Læsetid: 7 min.

Imod det ydre ruster sig det indre

Thomas Manns desperate »upolitiske« betragtninger fra Første Verdenskrig er udkommet på dansk
Gennem alle Thomas Manns betragtninger støder to dominerende overbegreber sammen: Kultur og civilisation, som fordeler sig på forfatteren og hans bror. Af dem kan hele striben af de øvrige uforligeligheder, der bringes på banen, afledes.

Gennem alle Thomas Manns betragtninger støder to dominerende overbegreber sammen: Kultur og civilisation, som fordeler sig på forfatteren og hans bror. Af dem kan hele striben af de øvrige uforligeligheder, der bringes på banen, afledes.

Topham Picturepoint/Ritzau Scanpix

29. marts 2019

For nylig var jeg så heldig at høre skuespilleren Joen Bille, som trives rigtig godt med tekster fra før og omkring forrige århudredskifte, læse Thomas Mann. Det var netop fra nærværende bog ­– et nyt udvalg på dansk af Betrachtungen eines Unpolitischen, den tyske forfatters på én gang vilde og tanketunge essay fra 1918.

Mann påbegyndte dette udprægede kampskrift i 1915, et stykke inde i Første Verdenskrig. Det udkom i et stort bind samme år, som krigen hørte op; da var Mann selv 43 år og havde raset ud. Det velovervejede danske udvalg er foretaget af Karin Højersholt.

I Billes glimrende fortolkning blev man først virkelig opmærksom på, hvor retorisk og eksalteret et værk der er tale om. Mann er bogstavelig talt på krigsstien.

Man kan ikke fortænke forlaget Mulitivers i ikke at binde an med hele den monumentale svada. Man har af gode grunde nøjedes med ca. halvdelen. Betragtningerne er både i den grad skrevet til tiden og præget af monomane gentagelser. Men hvem kan ikke prise forlaget uforbeholdent for overhovedet at påtage sig at gøre den store forfatter større på dansk med den på alle måder aparte Et upolitisk menneskes betragtninger?

Der er tale om ét langt stridslystent, påståeligt, stedvist desperat selvforsvar. Og paradoksalt. At kalde sig selv »upolitisk«, i og med at man med næb og kløer og patos fører et defensorat for den herskende orden i det vilhelminske Tyskland, er vel noget af en modsigelse. Og det er ikke den eneste i Betragtninger.

Thomas Mann var krigsbegejstret, også så det forslog. Krigen indebar for ham, foruden muligheden for en udbredelse af tysk kultur i den omgivende verden, tillige en indre »renselse«. Ja, man kan endda gribe Mann i at tilkende krigen en »forfinende« virkning (på den sejrende, må han mene).

Investerede han i krigsobligationer, hvorved han – der selv var fritaget for krigstjeneste – medfinansierede krigen? Ja da. Men det skal retfærdigvis tilføjes, at som betragtningerne skrider frem, i takt med at krigen gør det (og ikke til tyskernes fordel), så tager forfatterens respekt for krigshandlingernes lutrende virkning tilsvarende af – de var som bekendt endt i skyttegravenes søle og i giftgas.

Den forræderiske storebror

I bunden af bogen rumler som en konstant motor et sindsoprivende opgør med storebroren (og forfatterkollegaen, for ikke at sige – rivalen) Heinrich, der dog aldrig nævnes ved navn. Dette søskendeforhold, der på sit lavpunkt kun kan kaldes et fjendskab, er de mange betragtningers lidenskabelige drivkraft.

Thomas, der opfatter sig selv som kejsertor, loyal højtysk og højborgerlig forfatter, anser sin liberale, pacifistiske og frankofile storebror for forræder mod den nationale sag. Men mere end det. I et tidsskrift havde Heinrich netop gennemheglet ikke alene sin lillebrors kulturkonservative, ja reaktionære verdenssyn ­– også han uden at nævne navne – men tillige hans opfattelse af kunst og af digtningens væsen. Dér var han kommet tæt på. Det er anklagerne i denne udfordring, som Thomas får mere end to år til at gå med at dissekere, gendrive, blotte og jorde i sine betragtninger.

Bare principiel uenighed er ikke nok til sådan et hundeslagsmål. Der skal (ondt) blod og dybtstikkende konkurrenceinstinkter til, som har med prestige og i sidste instans magt at gøre.

Det skal i øvrigt huskes, at Heinrich i de pågældende år på ingen måde stod i skyggen af sin lillebror. Han havde bl.a. både romanen Professor Unrat (1905) bag sig (senere forlæg for filmen Den blå engel med Marlene Dietrich) og den spritnye samfundskritiske roman Der Untertan (1918). At brødrene meget senere i en eller anden grad forsonedes – nok mere formelt end reelt, når det kommer til stykket – er en anden historie.

Retorik lever af modsætninger. Gennem alle Thomas Manns betragtninger støder to dominerende overbegreber sammen: Kultur og civilisation, som fordeler sig på forfatteren og hans bror. Af dem kan hele striben af de øvrige uforligeligheder, der bringes på banen, afledes.

Kultur – det har med rødder og tro at gøre, civilisation med organisation og penge. Kultur har med digtning og drøm og inderlighed at gøre, civilisation med politisering, kritik og socialt engagement.

For kulturen er litteratur i familie med musikken; den er ikke udadvendt, programmatisk og bannerførende som civilisationens. Så i kulturen er der digtere, i civilisationen litterater. Kultur er et produkt af rodfæstet værdikonservatisme, civilisation af anonym oplysning og luftige abstrakte ideer.

