Læsetid: 6 min.

Kirsten Gillibrand indledte sin politiske karriere under Hillary Clintons vinger. Nu vil hun være præsident

Senator Kirsten Gillibrand fra New York er den eneste af seks kvindelige præsidentkandidater, der har gjort kvindesagen til det centrale tema i sin valgkampagne. I sin selvbiografi hævder hun, at kvindelige politikere er bedre til at forvalte det almene vel end mænd
Gillibrand tog sin bachelorgrad på det velansete Dartmouth College og sin juragrad på University of California Los Angeles. Herefter endte hun i et advokatfirma i New York, hvor det gjaldt om at bruge albuer, arbejde ekstremt hårdt, spille tennis med mændene og klæde sig så usexet som muligt på kontoret for at vinde anseelse, indflydelse og forfremmelse.

Gillibrand tog sin bachelorgrad på det velansete Dartmouth College og sin juragrad på University of California Los Angeles. Herefter endte hun i et advokatfirma i New York, hvor det gjaldt om at bruge albuer, arbejde ekstremt hårdt, spille tennis med mændene og klæde sig så usexet som muligt på kontoret for at vinde anseelse, indflydelse og forfremmelse.

Scott Olson

8. marts 2019

I den kommende dyst om at blive kåret som Det Demokratiske Partis præsidentkandidat i 2020 deltager et usædvanligt stort antal kvinder – i alt seks. Alle støtter mærkesager for amerikanske kvinder som ligeløn, betalt barselsorlov og sygeorlov samt statsstøtte til vuggestue og børnehave.

Men kun en af dem har gjort forsvaret af kvinders rettigheder til det centrale tema i sin valgkampagne. Det drejer sig om senator Kirsten Gillibrand fra New York.

Umiddelbart virker Gillibrand ikke som den ideelle repræsentant for kvindesagen. Hun stammer fra en konservativ region i upstate New York, hvorfra hun blev valgt til kongresmedlem første gang i 2006 på en politik, der blandt andet slog til lyd for våbenrettigheder og en begrænsning af indvandring fra Mexico og Mellemamerika.

Indtil hun blev udnævnt af New Yorks guvernør til at overtage Hillary Clintons plads i Senatet i 2009 – efter at Clinton overtog stillingen som udenrigsminister – havde Gillibrand som kongresmedlem ikke gjort sig bemærket som feminist. Ej heller som liberal eller progressiv demokrat. Tværtimod blev hun anset for at være en moderat-konservativ demokrat.

Men lige så snart hun blev slået til senator og derved repræsenterede alle 20 mio. borgere i New York frem for 700.000 i en valgkreds i den nordøstlige del af delstaten, skiftede hendes grundholdninger så hurtigt som farverne på en kamæleon.

Det er forståeligt, at en repræsentant for hele New York tager højde for at skulle repræsentere en stor og broget gruppe vælgere, der overvejende læner mod venstre. Hvad der overraskede og bekymrede politiske iagttagere i 2009-10 var det bratte skift.

Det giver anledning til spørgsmålet: Har Kirsten Gillibrand nogle faste standpunkter, eller er hun bare en opportunistisk karrierepolitiker?

Forvalter magt bedre end mænd

Hendes selvbiografi fra 2014, Off The Sidelines – Raise Your Voice, Change the World, leverer svaret. Gillibrand er en overbevist feminist. Hun tror fuldt og fast på kvinders uudnyttede og enormt positive bidragspotentiale i alle lag og hjørner af samfundet – i familien, virksomhederne, arbejdsmarkedet og den politiske verden.

Mere specifikt føler hun sig overbevist om, at kvinder forstår at forvalte indflydelse og magt til fordel for det almene vel bedre end mænd.

Hvis kvinder havde magten, skriver Gillibrand, »ville Hollywood producere film og tv-serier, hvori kvinder er skildret som intelligente, modige og principfaste ledere, ikke som patter og numser.«

»I forretningsverdenen ville vi kvinder fremstille produkter og tjenesteydelser, der opfylder alles virkelige behov. I lokalsamfundet ville der være mindre kriminalitet, renere luft og mere bæredygtighed. I vores hjem ville der være mindre børnemishandling og hustruvold. Staten ville føre en politik, der giver alle amerikanere mulighed for at trives.«

Et andet sted i bogen forudsiger Gillibrand, hvad en Kongres og delstatsparlamenter med lige repræsentation af kvinder ville betyde:

»Vi ville ikke spilde så meget tid med at debattere statsstøtte til svangerskabsforebyggelse. Seksuel chikane og krænkelse ville ske mere sjældent i forsvaret og på universiteterne. Sygeplejere ville få mere respekt og støtte. Alle ville have råd til vuggestue og børnehave; alle ville have ret til sygeorlov og ligeløn. Mindstelønnen ville blive hævet.«

Det lyder mere som en drøm end et realistisk politisk manifest. Er kvinder virkelig mere humanistisk indstillede end mænd?

Det er naturligt at antage, at kvindelige politikere er mere engageret end deres mandlige partnere i at opfylde behov og forsvare rettigheder, som berører deres køn.

 Herfra kan man imidlertid ikke slutte, at kvinder – når de kommer i besiddelse af politisk magt – af princip vil fremme deres køns mærkesager.

Tænk på Margaret Thatcher, Angela Merkel eller Kirstjen Nielsen, USA’s sikkerhedsminister. Sidstnævnte leder et ministerium, som sidste sommer tvangsadskilte immigrantbørn fra deres forældre. Nielsen forsvarede endda denne umenneskelige praksis.

Kvindelige forbilleder

Gillibrand er vokset op med stærke kvinder som forbilleder. Hendes mormor var en kendt politisk aktivist i New Yorks hovedstad Albany. Hendes mor, uddannet advokat, skød vilde kalkuner med sit jagtgevær, når der skulle serveres fjerkræ til årets Thanksgiving-måltid. Hun havde også et sort bælte i karate.

På morens side er hun af irsk afstamning (Gillibrand er hendes mand Jonathans efternavn). I den del af familien er kvinderne ifølge biografien ret temperamentsfulde og bander og svovler.

Gillibrand tog sin bachelorgrad på det velansete Dartmouth College og sin juragrad på University of California Los Angeles. Herefter endte hun i et advokatfirma i New York, hvor det gjaldt om at bruge albuer, arbejde ekstremt hårdt, spille tennis med mændene og klæde sig så usexet som muligt på kontoret for at vinde anseelse, indflydelse og forfremmelse.

Det er for tidligt til at anslå, hvor langt Gillibrand vil nå i primærvalgkampen. Hun har ikke tiltrukket så mange nysgerrige borgere som Kamala Harris til sine vælgermøder i New Hampshire og Iowa. Hun er mindre kendt end Elizabeth Warren (der ikke er erklæret feminist). Gillibrand er endnu ikke blevet inviteret til en debat med vælgerne på CNN. Men alt det vil givetvis komme.

Under Clintons vinger

Ideologisk set har Gillibrand placeret sig helt ude til venstre i partiet. Det er et betydeligt ryk fra dengang, hun skrev sin biografi i 2014. I dag støtter hun universel sundhedsforsikring, en gratis videregående uddannelse, The New Green Deal, amnesti for papirløse immigranter, nedlæggelse af immigrationspolitiet og antitrustlovgivning rettet mod banker på Wall Street og storkoncerner.

Det er en bemærkelsesværdig menu, der måske siger mere om den forvandling, Det Demokratiske Parti er undergået, siden Bernie Sanders kom på banen, og den moderate og midtsøgende Clinton tabte præsidentvalget til Donald Trump i 2016, end om politikeren Kirsten Gillibrands metamorfose.

I den sammenhæng er det vigtigt at holde sig for øje, at Gillibrand blev inspireret af Hillary Clinton til at træde ind i politik. Hun var i Beijing for at lære mandarin, da Clinton holdt sin berømte tale til FN’s kvindekonference i 1995. Den gjorde et uudsletteligt indtryk.

I 2000 besluttede den unge advokat, at hendes fremtid lå i politik, og at det helst skulle ske under Clintons vinger. Udfordringen bestod i at få kontakt med den berømte førstedame, som netop det år havde besluttet at stille op til senatsvalget i New York.

I bogen fortæller Gillibrand, hvordan hun først betalte 1.000 dollar for at deltage i en fundraiser i en lejlighed på Manhattans Upper East side, hvor hver donor havde ca. 30 sekunder til at hilse på Clinton. Gillibrand fortalte Clinton, at hun ville smide alt for at hjælpe hende med at blive valgt.

Det gjorde ikke synligt indtryk. Gillibrand betalte 2.000 dollar for at deltage i den næste fundraiser med Hillary. Her foreslog hun at arrangere en fundraiser for Clinton med deltagelse af kvinder under 40. Førstedamen nikkede ja, men det tog Gillibrand en måneds opringninger for at få grønt lys til kampagnen.

Gillibrands fundraiser blev en succes med stor deltagelse og tonsvis af penge indsamlet. Nu var hun pludselig en del af Hillarys omgangskreds. Da hun i 2006 besluttede sig for at udfordre et konservativt republikansk kongresmedlem i en valgkreds i New York, søgte hun råd og støtte fra Clinton. Ikke alene stillede Hillary op til hendes sidste vælgermøde. Det gjorde Bill Clinton også.

Da Obama udpegede Clinton til sin udenrigsminister i 2009, anbefaler hun Gillibrand som sin efterfølger i Senatet. Hillary har skrevet bogens forord. Gillibrand står altså i stor politisk gæld til Clinton-parret.

Her bliver det interessant. Da #MeToo-bevægelsen nåede sin kulmination i 2017, var Gillibrand Senatets mest aggressive kritiker af mænd beskyldt for seksuel chikane, krænkelser og overgreb. Hun blev kaldt #MeToo-senatoren.

Gillibrand var den første til at opfordre den tidligere komiker senator Al Franken til at træde tilbage, da seks kvinder beskyldte ham for seksuel chikane. Franken fik aldrig mulighed for at forsvare sig i en høring i Senatet. Med Gillibrand som fortaler afsatte partiledelsen ham – en beslutning, nogle af dem nu fortryder – dog ikke Gillibrand.

Kort efter blev hun citeret i et interview for at sige, at præsident Bill Clinton burde være trådt tilbage efter afsløringen af sin affære med Monica Lewinsky. Efter den udtalelse brød Clinton-parret alle forbindelser til Gillibrand. Nu – et år senere – prøver hun at fuldføre, hvad der mislykkedes for Hillary Clinton: At blive USA’s første kvindelige præsident.

Kirsten Gillibrand – ’Off The Sidelines, Raise Your Voice, Change the World.’ 242 s. Ballantine Books 2014.

Serie

Hvem er bejlerne til Det Hvide Hus i 2020?

Kandidaterne melder sig løbende på banen i kampen om at blive USA’s præsident. Op til 20 demokrater forventes at stille op. Vi introducerer dem gennem deres politiske selvbiografier.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henrik Brøndum

" ... men det tog Gillibrand en måneds opringninger for at få grønt lys til kampagnen."

Er det muligt at få lidt bedre dansk i en dansk avis?

Med den hast hvorved folk erklærer at de stiller op til præsidentvalget - og de kommer som perler på en snor - så skriver avisen næsten sig selv.

Ahhh, intet bedre til at samle folket end "kvindesagen". Rigtig dejligt. Smid lige lidt SJW, PC og LGBTQIA+ indover, så får Trump det for let.. Tag Jer sammen Demokrater eller fejl igen!