Læsetid: 2 min.

Klaustrofobisk landsbymiljø

’Francesca’ er en stille og rolig krimi og også meget pædagogisk krimi, som hele tiden leverer små opsummeringer og statusopdateringer på det, vi allerede ved
29. marts 2019

På et tidspunkt i Lina Bengtsdotters kriminalroman Francesca skal de to overklassesøstre Francesca og Cécile bestemme sig for, hvem der skal have det bedste værelse i den gamle herregård, som familien har arvet som sommerbolig.

Deres far holder to strå i hånden og beder dem hver trække ét. Det er selvfølgelig storesøsteren Cécile, den evige favorit, som trækker det længste strå. Senere forsvinder Francesca sporløst. Hun er 16 år gammel, det er i 1989.

’Francesca’: Lina Bengtsdotter.

Som man kan se, er Bengtsdotters roman optaget af ordsprog og fyndord – så meget, så den overraskende (og ærligt talt lidt fjollede) slutning er en helt bogstavelig manifestation af en gammel talemåde; jeg skal selvfølgelig ikke afsløre hvilken.

Romanen er fortalt i tre spor. To af sporene følger Francesca. Det sidste, hovedsporet, følger Charlie Langer, som arbejder ved politiet i Stockholm. Hun kommer selv fra den lille by Gullspång, hvor Francesca forsvandt 30 år tidligere, og da hun begynder at få underlige drømme om sin afdøde mor, rejser hun tilbage til barndomsbyen: et lille samfund, hvor alle kender alle, hvor der brygges og sælges hjemmebrændt i krogene, og hvor rygterne spreder sig hurtigere, end man kan nå at løbe fra den ene ende af hovedgaden til den anden.

Egentlig sker der ikke så meget i løbet af romanens næsten 400 sider. Det er dramatiske højdepunkter, når et barn ser noget mystisk i haven, eller når et maleri bliver stjålet fra en gammel lade.

Francesca er en stille og rolig krimi og også en pædagogisk krimi, som hele tiden leverer små opsummeringer og statusopdateringer på det, vi allerede ved. Det ord, der virker mest dækkende for bogen, er behagelig: Her kan man læne sig tilbage, uden at det bliver alt for intenst, og bare lade sig føre af den gode, solide prosa og de lange dialoger. Overser man noget, kan man være helt sikker på, at det vil blive gentaget et par gange, før trådene til sidst redes ud, såfremt det er vigtigt.

Francesca er den anden roman i serien om Charlie Langer. Den kan sagtens læses som en selvstændig spændingsroman, men jeg vil tro, at der vil være lidt mere kød på karaktererne og deres indbyrdes forhold, hvis man også har læst den første,

Bengtsdotters debut Annabelle fra 2017, som jeg ikke har læst. Efter at have læst Francesca kommer jeg ikke til at spæne ud i butikkerne for at få fingre i den

’Francesca’: Lina Bengtsdotter. Oversat af Louise Ardenfelt Ravnild. People’s Press. 377 sider, 200 kroner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu