Læsetid: 6 min.

Død kvindes tale

Sara Stridsbergs nye roman er voldsom og brutal, tragisk, tankevækkende og fuld af kærlighed
Kendetegnene for Stridsbergs roman er de voldsomme kontraster. Skoven og søbredden, hvor mordet finder sted, er en eventyrlig idyl, i modsætning til byens hårde arkitektur, skriver Kristin Vego. 

Kendetegnene for Stridsbergs roman er de voldsomme kontraster. Skoven og søbredden, hvor mordet finder sted, er en eventyrlig idyl, i modsætning til byens hårde arkitektur, skriver Kristin Vego. 

Thomas Borberg

15. marts 2019

Jeg har længe været optaget af døde, som taler. Nærmere bestemt, døde kvinder som taler i litteraturen. Der er Addie Bundren, mor til fem i William Faulkners As I Lay Dying (1930), som dør ved romanens begyndelse, og som den lille familie må kæmpe i ni dage for at fragte til Jefferson, hvor hun skal begraves. Romanen er fortalt af skiftende stemmer, indtil det pludselig, midti, er den døde kvinde selv som tager ordet. Eller der er chilenske María Luisa Bombals kortroman Ligklædt (1938), hvor en død kvinde ligger svøbt til sin gravfærd og fortæller om sit liv. Og nu er der også Inni, hovedpersonen i Sara Stridsbergs Kærlighedens Antarktis, som ved romanens begyndelse bliver brutalt myrdet og parteret i en skov, og som derfra fortæller sin historie.

Vi er i starten af 1980’erne, 24-årige Inni er heroinafhængig og prostitueret i Stockholm. Hun er også mor, selv om hendes to børn er blevet taget fra hende og anbragt i plejefamilier. En dag i juni sætter hun sig ind i en fremmed mands bil og bliver kørt ud i skoven til en sø, hvor han voldtager og kvæler hende, før han skærer hende i stykker. Hovedet havner i en affaldsskakt. Kroppen bliver fordelt i to hvide kufferter og efterladt i landskabet, én på stranden, én ved motorvejen et par kilometer derfra. Som om morderen vil have, at nogen skal finde resterne; at verden skal se, hvad han har gjort.

Sara Stridsberg blev tildelt Nordisk Råds litteraturpris for romanen Drømmefakultetet (2006), en litterær fantasi om SCUM-manifestforfatteren Valerie Solanas, og har senest udgivet romanen Beckomberga (2014), som har navn efter et nu nedlagt psykiatrisk hospital uden for Stockholm.

En kvinde på samfundets bund

I Kærlighedens Antarktis giver hun stemme til én, der ikke har nogen: den døde. Men hun giver også stemme til én, som ikke havde nogen stemme selv i livet: en kvinde på samfundets bund, én af dem, der trækker på gaden, og som kan blive erstattet i morgen, hvis hun en nat skulle forsvinde. Hvilket hun så gør. Når læseren møder Inni, befinder hun sig i det hinsides, i intet eller altet, hvorfra hun observerer de levende på jorden. Hun er uden for tiden, hun kan både rejse tilbage til sin opvækst og se alting med fornyet klarhed, og hun kan følge sine to børn, på afstand, ind i voksenlivet.

'Kærligheden Antarktis': Sara Stridsberg.

Saxo
Ikke mindst kan hun vende tilbage til dødsøjeblikket og opleve det igen og igen. Måske fordi det er det mest intense, hun har oplevet: stærkere end heroinen, stærkere end fødslerne, er dødsøjeblikket. Måske fordi hun prøver at forstå, hvad der skete, og hvorfor hun havnede her: »Jeg har altid villet gøre ting tidligt. Elske, tage den første sprøjte, få børn, dø.« Inni ved allerede, at hun skal dø, da hun sætter sig ind i den fremmede mands bil, alligevel følger hun med ham. Hun er frit vildt, og han er jægeren. Hun har ingen kontakt til sine forældre, Ivan og Raksha, familien faldt fra hinanden efter lillebrorens druknedød; og hun har ingen kontakt til sine børn, Valle og Solveig, som begge lever et bedre liv uden hendes misbrug. Hun har, kort sagt, ikke noget tilbage at leve for: »Jeg var allerede død, det havde jeg været længe, som et begravelsesfølge vandrede vi gennem Stockholm, jeg og mine venner.«

Kendetegnene for Stridsbergs roman er de voldsomme kontraster. Skoven og søbredden, hvor mordet finder sted, er en eventyrlig idyl, i modsætning til byens hårde arkitektur. Det er en smuk og frodig verden, en klaustrofobisk, levende verden, Inni forlader: »Sommeren var dette enorme, indelukkede rum og træerne så store og vidunderlige, så urtidsagtige som de stod der med deres vandtunge kroner.« Hun befinder sig lige på kanten af virkeligheden, og sproget er svulmende, næsten ødselt: »Det var den blå time, da solen og månen mødtes, og det første sitrende nattelys og resterne af dagslys blandede sig som magiske væsker og indhyllede verden i et skælvende violet skær, hvor alt blev blødt og utydeligt, uden konturer og skygger.«

Moderkærlighed

I løbet af romanen bliver beskrivelserne fra søbredden mere og mere fordærvede af mudder og blod. Det er som en film, der er knækket, et loop, som Inni ikke kan eller vil slippe ud af: Hver gang hun vender tilbage til dødsøjeblikket, kommer vi lidt tættere på, mærker blodet i lungerne, lugten af jord og afføring, søens brakvand og vejrtrækningen, der ligesom tiden langsomt sætter farten ned og til sidst bremser op.

Kendetegnende er også, hvordan lugtene fra hendes egen krop i dødsøjeblikket minder Inni om lugten på barselsgangen, eller hvordan bryllupper og begravelser spejles i romanen. Når Inni gifter sig med sin elskede Shane, stjæler de blomster fra en grav på vej ind i kirken; når hendes forældre går ned ad midtergangen til hendes bisættelse, ligner de et ungt par på vej til at blive viet. Der er et insisterende billedsprog i romanen, Inni ser engle alle vegne, overalt er der vand og overjordisk lys.

Det er en stil, som kunne have virket overlæsset eller for meget, hvis ikke den samtidig blev afbalanceret af de elementer i romanen, som er iskolde og rå; klare som glas. Romanens religiøse motiver bliver opvejet af det, Inni kan berette fra den anden side af døden: »Mennesket er alene i evigheden, der er intet himmerig, ingen guder, ingen julenisser, vi er ikke overvåget af højere magter. Der er ingen straf, men heller ingen nåde.«

Nogle gange bliver romanen lidt tydelig i sit ærinde, når den understreger samfundets medskyldighed i Innis skæbne. Fra sin plads uden for verden ser hun hele maskineriet oppefra, den måde menneskene har indrettet sig på: »Visse er dømt til at gå under, andre er forudbestemt til at gå videre, nogle få hæver sig over de andre, og man kan se det tidligt, børnene er stemplede fra begyndelsen.« Det er unødvendigt, når romanen kommenterer eller forklarer det, der allerede ligger som en undertekst i hele værket. Men Inni er heller ikke kun et offer. Hun er stærk og egenrådig, hun søger friheden, men forveksler den med undergangen.

Størst i romanen er moderkærligheden: »Meget kan døden lave om på, men ikke den kendsgerning, at Valle og Solveig er kommet ud af min krop.« Inni giver sine børn væk, fordi hun elsker dem, fordi hun vil give dem livet, men hun slipper dem aldrig. Kærlighedens Antarktis er voldsom og brutal, tragisk, tankevækkende og fuld af kærlighed. Det er kvindeliget, den evige rekvisit og faste inventar i de fleste krimier på tv og i litteraturen, som her får lov at fortælle sin historie.

Det er et eventyr og en drøm, men også uhyggelig virkelighed. Innis skæbne er som H.C. Andersens lille havfrue, som må svæve med luftens døtre i 300 år, før hun kan træde ind i Guds rige. Hver gang de besøger et hus, hvor et godt barn får dem til at smile, trækkes et år fra straffen. Men besøger de et hjem, hvor et barn er uartigt, må de græde, og for hver tåre lægges en dag til deres prøvetid. For Innis vedkommende kan hun blive ved med at observere de mennesker, hun elsker, så længe de stadig kan huske hende. Hun eksisterer indtil sidste gang, nogen på jorden nævner hendes navn. Efter det vil hun være borte.

'Kærligheden Antarktis': Sara Stridsberg. Oversat af Ellen Boen. Grif. 304 sider. 300 kroner

’Jeg har altid været interesseret i at skabe en verden, hvor virkeligheden møder eventyrene,’ siger den svenske forfatter Sara Stridsberg, der er aktuel med romanen ‘Kærlighedens Antarktis’.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu