Japanerne har god grund til at glæde sig til besøg fra DR SymfoniOrkestret

DR SymfoniOrkestret og Fabio Luisi er på farten, inviteret til Japan af teknologigiganten Toshiba for at give ti koncerter i byer som Tokyo, Hiroshima, Sendai og Fukouka. Toshiba Grand Concert hedder dette årligt tilbagevendende forårsarrangement, som har haft en lang række vestlige orkestre på besøg, heraf nogle af de bedste fra de øvrige nordiske lande.

Nu er det danskernes tur, det er første gang, radiosymfonikerne gæster Japan, og i sidste uge præsenterede de udpluk fra de to koncertprogrammer på hjemmebanen. Som en af de to solister medvirker den japanske pianist Yukio Yokoyama, han var også med i København, men det var besynderligt, at han her spillede Chopins Klaverkoncert nr. 1 og ikke Beethovens Kejserkoncert, som figurerer på turnéprogrammet.

Det står hen i det uvisse, hvorfor man har brugt tid på at indstudere et irrelevant værk så kort tid før afrejsen.

Yokoyama skal angiveligt være et meget stort navn i Japan og i særlig grad som Chopin-pianist. Det havde jeg temmelig svært ved at begribe efter hans færd gennem klaverkoncerten. Det er den blegeste af Chopins to koncerter for instrumentet, og for at løfte sig kræver den i mine ører en pianistbegavelse med ekstraordinær sensibilitet og klangfantasi.

Det fik vi ikke med Yokoyama, som skuffede gevaldigt med en søvndyssende aflevering af noder i hobetal, og selv i den langsomme romanze, som kunne være hentet fra komponistens æteriske nocturner med deres fioritura (blomstrende improvisationer), holdt han sig sikkert ved jorden. Det var effektivt, men jævnt uspændende at følge med i.

Derimod lå ekstranummeret, den første af Chopins etuder opus 10, med sine kaskader af brudte akkorder i en og samme udtrykskarakter meget fint til Yokoyamas højrehånd.

Aftenland

Udførelsen af resten af programmet var rene begivenheder.

Japanerne skal høre helt ny dansk musik, og mon ikke de vil blive betaget af Bent Sørensens Evening Land – bestilt og uropført af New York Filharmonikerne i 2017. Stykket på 13 minutter er opstået ud af to aftenstemninger: En sløret og tyst landskabserindring fra komponistens barndom på Midtsjælland og et pågående øjebliksindtryk af New York 50 år senere.

Den tabte barndom og nutidens urolige verden kobles dermed i stykket. Sådanne erindringssammenstød er ikke ukendte for de fleste, og det er heller ikke så sjældent, at de er blevet sat i musik. Det første navn, der melder sig hos mig, er Alban Berg fra modernismens gennembrud i Wien i tiden lige før og efter Første Verdenskrig.

Titlen blev »Aftenland« på dansk. Ordet kan have denne poetiske betydning af et aftenligt landskab, men det anvendes jo også som betegnelsen for ‘Vestens lande’, hvor solen går ned, og modsætningen er så morgenlandet, som DR SymfoniOrkestret er rejst til.

I den tysk-østrigske kultur optrådte Abendland som et uhyre betydningsmættet begreb i forrige århundrede, en vinkel som kunne give anledning til uoverskueligt mange tydninger af Evening Land, men ikke desto mindre hørte jeg et slående slægtskab mellem Bent Sørensen og Alban Berg. Eksempelvis forbindelsen til de drømmeagtige, opbrudte melodier vekslende med katastrofemusikken i dennes ikoniske violinkoncert.

Opførelsen af Sørensens stykke var bevægende: Soloviolinens antydede melodi, brudstykkevis, luftigt og fjernt, besvaret af de andre strygere, derpå forenet i en klang som kommende fra mosekonens bryg på engen. Snart fulgt af faretruende gestalter fra det store orkester, hurtige hvin og sus som i basungruppens glissando og smæld. Pludselig en smuk men ufuldendt melodi i oboen, videre til violinerne, druknet i paukelarm og turbulens – gennem værket mærker man denne mesterlige balance mellem antydning og handling.

Og så mod slutningen trådte endnu et slægtskab med Bergs violinkoncert frem. Oboens melodi vinder ny kraft, og den udfolder sig nu mere frit flyvende, vemodigt og … schön.

Den var tænkt som en gave til Bent Sørensens alvorligt syge svigerfar, oboisten Frederik Gislinge, som ikke nåede at høre den før sin død. Hos Berg slutter violinkoncerten med æteriske variationer over en Bach-koral – til minde om en engel, Alma Mahlers alt for tidligt mistede datter, Manon Gropius.

Orkesterspillet var ubestrideligt på internationalt niveau, og det var en emotionelt involveret Luisi, der gav tegn og impulser med de bare hænder, som en balletdanser i stille bevægelse.

Anderledes Tjajkovskij

I koncertens sidste værk, Tjajkovskijs Symfoni nr. 5, kunne radiosymfonikerne for alvor strække ud i en utrolig medrivende opførelse.

Fabio Luisi kom med en Tjajkovskij, som var anderledes, end vi er vant til at høre med dette orkester. For det har gennem generationer af musikere spillet Tjajkovskijs tre sidste symfonier ud fra en ‘autentisk’ tradition, som blev grundlagt i orkestrets unge år af Nikolaj Malko og i nyere tid vedligeholdt af Kurt Sanderling og Jurij Temirkanov.

Hos Luisi var denne lidt tunge slaviske patos neddæmpet. Han tilførte symfonien en overraskende lethed og bevægelighed, man hørte uventet rubato (små forskydninger i tempoet) på solostederne, og alligevel manglede opførelsen ikke lidenskab, tværtimod.

Det var faktisk, som om operadirigenten Luisi havde hentet den store Verdi ind på podiet, for han ‘vokaliserede’ symfoniens indre linjer, dramatiserede værket på udsøgt vis hele vejen rundt, i det smukke solospil, den fabulerende kammermusik og de grandiose tableauer.

Tjajkovskij var en sublim valsekomponist, tredjesatsen er en sådan, og det var sigende for opførelsens latinske præg, at den gled gennem rummet med douce farver, nænsomme betoninger og en forførende elegance.

Man kunne se på musikerne, at de satte pris på den anderledes krop, symfonien havde fået af deres chefdirigent. Det er med andre ord en attraktiv Tjajkovskijs Femte, som de kan vise frem ude i det fremmede, og så meget mere beundringsværdigt vil deres fremstød forhåbentlig virke, når man også har oplevet deres ekspertise i den nye musik af Bent Sørensen.

Bent Sørensen, Chopin og Tjajkovskij. Yukio Yokoyama (klaver) og DR SymfoniOrkestret under Fabio Luisi. Koncerthuset 7. marts.

På turneen i Japan spilles også Bruchs violinkoncert med Arabella Steinbacher, Beethovens ’Symfoni nr. 7’ og Carl Nielsens ’Maskarade Ouverture’.

DR P2 sender to af koncerterne: 14. og 28. marts kl. 19.20