemidler i denne kortdokufilm om technoens forbindelse til den lokale Motown-soul, der vokser frem i bilernes by Detroit i 50’erne – og til slaveriets brutale overskæring af rødder.

»Hvad man grundlæggende hører, er sorte folk, der skaber et univers, hvor dette brud, dette tab er repareret,« siger en stemme.

En svovlrapper rimer også kontekster. Tre kvinder dj’er den smukkeste, finmaskede, hyperrytmiske techno på en robotificeret bilfabrik. Vi er ude i kosmos og inde i den dybeste sorte hemmelige teknologi. Det er en både mystisk og illuminerende dokumentar.

Into a Space of Love er mere jordbunden, dedikeret til New Yorks vogue/ball-scene, tidligere udødeliggjort i dokumentaren Paris Is Burning, der handler om de ballrooms, der var vigtige kulturelle samlingspunkter for drag-kulturen. Denne afroamerikanske LGBTQ+-kultur voksede frem i 1980’erne som en danse- og fashionkultur med house-musikken – udviklet af afroamerikanere i New York og Detroit – som benzin.

Det er de marginaliserede, der finder frihed og fred i dansen.

»Hvad vi ser her, er et vidnesbyrd om overlevelse,« lyder det.

Og det påpeges, at vogue-scenen og dén smerte, der gemmer sig i den, også udbyttes og dyrkes som en trend. Samtidig med at kortdokumentaren forstår at legemliggøre nydelsen i flugten. Og, voila, dette lyserøde væsen endte personligt med topkiksede poses foran spejlet, mens han nød dokumentaren via sit anmelderlink.

The Motown of reggae

Omveje er så også afgørende i musikhistorien. Tag bare øriget Jamaica. Her udgjorde afrikanske slaver en stor del af befolkningen. Og siden er ska, rocksteady og reggae i efterkrigstiden blevet farvet af sort soul og rhythm & blues fra USA. Altså to lokale, afrikanske diasporaer, der influerer hinanden.

Dertil kommer, at omkring 100.000 jamaicanere i 1950’erne og 1960’erne immigrerede til det ikke-som-forventet-spor-forjættede Storbritannien – og skabte musikhistorie.

Se det i den voldsomt fodflyttende dokumentar Rudeboy, om Trojan Records og den jamaicanske ska- og reggae-kultur, som London-pladeselskabet injicerer i Storbritannien med sublime singler fra både britisk og caribisk residerende jamaicanere. »The Motown of reggae,« kaldes selskabet.

Ud af denne forrygende ska og regga opstår der i England en multikultur, hvor hvide skinheads er velsoignerede hippiehadere, der danser med jamaicanske immigranter. De er »the fashion, not fascist kind«, som det observeres.

Rudeboy betjener sig af reenactments af scener fra tiden mixet sammen med gamle klip og nutidige interviews med overlevere. Og der er et magisk øjeblik, hvor en skuespiller legemliggør sangeren og ska-kongen Derrick Morgan og synger hans sang i et iscenesat klip. Så klippes der til den gamle, nutidige, virkelige Morgan, der viser sig at lægge sangstemme til skuespilleren.

Trojan-revolutionen sker midt i en fremmedfjendsk tid i England, men alt som disse reggaehits kravler op ad hitlisten, så integreres jamaicansk kultur uvægerligt i britisk ditto.

Og i den kontekst er det også værd at huske på, at triphoppen med navne som Massive Attack, Tricky og Portishead opstod i havnebyen Bristol – rig på jamaicanske indvandrere.

Krigzonemusikvideoer

PJ Harveys seneste plade The Hope Demolition Six Project ville heller aldrig være blevet til noget uden etniske stridigheder, kolonial adfærd og slaveri. Det er hele albummets råstof.

Den fine dokumentarfilm om Harveys research til og indspilning af albummet af samme navn hedder A Dog Called Money, og den er ikke ekstatisk, snarere dunkelt poetisk.

Vi følger Harvey i gang med at indspille sit album samt researche på det sammen med fotografen og dokumentarens instruktør Seamus Murphy. De besøger Kabul, Washington, den syriske Idlib-region, den græsk-makedonske grænse og er ude på landet i Kosovo. Og man kan erfare, hvordan hun henter ord, historier og musikalske fraser fra rejserne, for eksempel fra brølende moskesang i Afghanistan, voksendåb i USA og omskæringsceremoni i Kosovo.

Harvey og Murphy ser forbindelser overalt. Hun mødes med afghanske musikere og observerer, at en amerikansk overvågningsballon sikkert optager det hele og sender det til Washington. Og så er der Murphys billedsider til Harveys sange. Her er både grumsmukke krigszone-ruralprimitivisme-fattigdoms-musikvideoer og anderledes opløftende billedcollager, der fortæller os, at vi alle er én nation under ét beat. Altså at grænser er noget arbitrært rod.

’Game over’

Det er også værd at se den gode Indus Blues, der fortæller en musikalsk destruktiv historie om kolonialisme. Hvordan grænsen mellem Pakistan og Indien – der blev trukket af englænderne i 1947 og revideret i 1972 – delte en rig folklore i to. Og hvordan islamister i regionen nu forsøger helt at forbyde musik.

Der serveres helt enkelt feberhed, oplysende og medrivende musikhistorie for masserne i Sound & Vision-programmet. Og man kan næsten ikke undgå at fatte betydningen af immigration og kolonialisme for vores musikhistorie.

Game over.

Og så alligevel også: Fortsættelse følger.

Alle film kan ses i CPH:DOX’ Sound & Vision-program. Se cphdox.dk.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu