Læsetid: 5 min.

Det er ingen sag at falde i svime over Pipilotti Rists healende totalinstallationer

Kroppe, stemmer og vandplanter flagrer ud af skærme og dagligstuer, amorfe og kærlighedssyge, i den schweiziske kunstner Pipilotti Rists pixelopløste og kødeligt bramfri soloudstilling på Louisiana. Man overgiver sig let til de let didaktiske, healende totalinstallationer, men de tidligere feministiske værker er og bliver de bedste
Kroppe, stemmer og vandplanter flagrer ud af skærme og dagligstuer, amorfe og kærlighedssyge, i den schweiziske kunstner Pipilotti Rists pixelopløste og kødeligt bramfri soloudstilling på Louisiana. Man overgiver sig let til de let didaktiske, healende totalinstallationer, men de tidligere feministiske værker er og bliver de bedste

Stillbillede fra Pipilotti Rists videoværk ’Åbn min lysning’.

12. marts 2019

Schweiziske Pipilotti Rist var én af de første samtidskunstnere, der indtog mit pivåbne teenagesind. 

I videoen »Ever Is Overall« fra 1997 vandrer Rist ned ad gaden i en turkis chiffonkjole og smadrer i slow motion lykkeligt grinende et baseballbat ind i samtlige bilruder, hun kommer forbi.

Fuck hvor fedt, tænkte jeg, raseri kan godt gå i prinsessekjole og grine så lallet, at man ved at sammenbruddet er lige om hjørnet. Selvfølgelig samplede selveste Beyoncé scenen til sin musikvideo Lemonade, vintagekjole (naturligvis) skiftet ud med designerkjole.

Hvor Beyonce er strategisk fierce, er Rists udstråling i den her lowfi-video på én gang euforisk og barnagtigt sensuel, både manisk, skrøbelig og aggressiv. Et poppet, punket og sensuelt følelsesregister, på bedste vis for meget, som Rist har videreført i sin eksploderende kunststjernekarriere. 

Sammensuriet af dé modsatrettede energier var som salve for en 19-årig kvinde, og jeg – hendes 39-årige klon – må tøjle min nostalgi, da jeg besøger Louisianas nyåbnede Pipilotti Rist-soloudstilling, den første af sin slags i Skandinavien, med den sødt lumre titel Åbn min lysning. Her udfoldes ukronologisk og velfungerende labyrintisk en storladen samling af Rists værker fra 1986 til 2019.

At varme teknologien op med kroppen

Åbn min lysning iscenesætter en fortælling om både hjemmets og skærmens små aflukker, der hos Rist åbner sig op og indtager gradvist større rum. Det er også en slags teknologihistorie, for Rist har altid leget med de nyeste medier.

Guldgruben af tidlige videoer fulde af VHS-teknologiens flimrende ’revner‘ er nogle af udstillingens bedste.

Her er videoen »I’m Not The Girl Who Misses Much« fra 1986 – ofte beskrevet som et af kunsthistoriens bedste feministiske værker – hvor Rist danser rundt med brysterne poppet ud af den stramme kjole, energisk tranceagtigt, og med vild tegneseriestemme synger den første linje af Beatles »Happiness Is a Warm Gun«:

»She’s not the Girl who Misses much«.

She er byttet ud med I for et mere pointerende budskab. Billedet er udflydende. Så glider kvinden ned ad væggen og er helt lille. Er hun et selvbevidst subjekt eller et udvisket objekt?

I titelværket, videoen »Open my Glade« fra 2000, er kroppen ikke længere repræsenteret på skærmen, men er ved at gå i forbindelse med den. Rists ansigt vrider sig overdrevent mod den skærm, vi ser på, hendes røde læbestift tværes ud. Værket imiterer den cubanske kunstner Ana Mendietas fotografier af sit eget ansigt mast mod glas fra 1972, der urovækkende deformerer kroppens skønhed.

Modsat Mendieta er Rist absurd kontaktsøgende i sit angstfremkaldende loop. En bramfri gniden sig op ad mediet, en usentimental skærmpetting. Og en forudgribelse af Rists forsøg på at varme teknologien op med kroppen, at forhandle dens afhængighedsskabende natur, at lade den strømme ud i rum og bløde objekter op.

I »4th Floor to Mildness« står en række senge tæt i et rum med dæmpet lys og knitrende musik. Jeg lægger mig og ser op i loftet, der er ’oversvømmet’ af filmprojektioner: Et undervandsmorads af slyngplanter og grumset vand, kropsdele og hud. Jeg får lyst til at sludre med de andre kroppe i mørket.

Rist er vidunderligt uinteresseret i det store panoramalandskab. Hendes skærme er som membraner, der når mikroskopisk tæt på verdens stof. Her er intet overblik. Netop det har den feministiske teoretiker Donna Haraway benævnt »det partiske perspektiv«.

Pointen er, at sådan fungerer synet – vi ser kun derfra, hvor vi står, i vores kroppe, og vi kan aldrig være objektive.

Synets skalaforhold tages til ekstremer i »Pixel Forest«. Jeg bevæger mig gennem en jungle af lyskæder, der hænger helt tæt ned fra loftet. Hvert LED-lys i kæden har en organisk form, ligner en usleben ædelsten, og changerer i regnbuns efarver. 

Alle gæster fisker telefonen op, her er det mest instagramvenlige museumsværk længe! Rist har tænkt hvert lys som en pixel i et enormt videobillede, der samtidig har form som en celle i kroppen. Jeg skal altså forstå mig selv som en lillebitte enhed, der ikke kan se mig selv. Jeg skal forstå, at kroppen overgår teknologien som maskine.

Ironisk nok er Rists glimmerkosmos udstillingens mest tamme værk. Det føles lidt som en tur på eksperimentarium. Hud og krop må tænkes frem. Jo, det er sjovt, at vi findes i skærmen – men der er faktisk en påtrængende politisk udsigelse i de af Rists værker, hvor kønnede kroppe, stemmer og vandplanter flagrer ind og ud af skærme, uhåndterlige, amorfe og kærlighedssyge.

Helt lettet bliver jeg ved lysjunglens exit, hvor videoværket »I Couldn’t Agree With You More« er projiceret over udgangen: Rists ansigt i billboardstørrelse på en dødkedelig dag i supermarkedet, mens minibilleder af kitschede nøgne Adam og Eva-figurer forstyrrende dukker op i hendes hud som frihedsdrømme. Her er Rist så god: Den ubekvemme, ærlige hunger efter kontakt, accept og poesi.

Et farvestrålende kræmmerparadis

Når Rist zoomer ind, antager tingene ofte barokke former. Alt kan transformeres i skala og konsistens. Minifilmprojektioner gemmer sig i muslingskaller og håndtasker, og på den måde er der et hav af private, intime åndehuller i Åbn min lysning

At udstillingen også dyrker de healende totalinstallationer for fællesskabet hænger sammen med Rists opgør med konservatisme og ensrettethed. 

En rød tråd i Åbn min lysning er hjemmet. Den fine installation Suburb Brain består af en model af et parcelhuskvarter i en forstad. I dukkehusets vindue kører en lille film i loop: Kernefamiliens middagstallerkner eksploderer i fjollede flammer. Det er sjovt, når Rist svitser småborgerligheden. 

Louisiana er nok et af de få steder, hvor det kan lade sig gøre at opbygge en hel dagligstue, og i udstillingens sidste rum har Rist beklædt væggen med et 54 meter langt tekstilværk: »Omvendt øjenlåg«: En psykedelisk æstetik efterligner det farveflimmer, man oplever, når man lukker øjnene mod solen.

Men mere fabelagtigt er nu Rists naivistiske wunderkammer af en stue, et farvestrålende kræmmerparadis med tegninger, opdækninger, samlinger og senge draperet i skyggefulde videoprojektioner. Og på væggen en rebelsk lille såkaldt videomodifikation af et af Asger Jorns keramiske fade fra museets samling, oversvømmet af Rists lysmaleri.

Rists indretter ikke hjem for én familie, men hjem for alle. Selv om hendes tidlige punkfeministiske værker er og bliver de bedste, er det ingen sag at falde i svime over de healende totalinstallationer, der trods didaktiske tendenser forener os alle i et sanseligt, sjovt, egensindigt univers. 

Pipilotti Rist: ’Åbn min lysning’. Louisiana. 1. marts – 23. juni 2019.

Søren Thilo Funders velproduceret filmessay kører på tre skærme i en lille formation – den mindste skærm i midten – som et religiøst triptykon. Her genopfører Søren Thilo Funder en konfrontation mellem en milits og en flok ornitologer, som fandt sted i Oregon i USA i 2016.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anders Olesen
Anders Olesen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu