Læsetid: 6 min.

Europa Endlos: ’Det er lidt som at gå rundt i en gymnasiebog om EU’

Charlottenborg vil med sin nye udstilling sætte den aktuelle situation i EU på dagsordenen. Men der er den jo allerede, påpeger EU-ekspert Ditte Maria Brasso Sørensen, som vi tog med ind at se udstillingen
Monica Bonvicinis installation ’SCALE OF THINGS (to come)’ på udstillingen Europa Endlos på Charlottenborg. Udstillingen er åben indtil 11. august.

Monica Bonvicinis installation ’SCALE OF THINGS (to come)’ på udstillingen Europa Endlos på Charlottenborg. Udstillingen er åben indtil 11. august.

Anders Sune Berg/ Charlottenborg

29. marts 2019

Der er to mulige indgange til gruppeudstillingen Europa Endlos på Charlottenborg i København. Over den ene hænger et skilt af den blå-gule slags, man kender fra lufthavne i EU, hvorpå der står »Europæere/Europeans«. Over den anden hænger et tilsvarende skilt med ordene »Øvrige/Others«.

Ditte Maria Brasso Sørensen, der har skrevet ph.d.-afhandling om demokratiopfattelser i EU-debatten, og jeg går ind ad den førstnævnte. 

Europa Endlos er kunsthallens måde at forholde sig til den igangværende Brexit-proces og det forestående Europa-Parlamentsvalg på. I introduktionsteksten til udstillingen bruger de ligefrem formuleringen »sætte på dagsordenen«. Men der, på dagsordenen, er den aktuelle situation i EU jo allerede, påpeger Brasso Sørensen, som er med i sin egenskab af ekspert på området.

De fem rum i Charlottenborgs nordfløj er fyldt med installationer, videoværker, fotografier, plakater og skilte af en række toneangivende samtidskunstnere. Værkerne handler enten direkte om EU og Europa eller om de temaer, der fylder i debatten om EU: migration, grænser og udflytning af arbejdspladser.

Den mest skarptskårne kommentar er, hvis man læser den metaforisk, italienske Monica Bonvicinis store fritstående galvaniserede ståltrappe SCALE OF THINGS (to come) (2010), som dominerer det første rum: Den munder bare ud i ingenting. Efter trappens øverste trin er der frit fald (men ingen opfordring til at lade sig falde). 

På væggene omkring trappen hænger den tyske kunstnerduo Fischli/Weiss’ fotografier af flyvemaskiner i forskellige europæiske lufthavne. De er taget i slutningen af seneste århundrede og ligner i denne kontekst dækbilleder fra et tv-indslag om fri bevægelighed til forveksling.   

En fotoserie i samme rum hedder In Europe og er lavet af den amerikanske og i Europa bosiddende kunstner Jimmie Durham. Fællesnævneren for de sort-hvide billeder er, at ordet Europa udgør eller indgår i navnet på de fotograferede butikker, produkter og steder.

Jeg bemærker det pudsige i et af billederne, som tilsyneladende er taget på en metrostation ved navn Europa. En mand er ved at gå ind ad en dør under skiltet med stationens navn, så det ser ud, som om han har fundet en halvhemmelig indgang til Europa.

»Det er da meget sødt,« svarer Ditte Sørensen.

»Men når man tænker på, hvordan dørene til Europa faktisk ser ud, er det ret anderledes.« 

Migrationsspørgsmålet behandles tydeligst i marokkanske Bouchra Khalilis videoværk The Tempest Society, hvor forskellige flygtninge taler om deres erfaringer med at være i Europa. Det er respektfuldt og værdigt dokumenteret, men indføjer sig også i en lang række af lignende historier, man kender til. Svenske Sara Jordenö udstiller en halvtimes lavdramatisk film om de fyrede medarbejdere på en svensk diamantfabrik, Diamantfolket (2016). 

Et kækt indslag er den britiske Jeremy Dellers installation, der består af turist-T-shirts med velkendte slogans på, hvor han har sneget ordene »Fuck Brexit« ind (»Don’t Worry / Fuck Brexit«, »My Boyfriend Went to London and All I Got was Fuck Brexit«).

»Nå,« siger jeg.

Brasso Sørensen trækker på skuldrene og tilføjer:

 »Det er kedeligt, hvis Fuck Brexit bare skal betyde ’sikke en lortebeslutning’. Men måske ville det være lidt sjovt, hvis der også lå et ’fuck, hvor er jeg træt af at høre om det’ i værket. Det er jeg bare ikke sikker på, der gør.«

’Vi er den europæiske familie’

Det mest direkte politisk engagerede værk på udstillingen er den tyske fotokunstner Wolfgang Tillmans’ (som også har et atelier i London) plakatkampagne, der opfordrer briter til at stemme remain. På relativt neutrale fotografiske baggrunde står der pro-EU-budskaber med varierende grader af patos. 

»Vi er den europæiske familie,« proklamerer en af plakaterne på engelsk, mens en usynlig jegperson på en anden plakat fortæller om at være født i ét land, uddannet i et andet, bosat i et tredje og gift med en fra et fjerde.

Selv om Ditte Sørensen egentlig sætter pris på engagementet bag aktivismen, kalder hun Tillmans kampagne for en smule tonedøv: 

»Ideen om én stor europæisk familie eller om et grænseløst Europa findes næsten kun blandt dem, der i forvejen er imod Brexit. Jeg tror, budskabet går tabt, når man taler om EU på den måde. Ikke fordi folk ikke forstår det, men fordi de er uenige. Og uenigheden kommer for en stor del også af, at folk bor nogle steder, hvor man ikke oplever alle fordelene ved det grænseløse Europa og ikke lige får en hollandsk kæreste, som man flytter til Italien med, hvor man så får et kosmopolitisk barn.« 

Brasso Sørensen ser Tillmans’ kampagne som et eksempel på, hvordan remain-siden hverken prøver at tale den andens sides sprog eller sætte sig ind i dens levevilkår og i, hvad EU har at give dem:

»I EU har man måske også trukket sig selv og det store europanarrativ op på så høj en klinge, at det bliver nemt at affeje. EU præsenterer sit projekt som grandiost, men meget af det, EU laver, er ikke specielt grandiost. Det handler om basal regulering af en masse dagligdagsforhold.«

En af plakaterne kalder EU for det største fredsprojekt i menneskehedens historie. Selv om Ditte Maria Brasso Sørensen også ser EU som et fredsprojekt (pakket ind i et frihandelsprojekt), kan hun godt være skeptisk over for måden, den fremstilling bliver brugt på:

»Jeg tror ikke, at minderne fra verdenskrigene i sig selv er fredsskabende. Derfor er det vigtigt at have politiske organisationer og strukturer, der kan forhindre nye konflikter. Men de helt store proeuropæere som Europa-Kommissionsformand Jean-Claude Juncker taler nogle gange om EU-skeptikerne som nogle, der – fordi de ikke vil EU – heller ikke vil freden. Det er uønskværdigt, fordi man tager noget politisk og gør det til et moralsk spørgsmål.« 

Det er ifølge Brasso Sørensen også strategisk dumt, fordi det ikke ligefrem gør skeptikerne mere tændte på ideen om EU: 

»Det er jo legitimt at ønske mere national selvbestemmelse. Hvis man f.eks. har en tradition for et mere reguleret arbejdsmarked, man gerne vil beholde – eller hvis flertallet i ens land foretrækker traditionelle familieformer. Det er selvfølgelig helt vildt nederen for dem, der bor i det land og har det anderledes, men det er legitimt at ville diskutere ægteskabs- og barselslovgivning. Jeg er totalt for EU, og jeg synes, det er godt, at man tør gå foran og sige, at man går ind for ligestilling i alle dens former. Men det er et politisk spørgsmål. Og dem, der slår meget på fredsnarrativet, kan godt være ret uengagerede i substansen af den modstand, der er.«

Åbne og lukkede døre

I et hjørne ligger der en bunke skilte fra en anti-Brexit-demonstration. På væggen skråt over for hænger der plakater fra de danske EU-afstemninger gennem tiden. I loftet hænger et stykke drivtømmer, som den dansk-islandske kunstner Olafur Eliasson kalder Crossing-paths compass. 

»Det her ligner alle væggene på Institut for Statskundskab,« siger Ditte Maria Brasso Sørensen.

»Og der hører plakaterne ligesom til. Det er svært at se mere i dem, end det, der står på dem.« 

Anders Sune Berg

Det samme gælder protestskiltene. Man bliver immun over for dem, fordi man allerede har set så mange, mener Brasso Sørensen:

»Spørgsmålet er også, hvor didaktisk sådan en udstilling kan være uden at bevæge sig ud af kunstområdet og over i oplysnings- eller undervisningsmaterialet. Det er lidt som at gå rundt i en gymnasiebog om EU. Det ved jeg, for jeg har selv været med til at skrive sådan en.«

Netop fordi EU og ikke mindst Brexit i den grad er på dagsordenen allerede, virker det for Brasso Sørensen nærmest overflødigt at behandle det kunstnerisk:

»Jeg kan godt se, at kunsten kan være med til at forandre noget, hvis der er et stort samfundsmæssigt spørgsmål, man har glemt at tale om. Hvorimod det her er noget, vi taler om hele tiden. Det er lidt at sparke åbne døre ind i stedet for at koncentrere sig om de døre, der er lukkede, eller som man måske ikke engang har fået øje på endnu.«

Udstillingen ’Europa Endlos’ kan ses på Charlottenborg i København frem til 11. august. I forbindelse med udstillingen er der en række arrangementer lavet i samarbejde med CPH:DOX og Atlas Magasin. 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu