Læsetid: 4 min.

Er det ikke, fordi du ikke åbner dig op for den svimlende meditation over selve kunstens væ … NEJ!

Filminstruktør Anna Odell og tre sider af hendes personlighed, spillet af blandt andre Jens Albinus samt Mikael Persbrandt samt tre sider af hans personlighed, spillet af bl.a. Trine Dyrholm, flytter sammen i et filmstudie for at undersøge selve eksistensens grundvilkår. Er I med? Lyder det spændende? To sider af anmelderen vurderer biografaktuelle ’X&Y’. Og hun er ikke enige
Filminstruktør Anna Odell og tre sider af hendes personlighed, spillet af blandt andre Jens Albinus samt Mikael Persbrandt samt tre sider af hans personlighed, spillet af bl.a. Trine Dyrholm, flytter sammen i et filmstudie for at undersøge selve eksistensens grundvilkår. Er I med? Lyder det spændende? To sider af anmelderen vurderer biografaktuelle ’X&Y’. Og hun er ikke enige

Stillfoto fra filmen: Camera Film

22. marts 2019

Jeg er splittet. Det er man jo. Mellem optimisme og pessimisme, mellem den fornuftige og den dionysiske side, den overbærende og bitre, den magelige og den ambitiøse, mellem nysgerrigheden og trætheden, mellem dit og så dat.

Og så er jeg så også splittet mellem min ungdommeligt nysgerrige side, for hvem det nye og det grænseoverskridende i sig selv er noget. Og så min blaserte side, hvis filmøjne har været rundt om blokken et par gange efterhånden og ikke længere bliver imponeret, bare fordi et fortællegreb er radikalt, og ikke synes, at gråzonen mellem virkelighed og fiktion per se er svimlende eller bevidsthedsudvidende.

Hvad synes disse to sider om seneste nyt fra den fantastisk skøre, svenske, vilde, grænseoverskridende, genrebrydende, performancekunstneriske instruktør Anna Odell? Og hendes dokumentarisk drillende spillefilm X&Y?

Blaserte Katrine: Må jeg starte, Katrine? Tak. Vi var jo alle tre vilde med hendes debutfilm, Gensynet. Den var i sit koncept vældig indviklet, men et større indtryk end blot det stod tilbage: Odell efterlod et lille varigt stik i maven, en indsigt i det dybe, dybe ubehag ved social ekskludering fortalt gennem et nu voksent mobbeoffers hævn via kunst. Grebet var syret, men smerten var real.

Åbne Katrine: Grebet var fa-sci-nerende, ja!: Folkeskolemobbeofferet Anna Odell iscenesatte på film en fiktiv gensynsfest, fordi hun aldrig blev inviteret med til sin egen folkeskoleklasses. Til lejligheden havde hun hyret skuespillere, der skulle spille hendes gamle klassekammerater. For dem holdt hun så en hjerteskærende tale om folkeskoletiden, hvorefter festen bliver mere og mere intens og voldsom. Og så lokkede Odell sine faktiske gamle klassekammerater til at se denne film.

Blaserte Katrine: Men var det nu faktisk hendes rigtige klassekammerater, som vi så så der? Eller spillede de nogen, som så rent faktisk havde været der? Det er jeg ikke sikker på. Og det, husker jeg, irriterede mig lidt. At alt var gemt bag dette slør af skuespil og metalag. Gensynsfestfølelsen, derimod, glemmer jeg aldrig. Psykisk tortur og fortrængende bødler. Av. Virkeligt vild og også god film.

Åbne Katrine: Apropros: Supersjovt og illustrativt greb, vi har gang i her i anmeldelsen, Katrine! Det underbygger jo Odells tema i hendes nye film! Instruktøren ønsker at forstå sig selv ved at udskille og personificere sider af sin personlighed. Så er vi da i gang, hva? I noget, der mest ligner en metafiktionsfilm, men påstår, at et uvist antal scener ikke er instruerede, møder vi Sofie Gråbøl, der skal spille Odells intellektuelle side, Jens Albinus, der skal spille hendes usikre side, og Vera Vitali, der skal spille hendes lystne side.

Blaserte Katrine: Ja. Sjovt anmeldergreb, alligevel? Måske snarere lidt slidt og søgt? Fatter nogen overhovedet, hvad der foregår i denne tekst? I hvert fald: Anna Odell inviterer den svenske playboy, notoriske misbruger og manges store crush, Mikael Persbrandt, med i sin grænsesøgende udforskning. Thure Lindhardt spiller hans misbrugsside, Shanti Roney hans kunstneriske side og Trine Dyrholm hans kreative side. Og så følger vi ellers denne flok af skuespillere som de flytter ind i et stort filmstudie indrettet med soveværelser (alle Persbrandts sider deler seng), mødelokale, produktionslokale og psykologværelse. Her skændes de, forfører hinanden, mundhugges, laver improøvelser. Alt imens bøvler Odell med Persbrandt (som hun knalder i et hjortekostume, for måske handler det hele om magt og begær! Uh!) og hendes forvirrede filmhold.

Åbne Katrine: Ideen er jo vildt interessant: At tænke Odell og Persbrandt – og dermed også sig selv – som modstridende sider, der skal kæmpe for deres ret til at være der, og som gør livet bedre og værre for hinanden.

Blaserte Katrine: Yes, den del er faktisk sjov, der er flere sjove scener, men store mængder af det meget rodede eksperiment handler mest om Odells og skuespillernes og Persbrandts bøvl med at finde ud af, hvad de har gang i og hvorfor. Så holder de møder, forvirres, mødes igen senere, farer mere vild i Odells mærkelige koncept, mens hun bliver mere og mere dyster.

Åbne Katrine: Men alt det er jo nok en pointe i sig selv?

Blaserte Katrine: Selvklart. Men en meget, meget indadvendt pointe. Og ikke en, der får mig til at føle noget spændende for, hvad kunst og skuespil kan og skal være.

Åbne Katrine: Men …

Blaserte Katrine: Sscch! Måske er det en pointe, at skuespillerne ikke – pånær måske Jens Albinus som meget usikre Odell – er særligt skarpe til at spille deres roller. Trine Dyrholm bruger alt sit krudt på selve det at skulle spille en mandemand med fremskudt bryst og skråsikker attitude. Hvad hun spiller ud over det – at hun er Persbrandts analytiske side, åbenbart – fremgår ikke klart.

Åbne Katrine: Men filmen handler jo ikke om at spille rollen godt, men om kunst og om det at forsøge at instruere, konceptualisere og skuespille – også når det fejler! Fascinerer det dig så heller ikke, at visse dele af filmen efter sigende er sand? At der i dramaet, vi ser udspille sig, kan gemme sig faktisk konflikt, flirt og sex mellem de kendte skuespillere?

Blaserte Katrine: Nej. På en måde er det i sig selv en bedrift at gøre mig så uinteresseret i noget, der burde vække min perverse nysgerrighed. Men filmen ligner, og bliver derfor, en fortænkt fiktionsfilm, der rent filmteknisk – med lækre kameravinkler og perfekt lyssætning – ikke gør nogen indsats for at give os virkelighedseffekt og -hunger. Og selv hvis noget af det er sket på settet, så tror jeg ikke på det. Fordi jeg orker faktisk ikke at holde mig åben for at lede efter det. Jeg er uinteresseret.

Åbne Katrine: Men … er det ikke, fordi du ikke åbner dig op for de svimlende lag i filmen, der opløser sig selv og hinanden i en større meditation over selve kunstens væ …

Blaserte Katrine: Nej.

’X&Y’. Instruktion: Anna Odell. Aktuel under CPH: DOX og i små feinschmeckerbiografer landet over.

Se traileren for ’X&Y’

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu