Læsetid: 4 min.

Iranskinstruerede ’Alle ved det’ slår store fede revner i spansk landsbyidyl

Iranske Asghar Farhadi er ikke pakkeløsningernes instruktør. I sit nye, spanske kidnapningsdrama, ’Alle ved det’, lufter han igen livsløgnene i menneskers allernærmeste relationer, og han undersøger landsbyidyllens mørke bagside
Penélope Cruz spiller Laura og Javier Bardem Paco i Asghar Farhadis familiedrama ’Alle ved det’, og lige som resten af personerne i filmen tilbageholder de enorme vandmasser fulde af skuffede følelser, desperation, skuffelse, nid og nag. 

Penélope Cruz spiller Laura og Javier Bardem Paco i Asghar Farhadis familiedrama ’Alle ved det’, og lige som resten af personerne i filmen tilbageholder de enorme vandmasser fulde af skuffede følelser, desperation, skuffelse, nid og nag. 

Scanbox

21. marts 2019

Der er bryllup i den spanske landsby uden for Madrid, og Laura kommer helt fra Buenos Aires i Argentina for at fejre søsteren og hendes kommende mand. Det er en tilbagekomst og en landsby, som ikke er fri for mislyde.

Det antydes allerede i åbningssekvensen, hvor et gammelt rustent urværk falder i slag i kirkeklokketårnet. De skarpe tandhjul glider i hak et efter et, klokken slår 12, klokkerne ringer. Gennem et lille hul i urets glasplade flyver de forstyrrede beboere, fuglene, ud i dagslyset. Det er en skæbnesvanger begyndelse på filmen Alle ved det, der antyder, at regnskabets time er kommet.

Men bryllup skal der dæleme være – efter alle kunstens regler. Laura har ikke sin mand med, han er blevet i Buenos Aires grundet jobsamtaler, men hun har sine to børn med – en lille knægt og teenagedatteren Irene, der hurtigt viser sig at være ude på narrestreger.

Under brylluppet går hun sammen med en ung lokal knægt op i kirketårnet, og vi ser dem nedefra gå op ad den svimlende trappe. Det er et nik til Hitchcocks Vertigo (En kvinde skygges på dansk), og det er – heller – ikke et godt tegn. Snart ringer Irene helt profant med klokken, mens vielsen er i gang nedenunder.

Jord tabt i poker

Inden aftenen er omme, er Irene blevet kidnappet. Efter den første paniske eftersøgning begynder mistænksomheden at sætte ind og slå store fede revner i familiehyggen og landsbyidyllen. Gamle sår bliver revet op, og ondt blod pibler frem. Den hensygnende og alkoholiserede patriark har tabt moderparten af sine jordbesiddelser i poker. Og Laura har solgt sin jord til ekskæresten Paco for en billig penge, da hun selv var på spanden.

Der kommer et krav om en løsesum på 300.000 euro, og alle begynder at skule til alle. Patriarken minder Paco om, at han bare er »tyendets søn!« Andre begynder at gå fremmedarbejderne, der slider i Pacos vinmarker, efter i sømmene.

I hovedrollerne har vi to spanske stjerner. Penélope Cruz som Laura og Javier Bardem som Paco. Ligesom resten af truppen underspiller de formidabelt. Det er smukt behersket skuespil hele raden rundt, hver skuespiller med hver sin dæmning, der holder enorme vandmasser tilbage. Vandmasser fulde af skuffede følelser, desperation, skuffelse, nid og nag.

Og det bliver ikke mindre kompliceret, da Lauras resignerede ægtemand Alejandro ankommer fra Buenos Aires og bare mest af alt vil bede til Gud om at få Irene tilbage.

Hukommelsen er forræderisk

Den iranske instruktør og manuskriptforfatter Ashgar Farhadi fileterer familie- og landsbystrukturerne, piller dem langsomt og sikkert fra hinanden i Alle ved det. Lufter livsløgnene. Og det sker ikke i flashbacks, som fortællinger nu om dage ellers rådyrker, nej, den autoritet vil Farhadi ikke påtage sig over hukommelsen. I stedet får han karaktererne til selv at genkalde sig det skete – og afslører dermed skift i erindringer eller indbyrdes uenighed. Hukommelsen er forræderisk, det ligger fast.

Det sker alt sammen uden soundtrackmusik, så vi må selv finde egne følelser i scenerne. Men der er dog lydlige trick undervejs. En dør, der smækker med lyden af en dybvandsbombe. Og der er et hjerte bygget af store trælåger, der banker hårdt, mens de leder efter Irene.

Farhadi leverer ikke nogle nemme forklaringer eller nogle udfriende finaler som i en Agatha Christie-roman. Der er ikke nogen Miss Marple eller Hercule Poirot. Jo, der er en pensioneret politimand, men han leverer ingen pakkeløsning til sidst. Så enkel er verden trods alt ikke. I stedet får Alle ved det lov at gro videre i tilskueren bagefter.

Iransk new wave

Det har Asghar Farhadi gjort før mod sit publikum. Han er en del af den anden iranske new wave-filmgeneration, der viste sig i midten af 1980’erne. Ja, hans udstilling af Alejandros passive, blinde katolske tro på Gud og den lokale præsts økonomiske grådighed kunne godt ses som en spejling af denne iranske filmgenerations opgør med det iranske præstestyres religiøse dogmer.

Farhadi har som sine kolleger længe leget med fortælleformer og med komplekse historier om den forbistrede fortid – den, som aldrig slipper os og gerne spiller os et puds pr. efterkrav og med renters rente.

I The Salesman – som sikrede ham hans anden Oscar for bedste udenlandske film – er Arthur Millers legendariske teaterstykke En sælgers død en fortælling inden i fortællingen om Emads hustru Rana, der overfaldes under fremførelsen af selv samme stykke. Og i Fortiden vender hovedpersonen tilbage til Paris for at fuldende sin skilsmisse fra Marie. Hun har i mellemtiden fået en ny kæreste, hvis hustru ligger i koma efter et selvmordsforsøg.

I disse film såvel som i Alle ved det nægter Asghar Farhadi at færdigfortælle eller konkludere på de indviklede relationer. Akkurat som det også er i virkeligheden. Her er forløsning og klarhed gerne og ofte en by i Rusland.

’Alle ved det’. Instruktion og manuskript: Asghar Farhadi. Spansk-fransk-italiensk (Biografer landet over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bjarne Bisgaard Jensen
Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu