Læsetid: 4 min.

Det er dem imod os i Jordan Peeles fremragende gyserfilm ’Us’

Med sin anden film, gyseren ’Us’, understreger instruktør og manuskriptforfatter Jordan Peele, at han for tiden er en af amerikansk films mest spændende og originale stemmer. Inspirationen fra filmskabere som Spielberg og Haneke er tydelig, men blandet med populærkulturelle referencer fra 1980’erne og Peeles eget temperament og ikke mindst sans for humor bliver det både uhyggeligt, morsomt og tankevækkende
Adelaide (Lupita Nyong’o) må slås for alt, hvad hun har kært i Jordan Peeles fremragende gyserfilm, ’Us’. 

Adelaide (Lupita Nyong’o) må slås for alt, hvad hun har kært i Jordan Peeles fremragende gyserfilm, ’Us’. 

Universal Pictures/UIP

22. marts 2019

Os og dem. Dem, der ingenting har, og dem, der har rigeligt. Det er ikke mindst det, som Jordan Peeles nye film, gyseren Us, handler om. Hans første som instruktør og manuskriptforfatter – efter en lang karriere som komiker og skuespiller – Get Out, brugte gysergenren og en solid dosis humor til at fortælle om den systemiske racisme i det amerikanske samfund. I Us handler det om klasse – og en lille smule om køn.

Det lyder måske umiddelbart lige lovlig tørt og didaktisk. Bare rolig, det er det ikke. Tværtimod. Ligesom Quentin Tarantino er 40-årige Jordan Peele vokset op med og har dyrket alskens B-film, populærkultur og alt det rundt om og formår som meget få andre at spytte det hele ud igen på sin helt egen måde – remixet på original vis.

Således er der referencer til alt fra østrigske Michael Haneke og amerikanske Steven Spielberg til Invasion of the Body Snatchers og The Twilight Zone – han agerer fortæller i en ny udgave af den klassiske tv-serie – i Us, der begynder i 1986 i et tivoli på strandpromenaden i Santa Cruz.

Skræmmende spejlkabinet

Lille Adelaide er på udflugt med sine forældre, der konstant synes at være småuvenner. På et tidspunkt, hvor hendes far har for travlt til at holde øje med hende, vandrer Adelaide rundt for sig selv og ender i en gammel forlystelse, en blanding af spejlkabinet og spøgelseshus.

»Find your way« står der skrevet på facaden, og her møder hun … ja, hvad møder hun? Det skal jeg ikke afsløre her, men det er så skræmmende, at hun mister stemmen.

Filmen springer frem til nutiden, hvor den voksne Adelaide (Lupita Nyong’o) og hendes mand, Gabe (Winston Duke), er på vej på ferie i sommerhus sammen med deres to rapkæftede børn, teenageren Zora (Shahadi Wright Joseph) og den noget yngre Jason (Evan Alex).

Huset ligger ikke langt fra strandpromenaden i Santa Cruz, og det er kun modvilligt, at Adelaide lader Gabe overtale sig til at tage til stranden for at møde et vennepar (Elisabeth Moss og Tim Heidecker) og deres to teenagetvillingepiger.

Absurde vrangbilleder

Den nu endnu ældre forlystelse står der stadig – den hedder noget andet, men slaglinjen er den samme:

»Find your way«.

Mareridtet fra dengang er stadigvæk prentet i Adelaides hukommelse, og snart tager familien hjem til sommerhuset igen. Bedst som hun om aftenen er ved at få overtalt Gabe til, at de skal tage helt hjem, bliver familien angrebet af en anden familie.

Det er selvfølgelig slemt nok i sig selv, men det bliver værre endnu: Familien på fire er Adelaide, Gabe, Zora og Jasons dobbeltgængere, en slags absurde vrangbilleder, der ikke rigtig kan tale, men brøler til hinanden, og som iført røde kedeldragter og med skarpe, gyldne sakse i hånden synes fast besluttet på at overtage familiens liv og identitet.

Adelaide og de andre tager flugten, men finder snart ud af, at de ikke er de eneste, hvis liv forsøges overtaget. Der foregår noget andet og meget større.

Gyserfilmens civilisationskritik

Jordan Peele er langtfra den første, der har opdaget, hvor god gyserfilmen er som ramme om civilisationskritiske og politiske diskussioner – George Romero gjorde det f.eks. fra slutningen af 1960’erne og frem i sine fremragende zombiefilm. Få formår dog at gøre det lige så underholdende og tankevækkende som Peele.

Pointen er tydelig nok: Vi lever i en verden præget af stor ulighed. Mange har nok, men endnu flere – og det er alt for mange – har intet, og dem, der har, gør, hvad de kan for at holde de andre væk fra fadet. Det er så at sige os imod dem.

Det kunne have resulteret i en meget firkantet film, men instruktøren propper ikke pointerne ned i halsen på sit publikum, men lader dem tålmodigt vokse frem i løbet af filmen og understreger dem med fantastiske billeder og pointeret musik. S

om når Gabe brokker sig over venneparrets nye bil, og man bagefter ser venneparrets luksuriøse sommerhus, men alt andet end lykkelige liv; de har mere end nok, men sætter ikke pris på det.

Humor og horror

Jordan Peele formår samtidig at holde en næsten umulig balance mellem humor og horror, når han i Us lader den ganske almindelige middelklassefamilie møde ubeskrivelige rædsler. Skuespillerne er gode til både drama og komedie – især Lupita Nyong’o som en badass mor, der vil gøre alt for at beskytte sin familie – og de spiller alle to roller, som både skal ligne hinanden og alligevel være helt forskellige. 

Det er brillant og morsomt på en meget urovækkende facon. Selv kan jeg næsten ikke forestille mig noget mere uhyggeligt end at møde en dobbeltgænger, hvis dedikerede mål er at overtage mit liv og min identitet.

Til sidst har historien et lille svirp med halen, som kun gør alt det foregående endnu mere horribelt og endda tilføjer det en tragisk dimension fuld af spørgsmål. Hvor langt er vi villige til at gå for at holde fast i vores trygge, komfortable liv? Og hvad gør det ved os som mennesker og individer, hvis vi må undertrykke andre eller slå ihjel? Hvad gør det ved os som samfund?

Us er djævleblændt godt skruet sammen, og Jordan Peele leger så veloplagt og hjemmevant med både genrekonventioner og publikums forventninger. Han spiller på os, som var vi skiftevis et klassisk Steinway-flygel og et stort, larmende damporgel. Det er på én gang virtuost og kulørt, elegant og drilagtigt.

Jeg kan ikke vente med at se, hvad han finder på næste gang. Jeg siger ikke, at han er genial, men det er tæt på. Og så tager jeg altså benene på nakken, hvis jeg nogensinde støder ind i min egen dobbeltgænger.

’Us’. Instruktion og manuskript: Jordan Peele. Amerikansk (Uhyggeligt mange biografer verden over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Katrine Damm
  • Olaf Tehrani
  • Eva Schwanenflügel
Katrine Damm, Olaf Tehrani og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu