Læsetid: 4 min.

Grøndahl giver fuckfingeren til autofiktionen i sin nye roman ’Inde fra stormen’

Lighederne mellem Jens Christian Grøndahl og den fiktive Adam Huus er tydelige. I sin nye roman kaster Grøndahl sit alterego ud i en shitstorm lig den, han selv kom i efter en udtalelse om Kim Wall i 2017. Og gennem den mindre sympatiske variant af sig selv, skyller Grøndahl sit autofiktive jeg ud i læserens lokum
Lighederne mellem Jens Christian Grøndahl og den fiktive Adam Huus er tydelige. I sin nye roman kaster Grøndahl sit alterego ud i en shitstorm lig den, han selv kom i efter en udtalelse om Kim Wall i 2017. Og gennem den mindre sympatiske variant af sig selv, skyller Grøndahl sit autofiktive jeg ud i læserens lokum

Ulrik Hasemann

22. marts 2019

Der findes blandt de autofiktive forfattere dem, som fremstiller sig selv i et forskønnet lys, i en bedre udgave af sig selv, større, bedre og mere eventyrlig. Og så findes der forfattere, som åbenlyst har brug for at gøre op med sig selv, som har brug for en hovedrengøring i forfatterskabet, og som fremstiller sig selv som en mindre sympatisk version af sig selv, mere kedelig og kikset end virkelighedens.

Med sin nye roman Inde fra stormen har Jens Christian Grøndahl udskilt den mislykkede version af Jens Christian Grøndahl.

Jeg ved faktisk ikke helt, hvordan jeg skal karakterisere den her roman. Den er ikke ren ironi, og den er heller ikke ren alvor. Forfatteren både mener det, han skriver, og mener det ikke. Ligesom med Veronika Katinka Martzens debutdigtroman for nylig er der et ubestemmeligt spil mellem det autentiske og det ironiske.

I lang tid troede jeg, at jeg sad med en mindre god roman af Grøndahl. Det skematiske var lige en tand for skematisk, stormen raser over Danmark i de dage, romanen udspiller sig, og den raser samtidig i hovedpersonens indre. Dertil kommer de velmenende, kloge betragtninger fra hovedpersonen, som er lige en tand for klichéfyldte og tanketunge.

Indtil det gik op for mig, at det hele var lidt for oplagt, lidt for tilrettelagt. Grøndahl har udstyret sin hovedperson, forfatteren Adam Huus, med sine egne træk, men samtidig gjort ham lidt mindre sympatisk. Adam Huus er ikke Grøndahls antitese, men hans mulige replikant.

Lighederen mellem Grøndahl og Huus

Grøndahl har sat Adam Huus i en situation, der til forveksling ligner Grøndahls liv. Lad mig bare nævne nogle eksempler på lighederne, for der er rigeligt med pejlemærker: Ligesom Grøndahl skrev Adam Huus i begyndelsen af karrieren mere utilgængeligt formeksperimenterende romaner i den franske nyromanstil for siden at blive en langt bredere forfatter.

Ligesom Grøndahl bliver Adam Huus hele tiden af sine kvindelige læsere spurgt om, hvorfor han er så god til at leve sig ind i kvinder. Ligesom Grøndahl har Adam Huus tidligere været gift og har barn fra det ægteskab, som giver problemer både i det nye forhold og i relation til barnet i form af et kompleks af skyld og manglende nærvær. Og ligesom Grøndahl har Adam Huus været nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris samtidig med en lyriker.

Og så er der også den her lille perle af et selvportræt i romanen, hvor Grøndahl skriver om Adam Huus: »I ti år havde alle gået i sort, og jeg var mere end én gang blevet hånet for mine pudsede sko og strøgne, hvide skjorter. Var der ikke også en forbindelse mellem min borgerlige fremtoning og min modulerede prosa.«

Og endelig vil en del nok huske, at Grøndahl for godt et år siden var ude i en regulær shitstorm og beskyldning om victim blaming, efter at han i et interview om Kim Wall havde udtalt, at hun med sit blik på vej ned i Peter Madsens ubåd ligner en pige, der opsøger fare, en pige, der godt kan lide at sætte sig selv på spil. En udtalelse, som godt nok blev taget ud af sin sammenhæng, men som Grøndahl virkelig kom til at høre for og sidenhen dybt har beklaget.

Den hændelse er i romanen genskabt ved, at Adam Huus i et letsindigt øjeblik og over for en tvivlsom type fra pressen tager sin redaktør, der seksuelt har krænket en ung smuk forfatter, i forsvar og antyder, at denne forfatter måske selv havde inviteret til det. Og så er fanden ellers løs i det lille kongerige, og det samtidig med, at Adam Huus i øvrigt er ude i sit livs indre stormvejr.

Det er romanens egentlige handling, som på helt klassisk vis udspiller sig over nogle få dage, hvor alt er på spil, og hvor hele det forudgående liv som i en roman passerer revy og gradvist falder på plads igen i en ny form, hvor Adam Huus endelig igen efter fem års skrivekrise bliver i stand til at skrive en ny roman – den som læseren nu sidder med i hånden, skrevet af Jens Christian Grøndahl.

Farvel til alterego

Med andre ord har Grøndahl i denne leg med den såkaldte autofiktion taget grundbestanddelene fra sit eget liv og kun ændret lidt på det. Det er således Grøndahl, der gemmer sig bag Adam Huus og samtidig slet ikke. Grøndahl har i den autofiktive romans form skilt sig af med den forfatter, han ikke vil være, men kunne være blevet. Han skiller sig af med parodien på sig selv.

Jeg vil endda gå et skridt videre og sige, at Grøndahl skyller sit autofiktive jeg ud i læserens lokum. Tilbage står forfatteren og griner ad os alle sammen. Der troede I nok alle, at I fik mig, siger han med et skælmsk smil, jeg har givet jer alle nøglerne til mit liv og har kun ændret ganske lidt, men alligevel er det ikke mit liv, for fiktionen er altid større.

Eller som Adam Huus siger til sidst i romanen:

»Spørgsmålet er, om man vil lade fiktionen være fiktion. Med en storm som den, der rejste sig omkring en forlægger, jeg kalder Eskild, bliver alt forhekset. I stedet for at læse bogen vil nogle boltre sig i forfatterens øvrige gøren og laden. Det er dårlige tider for den fortællende prosa.«

Måske skal man også bare sige, at Jens Christian Grøndahl med Inde fra stormen giver fuckfingeren til autofiktionen. Det er ikke hans bedste roman, men den er ret sjov.

’Inde fra stormen’. Jens Christian Grøndahl. Gyldendal. 208 sider, 280 kroner. Udkommer i fredag den 22.03.2019.

Den, der siger noget kontroversielt, kan også sige noget dumt. Og offentlighedens kritiske indstilling til disse udsagn gør os alle sammen klogere
Læs også
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
"---- jeg har givet jer alle nøglerne til mit liv og har kun ændret ganske lidt, men alligevel er det ikke mit liv, for fiktionen er altid større".

Ud fra anmeldelsens fremstilling er der netop ikke tale om "alle nøglerne" og "ændret ganske lidt", for fiktionen er større. Det citerede er kontradiktorisk.

Tingene mystificeres dermed mere end højst nødvendigt. Konceptet i værket må være fiktivt at eksperimentere med autofiktionen, og dermed er der heller ikke tale om en udskillelse af den mislykkede version af forfatteren.

Afstanden er netop gjort så stor, at der ikke længere kan sættes lighedstegn mellem forfatteren og en mislykket version af forfatteren, og først dermed gøres eksperimentet muligt. Derfor er der heller ikke fuldt ud tale om et ubestemmeligt spil mellem det autentiske og det ironiske, for det er ironien, der får overtaget.

Har man først skabt en ironisk distance, kan man ikke trække den tilbage igen, ligesom man ikke kan fastholde en uskyld, hvis man allerede har forholdt sig reflekterende til den. Det vil være forkert at tale om autofiktion og rigtigt af tale om ironi over autofiktion.

Det er ikke det samme som, at litterære fremstillinger ikke kan være flertydige, men hvis det drejer sig om f.eks. ironi og sarkasme, kan man ikke både "både blæse og have mel i munden".

Bjarne Toft Sørensen

Problemstillingen vedrørende eksperiment og ironi i forhold til autofiktion kompliceres af den "elastik", der allerede ligger i genren, i forhold til brugen af det biografiske. Man kan argumentere for, at en fremstilling er ironisk, ud fra teksten, og det modsatte, men ikke samtidig påstå, at begge er lige rigtige. I stedet kan man sige, at det er svært at afgøre, om der er tale om ironi eller ej.

Det vil ellers være i strid med begrebet om den implicitte læser, og det vil være at gå for vidt her at sammenligne problemstillingen med komplementarisme i Bohrs forstand. Den kunstneriske frihed findes i kunsten, ikke i den litteraturfaglige fortolkningen af kunsten. Ellers bliver det til kunst det hele.

Bjarne Toft Sørensen

Kommentar til citat fra det anmeldte værk:
"I stedet for at læse bogen vil nogle boltre sig i forfatterens øvrige gøren og laden. Det er dårlige tider for den fortællende prosa."

Litteraturkritikken bør efter min mening fokusere på spørgsmålet om litterær kvalitet og undgå at imødekomme nogle forlags og forfatteres økonomiske og personlige interesser, bl.a. på baggrund af ønsker om branding på sociale medier og i medierne i det hele taget.

Skønlitteraturen kommer ellers til at fungere på andre mediers præmisser, og spørgsmålet om litterær kvalitet bliver sekundært.

I stedet for blot at betragte en udvikling, i form af en medialisering af litteratursystemet, som et faktum og indrette sin tilgang i kritikken efter dette, bør litteraturkritikken i stedet interessere sig for de kunstneriske kvalitetstab, der finder sted i den sammenhæng.

Mine ovenstående kommentarer skal ses i det perspektiv.

På det punkt har al kunst en fælles interesse, og på længere sigt bliver litteraturkritikken nødt til i højere grad at betragte sig som kunstkritik med fælles interesser i forhold til andre former for kunstkritik, ikke mindst i betragtning af, at udviklingen på kunstens område går i den retning, med de fordele og ulemper, der følger med.

Det gælder om generelt at beskytte kunstnerisk kvalitet mod en tilpasning til økonomiske og personlige interesser, der knytter sig til medieudviklingen, og som ofte har populistisk karakter.

Bjarne Toft Sørensen

@Maj-Britt Kent Hansen:
Anmeldelsen har gjort mig nysgerrig med hensyn til Grøndahls nye værk. Han har, efter min mening, tidligere skrevet romaner af høj kvalitet, trods sine kritiserede traditionelle tilgange af fortællemæssig og sproglig karakter, og her er jeg enig med Erik Skyum Nielsen, f.eks. "Et andet lys" fra 2002. Desværre også en del, som er halvdårlige.
https://www.information.dk/kultur/2008/10/portraet-storsaelgende-komisk-...

Min kritik går på anmeldelsens problemer med at karakterisere romanen, fordi den hverken er ren ironi og heller ikke ren alvorlig. Sådanne problemer må skyldes nogle tilpasninger i retning af tilgange til det autofiktive. En "gordisk knude" af den karakter må løses ved at hugge den over.

Bjarne Toft Sørensen

Hvis man går 40 - 50 år tilbage i tiden, var man i litteratursociologien, ofte inspireret af marxistisk tænkning, meget interesseret i den sammenhæng, der var mellem politiske, sociale og økonomiske interesser i samfundet, og så de tendenser, der voksede frem i kulturen og kunsten, inklusive skønlitteraturen.

I stedet for, stort set udelukkende, at undersøge betydningen af fremkomsten af interessen for det, der i tidens skønlitteratur forbindes med autofiktion, som et rent litteraturforsknings - internt anliggende, ville det være relevant at undersøge de forskellige politiske, sociale og økonomiske interesser, der er forbundet med fænomenet.
https://www.information.dk/mofo/velkommen-aarets-vigtigste-litteraere-debat

Med et sådan udgangspunkt kunne man undersøge, hvilken sammenhæng der er mellem f.eks. litterære institutioner interesser og så fremkomsten af et særligt fokus på betydningen af det autofiktive?

Hvilken sammenhæng er der mellem f.eks. forlags, forskningsinstitutioners, uddannelsesinstitutioners og mediers interesse i at sikre sig økonomisk og så den høje prioritering af interessen for fænomener knyttet til autofiktion?

Det skal selvfølgelig undersøges i sammenhæng med de økonomiske og politiske prioriteringer, der i øvrigt finder sted på kunstens og kulturens område, på politisk og administrativ niveau i samfundet.

Maj-Britt Kent Hansen

Bjarne Toft Sørensen - Måske har Grøndahl kastet sig ud i en hybrid genre. Vel derfor Peter Nielsen har svært ved at bestemme sig.

Din reference til den rammende, men også sarkastiske artikel - husker selv synet af den sort/hvide figur på Christianshavn i 90'erne - har jeg givet læst tidligere, men man kunne nok ikke anbefale artiklerne dengang. Det være gjort nu.

Den anden, du senere henviser til - "...årets vigtigste litterære debat", havde jeg så allerede anbefalet.

Jeg var på boghylden, hvor jeg fandt Grøndahls roman "Tavshed i oktober" og så "Night Mail" (essays). Som jeg husker det, var romanen ikke dårlig, men efterfølgende romaner lød ud fra anmeldelserne som mere af samme (kærligheds)skuffe, så der stod jeg af.

Om essay-samlingen var god, husker jeg ikke, men jeg foretrækker generelt den genre hos Grøndahl.

Mht. det autofiktive og så essaygenren har jeg konstateret, at Knausgård mestrer den første, men bestemt ikke den sidste.

Måske skal man give sig i kast med Grøndahls nyeste skrift for nu at prøve noget nyt. Jeg vil overveje det.