Læsetid: 5 min.

’Dronningen’ tvinger sit publikum ned i en suppe af lækkerhed og råddenskab

Trine Dyrholm er genial som kvinden, der forfører sin stedsøn, i May el-Toukhys kvalmende, kloge magtanalyse. Du kan ikke skrabe filmen ud af hjernen igen
Trien Dyrholm balancerer på genial vis det menneskelige og det monstrøse, det overgivende og det kompromisløse, i May el-Toukhys' Dronningen.

Trien Dyrholm balancerer på genial vis det menneskelige og det monstrøse, det overgivende og det kompromisløse, i May el-Toukhys' Dronningen.

Rolf Konow

28. marts 2019

Man er i forstyrrende lang tid suppet ind i Trine Dyrholm og hendes rolle som advokaten Anne under og efter at have set May el-Toukhys uhyggeligt velspillede, kvalmende og kloge Dronningen.

Man er suppet ind i Annes moderlige varme, i hendes overklasselivsstil, den smukke familie på smukke sommeraftener ved søen og i haven, den dyre håndolie ved sengekanten, som hun selvkærligt plejer sine modne hænder med, det varme lys fra de stilfulde pejse og designerlamper i familiens arkitekttegnede hus.

Anne sidder til sent på natten i sine silkeskjorter og gennemgår sagspapirer med hvidvin, der er noget lækkert powerkvindeligt over denne utrættelige måde at arbejde for bl.a. en ung kvindelig klient, der har brug for Annes støtte og klarsyn, når hun skal vidne om overgreb i et retssystem, der ikke uden videre tror hende. Anne er der for hende. Også lidt mere end hun burde være.

»Føles det godt?«, spørger hun den unge, mandlige anklagede, efter han er blevet kendt uskyldig.

Det er sådan en impuls, der føles moralsk retfærdiggjort, når blodet ruller.

Anne er retfærdig, når hun forsvarer sin svenske mand Peters (Magnus Krepper) ekskone, som han giver skylden for, at deres søn, 17-årige Gustav (Gustav Lindh), er blevet en rod, som skolen ikke kan rumme. Og hun er sympatisk i sine kærlige forsøg på at byde uvorne Gustav ind i familiens hjem og sone lidt for det svigt, Peter — på grund af hende — udsatte Gustav for, dengang han tjekkede helt ud af Gustavs barndom for at lave en ny familie i Danmark.

Hvis det altså er det, hun vil — sone. Intentioner er altid mudrede.

Anne får, hvad hun vil have

For når man så er godt og grundigt suppet ind i Anne og hendes imponerende kongerige, så suppes man også ind i den magt, hun lige så stille begynder at udøve over sin smukke, smukke stedsøn.

Gustav laver ballade, som kun hun opdager, og hun vil have ham til at opføre sig ordentligt. Hun afpresser ham til at makke ret og spille med på familieidyllen, og det virker. Han bliver de voksnes sjove ven og en god storebror for Anne og Peters tvillingedøtre. Anne får, hvad hun vil have.

Efter Gustav en aften tager en smuk pige med hjem, begynder Anne også at ville have den slags opmærksomhed fra ham, et stykke med den frie, vilde unges bekymringsløshed og appetit. 

Han har ikke nogen venner, betror han hende. Det har hun heller ikke, betror hun tilbage. Sådan kan hun for en stund lege, at de er lige børn i en verden, der ikke forstår dem. Hun oplever med sitren hans tilfældige berøring som tegn på en hemmelig erotisk alliance.

Og pludseligt er vi så suppet ind i Annes rasende og dystre liderlighed, som tager til.

Hun driver ind på Gustavs værelse en sen aften, kærtegner ham under dynen, varmer ham op og lægger sig så på alle fire – som vil hun suge ham ind i sig og på samme tid skaffe bevis for, at han også gerne aktivt vil det her.

Dreng uden mor

Det særligt oprørende ved Dronningen er, at alt i denne suppe på samme tid er lækkert og fængslende og så helt tydeligt ødelæggende. Det er det ikke kun fra et kølighovedet ydre perspektiv. Lysten og mørket er tæt sammenflettet fra start til slut. Man ser det på Annes fjerne blik, man ser det på den 17-åriges, der det ene øjeblik opfører sig som en tjenestvillig kneppekarl og i det næste sidder alene i sengen igen som en usikker dreng uden mor og rigtigt hjem. Og man mærker det i alt, hvad Anne ellers foretager sig.

Hver gang, hun giver ham noget, hvadsomhelst, rager hun magt til sig. Det er det faktiske overgreb i relationen:

Her, Gustav, er kroppen til den kvinde, der én gang før har taget din far fra dig, tag den! Og her er kroppen til den kvinde, der har afpresset dig til samarbejde og velvillighed. Her er kroppen til den kvinde, der kan tage din familie fra dig igen med et knips, og som kan tage sin varme og opmærksomhed fra dig, så du igen ikke er noget for nogen overhovedet. Og her er en ny MacBook.

Anne virker belejligt blind over for den magt, indtil hun helt bevidst og systematisk tager magten i brug for at redde sig selv.

Hvorfor gør hun det?

Instruktør May el-Toukhy og manuskriptforfatter Maren Louise Käehne tilbyder os ikke én grund, men mange. Det er ikke meningen, at vi skal forstå Anne. Vi forstår, at hun selv har været udsat for noget engang. Vi forstår, at hun kommer fra andre sociale kår, og at den måde, hun poserer i sin egen idyl på, også er et billede på at hun nægter at miste den — koste hvem det vil. 

Det kan virke som en kliché, at de sociale opstigere ofte er særligt suspekte karakterer. Og at det så ofte er i den lækre overklasse, vi skal se det rådne. Men i Dronningen er det lækre liv også et slags æstetisk argument — vi forstår det som publikum. Vi er, med Anne, forførte.

Filmen demonstrerer sit medies enorme magt som manipulator, når man efterfølgende, med ubehag fanget i hendes perspektiv, både håber på, at hun bliver opdaget og straffet og håber, at hun slipper fri, at drengen ikke sladrer, at farmand ikke bliver ked af det – fordi det ville være så ubelejligt.

På lydsiden hører vi metalliske rytmer – som en kloaks nervøse hjerteslag. At blive suppet ind i det lækre og det dystre på den måde er filmens store genistreg. Og Trine Dyrholm er vor tids mest geniale skuespiller, fordi hun balancerer det menneskelige og monstrøse, det overgivende og kompromisløse. Hun kan gøre Anne til et mysterium, man ikke kan skrabe af hjernen igen. Man er suppet ind. Fanget.

Dronningen er en virkeligt klog film.

Den stiller sig side om side med en lang tradition for skildringer af unge mænds erotiske forhold til ældre kvinder og lader os undersøge magtforholdet og overgrebet ved at se drengen udefra og magtudøvelsen fra kvindens perspektiv. Den illustrerer også i sin klamme moralske sammenflettethed noget, som vi erfarer igen og igen og har set så tydeligt afsløret i den kulturelle magtelite de senere år: at der ikke står voldsomt meget til hinder for at kæmpe for, hylde og promovere principper og værdier og så at forbryde sig mod samme principper og værdier. Og at den magt, man har tilranet sig ved at manifestere de værdier, isnende kløgtigt kan bruges til at skjule sit svigt for andre — og, måske, for sig selv.

’Dronningen’. Instruktion: May el-Toukhy. Manuskript: May el-Toukhy og Maren Louise Käehne. Dansk. Biografer over hele landet

Ældre kvinder har altid begæret yngre mænd i film- og litteraturhistorien, men gennem bestemte skabeloner, hvor de enten fremstilles som rovdyrslignende karikaturer eller ender som ynkelige og skøre. Men når Trine Dyrholm spiller advokaten Anne, der har en affære med sin mands søn Gustav, sker der nye ting med den ældre kvindes perspektiv og magtposition. ’Det er ikke vores job hverken at dømme eller forsvare Anne. Vi vil gerne folde hende ud og vise: Her er et menneske,’ siger filmskaberne 
Læs også

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

1) Man kan ikke forføre nogen! til noget seksuelt! Det var der engang nogle meget borgerlige, pæne mennesker, der mente, at især mænd kunne forføre (unge) kvinder til sex! Men vi ved bedre - det kabn man ikke!
2) Derfor kan man ej heller forføre en 17-årig ung mand seksuelt!
3) Måske anmeldersken af denne film lige skulle tænke engang på, hvad vi alle ville sagt til, at (køns)rollerne var byttet om!

Markus Lund, christian christensen, Niels Duus Nielsen, Hans Aagaard og Michael Friis anbefalede denne kommentar
Arne Jørgensen

Hvad betyder suppet ind. Det udtryk bruger anmelderen flittigt som generel forklaring på hele filmen. Vi er suppet ind i Annas univers. Forstår vi så det hele. Jeg føler mig helt suppet.

David Joelsen

Jeg kan godt tilslutte mig, at magtmisbrug kan fejlfortolkes som forførelse, hvor det går ud over tjenestefolk eller unge mennesker.

Ps. Jeg har ikke set filmen.

Jørgen Wind-Willassen

46 årig rig hvid mand forfører 17 årig ung pige.
Hvordan mon det var blevet modtaget?
Uha uha.

Hans Aagaard, Mogens Holme og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

jeg tillader mig at citere migselv:

Den reelle ligestilling er der vel først, når det ikke længere er en overraskelse, at, ja nogle kvinder er faktisk også røvhuller, der misbruger deres magt og position til at rage noget til sig, som de burde vide bedre end, i og med i denne kontekst, at de er de voksne.
Og det er såmænd ikke fordi de er skøre, faldet ned fra Madonna-piedestalen eller andet, som nogle (mænd) har fundet på.
Næh, vi - de er såmænd bare også mennesker, hvor magt og muligheden for at rage til sig relativt nemt korrumperer.

Johanna Haas, Christel Gruner-Olesen, Vivi Rindom, Anders Reinholdt, Michael Friis, Lisbeth Larsen, Viggo Okholm, Ib Gram-Jensen, David Joelsen, Pernille Davidsen, Thomas Tanghus, Bjarne Bisgaard Jensen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Hvis det skal kaldes "den reelle ligestilling", forudsætter det så også, at kvindelige røvhuller omtales og behandles mm., på samme måde som mandlige røvhuller, og ikke f.eks. dyrkes som stærke seje kvinder, eller lignende.

Markus Lund, Melissa A., Anders Reinholdt, Erik Fuglsang, Hans Aagaard, Mogens Holme, Michael Friis og ulrik mortensen anbefalede denne kommentar

Hvis det er mig du 'spørger' Peter Hansen, så synes det svaret står implicit i min kommentar.

Jeg ser intet sejt eller stærkt i at være et røvhul, der misbruger magt og position. Uanset køn.

Ejvind Larsen, Johanna Haas, Vivi Rindom, Michael Friis og Nette Skov anbefalede denne kommentar

Jeg hentyder til en generel tendens, der har været til at fremstille det som sejt, når kvinder gør noget man normalt ubetinget kritiserer mænd for at gøre.

I aftenens tv-avis var der et indslag om filmen, der blev præsenteret som handlende om en ”stærk kvindes misbrug”. På den ene side er man klar i mælet, for så vidt at kvinder også kan omtales som krænkere, hvilket trods alt er en positiv udvikling. Men der er stadigvæk en fascination af den handlekraftige kvinde, der ikke ville forekomme i en sådan sammenhæng, hvis det var en mand.

Har der ikke altid været fascination af den handlekraftige mand?
Og det er vel også fint nok at være en handlekraftig kvinde, men ikke hvis det indebærer overgreb, magtmisbrug og korruption.

Understøtter det du skriver Peter Hansen egentlig ikke i min første kommentar?

Når hun fremstilles som "sej" og handlekraftig og der fokuseres på det fremfor at hun er klam og har en incest-agtig tilgang til sin familie og sit forhold er det at det ikke er gået op for en meget stor del af befolkningen at kvinder har haft magtfulde positioner og ledelsesjob i årtier. Derfor er filmens præmis for dem "nyt" og usædvanligt.

Katrine Damm, jeg modsiger skam heller ikke hvad du skriver, men perspektiverer bare. Fascinationen af handlekraftige mænd har aldrig omfattet krænkere, og mænd der i det hele taget behandler kvinder dårligt. Det har altid den tydeligste indikator på, hvem der er filmenes dummeste svin. Og Tom Finkel, det er ganske rigtigt en anakronisme, hvis man opretholder en særlig fascination af kvinder, som kan opføre sig som mænd, når det ikke burde være nogen nyhed.

Ha ha, Peter Hansen, den må stå for din egen regning, virile mænd, handlekraftige mænd, se hvad jeg kan, jeg et magtmenneske andre regler gælder for mig. Berlusconi er her et godt eksempel.

Det ærgrer mig, at der ikke er nogen kvinder, der diskuterer her.

Er (vi) kvinder bedre mennesker i og med vi er blevet undertrykt i årtusinder?
Er vi dummere end andre mennesker (mænd), når vi har fundet os i det? Hvis vi ikke er dummere , er det eneste jeg kan komme på, at det beror på fysikken(?)

Personligt har jeg (også) en lille mavse-fornemmelse og tanke om: ja vi er bedre mennesker.

Når jeg så ryster mit lille blonde hovede og kigger mig omkring: Gu' er kvinder da ej det.

Se på kvindelige magthavere, ser det ud som om, det er kvalifikation i sigselv at være kvinde?

Dermed er jeg tilbage til min første kommentar.

Nu er det jo primært filmverdenens koncentrerede, og mere sort/hvide verdensbillede jeg tager udgangspunkt i. Den virkelige verden er selvfølgelig mere kompleks, specielt når man ser ud i verden. Set fra Danmark/Norden, har billedet af Berlusconi vist været ret entydigt negativt.
En konsekvent mistillid til såvel positive som negative kønsstereotypier, er sikkert til gavn for begge køn.

Thomas Tanghus

I film og TV er det ofte set som "friskt" når en kvinde giver en mand et klap bagi. Måske #MeToo rent faktisk kan rette op på det?

Og kan vi blive enige om, at Peter hedder Jensen? ;)

Katarina Den Store, Cleopatra, Dronning Victoria m.fl. minder os om at kvinder sagtens kan være undertrykkende, krigeriske, griske, ubarmhjertig og enevældige herskere der gladeligt undertrykker hele nationer af mænd (og kvinder) ligesom konger og diktatorer har gjort det.

Når folk ytrer at kvinder har været undertrykt i årtusinder skal de lige huske at adelens kvinder var med til at undertrykke og at langt størstedelen af mænd tilhørte de fattige klasser og før det, var fattige bønder.

Beklager Peter Jensen for Hansen. Undskyld.

Du har nok ret i at Berlusconi ikke har haft den store tilslutning på nordlige breddegrader, ikke desto mindre har han jo haft det i Italy, hvor de i øvrigt, hvis jeg ikke husker forkert er lidt længere fremme i forhold til kvinders repræsentation indenfor repræsentation i forbindelse med magt.

Selvfølgelig Tom Finkel, men lige så mange af de fattige klasser, var vel kvinder, og fatter bestemte, du ved det der med at sparke nedad.

Det er i virkeligheden, det der er mig ubegribeligt, hvorfor ser det ud som, i min optik, at mennesker har en trist tilbøjelighed til at sparke nedad -.i stedet for at adredsere, hvor det hører hjemme?

christian christensen

En sød, hårdtarbejdende og lidt fraværende svensk ægtemand, tvillingerne Fanny og Frida, lækkert hus et eller andet sted i den nordsjællandske idyl og en succesrig karriere som idealistisk advokat.

Minder til forveksling om filmanmeldernes og smagsdommernes eget segment. Og så ovenikøbet med darling Dyrholm i hoverollen som en lettere opgraderet våd drøm om deres egen forstadskone.

Den film kan kun blive en anmeldersucces...

christian christensen

Kære Kathrine Damm:
Midaldrende kvindelig karriereadvokat forfører 17 årig dreng af lutter kedsomhed. Findes der ikke mere presserende samfundsproblemer at lave film om? Og hvorfor bliver hun ikke veganer eller melder sig ind i Bedsteforældre for Asyl som andre fornuftige overmodne damer, der savner indhold i tilværelsen?

Det ved jeg virkelig ikke Christian Christensen. Hvad tænker du selv?
Mit fornavn staves uden 'h' , og du og jeg er ikke på 'kære'.

Har du tanker at byde ind med i forhold til magtstrukturer og i øvrigt i forhold til ligestilling ?

christian christensen

Til Katrine Damm: Min pointe - som jeg har forsøgt at anskueliggøre på adskillige måder - er, at det er en skrup ligegyldig film om en well-off kvindes selvskabte problemer. Hvis det endnu ikke er feset ind, så tror jeg desværre, at jeg må give op.

Anina Weber, Melissa A. og Katrine Damm anbefalede denne kommentar

Sex høj status sælger, kyl en 17 årig dreng ind i manuskriptet, så har man som instruktør en god undskyldning, main stream journalisterne skal nok være på pletten og tale filmen op.

Jeg har heller ikke set filmen,men bare omtalen og anmeldelserne har sat gang i en diskussion,så et eller andet må filmen ha fanget eller også e romtalen nok i sig selv.Det kan producerne så ikke leve af.
Men er det selve det at en moden kvinde forfører/udnytter en ung mand over den seksuelle lavalder,der har sat det her på spidsen? Mig bekendt har ingen været i det røde felt hvis en ældre kendt mand er faldet for en ung kvinde i ca. samme alder? Måske lidt sladder og at hun gider,men der er sikkert penge i manden! Kærlighed som sådan har vel ingen alder,men ud fra det jeg læser om filmen er det nok ikke det der er det centrale.

Marianne Ljungberg

Det centrale i filmen er at den er meget lang om meget lidt.
Henrik Ljungberg

Anina Weber, Melissa A. og christian christensen anbefalede denne kommentar
christian christensen

Jeg har faktisk set den og vil ikke komme med nogle spoilere, for dem som ikke har.

Blot at Gustav ser ud til at være nærmere 25 end 17, og man trækker lidt på smilebåndet, når søsteren kalder ham et barn. Det ødelægger lidt det ulovlige/syndige ved forholdet, nu er det bare en midaldrende kvinde, som har scoret en ung mand. Og Trine Dyrholm minder ikke tilstrækkeligt om Helen Mirren til at filmen kan få en Oscar, selvom hun gør meget for at efterligne hendes gestik og mimik.

Måske ville den have haft en chance i Hollywood, hvis man klogt havde nøjedes med at lave en kortfilm.

Efter at have set filmen, kan jeg ikke undlade, at se på faderen Peter (lægen) som den største skurk i det her game. Gustav er en noget usikker knægt med mange svigt bag sig og Anne (fru Dyrholm) er en kynisk og udspekuleret heks. Dr. Peter ved udmærket godt hvad sandheden er (et par scener mere end antyder dette), men vælger at følge adv. Anne's kyniske løgnehistorier og spin for at undgå, at hele overfladen skal krakelere. Derved sælger han sin søns hoved på et sølvfad. Næsten bogstaveligt talt.

I sandhed en skiderik.

Lene Henriksen

Jeg synes, at det værste var benægtelsen, løgnen. Det var det knusende element. Hvorfor hun ikke kunne stå ved/sige sandheden? ( og måske kunne blive tilgivet). Det skyldte hun den unge mand.
Rammer måske især, fordi det ofte i virkelighedens verden er fuldstændigt ødelæggende for én, der er blevet krænket - at deres virkelighed bliver benægtet, at de bliver gjort til den, der er forkert. Når deres virkelighed bliver benægtet, kan de komme til at tvivle så meget på sig selv, og på hvad virkeligheden egentlig er. Nogle gange til de grader, at den krænkede totalt selv har fortrængt den del af deres liv. Indtil det måske en dag bryder igennem, og de er nødt til, eller klar til, at kigge på det.
Og til sidst lukker manden munden på hende, fordi han heller ikke vil have/kan klare sandheden. Dobbelt op.

Er andet interessant aspekt er hvorfor? Hendes baggrund med tab af sin far, som 11 årig ( var der vist). Og hendes overinvolvering og evt sekundær traumatisering af at arbejde med voldtægtsoverlevere. Hun er ihvertfald ikke i balance med det og burde have opsøgt supervision. Men det gør advokater med svære sager måske ikke?