Læsetid: 6 min.

Kim Larsens sidste album ’Sange fra Første Sal’ er er en værdig afsked med manden, der vandt alles hjerter

Lune Larsen har stillet træskoene i den danske folkesjæl, og der står de sikkert og godt. Og hans sidste plade er fuld af slidt charme, fuld af nærvær
Lune Larsen har stillet træskoene i den danske folkesjæl, og der står de sikkert og godt. Og hans sidste plade er fuld af slidt charme, fuld af nærvær

Henrik Hildebrandt

30. marts 2019

Kim Larsen vadede ind i den danske folkesjæl med træsko på – og nu hvor han har stillet dem, vil de blive stående dér for eftertiden.

Dén kulturelle efterklang forstærker og forlænger hans sidste, posthume album Sange fra Første Sal, der udkom midnat, natten til denne fredag. På én gang en midsommersang og en vintervise. Lige så højstemt og lavmorsom som altid.

Jeg har en murer på besøg, og da han hører den nye Larsen-plade, begynder han straks at prise den gamle hankat. Hvor ramt han var over hans død. Altså, han kendte ham jo ikke personligt, men han var sgu alligevel rørt.

Jeg istemmer og påpeger, at hans forhold til Larsens sange jo var personligt, det kan ingen tage fra ham. Han er enig. Jeg flytter spejlet, så han kan få plads til at mure. Det skal ikke ende med syv års ulykke, lige efter at vi har begrædt nationalskjaldens afgang.

Hans sidste feberhede snapshot

Måske er titlen – Sange fra Første Sal – Larsens måde at fortælle at disse sange kommer fra en mand, der nu er steget til ateistisk himmel. I hvert fald nåede han at døbe det aktuelle album. Og han valgte coverfoto, og ikke mindst så lyttede han mixene af sangene igennem. Det understreges også i den medfølgende pressemeddelelse.

»Det eneste han ikke nåede var at udgive det hele, så det er det, vi gør for ham nu«, lyder det.

Det er vigtigt, fordi det betyder, det ikke er ufærdige optagelser eventuelt udgivet mod Larsens ønske. Og det betyder, at vi her sidder med de sidste fuldt formulerede ytringer fra Larsens hånd. Den sidste hånd på sange, der i de sidste år af hans liv blev skrevet om eftermiddagen (tidligere var det om natten) og blev indspillet som demoer på en iPad.

Det er en plade fuld af slidt charme. En fornemmelse af et feberhedt snapshot af de sidste ytringer. Lyden er spartansk, skramlet, nærmest lo-fi, og dermed fuld af nærvær.

De 12 sange er optaget i Larsens stue i hans lejlighed på første sal (med undtagelse af to sange indspillet på et hotelværelse i Aarhus), og det kan høres. Ikke en lækker studieoptagelse, men en familiesammenkomst indspillet over fire dage med sønnen Hjalmer og manageren Jørn ’Ørn’ Jeppesen. Udsendt som ubarberede inderligheder. Trommemaskine, guitarer, bas, mandestemmer. Ikke skødesløse, men koncentrerede hyggestunder.

»Lui, Hjalmers lillebror, var praktisk hjælper og var med til at slæbe gear frem og tilbage. Lønnen var en øl med ’bandet’ efter dagens optagelser. Liselotte, Kims kone, sørgede for at tage de fotos, som nu pryder coveret på albummet. Alt var hjemmelavet i ordets bedste betydning«, fortælles det i pressemeddelelsen.

Han har sat sig i vores kulturtapet

Det er som altid simple melodier, som man kan lære fra børnehaven af og tage med sig gennem hele livet. »Sommer« er lige til Højskolesangbogen, og pludselig synger kæresten og jeg med. Og mureren bekræfter. Det kunne godt have været en sang, han havde sunget med på under den store hvælving på LO-skolen i Helsingør i sen-90’erne.

Og sådan er det jo med Larsen. Han går i blodet og sætter sig i kulturtapetet og breder sig gennem socialiteten som et helt ualmindelig omgængeligt lune, der alligevel kradser. Ah ja, kradser lige dér hvor det skal. Dér hvor man ikke får lov til at sidde stille og opføre sig ordentligt.

Lige som i hans sange. Knægten, der siger farvel til barndommens land og skammer sig over moderens afskedskys. Om Charlie, der bare nyder sin kvindekrop, hurra. Om mindreværdet over for den »pseudointellektuelle« fætter Fritz, som han hader. Og hvis han kommer:

»Så hopper jeg i Sortedams Dosseringen / Du ser mig aldrig igen.« Om dengang i Dengang i Brønshøj-Husum Ungdomsklub. »Lad mig sige det med det samme / Jeg var ikke særlig smuk / Indolent og uforskammet«, synger han. »Jeg var ham der stod alene og kiggede ned på mine sko / Udenfor det hele dømt til at stå og glo.«

Der er en hyldest til hans gamle frakke, han købte han af en spritter og aldrig smed ud. Og om kvindernes frigørelse, som han fejrer.

»Det er efterhånden længe siden at de har prøvet / Lykken i det muntre køkken / Men det er naturligvis fordi det er forbi / Med de gamle dages slaveri.« Men som han også beklager, bare sådan i det små. »Jeg som gik og troede at det bare var begær / Mellem ham og hende.«

Der er en sang om sommer, en om efterår. En om forår i lemmerne. Men nu er det blevet vinter for Larsen.

Han var vores tempererede kystklima

Han blev kaldt Lune Larsen, og det var lige tilpas, for en kold skid var han ikke og heller ikke skoldhed som en kogeplade, ingen tør røre ved. Han var en omfavnet og bredt favnende gavflab, og han var lige præcis det tempererede kystklima, som passer dansken så vel og som vi er rundet af. Uden at han af den grund blev lunken.

Han kunne godt kværulere over, at det var en kold tid, vi lever i (de ord passer åbenbart på alle tider) og over at være forklædt som voksen. Men det skete ofte med et glimt i øjet, et rævesmil, en hånd udstrakt til folket.

Han blændede som en brillant enkel melodiskriver, som vi følte os i øjenhøjde med ham. Til det sidste.

Hans afgørende, sprukne organ

Stemmen var – og vil altid være på fremtidens millionvis af streamede afspilninger – afgørende. Og det er den også her på Sange fra Første Sal. Tilpas meget grus, leverpostej, smøger, bajere og frækhed til at den lød som alles, men ikke enhvers. Gennemtæret af rust selv da han var en ung mand.

Sent vil nationen glemme det sprukne organ, der udødeliggjorde »Kvinde min«, »Midt om natten«, »Susan Himmelblå«, »Jutlandia«, »Flyvere i natten«, »Langebro«, »This Is My Life«.

Jamen, altså vi kunne jo blive ved, kunne vi ikke?

Med farvellet til Kim Larsen har vi mistet en stor formidler af det mest flabede og profane, men også af den private melankoli og det modvilligt højstemte i dansken.

Det står også klart på dette dusin håndvarmede og både lykkelige og vemodige sange.

»Ræk mig lige koppen med den skårede hank / Og Politiken fra i går / Nok er den ikke særligt aktuel, men det’ jeg heller ikke selv.«

Han er her endnu

Og til sidst, når dette fine afskedsalbum er slut, så står disse ord tilbage som et gravskrift over Kim Larsens liv og levned.

»Du skal ikke lade dig tæmme / Så får det gå som det vil.«

Det gik som bekendt over al evne. Og alligevel så tilpas, åh, så tilpas.

Han blev 72 år. For min skyld kunne han være blevet 144.

Selvom Larsen den Ældres output ikke var på højde med hans storhedstid, så var han med hele vejen. Turnerende, indspillende, gavflaben stod ikke stille på ham. Og selv når den gjorde, så var det bare rart at vide, at han gik rundt og betrådte den samme forgiftede jord og indåndede den samme forurenede luft som alle os andre.

Nu har vi kun hans træsko tilbage. Mig – tastenspilleren – mureren, min norske kæreste, hele Danmark og store dele af Norden.

Som han indsang i sin lejlighed under de fire dage i sommeren 2018: »Der var så meget jeg skulle nå / Og alt for meget som jeg skulle / Min tid den er forbi, forbi / Men jeg er her endnu.« Amen.

Kim Larsen: ’Sange fra Første Sal’ (Medley Records/Warner)

»Rød-hvide følelser kommer væltende op gennem mig fra under grunden, det er ikke Larsens skyld, men dem, han samler, og jeg ved ikke, om jeg skal le eller græde,« skriver Morten Sabroe i sit portræt af vor nye nationaldigter.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Søren Veje
  • Poul Erik Pedersen
  • Randi Christiansen
  • Anders Sørensen
  • Peter Beck-Lauritzen
  • Anders Reinholdt
  • Trond Meiring
Søren Veje, Poul Erik Pedersen, Randi Christiansen, Anders Sørensen, Peter Beck-Lauritzen, Anders Reinholdt og Trond Meiring anbefalede denne artikel

Kommentarer

Anne Mette Jørgensen

Tak for, at du skrev denne hyldest. Kim vil altid være i mit hjerte, som den eneste sangskriver i min tid.

Poul Erik Pedersen, Ralf Christensen, Anders Reinholdt, Anders Sørensen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Erik Mikkelsen

Fin hyldest. Dog savner jeg lidt mere om Kims samfunds/samtidskritik.
Ja han fejrer eksempelvis måske nok kvindens frigørelse: "Fri af tissemandens tyranni", som han synger. Og han troede (elskede) at det var "begær, der gjorde vi blev fler´og fler´. Men nu er kvinden fri; tillykke med det: "For nu får de deres børn, med pakkeposten lige til dør´n"!
Men hilsnerne fra Kim, Hjalmar og Jørn er vidunderlig. Og sikke nogle sprogblomster den gamle poet kommer med!

olivier goulin

Albummets titel er vist lidt af et rip-off fra Roy Anderssons cinemagrafiske mesterværk, Sånger från andra våningen

/O