Læsetid: 4 min.

Feministisk håb

Rebecca Solnits essays er skarpe og indsigtsfulde
8. marts 2019

Dengang jeg gik på Forfatterskolen, havde jeg en oplevelse, der gjorde stort indtryk på mig. Da jeg kom med en kritisk bemærkning om en af mine medelevers tekster, svarede læreren bare:

»Det kan jeg godt forstå, du siger, når du er en mand.«

Først da gik det op for mig, at jeg var den eneste mand i forsamlingen, der ud over mig talte 13 elever, en lærer og en gæstelærer. På kort sigt lukkede bemærkningen munden på mig, fordi jeg pludselig følte, at jeg ikke udtalte mig som en hvilken som helst anden læser i rummet.

At min indvending mod teksten ikke var faglig, men at den først og fremmest var betinget af mit køn.

På længere sigt åbnede situationen mine øjne for, hvordan det føles at blive reduceret til sit køn – en oplevelse, de fleste kvinder kan nikke håbløst genkendende til.

Jeg nævner den ikke kun, fordi den var vigtig for min feministiske udvikling, men også fordi Rebecca Solnits to essaysamlinger Mænd forklarer mig ting og Alle spørgsmåls moder, der nu udgives samlet på dansk, i høj grad handler om tavshed.

Herhjemme er Solnit mest kendt som en af inspirationskilderne til begrebet mansplaining – som hun selv påpeger, er det en udbredt misforståelse, at hun er dets ophavskvinde – men i hjemlandet USA er hun en fremtrædende essayist, der både har skrevet om politik, landskaber, kunst og klimakrise.

I Mænd forklarer mig ting handler teksterne blandt andet om mistænkeliggørelsen af kvinder, der udtaler sig kritisk i offentligheden, om sagen mod den tidligere IMF-chef Dominique Strauss-Kahn, om ægteskabelig ligestilling, hashtagget #YesAllWomen samt om Virginia Woolf og modet til at udholde uvished.

I Alle spørgsmåls moder findes essays om frivillig barnløshed, skoleskyderier, voldtægtsjokes og Vladimir Nabokovs Lolita.

En af Solnits centrale pointer er, at vi taler for lidt om mønstre, om kultur. For eksempel bliver volden mod kvinder »altid begrundet med alt andet end køn, alt andet end det, der efter alt at dømme er det klart bredeste forklaringsmønster«.

Solnit tager sine forbehold og indskyder flere gange, at hun ikke mener, at alle mænd begår overgreb. Samtidig henviser hun til statistikkerne, der viser, at rystende mange kvinder bliver udsat for overgreb, og at de næsten udelukkende begås af mænd.

Hun fastholder, at vi befinder os på en glidebane, hvor det at tolerere chikane og trusler vil føre til langt mere vold, langt flere voldtægter og drab. Dette gælder for så forskellige lande som USA, Egypten og Sydafrika. Som hun citerer forskeren Nicholas D. Kristof for:

»På verdensplan er der større sandsynlighed for, at kvinder i alderen 15 til 44 år dør eller bliver lemlæstede af vold begået af mænd end af kræft, malaria, krig og trafikulykker tilsammen.«

Alligevel fremstilles den slags i medierne typisk på samme måde som skoleskyderier (der i langt de fleste tilfælde også begås af mænd), nemlig som usædvanlige, tragiske hændelser: Det er ikke del af et mønster, bare en afvigelse, og dermed har man gjort det til et uløseligt problem (for afvigelser vil der jo altid være), som man derfor heller ikke behøver at forholde sig yderligere til.

Godt nok er det essayet om mansplaining, der har fået mest opmærksomhed – hvilket ikke er mærkeligt, da det er både indsigtsfuldt og tragikomisk – men bøgernes helt store triumf er den lange tekst om det, Solnit kalder tavshedens historie. Her viser hun, hvordan kvinder både juridisk, kulturelt, socialt og privat ikke har haft – og på afgørende punkter stadig ikke har – en stemme.

Hun skriver, om dengang kvinder ikke havde stemmeret, om hvordan BBC-værten Jimmy Saviles omfattende misbrug af unge piger blev neddysset, om amerikanske universiteters forsøg på at få voldtægtsofre til at tie samt om at være høfligt tavs for ikke at vække truende mænds vrede. Essayet handler også om den tavshed, patriarkatet pålægger mænd (navnligt om deres følelser), og det er et fremragende eksempel på, hvor bevidstgørende og effektivt det er at afdække disse handlingsmønstre.

Både i denne tekst og i de to bøger som helhed er eksemplerne talrige og nedslående. Men det er vigtigt at understrege, at håbet også fylder meget hos Solnit. For eksempel fremhæver hun en række unge feminister, hvis aktivisme og kunstværker har haft stor indflydelse på kønsdebatten og på spørgsmålet om, hvordan det er acceptabelt at opføre sig.

»Verden har ændret sig fundamentalt, den mangler stadig at ændre sig meget,« skriver hun, men tilføjer senere:

»det er ikke et tegn på fiasko, at alt ikke er permanent, definitivt og uigenkaldeligt forandret«.

I bogen A Hope in the Dark har Solnit beskrevet, hvordan forskellige aktivistiske tiltag formåede at skabe samfundsændringer på andre, helt uforudsete områder.

Pointen er, at vi aldrig kan vide, om det, vi gør, vil virke, eller hvor forandringerne i så fald vil vise sig – men det er netop derfor, vi må blive ved med at handle. Det gælder også i ligestillingskampen, som Solnits essays er et væsentligt bidrag til. De er som den kontante, morsomme og ikke mindst rammende replik, man drømmer om at komme med, når nogen siger noget dumt.

Rebecca Solnit: ’Mænd forklarer mig ting & Alle spørgsmåls moder’. Oversat af Louise Ardenfelt Ravnild, Rosinante, 350 sider, 300 kroner

Forfatter og aktivist Rebecca Solnit.
Læs også

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Maj-Britt Kent Hansen
Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu