Læsetid: 10 min.

En fransk tænker viser, hvor vi skal handle, hvis vi vil være med til at forandre verden

Den franske tænker Pierre Rosanvallon har skrevet en enestående bog om de seneste 50 års eksperimenter med frigørelse i fællesskab
Han er iagttager og deltager på samme tid, og hans bog om de seneste 50 års intellektuelle kampe og idépolitiske konflikter er et vidunderligt indblik i, hvordan man kan gøre det, som er svært, kedeligt og anstrengende: studere verden, lytte til menneskene og finde sine egne holdninger, skriver Rune Lykkeberg om den franske tænker Pierre Rosanvallon.

Han er iagttager og deltager på samme tid, og hans bog om de seneste 50 års intellektuelle kampe og idépolitiske konflikter er et vidunderligt indblik i, hvordan man kan gøre det, som er svært, kedeligt og anstrengende: studere verden, lytte til menneskene og finde sine egne holdninger, skriver Rune Lykkeberg om den franske tænker Pierre Rosanvallon.

Bertrand Guay

8. marts 2019

Hvis man virkelig vil forandre verden med ideer, er det ikke nok at vide, hvad man selv vil. Man skal også forstå, hvordan verden hænger sammen, og man skal finde ud af, hvad de andre mennesker vil, hvis de selv kunne bestemme.

Ellers risikerer man at blive hærfører i et tegneserieunivers.

Det er svært og anstrengende, og ethvert tænkende menneske kommer i tvivl. For jo mere man undersøger verden, desto mere uoverskuelig bliver den ofte; og jo mere man lytter til andre mennesker, desto mindre sikker bliver man på, at man selv ved, hvad der er bedst for hele fællesskabet.

Det er derfor fristende at springe undersøgelserne over og reducere verden til en kamp mellem kapitalister og arbejdere, mellem undertrykkere og undertrykte, mellem forskellige versioner af de gode og de onde. Det virker mobiliserende, det kan danne stærke fronter, og det kan bidrage til at flytte noget i verden.

Men for at forandre noget for alvor i liberale demokratier, hvor formelt frie borgere har forskellige interesser og ideer, hvor mange oplever, de har meget at tabe, og ingen har monopol på sandheden om samfundet, er der ingen vej udenom: Så må man undersøge verden, lytte til andre mennesker og stille kritiske spørgsmål til sig selv.

Det er der ikke mange, som kan og gør.

En af de få, som konsekvent har levet op til denne tredobbelte fordring, er den franske tænker og historiker Pierre Rosanvallon. I et halvt århundrede har han nysgerrigt og ambitiøst afdækket de moderne demokratier, undersøgt de fælles fortællinger og udviklet sit eget kritiske repertoire til at gøre mennesker fri til at bestemme selv.

Hans værker er ikke oversat til dansk, hans bøger har ikke leveret slogans for studerendes frihedskamp, og han er ikke så berømt som kulturkritikkens franske superstjerner fra generationen før ham: Michel Foucault, Pierre Bourdieu og Jacques Derrida.

Men intellektuelt er han ikke mindre interessant. Hans analyser af det moderne demokrati er overbevisende opdagelsesrejser ind i en kultur og nogle institutioner, der viser sig langt mere åbne og spændende, end vi normalt antager, og hans fortællinger om frigørelsens historier er forbilledlige for dem, som vil forene ideer og aktivisme.

Intellektuelle analyser

Pierre Rosanvallon er en enestående samfundstænker, og hans nye bog Notre histoire intellectuelle et politique – 1968-2018 (Vores intellektuelle og politiske historie – 1968-2018, red.) er god, fordi den både er en slags intellektuel selvbiografi og en fortælling om forholdet mellem politik og ideer fra ungdomsoprøret frem til i dag.

Pierre Rosanvallon er født i 1948 og voksede op i den periode, som franskmændene kalder »les trentes glorieuses«, de tredive gyldne år. Han er formet af epokens fornemmelse af uendelig fremgang og frigørelse, som skabte store forventninger til fremtiden.

Men som han skriver om sin position i 1968:

»Den tanke, at vores viden og intelligens ikke levede op til vores indignation og vores kritiske arbejde, forekom mig helt fundamental i den periode. Og den tanke har optaget mig lige siden«.

Ritzau SCANPIX

Han var ungdomsoprører i den forstand, at han så og ser menneskets frigørelse som målet for det politiske engagement. Og han identificerede sig med vreden over afmagten og ufriheden hos de borgere, som ville bestemme selv, men ikke havde mulighederne og midlerne. 

Men han var lige så overbevist om, at venstrefløjen vidste for lidt om mulighederne og realiteterne i det moderne demokrati. Den fælles indignation var ikke klog nok på samfundet, og kritikken af kapitalismen og det borgerlige samfund var ikke tilstrækkelig oplyst.

Rosanvallon så det som sin bestemmelse at skabe det, som Karl Marx kaldte »kritikkens våben«. Han foretrak intellektuelle analyser, som kunne vejlede borgerne om deres muligheder og inspirere bevægelser frem for den aktivisme, som gik på gaderne og demonstrerede med slogans om, at det umulige var muligt.

Som ung blev han ansat i den franske fagbevægelse, hvor han udviklede forestillinger om et demokrati, som byggede på selvledelse, auto-gestion som det hedder på fransk. Han ville skabe en ny politisk kultur, hvor civilsamfundet blev det afgørende sted for en genopdagelse af demokratiet.

Gennem sociale eksperimenter med magtudøvelse i institutioner, foreninger og virksomheder skulle borgerne lære deres muligheder for at bestemme selv at kende, og de skulle præge magtudøvelsen. Samfundet skulle demokratiseres nedefra, og borgerne skulle dannes til i fællesskab at udnytte de muligheder, som de demokratiske principper og institutioner gav dem.

Rosanvallon så demokratiet som en historisk udvikling: Først blev det civile demokrati, som stillede borgerne lige for loven, etableret. Derefter kom det politiske demokrati, som sikrede stemmeret for alle og repræsentation i de nationale parlamenter.

Og i 1970’erne mente Rosanvallon, at demokratiet skulle udvides til det økonomiske felt. De demokratiske principper skulle også gælde lønmodtagernes forhold til deres overordnede og gennemtrænge de private virksomheder. Det burde ifølge Rosanvallon være arbejderbevægelsens mål at sikre medbestemmelse og medejerskab på arbejdspladserne.

Socialisme som selvledelse

Ungdomsoprørets løfte om frigørelse i fællesskab skulle udbredes fra universiteterne til resten af samfundet.

»Jeg tænkte ikke på nogen måde på mig selv som intellektuel«, skriver han i Notre histoire intellectuelle et politique om sit arbejde i den periode:

»Min pen stod til rådighed for den militante opgave«, som var at skabe nye magtformer.

Det førte ikke til nogen virkelig fornyelse af det franske demokrati, men Rosanvallons studier blev til to interessante bøger, som var med til at definere det, der i 1977 af den socialistiske politiker Michel Rocard blev kaldt »la deuxième gauche« (den anden venstrefløj, red.).

Rosanvallon blev en del af en generation, som på den ene side gjorde op med de kommunistiske tendenser på venstrefløjen, men på den anden side ikke stillede sig tilfreds med kampen mellem åbne og lukkede samfund, mellem borgerlige demokratier og autoritære regimer.

Det er ikke nok at fjerne undertrykkelse, hvis man vil gøre borgerne frie. Man skal skabe positive handlemuligheder og fælles institutioner.

Michel Rocard, som var præsidentkandidat og langt senere blev premierminister, var stærkt inspireret af Rosanvallons tanker, og de to blev allierede i kampen for at skabe en socialisme, der ikke som socialdemokratiet byggede på en stærk stat, men tog udgangspunkt i civilsamfundet og forestillingerne om selvledelse.

Men det konkrete politiske engagement blev en skuffelse for Rosanvallon, forklarer han i bogen. Han oplevede, at hans ideer om selvbestemmelse blev brugt som strategier til at vinde magten og som våben i personlige kampe.

Som reaktion trak han sig tilbage fra parlamentarisk politik og søgte nye måder at påvirke samfundet på. For den franske venstrefløj var 1980’erne en katastrofe.

Markedsideologer som Ronald Reagan og Margaret Thatcher dominerede i Storbritannien og USA, og den franske præsident François Mitterrands forsøg på at gennemføre en ny form for socialisme i Frankrig blev en spektakulær fiasko. Uden nogensinde offentligt at renoncere på sine socialistiske ambitioner opgav Mitterrand dem én for én og overgav sig til en fransk version af nyliberalismen.

Rosanvallon bemærker i bogen, hvordan socialisternes visioner for fremtiden blev forskudt fra Frankrig til Den Europæiske Union:

»Frankrig er vores fædreland, Europa er vores fremtid«, som Mitterrand sagde.

I stedet for at erkende deres nederlag forskød socialisterne deres indsats til hele Europa. Det er bemærkelsesværdigt, at Socialisterne over de næste årtier tabte store dele af arbejdervælgerne til det EU-skeptiske Front National.

Den politiske og intellektuelle venstrefløj forfaldt ifølge Rosanvallon i de næste årtier til to forskellige nederlagspositioner. Den ene kalder han »venstrefløjen som modstandsbevægelse« og den anden for »venstrefløjen som regeringsmagt«.

Nye former for frihed og nye former for udbytning

Modstandsbevægelsen blev intellektuelt defineret af sociologer som eksempelvis Pierre Bourdieu, der mobiliserede et massivt nej til økonomiske reformer, administrative moderniseringer og alt, hvad der kunne føres tilbage til »nyliberalismen«, som blev udråbt til den store fjende:

»Man samlede i ordet ’nyliberalisme’ alle sygdomme og forandringer i samtiden, lige fra den stigende ulighed over individualiseringen, politiske privatiseringer og dereguleringer til den voksende globalisering«.

Denne venstrefløj stiller sig uden for samfundet og beklager alle større forandringer. Dens analytiske problem er ifølge Rosanvallon, at venstrefløjen som modstand ikke forstår, at nyliberalismen er et sammensat fænomen, som både giver borgere nye former for frihed og udvikler nye former for udbytning.

Borgerne får nye muligheder for at udvikle sig selv professionelt, hvilket de kan opleve som en frigørelse, globaliseringen giver dem fortryllende nye forbrugsmuligheder, og individualismen giver dem moralsk og social plads til at realisere sig selv.

På den anden side skaber selvudviklingskulturen stress, globaliseringen skaber usikkerhed på arbejdsmarkedet og ulighed, og med individualiseringen fører ensomhed, udsathed og depression. De færreste vil leve uden nyliberalismens velsignelser, men de fleste er modstandere af nyliberalismens forbandelser.

Vi bidrager alle gennem vores frie valg til at skabe en orden, som gør os ufrie og ængstelige. Rosanvallon kalder det for et paradoks:

»Der er en total afvisning af den form for samfund, vi får, som er tæt forbundet med, at vi accepterer de mekanismer, som producerer samfundet«.

Venstrefløjen som modstand skaber ikke nye strategier til frigørelse fra de nye former for udbytning, som vi oplever. Den ender i stedet som et nostalgisk forsvar for det gamle samfund.

Den anden venstrefløjsposition opgav den solidariske kritik af kapitalismen og overtog nyliberalismens opgør med det gamle. Det er den venstrefløj, der som Bill Clinton i USA og Tony Blair i Storbritannien udvikler sin egen form for nyliberalisme.

Venstrefløjen blev splittet i afmægtig modstand eller afmægtig tilpasning. Det var ifølge Rosanvallon en falliterklæring for venstrefløjen:

»Hvis politik er at give sprog til det, som mænd og kvinder oplever og vise dem mulige veje, er det åbenlyst, at den socialistiske reformisme i denne periode holdt op med skabe en stærk fremtid, og at den ikke længere var i stand til at skabe billeder af den sociale virkelighed«.

Fordi venstrefløjens analyser var for dårlige, blev dens forslag til frigørelse ligegyldige.

Det stod igen Rosanvallon klart, at der var behov for at »genskabe bagagen af demokratiske ideer«.

Han var med til at grundlægge en ny politiske tænketank, ligesom han først i det 21. århundrede skabte »La République des Idées«, som er en slags intellektuel workshop. »La République des Idées« var et forlag, der udgav nye sociologiske, politologiske og økonomiske analyser og et magasin med aktuelle kommentarer og essays.

Han har i det 21. århundrede været optaget af at afdække de moderne begivenheder, som faktisk har forandret det franske samfund progressivt. Han blev ansat som forsker og skrev en række historiske bøger om Den Franske Revolution, dannelsen af det moderne demokrati og udviklingen af socialstaten.

»Demokratiet er en historie«

Akademisk blev han samtidshistoriker, og i dag er han professor i moderne politisk historie ved det prestigiøse Collège de France.

Rosanvallon forstår demokratiet som menneskets fortsatte eksperimenter med frihed. Det er altid mere kompliceret og sammensat, end vi antager, og hans studier blotlægger praktiske forsøg på at præge magten nedefra og regere oppefra. Det gælder om at forstå, at demokrati ikke bare har en historie, som han sagde i sin tiltrædelsesforelæsning ved Collège de France:

»Demokratiet er en historie. Demokratiet er uløseligt forbundet med arbejdet med at udforske og eksperimentere i stræben efter at realisere sig selv«.

Målet med Rosanvallons arbejde ved Collège de France har været at begribe samtidens politiske spørgsmål og spore deres historie for at åbne for en dybere forståelse af dem. Han viser for eksempel, hvordan det repræsentative demokrati over de seneste 50 år er forfaldet.

Der er ikke nær så mange medlemmer af de politiske partier som tidligere, partierne repræsenterer ikke længere sociale klassers interesser, og borgerne identificerer sig ikke mere med et bestemt parti gennem hele deres liv. Det betyder, at forbindelsen mellem borgerne og politikerne bliver svagere, og det ofte opleves, som om magten udøves af en fjern og fremmed politisk klasse.

Men på den anden side er der skabt nogle andre og stærke forbindelser mellem borgere og politikere.

Vi har set politikere som Barack Obama, Jeremy Corbyn og Emmanuel Macron, der mobiliserer bevægelser og appellerer til idealer og principper. De inspirerer og engagerer nye grupper af borgere, som deltager på andre præmisser. Og vi har set udviklingen af forskellige former for moddemokrati, som ikke deltager i politikskabelsen på samme måde som de gamle partier, men derimod overvåger magtudøvelsen gennem afsløringer.

Moddemokratiske instanser som pressen, oppositionen, græsrodsbevægelser, forfatningsdomstole og aktivister drager magthaverne til regnskab på et niveau, vi aldrig tidligere har set i historien. Borgerne er blevet svagere i forhold til at være med til at udøve magten, men de er blevet langt stærkere i forhold til at kritisere magtudøvelse. 

Og vi har over de seneste årtier set forskellige eksperimenter med direkte demokrati, der supplerer det repræsentative demokrati med folkeafstemninger, borgerhøringer og folkeforsamlinger. Borgerne har på den måde fundet nye måder at deltage demokratisk på. 

Det udmærker Rosanvallons studier af forandringerne i nutidens demokrati, at han ikke står uden for samfundet og søger et teoretisk svar på, hvordan man kan løse samfundets problemer forfra.

Han undersøger de fronter, som bevæger sig og studerer de konstante forskydninger og konflikter, som udspiller sig i vores samfund. Og han anviser derfra sine læsere, hvor vi kan deltage og gøre os gældende, hvis vi vil gøre en forskel.

Han er iagttager og deltager på samme tid, og hans bog om de seneste 50 års intellektuelle kampe og idépolitiske konflikter er et vidunderligt indblik i, hvordan man kan gøre det, som er svært, kedeligt og anstrengende: studere verden, lytte til menneskene og finde sine egne holdninger. 

Pierre Rosanvallon: ’Notre histoire intellectuelle et politique – 1968-2018’, Seuil, 448 sider, 22.50 Euro.

Vores forestiling om den frie vilje er ikke bare forkert, den baner vejen for selskaber og regimer, som ønsker at hacke vores hjerner, skriver Yuval Hoah Harari.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • Runa Lystlund
  • Anne Albinus
  • Maria Francisca Torrezão
Niels Duus Nielsen, Runa Lystlund, Anne Albinus og Maria Francisca Torrezão anbefalede denne artikel

Kommentarer

Runa Lystlund

"Det er svært og anstrengende, og ethvert tænkende menneske kommer i tvivl. For jo mere man undersøger verden, desto mere uoverskuelig bliver den ofte; og jo mere man lytter til andre mennesker, desto mindre sikker bliver man på, at man selv ved, hvad der er bedst for hele fællesskabet."

Det er måske lige præcis denne sætning, som kunne give en indtryk af, at vore politikere og vi selv undersøger verden for lidt og lytter for lidt. Mange lytter tilsyneladende kun til falske toner for tiden.

Jeg har en stor tillid til mennesker, der ved et kompliceret spørgsmål svarer, det ved jeg noget om, men ikke nok, det må jeg undersøge.

Der er en styrke i erkendelsen af, at man ikke ved alt. Des mere man ved, des mere ved man, hvor lidt man ved. Det skal man dog have en vis alder til at erkende.

Niels E V, Niels Duus Nielsen og Peter Andersen anbefalede denne kommentar
Runa Lystlund

"Michel Rocard, som var præsidentkandidat og langt senere blev premierminister, var stærkt inspireret af Rosanvallons tanker, og de to blev allierede i kampen for at skabe en socialisme, der ikke som socialdemokratiet byggede på en stærk stat, men tog udgangspunkt i civilsamfundet og forestillingerne om selvledelse.

Men det konkrete politiske engagement blev en skuffelse for Rosanvallon, forklarer han i bogen. Han oplevede, at hans ideer om selvbestemmelse blev brugt som strategier til at vinde magten og som våben i personlige kampe."

Vil der nogensinde findes en styreform hvor de "personlige kampe" ikke bliver en del af magtstrukturen?

Vi har umiddelbart ingen særlig gode eksempler, som vi kunne henvise til, hvor magt ikke er en stor del af ledelsesstrukturen.

Jeg har dog en personlige oplevelse af enkelte arbejdspladser, hvor ledelsesstrukturen var inspireret af selvledelse. Det gav bedre samarbejde, bedre klima, mere tilfredse medarbejdere og kortere vej fra ledelse til udførelse.

Det kræver dog, at de ansatte er opdragede eller uddannede til at kunne udføre et selvstændigt arbejde med eget ansvarsområde, for ingen kan alt. Det er der nogle frie uddannelser, der underbygger. Det kræver, at personen mestrer friheden, kan arbejde selvstændigt og selvfølgelig i et samarbejde med andre.

Runa Lystlund

"Markedsideologer som Ronald Reagan og Margaret Thatcher dominerede i Storbritannien og USA, og den franske præsident François Mitterrands forsøg på at gennemføre en ny form for socialisme i Frankrig blev en spektakulær fiasko. Uden nogensinde offentligt at renoncere på sine socialistiske ambitioner opgav Mitterrand dem én for én og overgav sig til en fransk version af nyliberalismen.

Rosanvallon bemærker i bogen, hvordan socialisternes visioner for fremtiden blev forskudt fra Frankrig til Den Europæiske Union:

»Frankrig er vores fædreland, Europa er vores fremtid«, som Mitterrand sagde.

I stedet for at erkende deres nederlag forskød socialisterne deres indsats til hele Europa. Det er bemærkelsesværdigt, at Socialisterne over de næste årtier tabte store dele af arbejdervælgerne til det EU-skeptiske Front National."

Når venstreorienterede og midtersøgende intellektuelle forstår, at forståeligt sprog er alfa og omega i formidling af deres ideer til almindelige mennesker, er det muligt at de almindelige mennesker forstår budskabet og dens dybere mening. Derved kunne de videregive et budskab, således at folket ikke kun lytter til demagoger med det simple budskab, at djævlen er i de fremmede. Johanne Schmidt Nielsen ville nok ikke betegne sig selv som højintellektuel filosof, men hun mestrer at tale med mennesker.

Artikler som denne burde udkomme flere steder. Vi bør højne det intellektuelle niveau i Danmark i et sprog almindelige mennesker kan forstå. Ånden er blevet doven her i DK.

Niels Duus Nielsen

"Han foretrak intellektuelle analyser, som kunne vejlede borgerne om deres muligheder og inspirere bevægelser frem for den aktivisme, som gik på gaderne og demonstrerede med slogans om, at det umulige var muligt."

Måske er det, vi trænger til, netop det umulige? Altså det, som ikke kan gennemføres, således som samfundet er skruet sammen for tiden, men som netop kræver en omkalfatring af samfundet for at kunne finde sted.

Det er svært ikke at læse en kritik af de gule veste ind i teksten: "Lad nu være med at forlange det umulige, men slå jer til tåls med det, der kan opnås indenfor systemets rammer". Skomager, bliv ved din læst, med andre ord.

Jeg er stor tilhænger af den aktivisme, som går på gaden og forlanger det umulige, da det kun er ved at forlange det umulige, at vi kan gøre det muligt. Men jeg er jo en af dem, som på trods af at jeg hele mit liv har bestræbt mig på at "undersøge verden, lytte til andre mennesker og stille kritiske spørgsmål til sig selv" altid når frem til den samme konklusion: Verden ER "en kamp mellem kapitalister og arbejdere, mellem undertrykkere og undertrykte, mellem forskellige versioner af de gode og de onde".

Men okay, jeg faldt selvfølgelig også i gryden som ganske ung.