Læsetid: 3 min.

Kærlighedshistorie med intellektuel overbygning

Billedkunstneren Franziska Hoppes første roman om magt og begær
29. marts 2019

Franziska Hoppes debutbog docx (med henvisning til Words gamle filformat) er en ulykkelig kærlighedshistorie med en intellektuel overbygning.

Førstepersonsfortælleren er forelsket i en mand. Han er ikke forelsket i hende. Fordi han vil mindst, bestemmer han mest, og i frustration og afmagt over den situation forsøger fortælleren så at omvende magtforholdet ved at gøre den udkårne (og afvisende) til objekt for sin kunst.

Bogen skal altså både besvare det akutte spørgsmål om, hvordan i alverden man ryster en ulykkelig forelskelse af sig, og det (deraf afledte) spørgsmål om, hvad kunsten kan gøre.

Først forestiller hun sig en performance med begærsobjektet X i hovedrollen, der minder mistænkeligt meget om en desperat middagsinvitation. Det dropper hun, fordi det alligevel ikke er indlysende, hvad der skulle komme ud af det:

»For ville han ikke bare være gået mæt derfra? Ville jeg ikke stadig være forelsket?«

Det lyder som et mere sandsynligt udfald end den netop bortkastede tese om, at »[m]iddagen skulle gøre ham til den abstrakte idé, jeg prøver at overtale mine følelser til, at han er.«

I stedet pakker den ulykkeligt forelskede fortæller sin laptop og flytter til Berlin, hvor hun begynder at skrive de optegnelser, der bliver til den meget selvrefererende, procesorienterede bog, man sidder med i hænderne. Fordi »forelskelsen fik alt til at forbinde sig til X, kunne jeg i det mindste bruge ham som noget, jeg tænkte med. Kunne jeg i det mindste bruge ham til at generere tekst. Forelskelsen ville give siderne en struktur.«

Fortælleren tildeler altså X rollen som muse og ser så, hvad det gør ved dynamikken mellem de to. Det ser i handlingssporet ikke ud til, at det gør så meget. Hun drømmer stadig om ham om natten, og han er stadig mere eller mindre utilgængelig.  

Det klaustrofobiske forelskelsesspor

Gennem en prolog og fire nummererede dele med hver tre til fire betitlede og nogenlunde tematisk fokuserede optegnelser får man så udfoldet et selvterapeutisk forløb, der er mest interessant, når blikket rettes mod de kunstværker og udstillinger, fortælleren opsøger. Det er nemlig ikke bogens omdrejningspunkt – den ulykkelige forelskelse i X, der for den uindviede, uforelskede læser fremstår som lidt af en hvem som helst – der er mest spændende, men derimod bogens værkanalytiske og kunsthistoriske digressioner.

Franziska Hoppe: ’docx’.

Fortælleren reflekterer over horisontens blå farve, hun går på Neues Museum og lader Nefertiti-busten danne afsæt for nogle tanker om vestens fremstilling af orienten. Hun læser Frankenstein (som hun opfatter som »en historie om et fatalt kunstprojekt«) og grubler over forskellen på den Franziska, der optræder i teksten, og den Franziska, der skriver den.

Denne anmelder vil hellere høre mere om Albrecht Dürers radering Draughtsman Drawing a Recumbent Woman (på dansk: En mand tegner en liggende kvinde), Botticellis Den hellige Sebastian eller nogle af de andre store kunstværker, som hun ser og – i langt højere grad end det er tilfældet med X – bruger til at tænke med.

Det er i vid udstrækning kunsthistoriens standardproblemstillinger om repræsentation som magtudøvelse og virkelighedsforvrængning, hun beskæftiger sig med, men refleksionerne er præget af en genuin nysgerrighed. Man hører tandhjulene knage, hvilket er et charmerende træk ved bogen. Forelskelsessporet er mere klaustrofobisk at befinde sig i end egentligt hjerteskærende.  

docx er en bog, der bruger meget plads på at reflektere over sit eget projekt. Også for meget plads. Der er virkelig mange flade beskrivelser af skriveprocessen (»Jeg skriver straks tanken ned ...«) og mange arbejdsspørgsmål, der viser sig at være blindgyder (»Kan jeg gøre min forelskelse til et kitschet objekt?«). Selv om de bliver fulgt op af undersøgelser og grublerier, virker det tit som en søgt og klodset måde at henvende sig til læseren.

Det essayistiske projekt, som docx i bund og grund er, lykkes bedst, når optegnelserne består af iagttagelse på iagttagelse frem for meget overordnede abstrakte spørgsmål. Fortælleren har øjnene med sig, når hun færdes i henholdsvis København, Berlin og på internettet.

Man kunne have ønsket sig, at hun havde løftet blikket mere fra sit eget projekt og bare skrevet, hvad hun så omkring sig.  

Franziska Hoppe: 'docx'. Forlaget Korridor. 112 sider. 150 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu