Læsetid: 5 min.

Finske Susanna Mälkki var et pragtfuldt skue i Bartóks klassiker

Der var to slags koncerter på programmet i Koncerthuset. En koncert med Bartóks klassiker og en baviankoncert for fagot. Den første blev en flatterende demonstration af DR SymfoniOrkestrets kompetencer, anført af en af tidens mest bemærkelsesværdige kvindelige dirigenter, og den anden foregik som en performance i en urskov
Med den bemærkelsesværdige Susanna Mälkkis visit i Koncerthuset i sidste uge oplevede man, hvor upåfaldende en kvindelig orkesterleder kan skabe store resultater med venlig autoritet, suveræn slagteknik og nå ja, en generals overblik.

Med den bemærkelsesværdige Susanna Mälkkis visit i Koncerthuset i sidste uge oplevede man, hvor upåfaldende en kvindelig orkesterleder kan skabe store resultater med venlig autoritet, suveræn slagteknik og nå ja, en generals overblik.

Marion Kalter

4. marts 2019

Dirigenten Daniel Barenboim er kongen på Berlins Statsopera. Han er for tiden genstand for en større opstandelse i tyske medier på grund af enkelte orkestermusikeres udtalelser om hans despotiske magtudøvelser, der skulle have medført stress, forhøjet blodtryk og præstationsangst.

Barenboim forstår ikke et kuk af kritikken, især fordi den kommer med mange års forsinkelse. Er det bare stormen i vandglasset? Er musikerne blevet mere tyndhudede? Måske, men rigtigt er det, at despoterne på podiet endnu ikke er en helt uddød race, og det er formodentlig en af de få bastioner, disse magtsyge generaler efterhånden har tilbage i musiklivet.

Imidlertid har erhvervet fået tilført nye dimensioner med den stille strøm af kvindelige udøvere, der er kommet til. Det kan ikke undre, at dirigentlandet Finland har produceret en del af dem, og med den bemærkelsesværdige Susanna Mälkkis visit i Koncerthuset i sidste uge oplevede man, hvor upåfaldende en kvindelig orkesterleder kan skabe store resultater med venlig autoritet, suveræn slagteknik og nå ja, en generals overblik.

Som de fleste finske dirigenter har Mälkki først været orkestermusiker, som cellist, og hun kender dermed arbejdet indefra, hvor ikke mindst de psykologiske aspekter må være særdeles gavnlige for hende.

Skarp Bartók

Finnen viste først og fremmest sit potentiale i Bartóks Koncert for Orkester, som fik en mesterlig udførelse med et topmotiveret orkester. En gennemført analytisk og præcist dirigeret version, som hører til de bedste, jeg har hørt i en koncertsal.

Mälkki har i en periode været leder af det sublime franske Ensemble InterContemporain, grundlagt af komponisten og dirigenten Pierre Boulez. Det var mærkbart, at hun delvis har haft denne skarpt formulerede slagteknik som forbillede, dog uden at undertrykke sit eget temperament. I den henseende var finalen i Bartók et pragtfuldt skue: Hvordan hun holdt orkestret i stramme tøjler i det furiøse race, i lynsnar kontrol over temposkiftene, bestandigt med en hånd på låget over den sydende suppe, og først til sidst fik orkestret lov til at eksplodere, så det sang i trommehinderne.

Humoren i værket var egentlig ikke Mälkkis anliggende, i hvert fald blev den ikke bøjet i neon. Parrenes leg er titlen på andensatsen, et intermezzo med parvise blæsere, der fører sig frem. Hos finnen hørte vi folkemusik med pokerfjæs og så godt som intet forsøg på at iscenesætte legen, hvad Bartók nok også ville have betakket sig. På samme måde blev det andet såkaldt ’afbrudte intermezzo’ taget livligt og præcist, som var det et stykke af Stravinskij. Mälkki var med andre ord ikke ude på at lægge sig i sporet af de store maestroer, som har sat deres aftryk på værket siden premieren i 1944.

Den langsomme midtersats kaldet Elegia kommer som den mest indtrængende musik, dér hvor man mener at høre den afkræftede komponist i sit amerikanske eksil – ramt af leukemi – tale om det elskede Ungarn, som han ikke mere skulle gense. Disse nattestemninger og undertiden lidenskabelige nødråb blev lagt frem med afbalanceret klarhed og detaljerigdom, som koncertsalens akustik er forbilledlig til at gengive. Opførelsen var altså usædvanlig frisk i sin tilgang til denne moderne klassiker. Havde det mon også en betydning, at 70 procent af violinisterne og bratschisterne var kvinder?

Baviankoncerten

Før pausen var vi mildest talt i en anden boldgade, tæt på hvad man engang i den tyske avantgarde kaldte Musiktheater. I programmet stod der Baboon Concerto (2017), en koncert for fagot og orkester komponeret af svenskeren Fredrik Högberg. Altså en baviankoncert med det ordspil, at baboon ligger tæt på bassoon, det engelske ord for fagot.

Scenen var spredt bevokset med palmetræer, og der var anbragt et zebraskin ved dirigentpodiet, hvorpå solisten nok skulle stå – orkestrets svenske solofagottist Sebastian Stevensson, til hvem værket er skrevet.

Dirigenten kom ind, og ouverturen blev spillet. Solisten lod vente på sig, man kunne ikke finde ham, meddelte en DR-ansat, han kom så ind ad den modsatte dør, barfodet og klædt i sort nattøj, og så kunne det rigtig begynde. Det vil sige: Vi har at gøre med en solist, der ikke gider at spille de noder, der står foran ham, han vil skride, komme tilbage, protestere og lave sjov og ballade.

Högbergs undertekst skulle være Æsops fabel om den dovne græshoppe og den flittige myre – i koncerten forvandlet til en bavian, der underholder de andre i flokken, mens de arbejder for føden.

Der var egentlig ikke meget kød på musikkens skelet, hvilket måske heller ikke var hensigten, for Högberg vil i højere grad gøre grin med de kultiverede konventioner og omgangsformer i klassisk musik. Derfor talte fagottisten ustandseligt – på et engelsk som kunne være svært at fange i flugten – og han klovnede, pustede røg gennem instrumentet og spillede mere eller mindre, hvad der faldt ham ind.

Sebastian Stevensson var i sit es i den, kan man forstå, ret udmattende rolle, og man må anerkende, at han fik lokket mange fascinerende ting ud af fagotten. Det mest cirkusagtige var den ’sture’ solokadence, en virtuos konvention i genren, hvor han skilte instrumentet ad stykke for stykke og vedblev at spille, indtil kun det diminutive rør var tilbage.

Det kom der et skrattende fuglekald ud af, hvorefter solisten vendte sig om og animerede orkestermusikerne til at kaste sig ud i en zoologisk urskovskoncert. Den dovne bavian arbejdede måske ikke, men han kunne da underholde os med sine kunster. Og det var faktisk en ret underholdende performance.

Dirigenten igen

Susanna Mälkki er inde i varmen. Hun er den første kvinde til at lede en forestilling på Milanos La Scala Opera. Den første kvindelige chefdirigent for Helsinki Filharmonikerne. Den første kvindelige 1. gæstedirigent for Los Angeles Filharmonikerne. Hun er en velkommen gæst blandt andre store amerikanske orkestre, en specialist i vor tids musik, en begavet nyfortolker af klassikerne. Mälkki er 49 år, og sammen med et par kolleger, som også har dirigeret i Koncerthuset, leder hun vejen for en ny generation af sit køn. Og muligvis afledninger heraf.

Sædvanen tro fik Mälkki overrakt en buket blomster, da koncerten var forbi. Bavianen ville nok have ædt dem, men hun styrede målbevidst op i orkestret for at give dem videre til en af aftenens fine solister, den vikarierende fløjtenist og landsmandinde Anna Juuliska Nykvist, som til daglig spiller i Copenhagen Phil. Det var to livlige finner i et tidligt dansk forår – derhjemme står urt og busk stadig i skjul mange steder.

Fredrik Högberg: ’Baboon Concerto’. Béla Bartók: ’Koncert for Orkester’. Sebastian Stevensson (fagot) og DR SymfoniOrkestret under Susanna Mälkki. Koncerthuset 28. februar

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu