Læsetid: 6 min.

Glyptotekets bronzemanderøve og SMK’s silikonesexdukker minder om, at kampen om kroppen langtfra er slut

Vores anmelder havde forventet en samtidskritik af vores nypuritanisme og narcissistiske behov for ’perfekte poseringer’ på Glyptotekets nye udstilling. I stedet mødte hun 1900-tallets marmorkroppe en til en. Men både den og Sidsel Meineche Hansens værker på SMK om en ny posthuman sexindustri vidner fra hvert sit sted om, at særligt den kvindelige krop stadig er en kampzone
Sidsel Meineche Hansens installation ’Difficult to work with?’.

Sidsel Meineche Hansens installation ’Difficult to work with?’.

Anders Sune Berg/ SMK

9. marts 2019

Rundt om i Københavns byrum har der på det seneste hængt pirrende bannere med muskuløse overkroppe, der har reklameret for Glyptotekets nye udstilling Perfect Poses.

Når kroppene ikke er af kød, men i marmor eller bronze, er råderummet lige lidt større for både billedhugger og betragter – som om de ædle materialer strør lidt mere andægtighed ind over de ellers splitterravende nøgne kroppe. Interessant nok er der for tiden en stor interesse for både antikken og for klassiske skulpturer i det hele taget. Her kan vi kigge på alt det krop, vi vil – helt uden at rødme.

Det er et af tidens store paradokser; vi poserer konstant med perfekte selfies på SoMe, mens kropsforskrækkelsen samtidig vokser. Ingen smider længere BH’en på stranden, ammende kvinder forbydes på caféerne, og alle billeder med bart fjernes og censureres bort på de sociale medier, alt imens kravet om kropslig perfektion stiger.

Jeg havde regnet med, at dette paradoks var en større del af udstillingen på Glyptoteket, der med titel og plakat meget præcist taler ind i vores aktuelle samtid og det narcissistiske behov for ’perfekte poseringer’ på den ene side og den udprægede nypuritanisme på den anden. Men der havde jeg forregnet mig. Udstillingen handler derimod helt bogstaveligt om, hvordan skulpturen af menneskekroppen fra »det lange 19. århundrede« viser kroppen i forskellige stillinger og positurer: som liggende, siddende, på hug eller stående. Og så ikke så meget mere.

Hvor blev de stærke mænd af?

Udstillingen starter med børnene. En hel masse børn. Da jeg egentlig havde regnet med at skulle se på muskuløse mænd, var jeg lidt overrasket over alle de tumlinge, der tog imod mig. Men nuttede er de. Her er en lille dreng i marmor, der sidder ved siden af en død fugl skabt af Jean-Baptiste Pigalle fra 1771-79 og senere Carpeaux’ Såret Amor (1873), en lille dreng med englevinger, der dydigt holder sig for skridtet.

Det slår mig, at ét af de mest forbudte motiver i dag er af nøgne børn. Bare det at tage et billede af sit eget nøgne barn er lidt suspekt. Her er de uskyldige små foreviget i bronze og marmor, mens udstillingen blot konstaterer, at det er helt naturligt for børn »at sidde ned«, for det er den stilling, de alle befinder sig i.

Dernæst byder udstillingen på en masse ammende mødre. Smukke andægtige skulpturer, der udstråler ro og harmoni som Paul Dubois’ Velgørenheden (1876), hvor en mor sidder med to nøgne børn på skødet og ammer den ene eller langt mere realistisk i Dalous Moder fra Bretagne (1873) i patineret gips, hvor barnet ikke helt har fat om vorten endnu. Et aktuelt ladet motiv, der med afvisninger af ammende kvinder i det offentlige rum, vidner om, at kvindekroppen stadig i dag er en kampzone.

Denys Puechs forførende kunstværk ’Sirenen’ (1899).

Anders Sune Berg/ Glyptoteket

Nå, jeg leder stadig efter de spændte overkroppe og selvforelskede positurer og kan afsløre, at man skal ret langt ind i udstillingen og først igennem en masse ’på hug-siddende’, før det begynde at emme lidt af erotik …

De fleste grupperinger med unge kvinder og mænd er forklædt som »bror og søster«, der leger lidt tæt på hinanden. Men så begynder der at ske noget med Denys Puechs forførende Sirenen (1899), hvor en euforisk opstemt sirene bortfører en ung mand over skulderen uden at skjule sine hensigter.

Et andet hedt værk er Rodins klassiske Evigt forår (1884), der både vises i marmor og bronze. Skulpturen viser en lidenskabelig omfavnelse, hvor manden poserer med sin brystkasse frem mod os, mens han holder og kysser kvinden, der blotter sine bryster i retning af ham. Begge skulpturer er kategoriseret under det noget tørre »Grupper«, hvor det ikke er gruppesex, der henvises til, men den enkle konstatering, at der er mere end én krop i skulpturen.

Sammenhæng med samtiden?

På den indledende tekst til udstillingen nævnes sådan lidt en passant vores aktuelle behov for »perfekte poseringer« på de sociale medier, og senere i udstillingen er der skabt en slags lyscensor, hvor man kan posere og se sig selv som et lysfelt på sort baggrund. Selvom det sikkert vil være sjovt for børn, siger det dog ikke noget dybere om den meget aktuelle problematik om kroppen, som udstillingen undervejs lidt forpasser at knytte mere an til.

I det hele taget er udstillingens grundundersøgelse af kroppe i positurer – fra siddende og liggende til »på hug« og stående – en noget kategorisk tilgang. Det er svært at komme i tanker om en eneste skulptur af menneskekroppen, der ikke ville passe ind i det greb. Noget andet er, at jeg ikke er overbevist om, at en figur, der sidder »på hug« eller »står« altid betyder det samme. Der er en hel fortælling i hvert værk, der overses for i stedet at lade den passe ind i positur-kategorien.

Hver for sig er skulpturerne dog helt vidunderlige – der er nogle af kunsthistoriens mestre samlet her. Og da de er mast sammen på ret lidt plads, giver det en uvant intimitet i omgangen med figurerne – som om de rent faktisk er jævnbyrdige kroppe i det afsindigt smukke rum med marmorgulv og buegang i loftet. Den installation giver noget nærvær tilbage til udstillingens ellers lidt hastige omgang med kropsemnet.

Stop som kunstner

Lige så intim og andægtig udstillingen på Glyptoteket er, lige så kold og hård er Sidsel Meineche Hansens udstilling om silikonesexdukker på SMK. Man mødes af en lukket dør, når man vil ind til udstillingen med den selvhjælpsagtige titel An Artist’s Guide to Stop Being an Artist og skal igennem et censorsystem, før døren åbnes, og man kan træde ind i det næsten tomme rum. I den anden ende ligger en bar trækrop på maven og glor ned på en telefon med billedet af sig selv på skærmen.

Telefonen hænger sammen med en projektion på væggen, hvor trædukken – med kunstneren selv morfet ind i ansigtet – giver direktioner om, hvordan man holder op med at være kunstner. Monologen bygger på Alan Carrs bestseller Endelig ikkeryger! og er henvendt direkte til kunstneren, og på det dilemma en kunstner, der ønsker at forlade kunstbranchen, oplever. Det handler ifølge monologen om at omkode hjernen, så kunstneren indser, hvor urimeligt det er at blive udnyttet og at arbejde gratis til andres fordel.

Det kan lyde lige lovlig didaktisk – og måske endda besynderligt, at en kunstner, der udstiller på SMK, belærer andre kunstnere om, hvordan de kan holde op med at være kunstnere. Men setuppet er så råt, at det didaktiske aldrig når at blive ulideligt, når nu Meineches egen position udstilles, som var hun en sexdukke: Trædukken på gulvet fungerer som en forlængelse af hendes egen kunstnerkrop (som hun giver stemme til i videoen), der ligger med silikone i både skridt og mund ready to get fucked.

Kunst- og sexindustri

Kunstindustrien og sexindustrien knyttes yderligere sammen via udstillingens anden film, Maintenancer (2018), der vises i et tilstødende mindre rum. Filmen handler om et tysk bordel, hvor kunderne kan købe en tur med en silikonedukke som erstatning for en ægte krop. Og selvom der er tale om dukker, er det alligevel voldsomt at overvære, hvordan de bliver gjort rent med en rumsterende hånd langt oppe i de to åbninger efter brug. Og hvordan brystvorterne males, og den posthumane pige sminkes og gøres klar til næste omgang … de skal jo tage sig indbydende ud.

Sammenstillingen mellem sexindustrien i det ene rum og kunstindustrien i det andet handler altså om forskellige former for udnyttelse og vareliggørelse af kroppe, det være sig kunstnerens eller sexdukkens. De er alle produkter af – eller producenter af – fantasier, skabt til at tilfredsstille et publikum.

De to udstillinger viser tilsammen noget om, hvordan kroppen – særligt den kvindelige – stadig er en kampzone. Jeg har flere gange fået fjernet opslag på min Instagram-profil, hvis værkerne har været af Sidsel Meineche Hansen. Også selvom hun aldrig bruger rigtige kvindekroppe, men masturberende digitale avatarer, eller som her en sexdukke. Men mit opslag fra Glyptoteket af en stram bronzemanderøv har fået lov at stå – for nu.

’Perfect Poses’. Glyptoteket. Indtil den 16. juni.

Sidsel Meineche Hansen: ’An Artist’s Guide to Stop Being an Artist’. Statens Museum for Kunst. Indtil 28. juli.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Katrine Damm
Katrine Damm anbefalede denne artikel

Kommentarer

Poul Kristensen

Ja, lad os forbyde sex. Væk med det billige skidt. Bøde for erektioner, hæfte for at flirte. Påbudt burka for alle.
Så kan vi måske få fred til bedre boligindretning.