Kultur er monarki og hierarki, tilhør og sammenhæng; civilisation er republik, demokrati og stemmeret. Kultur er forankret i nation og folk; civilisation er forbundet med internationalisme, kosmopolitisme. Kultur er metafysik; civilisation fysik (teknik, materialisme etc.).

Thomas Mann var selvfølgelig selv alt det første. Forfatteren til Huset Buddenbrooks, Tonio Kröger og Døden i Venedig var kort sagt antidemokrat. I et brev til broren skrev Thomas allerede en halv snes år, før opgøret brød ud i lys lue, at han »overhovedet ikke interesserede sig for politisk frihed« (1904). Han er tilhænger af oplyst enevælde, også kaldet absolutisme. Godsejerstanden var »inkarnationen af den fineste medmenneskelighed« (se blot romanen Königliche Hoheit fra 1910). Og sin poetik angiver han med disse få ord:

»Magtbeskyttet inderlighed«.

For nu at oversætte til »dansk« så kunne man sige, at Heinrich Mann er Georg Brandes. Om Brandes skrev allerede den purunge Thomas i et tidsskrift – ikke just anerkendende – at det var »en ganske uinteressant frisindet jøde« (1896).

Et sensitivt selvforsvar

Hvis Heinrich minder om Brandes, hvem ligner så Thomas selv? Ingen specielt, men der falder mig et par citater ind, som peger på den samme præmis, som Thomas Manns holdning hviler på. I et af den udsøgte danske digter og nationale kulturpave, J.L. Heibergs sene tankedigte lyder en central linje:

»Imod det Ydre ruster sig det Indre«.

Dét kunne være en formel for det positive grundlag, som vi kender fra Betragtningerne. Og Søren Kierkegaards reaktion på grundlov og demokrati ligesådan. Det var som bekendt kort og godt et fnys:

»Udvorteshedens Larm«!

Det er også Thomas Mann.

Man fornemmer meget tydeligt, at Thomas Mann i sine Betragtninger er tvunget ud i en slags bagpostfægtning, hvor han forsvarer positioner, som allerede er udhulet af udviklingen, og påtager sig positioner, som der er mere polemisk slagkraft i end egentlig selverkendelse. Intet af det var langtidsholdbart.

Allerede i andet oplag af Betragtningerne skærer han i de mest rabiate udfald (navnlig mod broren) og var nogle år efter krigsnederlaget og kejserrigets opløsning parat til at støtte (Weimar)republikken, hvorved han fik det borgerskab imod sig, som ellers havde været så tilfreds med ham.

Ud over broderstridens drivkraft er der en faktor i det sensitive selvforsvar, Betragtningerne udgør, der er helt Thomas Manns egen: Hans særlige kunstneriske projekt var i ekstrem grad subjektivt eksistentielt. Det var underlagt nogle betingelser og stillede nogle krav, som krævede ensomhed, afstand og afkald. Der er tale om nogle forpligtende grundforhold, der ikke kan oversættes til brug i en polemik, fordi deres form er ironisk og tvetydig, og fordi de til dels er hemmelige – men siddes overhørig kan de på den anden side heller ikke.

I den forbindelse kan det måske give mening at henvise til en opsats, han skrev som emigrant i Californien. Nu er vi fremme under Anden Verdenskrig. Han kaldte den nok så voveligt Bruder Hitler.

Her viste han, synes jeg, et sandt mod, som ikke er et polemisk-apologetisk mod, men selverkendelsens, ja selvblottelsens mod. Han vedgik, da det var mindst opportunt, og hans landsmænd betalte den højeste pris for at have slået følge med deres fører, sit slægtskab med djævelen.

Han havde, vedgås det i artiklen, en rem af Hitlers hud – eller rettere: De havde begge en rem af en ærketysk kulturarv, nu indebrændt og i dybt fordærv, vel at mærke.

Det kan man i øvrigt læse endnu mere om i det geniale sene essay Deuschland und die Deutschen. Thomas Mann vidste om nogen, hvad i tyskheden der »bar« Hitler, gjorde ham mulig og førte ham frem. Han kendte det fra sig selv. Og her er vi ved pudlens kerne.

Det er en 100 år gammel bog, og den kunne have fortjent et mindstemål af realkommentarer, fuld som den jo er af referencer til en broget, men svunden verden. Hvad Karin Højersholts oversættelse angår, er den på højde med originalen, og hendes efterord savner heller intet i kompetence, men kunne godt have været mere fremlæggende og mindre indforstået.

Det er umuligt at læse disse gamle hidsige betragtninger over nationalisme kontra liberale ideer, over kulturen versus staten, uden at skæve til dagens europakort.

Dets stadig dybere skillelinjer antyder en konflikt, der er lyslevende i Manns bog: Længslen mod overskueligheden og trygheden i det nationale værdiunivers over for den abstrakte, livsfjerne internationalisme. Grænser over for grænseløshed. Man kunne blive ved. Krigen er igangværende i Thomas Manns bog, men den kan godt nok hverken ses eller høres. I vore dages krakelerende Europa er – hvad hører vi her?

Thomas Mann: Et upolitisk menneskes betragtninger. Oversat af Karin Højersholt. Multivers. 256 sider. 300 kroner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Maria Francisca Torrezão
Maria Francisca Torrezão anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu