Læsetid: 4 min.

Dialogbaseret ægteskabsroman minder om ’Cat on a Hot Tin Roof’

’Fortielsen’ er en roman, der næsten er et virkelig godt teaterstykke om ægteskab og overgreb
15. marts 2019

Hollandske Marijke Schermer (f. 1975) er oprindelig dramatiker, og det kan man godt mærke på hendes anden bog, den korte roman Fortielsen, der netop er udkommet på dansk.

Her møder vi ægteparret Emilia og Bruch; De er veluddannede, de har to små sønner, de er flyttet ud af Amsterdam til et stort hus uden for byen, hvor de forsøger at leve op til hinandens og deres egne drømme om ægteskabelig familielivslykke.

Det afsløres tidligt for læseren, at Emilia, kort efter at hun som 30-årig mødte Bruch, blev voldtaget af en ukendt mand i sit eget hjem. Hendes reaktion på overgrebet var ikke at nævne det for nogen, at ignorere Bruch i tre måneder, hvorefter hun genoptog kontakten med ham, som om intet var hændt. De bliver gift, får børn, og hun får det aldrig fortalt.

En uventet begivenhed tidligt i romanen minder dog Emilia om den ubehagelige hændelse, og det sætter gang i en række overvejelser om, hvad fortielsen har betydet for hendes forhold til Bruch, hvorvidt »åbenhjertighed« er en »forudsætning for intimitet«, som der står på bagsiden af bogen.

Romanen fortæller i tilbageblik historien om overgrebet, men den kortlægger også en mere generel fornemmelse af mistillid og usikkerhed i Bruch og Emilias ægteskab. Det er her Marijke Schermer viser sig som en dygtig og garvet manuskriptforfatter. I en af bogens mange dialogbaserede scener, mødes Bruch og Emilia med et vennepar, som har kendt hinanden siden de var børn. Samtalen går på, hvordan henholdsvis det ene og det andet par mødte hinanden, og den tre måneder lange pause tidligt i Bruchs og Emilias version får deres historie til at fremstå usammenhængende.

Marijke Schermer: ’Fortielsen’.

Saxo
Senere problematiserer Emilia det andet pars forhold ved at kalde det »intimt«, hvorefter Bruch indskyder, at det andet par nok også har en masse fordomme om dem. Emilia siger »Måske tror de ikke på, at jeg måtte tænke mig om i tre måneder«. Hvortil Bruch svarer: »Hvem gør det?«

Det er den slags scener og replikudvekslinger, der får Fortielsen til at minde mig om den amerikanske dramatiker Tennessee Williams’ klassiske ægteskabsdrama Cat on a Hot Tin Roof fra 1959, hvor insinuationer og magtkampe mellem mand og kone både dækker over og forsøger at få hul ind til der, hvor det virkelig gør ondt.

Et spørgsmål om fortielser, tillid og erotik

Fortielsen refererer selv til det nok mest kendte Williams-stykke A Streetcar Named Desire (1951) – det, hvor Marlon Brando råber »Stella« – som Bruch og Emilia er i teatret for at se i en af bogens første scener. Men lighederne med Cat on a Hot Tin Roof er mere påfaldende: Bruch hedder Brick, og i begge stykker – undskyld, værker – er det spørgsmålet om fortielser, tillid og erotik i et ægteskab, der endevendes.

Spørgsmålet om seksualitet er nemlig også påtrængende i Fortielsen, hvor f.eks. den udflydende grænse mellem seksuel leg og overgreb fremstilles overbevisende, når Bruch og Emilia, noget tid efter overgrebet, slås for sjov, og hun, da han forsøger at få denne leg til at glide over i sex, kaster op på hans gulvtæppe.

Man kan sagtens læse Fortielsen i forlængelse af hele #MeToo-debatten: Det er ikke kun Emilia, men også hendes praktikant på arbejdet, der udsættes for et overgreb. Krænkeren er en kollega, som også har opført sig grænseoverskridende over for Emilia, dog uden at hun har tænkt videre over det. Alt dette er med til at skabe nuancer i romanens forståelse af seksualiserede overgreb.

Schermer er som sagt rigtig god til at skrive replikker. Ikke bare dialogen mellem de to ægtefæller, men også f.eks. Emilias telefonsamtaler med sin dominerende storebror har rytme og intensitet – og så virker de troværdige. Men når dialogen slipper op, kan man til gengæld godt blive irriteret, især på Emilias lidt for dramatiserede indre monolog:

»Hvis Bruch vidste, hvad der var sket hende, ville han være bekymret. Han ville være bange for at røre ved hende. Han ville føle, han skulle skåne hende. Han ville være forsigtig. Han ville behandle hende som et offer. Han ville ikke turde give los.«

Det er ikke fordi, det er urealistisk, at Emilia skulle tænke sådan, men der er noget lidt for højstemt ved disse gentagelser. Når dialogen ofte er tilsvarende (men mere vellykket) dramatisk, er det som om bogen forsøger at være konstant højintens på en måde, der er mere trættende end medrivende.

Andre steder bliver sproget – stadig uden for replikkerne – upræcist: Regndråber, der rammer et halvtag, som Emilia sidder under, »drypper ned fra siderne af den grå skive som en kommentar for så at kaste sig hvirvlende gennem de overbebyrdede riste«. Hvordan kaster vand sig egentlig »hvirvlende« gennem en overbebyrdet rist? Og »som en kommentar«? Til hvad, om hvad?

I det store hele er den slags måske småting, men det gør, at Fortielsen ikke helt efterlader mig med fornemmelsen af at have læst en rigtig god roman. Nærmere har jeg det, som om jeg har læst et virkelig godt teaterstykke om ægteskabskriser og overgreb – med alt for mange, for lange regibemærkninger.

Marijke Schermer: ’Fortielsen’. På dansk ved Aino Roscher. Forlaget Grif. 184 sider, 230 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu