Læsetid: 5 min.

Holten og Lanes nyopsætning af ’Drot og Marsk’ om en forførers skæbne er en trist af-eroticeret historie

Når man skruer på optikken, kommer sanserne i klemme. ’Drot og Marsk’ er tilbage på Det Kongelige Teater i en anno 2019-udgave, hvor publikum besnæres af stort drama og stor lyd, mens det kan være svært at høre og opfatte den forførende strøm, der driver værket
Erik Glipping lægger ligesom Don Juan op til selv at skulle ende i flammerne ved at udleve sine lyster uden tanke for, hvad der kommer efter, eller hvem der er hans ofre.

Erik Glipping lægger ligesom Don Juan op til selv at skulle ende i flammerne ved at udleve sine lyster uden tanke for, hvad der kommer efter, eller hvem der er hans ofre.

Miklos Szabo

27. marts 2019

Drot og Marsk er Danmarks nationalopera og udpeget kulturkanon. Det er også et virkelig godt sammenskruet drama om det historiske mord på Erik Klipping i Finderup Lade i 1286. For den har det hele: historisk reference, mord, magtspil, kærlighed og middelalderligt sceneri og et nationalromantisk storværk komponeret af én, der ellers havde gjort det mest i sange med sangcyklussen som største form.

Peter Heise og Christian Richardt var i midten af 40’erne, da de skrev operaen, og der hviler en skøn moden kunstnerånd over værket. Ingen replik er overflødig, men med til dramaturgisk at afvikle historien, så den er tilfredsstillende fra alle sider: den historiske begrundelse, den psykologiske begrundelse, den kunstneriske begrundelse. Og under teksten og gennem teksten spinder sig animerende, intuitiv musik, der giver dybde og pointerer. Her er både dansemusik og store kor, smukt kommenterende strofiske sange og sagte indre monologer, der væver sig sammen med andre indre monologer.

En Don Juan-historie

Hvad handler operaen egentlig om? Er det et middelalderdrama, et musealt udstyrsstykke, et politisk drama, eller er det en romantisk fortælling, et kærlighedsdrama eller måske endda en moralsk historie? Det vil nogen mene, man er fri til at lege med, men fra kunstnerparrets side var den umiddelbart ingen af delene.

Den historiske hændelse er nemlig ikke til undersøgelse eller videre interessant for parret. Hvem der myrdede Erik Klipping og hvorfor, ved man jo ikke, men Heise og Richardt holdt af det jalousimotiv, digteren Carsten Hauch havde fundet på til sit teaterstykke om mordet i Finderup Lade. Han lod morderne være en politisk sammensværgelse anført af en Marsk Stig drevet af jalousi og ærestab, fordi kongen havde forført hans hustru, Ingeborg. Som benzin til deres drama bad Heise Richardt:

»Kan du ikke nok sørge for, at Kongens Bedaarelse af Ingeborg i første Akt kan komme til at træde levende frem (musikalsk), ikke blot saa løst antydet som hos Hauch. I det hele taget lad os faae Erik Glipøje rigtig elskovsglødende, uimodstaaelig sandselig! Hauch lader ham jevnlig sige, at han er det, men man føler det mindre. Men Musik kan jo netop i særlig Grad gjøre det.«

»Elskov og jagt er livets fest,« synger deres Erik, og hvad de egentlig ender med at få ud af deres drama, er en ægte dansk Don Juan. Deres opera er en historie om en mand, der er faret vild i sin egen fest. Præcis som Mozarts forfører.

Erik Klipping lægger ligesom Don Juan op til selv at skulle ende i flammerne ved at udleve sine lyster uden tanke for, hvad der kommer efter, eller hvem der er hans ofre. Han ved det selv og synger om den hedebrand, han sammen med sin væbner, Rane, en dag i vildskab påsatte:

»Mig tykkes, Rane, heden, som jeg brændte, med al dens fugleliv og fred – det er min egen sjæl.«

Som Don Juan er han heller ingen uindtagende eller karakterløs person. Først forfører han liden Aase, der bor i skoven. Hun kender i sine ydmyge kår ikke til så meget – kun af navn.

»Jeg kender af navn kun guldet ... jeg kender af navn kun kongen ... jeg kender af navn kun elskov ...« synger hun.

Imens synger kongen underliggende og gentagende:

»Du ægger, du beruser.«

Til sidst indrømmer Aase:

»Ak, Erik, se ikke på mig med al den dræbende glød, jeg frygter, jeg kender til elskov! Jeg frygter, den bliver min død.«

I ord og i toner er forførelsen fuldbyrdet uden nogen scenisk udageren. Det er voldsomt elegant. Så forfører han Ingeborg, marskens kone, her selv lidt hårdere ramt:

»Elskovs frygtelige vælde som en brænding nu mig bærer« og med et endnu stærkere mantra:

»I din sans, i dit sind, vil jeg snige mig ind … ved din vogn ved din karm vil jeg ride mig varm.« 

Ingen af kvinderne går fri, men optændes af samme lue, som det hedder. Ingeborg prøver at forklare sig for sin mand:

»Jeg drømte mig halvt en engel, jeg troede mig stærk som få, jeg leged med liljens stængel – til blomsten i støvet lå. Han sagde jer død i leding – da drog han mig med vold. Han har et kast med sit øje, der gør al troskab kold.«

Erik Klippings vold er tilsyneladende hans forføriske egenskaber, og hans magt er ikke kongens, men forførerens, ligesom hans endeligt ikke så meget er et politisk mord, som det er forførerens skæbne. Det var, hvad der animerede Heise og Richardt til at lave en opera, der kunne ende som kulturskat.

’The Truman Show’

Kasper Holten og Amy Lane’s Drot og Marsk anno 2019 er et drama i herligt uspecificeret tid. Kostumerne er fra nårsomhelst skiftende fra middelalderoutfit til jakkesæt, og scenografien er mere mental end egentlig med romantiske vægmalerier og lysestager alluderende kongens indre verden og med fascistisk murværk alluderende marskens.

Deres konge er lidt af et forsvarsløst fjols, som magtens folk driver deres spil omkring. Jeg opdagede det ikke selv, men kunne i programmet læse mig til, at ideen var at gøre Erik til en slags dukke i et magtspil som i filmen The Truman Show.

Marsk Stig skulle altså ligefrem bruge sin kone som lokkemad til at give begrundelse for at myrde kongen for at have forført hende.

Det er måske et sjovt bud i den historiske diskussion eller i en politisk debat. Men når man skruer på optikken, kommer sanserne i klemme. Hvis Kong Erik er en dandyman uden videre kvindetække, mister operaen sin benzin, og de to en halv times opera bliver lange.

Michael Schønwandt stod i spidsen for kapellet. Det var fremragende energisk drevet musik fra orkestergraven, men lige før den udspillede sangerne. Det vil sige fra orkestergraven steg Heises musik stadig stærk i sig selv, mens der på scenen var mere og mere forvirring. Tilbage var der kun at synge meget kraftigt og give sig selv fuldt ud.

Solisterne gav den selv uden benzin max gas med megen vibrato på stemmerne og overgøren til følge. Publikum var ellevilde, og nogen må have oplevet noget, jeg ikke oplevede.

Kong Erik var det meste af tiden bogstaveligt trængt op i en skammekrog mellem scenografiens evigt roterende vægge. Apatisk og kastreret. En slags pointe, det er meget muligt. Men »elskovsglødende, uimodstaaelig sandselig« er i hvert fald væk, og Drot og Marsk anno 2019 er en trist af-eroticeret historie.

’Drot og Marsk’. Det Kongelige Teater, Operaen, 23. marts kl. 19.30. Iscenesættelse: Kasper Holten og Amy Lane. Det Kongelige Operakor, Det Kongelige Kapel. Dirigent: Michael Schønwandt. Solister: Peter Lodahl, Johan Reuter, Sine Bundgaard, Gert-Henning Jensen, Sofie Elkjær Jensen m.fl. Indtil 25. maj.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu